Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme
Indstillinger

Tegn på skizofreni, eller noget helt andet?

Redigeret 3 december, 2011, 09:33 i Skizofreni
Jeg vil lige starte med at fortælle at jeg har Social angst og depression. Det er nok en ret nyttig information. Jeg er en pige på 19 år. Jeg har i mange år gået med det her for mig selv, for jeg har aldrig turdet fortælle det til nogen, da jeg har følt mig mærkelig og pinlig over det. Ikke engang min psykolog eller læge har jeg kunnet få taget mig sammen til at sige det til. Så nu prøver jeg her, hvor jeg er anonym. Jeg har for det meste bare tænkt at det ikke var noget og skubbet tanken væk. Men nu vil jeg gerne vide det.

Jeg har ofte oplevet den her underlige følelse, når jeg kiggede mig i spejlet. Jeg husker ikke præcis hvornår det startede, men det startede i hvert fald da jeg begyndte at ”forvandle” mig til teenager. Da jeg var omkring de 13 skrev jeg et digt, hvor jeg beskrev det som ”jeg blev suget ud af min krop, og så mig selv udefra”. Jeg synes også det føles som det ikke er mig der er i kroppen, eller jeg ikke kender den der er i kroppen. Jeg står og stirrer på mig selv og bliver helt angst for mig selv. Altså bliver jeg faktisk bange og det løste jeg ofte ved bare at forlade spejlet, skynde mig at tænke på noget andet eller lave noget andet. Men med tiden er det kun blevet værre. Nu er jeg også begyndt at føle disse ting når jeg går væk fra spejlet, jeg kan ikke helt bare forsvinde fra det mere. Sommetider må jeg ligge mig i fosterstilling og koncentrere mig om at komme ud af ”trancen” igen.

Jeg læste engang noget om en skizofren, der beskrev hun var bange for at kigge ind i sine øjne, fordi hun ikke følte det var hendes egne. Og derfor begyndte jeg at tænke på skizofreni? Dog har jeg ikke rigtigt haft andre tegn på jeg lider af det. Jeg kender heller ingen med skizofreni, så vidt jeg ved.

Jeg har også nogle gange haft den her uvirkelige følelse når jeg snakkede til folk. Jeg har snakket og slet ikke ”opdaget” jeg har snakket. Det sker mest i større forsamlinger, som hvis jeg skal sige noget i klassen. Dvs. bagefter tænker jeg, kunne de høre hvad jeg sagde? Sagde jeg det lige højt? Eller var det bare noget jeg tænkte? Jeg har ikke rigtig styr på hvor højt det blev sagt, altså, hviskede jeg det. Eller fik jeg råbt det. Men det kan måske også hænge sammen med jeg bliver så angst, at jeg på en eller anden måde lukker af og bliver forvirret. Eller hvad? Jeg har ingen idé om hvad der passer.

Jeg har vidst ingen hallucinationer, eller lignende?
Men jeg forestiller mig tit verden inde i mit hoved. Dvs. jeg forestiller mig episoder der kunne ske, eller jeg måske kunne ønske ville ske? Men det kan også handle om død. For det meste handler det om død, egen graviditet (som altså aldrig har været der) og andre ”tragiske” ting som det. Da graviditet ikke er noget jeg ønsker nu, ville det være lidt forfærdeligt at skulle fortælle folk det og sådan. Det er jo ikke hallucinationer, jeg tror heller ikke det har noget med skizofreni at gøre. Men måske nærmere ensomhed?
Jeg valgte altså lige at tage det hele med, det sidste har nok ingen betydning.

Jeg vil lige tilføje at da jeg var yngre (stadig i teenageårene), troede jeg at folk kunne høre hvad jeg tænkte. Så jeg tænkte tit "nu må du ikke tænke noget forkert". For hvis de kunne høre det. Jeg har det ikke sådan mere.

Der er selvfølgelig mange andre ting som nedsat lyst til de ting jeg plejer at lave, søvn besvær osv. osv. Men som jo skyldes depression.
«1

Kommentarer

  • Indstillinger
    Hej

    Det lyder ikke rart. Du kan finde mere info om skizofeni på nettet.
    Jeg håber du er i behandling for depression og social angst?
    For mig lyder det som om du også er bange for at være sammen med dig selv, du kan bruge de ord eller vise dit digt til behandleren når du fortæller om det, for det hører jo med til hvordan du har det.
    Social angst og ensomhed stemmer nok overens, men det er ikke ønskeligt, derfor er behandling nødvendig. KH Helle8
  • Indstillinger
    Hej 12345618

    Du skriver, at du har socialangst og depression, og jeg kan forstå på dig, at du faktisk er i behandling, eftersom du omtaler din psykolog og læge.

    Hvilken form for behandling får du? Får du antidepressiv medicin eller psykoterapi eller eventuelt begge dele?

    Det skulle jo gerne være sådan, at du bliver rask af behandlingen. Hvis et antidepressivt middel efter en vis periode ikke har vist sig at hjælpe, er det vigtigt, at du i samarbejde med din læge finder ud af, hvad der er galt. Får du en forkert dosis? Eller skal du have et helt andet præparat? Eller skal du eventuelt henvises til en psykiater?

    Så er der psykologen. Hvilken form for psykoterapi får du? Har du mærket en bedring som følge af behandlingen?

    Den terapiform, der anbefales ved depression, er som regel kognitiv adfærdsterapi. Man siger, at det er videnskabeligt bevist, at denne terapiform er effektiv ved depression.

    Men når eksperterne siger det, glemmer de efter min mening at tage højde for, at der findes forskellige depressioner. Det er muligt, at kognitiv terapi kan være velegnet ved nogle typer af depressioner, men jeg er overbevist om, at kognitiv terapi er absolut uegnet ved andre typer af depression.

    Det, du fortæller om dig selv, og som du er pinligt berørt over at fortælle til andre – selv din psykolog – er for mig et tydeligt tegn på, at du kunne have stor glæde af kropsorienteret psykoterapi.

    Nu skal jeg prøve at forklare mig:

    Du skriver, at du engang har skrevet et digt om, hvordan du blev suget ud af din krop og så dig selv udefra.

    Og du skriver: ”Det føles som om det ikke er mig, der er i kroppen, eller jeg ikke kender den, der er i kroppen.”

    Og desuden taler du om en ”uvirkelighedsfølelse”.

    Alt det er for mig tegn på, at der er sket noget i dit liv, der gør, at det er svært for dig at være i din krop og føle de følelser, som du nu engang har.

    Et eksempel fra mit eget liv:

    Da jeg var lille, sov jeg, som så mange andre småbørn, i en lille seng ved siden af mine forældres dobbeltseng. Min far var et umådeligt temperamentsfuldt menneske, der tit blev rasende og voldsom. Det skete meget tit, at jeg vågnede om natten, ved at han enten råbte meget højt eller bankede min mor. Jeg blev ekstremt bange, og i de situationer lå jeg helt stille og stiv. Jeg så mig selv, liggende i den lille seng, fra et punkt oppe under loftet.

    Jeg har haft mange depressioner, men aldrig det mindste tegn på skizofreni. Og jeg kender godt denne uvirkelighedsfølelse og denne tilstand, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme i sin krop.

    Hos mig var det tegn på, at det var så uudholdeligt at være i min krop, at jeg ikke magtede at være i den, og føle de følelser, jeg nu engang havde.

    Jeg fandt en psykolog, der brugte kropsorienteret psykoterapi. Hun hjalp mig til at lære at være i min krop og føle de følelser, jeg havde. Det var hårdt, men en nødvendig proces at gennemgå, for at jeg kunne komme af med mine depressioner.

    Kognitiv terapi, som almindeligvis anbefales, siger, at det ikke er nødvendigt at rode i sine barndomsoplevelser. Kognitiv terapi siger, at man kan ændre sine følelser ved at ændre sine tanker. Og kognitiv terapi opfatter åbenbart depression som en følelse, hvad det jo absolut ikke er! Depression er en tilstand, der påvirker hele organismen.

    Kognitiv terapi arbejder altså især med tankerne, fordi man tror, at man herigennem kan ændre følelserne.

    Men ved visse former for depression dur det altså ikke med alt det tankearbejde. Det flytter fokus fra det væsentlige, som er, at man må lære sig selv at kende, mærke sin krop og sine følelser, i stedet for at flygte ud i tanker og forestillinger.

    Hvis jeg var dig, ville jeg fortælle psykologen om de ting, du har fortalt her. Hvis det er en dygtig psykolog, vil det hjælpe ham eller hende til at finde en terapiform, der er velegnet i dit tilfælde.

    Mange hilsner og god bedring

    Kameliadamen
  • Indstillinger
    Først, tak fordi i gad tage jer tid til at svare.

    Jeg er i kognitiv terapi hos min psykolog. Og det startede jeg til pga. socialangst, derfor er det også det jeg behandler min depression med. Depressionen har jeg først opdaget for en 3-4 uger siden, og den gjorde det virkelig besværligt at behandle socialangsten, derfor gik vi over til kun at behandle depression lige nu. Jeg snakkede med min læge og hun synes det ville være en god idé at få noget antidepressiv medicin. Da jeg først er begyndt på det fra 14 dage siden, er det vidst ikke rigtigt begyndt at hjælpe endnu, men der må vel snart ske noget. Derfor kan jeg heller ikke svare på om det er den rigtige dosis jeg har fået.

    Grunden til at jeg ikke kan få mig selv til at fortælle det til min psykolog, er nok at jeg førhen er blevet løjet meget for og nedgjort. Af mange personer, deriblandt min forrige psykolog. Jeg har svært ved at stole på folk ikke gør nar ad mig og svært ved at stole på en fremmed person, skal vide så meget om mig. Jeg ville nok ikke kunne se hende i øjnene efter jeg har sagt det heller.
    Når du siger det, så bliver jeg helt i tvivl om jeg er i den rigtige behandling. Min psykolog er meget ung og jeg tænker lidt på om hun har erfaringen, så om hun er god, ved jeg ikke?
    Jeg har aldrig hørt om kropsorienteret terapi før, hvad går det ud på?

    Jeg ved ikke hvad der skulle være sket i mit liv, der skulle gøre det svært at være i min krop. Jeg har aldrig oplevet alvorlige ting som misbrug, vold eller druk i familien som barn.
  • Indstillinger
    Hej igen
    Det er vigtigt at der er tillid parterne imellem i den slags terapi, ærgerligt at du har en dårlig erfaring.
    Så vidt jeg véd, kan man få medicin som hjælper på social angst, det kommer måske an på årsagen til den. Måske skal du til psykiater i stedet for, som kan give dig piller i den rigtige dosis og sammenhæng. Psykiatere har også samtaleterapi.
    Det bedste til dig Helle8
  • Indstillinger
    Hej Helle.
    Ja det er jo desværre ret vigtigt, men det har jeg det bare meget svært ved. Jeg får piller, det er dog for depression, men jeg tror også de hjælper på social angst, jeg er ikke helt sikker.
  • Indstillinger
    Hej 12345618

    Ja, når det kun er 14 dage siden, at du begyndte på medicinen, så er det for tidligt at begynde at ændre på den. Lad os håbe, at du hører til de heldige, hvor medicinen virker i første forsøg.

    Du skriver, at du ikke har været udsat for noget virkelig voldsomt, der kan have gjort, at det føles uudholdeligt at være i din krop.

    Nu skrev du jo egentlig ikke, at du rent faktisk havde oplevet en ”ud af krop-oplevelse”. Du skrev, at du som 13-årig havde skrevet et digt om det. Det er jo ikke helt det samme.

    Og man kan faktisk godt have et fremmedgjort forhold til sin krop og til sig selv af andre grunde end en voldsom og traumatisk oplevelse som vold eller incest.

    Under alle omstændigheder er der jo en årsag til, at din organisme har reageret med socialangst og depression. Sådanne problemer kommer jo ikke ud af den blå luft. Har du og din psykolog talt om, hvad selve årsagen til dine problemer er?

    Jeg forsøger mig nu med endnu et bud på årsagen og håber, at jeg har bedre held denne gang:

    Hvilke forhold i barndommen er det, der kan skabe grundlaget for, at et barn udvikler depressive adfærdsmønstre, som så senere i voksenlivet munder ud i en åbenbar depression?

    Nøglen til svaret kan ligge i familien. Det drejer sig ofte om velfungerende familier, hvor forældrenes tanker og følelser i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet. Barnet opnår ikke følelsesmæssig kontakt og mangler varme og støtte.

    Barnet overlades til sin egen skæbne og udvikler en dybtliggende eksistentiel angst og en alt for stor ansvarsfølelse.

    Ovenstående forklaring har jeg fra en bog, der hedder ”De mente det jo godt”, som er skrevet af en svejtsisk psykoterapeut ved navn Josef Giger-Bütler. Her er en henvisning til bogen:

    http://www.borgen.dk/product.asp?product=307

    Selv hvis dine forældre har været ganske almindelige forældre, der bare har haft lidt for travlt og har haft deres opmærksomhed andetsteds, kan din barndom altså godt være årsag til denne afstand mellem dig og din krop (uvirkelighedsfølelsen eller fremmedgørelsen) og dermed til din depression og angst.

    Det er nemlig vigtigt, at et barn via omsorgspersonernes støtte og opbakning lærer at stole på sine egne kropsfornemmelser og følelser. Ellers opstår der nemt denne fremmedgørelse, som du beskriver så livagtigt.

    Du skriver endvidere, at du er blevet løjet for og nedgjort af mange personer og endda af en psykolog. Du skriver ikke noget om, hvor gammel du var, da du oplevede dette, eller hvor længe det stod på. Egentlig synes jeg, at det lyder som en meget traumatisk oplevelse.

    Jeg tror, at du er nødt til at have denne forfærdelige oplevelse bearbejdet, for at du igen kan få tillid til andre mennesker. Men jeg kan godt se, at det er et problem, når der endda er tale om, at en psykolog har behandlet dig på denne måde. Det kræver stor modenhed og kompetence af en psykolog at hjælpe en klient, der har oplevet ubehageligheder fra en af psykologens fagfæller.

    Så er der spørgsmålet om, hvilken form for psykoterapi, der er mest velegnet. Det er vigtigt, at man har tillid til både behandleren og behandlingsmetoden. Derfor er jeg på en måde lidt ked af, at jeg har skrevet noget, der kan så tvivl ved den terapiform, du får. På den anden side, er det jo vigtigt, at du får den behandling, der er mest velegnet, og min erfaring er altså, at kognitiv terapi ikke er velegnet til en bestemt form for depression, og slet ikke velegnet til at hjælpe på fremmedgørelse og uvirkelighedsfølelse. Og årsagen er, at vægten lægges på det intellektuelle i kognitiv terapi, ud fra en forudsætning om, at intellektet er herre over det kropslige og følelserne.

    Når der er en afstand til ens egen krop og følelser, er det imidlertid vigtigt at inddrage kroppen og lære at føle sig hjemme i sin krop og føle sine egne følelser.

    Du kan f.eks. læse lidt om kropsorienteret psykoterapi her:

    http://www.vindinghoved.dk/index.php?si ... -psykologi

    Hvis jeg var dig, ville jeg give medicinen tid til at virke, og jeg ville slå alle tanker om skizofreni ud af hovedet. Fremmedgørelse og uvirkelighedsfølelser er ganske almindelige tilstande forud for udbruddet af en depression. Når depressionen – ved hjælp af medicinen – forhåbentlig går over, forsvinder også fremmedgørelsen.

    Men du må have hjælp til at bearbejde disse oplevelser (nedgørelse og løgne) og til at komme bedre i kontakt med din krop og dine følelser, således at du ikke igen får en depression.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Indstillinger
    Hej igen.

    Det jeg mente med at jeg havde skrevet et digt da jeg var 13, var jo ikke bare at jeg havde skrevet digtet. Men at jeg havde følt de ting jeg skrev i digtet og derfor skrev jeg dem ned. Derfor havde jeg oplevelser hvor jeg følte jeg "røg ud af min krop og kunne se mig selv udefra".
    Og så mente jeg bare at jeg idag oplever det samme, men jeg idag vil beskrive det som "at jeg ikke ved hvem personen er, eller det føles som det er en anden i kroppen". Jeg ved ikke om du er helt med på at jeg har oplevet de her ting siden jeg var 13? Det var det jeg mente med digtet.

    Nej vi har ikke snakket om hvad selve årsagen er og jeg ved ikke om det slet ikke er meningen man skal det i kognitiv terapi, for hun har aldrig spurgt ind til min fortid. Men måske skulle jeg prøve at fortælle det alligevel og komme ind til kernen i problemerne?

    Min depression er højst sandsynligt kommet fordi jeg har kæmpet så meget med min angst og så er det hele kørt surt.

    Jeg tror egentlig godt jeg ved, hvad nogen af årsagerne er.

    Da jeg var barn, var jeg også en stille person (da jeg begyndte i skole), men ikke før. Det tror jeg bare jeg har arvet. Jeg havde altid venner, men vennerne kunne køre rundt med mig. Jeg havde aldrig en mening om noget, for mine veninder bestemte hvad jeg mente. Jeg var MEGET lille og det gik mig meget på. Det betød at folk kunne bære rundt på mig og jeg kunne ingenting gøre. Jeg var ligesom en lille dukke de kunne køre rundt med og bestemme over. Det gjorde mig meget stille og derfor sagde jeg ingenting i skolen, men jeg havde venner og det var det vigtigste for mig. Dog græd jeg i en periode næsten hver dag, når jeg kom hjem fra skole. Min far arbejdede altid og var aldrig hjemme, kun om aftenen og der sad han på sit kontor og arbejdede. Jeg kendte ham stortset ikke, men jeg tænkte faktisk ikke rigtigt over det, ikke før for 3 år siden hvor mine forældre blev skilt. Først der begyndte jeg at lære ham at kende og det var mærkeligt.
    Min mor har været en god og kærlig mor, men hun har givet os alt for få grænser. Vi skulle ingenting lave i familien og hvis vi gjorde det, blev hun ikke så glad. For vi var jo kun børn og kunne ikke gøre det så godt. Når de voksne snakkede (og sådan er det stadig, selvom jeg er 19 år), kunne man slet ikke være med i samtalen. Hvis man brød ind og sagde "mor, mor, moooor", så ignorede hun altid en. Så man kunne aldrig snakke med dem når man sad og spiste. Jeg spurgte altid om 1000 spørgsmål, for jeg ville så gerne vide alle de ting folk normalt ved. Min mor blev enormt irriteret på mig, fordi jeg spurgte hele tiden. Men jeg ville så gerne være klog. Jeg prøvede altid at være sød mod mine forældre og være det artige barn. Men de forstod det åbenbart ikke.
    Engang prøvede jeg på ikke at være den artige pige mere, for folk kunne åbenbart ikke forstå og også være sød ved mig, så jeg svarede lærene igen i skolen. Det kunne de slet ikke forstå, de blev så forbavsede. Og ikke mindst sure på mig! Det var uretfærdigt det de havde sagt til mig, men normalt plejer jeg jo ikke at svare igen på det og det kunne de ikke klare. Jeg sad på toilettet og græd bagefter, for jeg havde jo aldrig sagt noget for at være ond.

    Da jeg gik ud af folkeskolen skulle alting blive godt, for jeg kunne starte på en ny. Jeg gik i klasse med en jeg kendte og vi blev rigtigt gode venner i løbet af året. Hun var min støtte. Men næste år startede jeg på en ny uddannelse og der gik det galt. Folk var meget ældre og jeg følte ikke de kunne lide mig. De sagde at generte personer ødelagde deres uddannelse, fordi de ingenting sagde. Jeg kendte ingen. Jeg var så alene. Når jeg skulle spise, spurgte jeg en dag om jeg måtte sidde ved siden af en fra klassen. Hun sagde der sad en anden. Så jeg satte mig alene ved et bord. Da en anden lidt efter spurgte om hun måtte sidde ved siden af hende jeg lige var blevet afvist af, sagde hun ja. Det var sådan nogen ting de gjorde ved mig. Jeg følte mig meget udstødt og da jeg skulle i praktik blev det kun værre og jeg gik ud inden året sluttede.

    Så havde jeg et år hvor min lærer kørte på mig, nedgjorde mig. Pressede mig i timerne til jeg var ved at græde. Men jeg fik lidt venner i det mindste. Jeg ignorede det og sagde det aldrig til hende. Der var også én klassekammerat der prøvede at køre rundt med mig, men hun gik heldigvis ud.

    Skilsmissen har også taget hårdt på mig, inden for de sidste 3 år, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på.

    Men jeg har bare en idé om der er mere. Det er lidt mærkeligt.

    Det er selvfølgelig kun lidt af min livshistorie og det blev langt, men det var dejligt at komme ud med det.

    Det med at jeg blev løjet for og nedgjort af min psykolog, skete for lidt over et år siden. Og ja, det gør at jeg har lidt svært ved at åbne mig og stole på folk, det havde jeg også i forvejen, men det har ikke gjort det bedre.
  • Indstillinger
    Hej igen

    Tak for din historie, den fortæller mig alligevel at du som mange andre ikke er blevet set, hørt eller værdsat af dine forældre. En skilsmisse er altid hård og giver ar i sjælen, uanset hvor gammel man er.
    Desuden er du blevet mobbet og frosset ude i dine skoleforløb. Alt det er noget dårligt at slæbe rundt på i din rygsæk, som er med til at præge hvem og hvordan du er som person, nogen præges mere end andre.
    De problemer du har, kræver hjælp af nogen du har tillid til og du er selv med til at bestemme forløbet. Det kan godt være at det lige nu er nok for dig at have fortalt anonymt om det, måske er der et eller andet du har fortrængt fordi det gør for ondt at tænke på?
    Jeg var selv den stille pige, jeg har det bare sådan, at når en ting er kommet op til overfladen har jeg brug for at få den bearbejdet, det kan være i terapi, digte eller tegne. Først for et par år siden, i gestaltterapi kom jeg ind til et opvækstraume som den dybereliggende årsag til mit problem. KH Helle8
  • Indstillinger
    Hej 12345618

    Ud fra det, du fortæller om dit liv, så synes jeg altså, at der er meget gode grunde til, at du reagerer, som du gør.

    Jeg synes ligesom Helle, at det er godt, at du begynder at fortælle om dit liv. Jeg har også læst de indlæg, du har skrevet om mobning. Det er ikke noget at sige til, at det kan være så uudholdeligt at være dig, at du får disse reaktioner.

    Nej, sådan som jeg har forstået kognitiv terapi, så arbejder man fremadrettet. Man ser ikke på fortiden. Og det kan da også være en god ide for dig at lære strategier til at sige fra, når andre mennesker ”tromler” dig.

    Men sådan som jeg ser på det, så er du også nødt til at bearbejde fortiden. Nu, hvor du er ved at komme i kontakt med de dårlige oplevelser og er begyndt at udtrykke dem i ord, vil det også være gavnligt at omsætte dem i konkret handling, for at få dem ud af systemet.

    Nu mener jeg selvfølgelig ikke, at du skal opsøge de mennesker, der har gjort dig ondt og konfrontere dem. Man kan få den ophobede vrede ud på måder, der hverken skader én selv eller andre.

    Da jeg gik hos en psykolog, der brugte kropsorienteret psykoterapi, fik jeg gentagne gange udleveret en tæppebanker, og jeg blev opfordret til at tæske en madras, mens jeg bandede og skældte ud på de mennesker, der havde gjort mig fortræd. Hver seance endte med, at vreden gik over i gråd, og psykologen omfavnede mig og sagde, at ingen skulle gøre mig fortræd mere.

    Nu kan den slags for en udenforstående virke som komediespil, men jeg kan love dig for, at det ikke føltes som komediespil i situationen. Ægte følelser er aldrig komediespil.

    Uforløst vrede over mobning m.m. kan sagtens lave ravage indeni, sådan at man får en depression. Det er vigtigt, at denne vrede kommer ud.

    Nu er det selvfølgelig bedst, hvis der er et ”vidne” i form af en terapeut til at hjælpe dig med at få vreden ud. Men nu, hvor du er i gang med at udtrykke dig på skrift om, hvad der er hændt dig, og oplevelserne faktisk er ved overfladen, ville det være en god ide, hvis du prøvede at udtrykke vreden konkret, altså ved at slå på noget og bande og skælde ud.

    Efter at jeg holdt op i terapi, har jeg af og til haft brug for at få vrede ud, og så har jeg bare sat noget musik på, som er kraftfuldt og følelsesforløsende. Jeg kan anbefale Beethovens Egmont-ouverture. Når så musikken rigtig tager fat, så tæsker jeg en gammel madras eller nogle sofapuder, så støvet flyver, og jeg bander eller skælder ud! Det hjælper altså! Bagefter vil du føle dig mere i kontakt med dig selv.

    Hvis denne metode ikke dur lige for tiden (eventuelt fordi din depression hæmmer dig), så kan jeg anbefale dig at gå en tur langs stranden eller i skoven. Det er bedst, når det blæser meget, som i dag. Det er, som om stormens rasen hjælper én til at udtrykke de vrede følelser. Og heldigvis er det sådan, at stormens og bølgernes larm overdøver dig, hvis du råber højt og bander, for at få din vrede ud. Folk vil jo nok undre sig, hvis de hører en, der går og råber ved stranden, men det kan de ikke høre, når det blæser meget.

    Kognitiv terapi bygger på fornuft og troen på, at vores intellekt er overordnet i forhold til kroppen og følelserne. Men det hjælper jo ikke noget, at dit intellekt siger, at mobningen er fortid, og den manglende støtte i barndommen fra vigtige omsorgspersoner er fortid, når din krop og dine følelser - på grund af din fortid - reagerer på måder, som dit intellekt ikke har nogen mulighed for at kontrollere. I den situation er man efter min mening nødt til at gøre noget, for at de dårlige oplevelser fra fortiden ikke skal lave ravage i nutiden.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Indstillinger
    Endnu engang tak for svarene. Jeg kan sagtens bruge det der er blevet skrevet.

    Jeg vil nu snakke med min psykolog, om han vil hjælpe mig med at gå tilbage i tiden. Jeg har på fornemmelsen der er noget jeg ikke har tænkt på. Og så må jeg prøve at åbne mig noget mere.
Log in eller Registrér for at kommentere.