Indstillinger
Parforhold problem
Hej..
Jeg håber nogle kan give et par gode råd med på vejen, jeg vil i hvertfald lige skrive et par ting der går mig på..
Først og fremmest..
Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i et par måneder, før det var vi også altid sammen, og ja.. jeg ved godt, at det nok ikke var det smarteste, og at det nok gik for hurtigt..
Problemet er bare... Min kæreste tror inderligt at jeg har været ham utro, hvilket jeg ikke har, og det påvirker selvfølgelig vores forhold meget.
Det skulle være sket for lidt under et år siden ifølge ham, og ligemeget hvad, så vil han ikke tro på, at jeg ikke har!...
Han har derfor været meget jaloux, og vi har haft en regel med, at vi ikke måtte drikke osv. hvilket vi nu vil prøve sammen igen, for første gang i jeg ved ikke hvor længe... Det skræmmer mig faktisk, for jeg ved godt, at han plejer, at sige jeg bliver ligeglad med ham når jeg drikker (Jeg har så ikke haft mulighed for at vise jeg ikke gør, det sidste ca. halve år, da vi ikke har drukket sammen), og jeg bryder mig heller ikke om, at han fører sig lidt frem når han gør...
Jeg faldte for den her søde fyr, som virkelig slog benene væk under mig..
Han var forstående, sjov, sød, dejlig, ville altid være sammen med mi, gøre mig glad, og kunne slet ikke få nok af mig.. det har også været sådan efter han troede jeg havde været utro godt nok.. Men de sidste måneder er det kun gået ned af.. Han virker ligeglad, og når jeg spørger hvad han gør for at kæmpe for vores forhold, siger han, jeg prøver på at være glad, men i mine øjne skal der jo mere til, at opretholde kærligheden i et forhold..
Han fortæller mig ikke hvad han tænker på, føler, hvad vi kan lave sammen eller noget... Han virker slet ikke interesseret i, at være i mit selskab, selvom han siger, at han hygger sig osv. Men når vi er sammen, har jeg næsten altid en følelse af, at der er noget galt, og det går mig på..
Han plejede at få mig til at føle mig så smuk, og gav mig en masse opmærksomhed, men nu er det som om, at jeg bare er der... At han ikke behøver at være sød imod mig..
Han siger han elsker mig overalt på jorden, og at han ved at han vil være sammen med mig, men alligevel så siger han, at han ikke kan klare mere, når vi skændtes, eller jeg er negativ...
Jeg er meget negativ for tiden, for helt ærligt føler jeg, at vi er ved at gå fra hinanden lige så stille.. Jeg har det ikke så godt med mig selv, og når det går som det gør nu, så bliver mit selvhad kun stærkere..
Jeg ønsker bare at vi kan være glade sammen, og jeg er så bange for, at vi ender med at gå fra hinanden, for jeg elsker ham jo virkelig så højt...
Men jeg kan jo heller ikke klare at gå rundt og være bange, samtidig med at jeg ikke føler jeg får noget igen.... Samtidig prøver jeg at være lidt kold overfor ham, men det kan jeg heller ikke finde ud af, for jeg vil jo gerne være sammen med ham.... Han kikker mig heller ikke rigtig i øjnene mere... Vi ligger ikke og holder om hinanden som vi gjorde engang... Han siger ikke alle de søde ord længere...
Nu må jeg hellere stoppe, for kunne skrive en helt roman..
Jeg håber der er nogle der har lidt at sige til det.
På forhånd tak!
Jeg håber nogle kan give et par gode råd med på vejen, jeg vil i hvertfald lige skrive et par ting der går mig på..
Først og fremmest..
Jeg bor sammen med min kæreste, og det har jeg gjort i et par måneder, før det var vi også altid sammen, og ja.. jeg ved godt, at det nok ikke var det smarteste, og at det nok gik for hurtigt..
Problemet er bare... Min kæreste tror inderligt at jeg har været ham utro, hvilket jeg ikke har, og det påvirker selvfølgelig vores forhold meget.
Det skulle være sket for lidt under et år siden ifølge ham, og ligemeget hvad, så vil han ikke tro på, at jeg ikke har!...
Han har derfor været meget jaloux, og vi har haft en regel med, at vi ikke måtte drikke osv. hvilket vi nu vil prøve sammen igen, for første gang i jeg ved ikke hvor længe... Det skræmmer mig faktisk, for jeg ved godt, at han plejer, at sige jeg bliver ligeglad med ham når jeg drikker (Jeg har så ikke haft mulighed for at vise jeg ikke gør, det sidste ca. halve år, da vi ikke har drukket sammen), og jeg bryder mig heller ikke om, at han fører sig lidt frem når han gør...
Jeg faldte for den her søde fyr, som virkelig slog benene væk under mig..
Han var forstående, sjov, sød, dejlig, ville altid være sammen med mi, gøre mig glad, og kunne slet ikke få nok af mig.. det har også været sådan efter han troede jeg havde været utro godt nok.. Men de sidste måneder er det kun gået ned af.. Han virker ligeglad, og når jeg spørger hvad han gør for at kæmpe for vores forhold, siger han, jeg prøver på at være glad, men i mine øjne skal der jo mere til, at opretholde kærligheden i et forhold..
Han fortæller mig ikke hvad han tænker på, føler, hvad vi kan lave sammen eller noget... Han virker slet ikke interesseret i, at være i mit selskab, selvom han siger, at han hygger sig osv. Men når vi er sammen, har jeg næsten altid en følelse af, at der er noget galt, og det går mig på..
Han plejede at få mig til at føle mig så smuk, og gav mig en masse opmærksomhed, men nu er det som om, at jeg bare er der... At han ikke behøver at være sød imod mig..
Han siger han elsker mig overalt på jorden, og at han ved at han vil være sammen med mig, men alligevel så siger han, at han ikke kan klare mere, når vi skændtes, eller jeg er negativ...
Jeg er meget negativ for tiden, for helt ærligt føler jeg, at vi er ved at gå fra hinanden lige så stille.. Jeg har det ikke så godt med mig selv, og når det går som det gør nu, så bliver mit selvhad kun stærkere..
Jeg ønsker bare at vi kan være glade sammen, og jeg er så bange for, at vi ender med at gå fra hinanden, for jeg elsker ham jo virkelig så højt...
Men jeg kan jo heller ikke klare at gå rundt og være bange, samtidig med at jeg ikke føler jeg får noget igen.... Samtidig prøver jeg at være lidt kold overfor ham, men det kan jeg heller ikke finde ud af, for jeg vil jo gerne være sammen med ham.... Han kikker mig heller ikke rigtig i øjnene mere... Vi ligger ikke og holder om hinanden som vi gjorde engang... Han siger ikke alle de søde ord længere...
Nu må jeg hellere stoppe, for kunne skrive en helt roman..
Jeg håber der er nogle der har lidt at sige til det.
På forhånd tak!
Kommentarer
For bare at tage dette med jeres parforholdsproblem, så tror jeg da lige, du skal tænke en hel del over jeres forhold. I er flyttet sammen - og det gjorde I vel fordi I havde den tanke, at I vil finde ud af, om det skulle være jer to for resten af livet?
Og - hvordan har du det egentlig med den tanke? Sådan som du beskriver jeres forhold, er det så noget du helt seriøst mener, du vil bygge et helt liv op på?
Jeg går ud fra, at I er ret unge, at I ikke har børn, ikke allerede er totalt økonomisk indflettede i hinanden.
Når et forelsket par flytter sammen, bør det være med de helt store mål for en fremtid sammen. I skal kunne se jer selv sammen med børn og eventuel karriere, som midaldrende, som pensionister – og I skal vedblive at have den tanke, at det er det eneste rigtige for jer.
Allerede nu – efter få måneder med samme adresse – har I en negativ virkning på hinanden. Han er dybt jaloux over noget, han tror, du måske har gjort for et helt år siden, og han kan ikke komme videre; han er ikke i stand til at stole på dig. Han har ikke lyst til at være sammen med dig – eller virker i hvert fald sådan. Det tror da pokker, du føler dig negativ – han giver dig ikke noget som helst at glæde dig over, han giver dig ikke noget modspil overhovedet.
Og oven i købet går du nu med en frygt for, hvad der vil ske, hvis I giver hinanden lov til at drikke. Altså bortset fra, at I i det hele taget aldrig skal drikke mere, end I ved, hvad I foretager jer, så er det da fjollet, at det skal være nødvendigt at sætte sådanne regler op i et parforhold, og I har vel også kun gjort det, fordi I frygter, hvad der vil ske, og det er da et tydeligt tegn på, at I ikke er sikre på den kærlighed.
Jeg vil bestemt foreslå jer, at I sætter jer ned og taler om, om det ikke ville være en hel fin ide, at I går hver til sit. Det kan godt være, du elsker ham virkelig højt, men du kan altså ikke elske nok for jer begge to – og han lader da bestemt ikke til at have lyst til at give sin del af ”kærligheden”, og det kan din kærlighed alene altså ikke holde til i længden. Som han er overfor dig, så er der ikke meget, der tyder på, at hans følelser er helt så hede, som de har været.
Det er meget muligt, at din kærestes andre problemer, har noget at gøre med, at han måske ikke er helt rask, men det berettiger ham ikke til at lukke dig ude af sit liv og forvente at du – og du alene – skal løse alle hans problemer. Det er ikke dit ansvar at redde ham, det er hans eget! Hvis I ellers havde et godt samliv, ville du med stor sandsynlighed kunne hjælpe og støtte ham – men ikke så længe han vælger at lukke helt af for dig.
Det er nu dig, der skal vælge, hvor meget, du vil stå model til. Du hjælper jo ikke ham ved at ødelægge dit eget liv, vel?
Han har nogle psykiske problemer, og ja, jeg vil jo virkelig gerne hjælpe ham.. Det var også mig der fik ham til at søge hjælp ved lægen, men det er som om det ikke er nok...
Da vi bestemte os for at flytte sammen, var det med tanken om, at vi begge sagde vi ville være sammen for evigt, hvilket vi stadig gør, som sagt føles det bare ikke sådan fra hans side.
Jeg er ikke ude på at skændtes med ham, jeg sætter mig ned, for at snakke om problemerne stille, men han magter ikke rigtig det....
Reglen om at vi ikke må drikke lavede han fordi, at han som sagt mente jeg blev ligeglad med ham når jeg drak, og jeg blev faktisk meget sur over reglen dengang, og vi gik næsten fra hinanden, fordi jeg synes det var dumt at gå glip af vores ungdom.. Vi er jo i start-midt tyverne. Grunden til at jeg gik med til det, var at jeg ikke ville miste ham... Og helt ærligt vil jeg ofre alt for ham.. og os..
Han er min første rigtige kæreste, som jeg virkelig har elsket, og ville gøre alt for.. Jeg ved at han havde det sådan også for bare et par måneder siden, og jeg ser det også nogle gange... Det er bare så virkelig sjældent.. Men når jeg gør, så blomstre hele min forelskelse op igen, og jeg gør alt for, at vi skal være glade.. Jeg elsker jo ham inderligt... Altså den person jeg forelskede mig i..
Jeg ved godt, at det kun er ham selv der kan redde ham, men selvfølgelig vil jeg da gøre hvad jeg kan....
Han siger jo også han bare skal have det bedre, men det er også svært at tro det vil forandre sig, som at det er nu? og når jeg ikke føler han gør noget for det, kan jeg ikke se, hvordan han skulle kunne..
Jeg vil helt ærligt bare se ham glad igen......
Jeg tror ligesom Lotte, at tingene hænger sammen, og jeg tror at din kæreste bør have noget psykolog hjælp, for at komme videre, da den medicin han får ikke kan stå alene.
I har kun boet sammen i få måneder og har allerede store problemer. Et forhold skal bygge på kærlighed, tillid og tryghed ved at være sammen.
Jeres forhold indeholder ingen af delene. Din kæreste beskylder dig for utroskab, og selv om du benægter tror han dig ikke, det bygger i mine øjne ikke på hverken kærlighed eller tillid.
Jalousi har intet med kærlighed at gøre, men er derimod en frygtelig sygdom, som æder et forhold op indefra.
Så studser jeg også over at I har været nødsaget til at aftale noget omkring at nyde alkohol sammen, for hvis I gør, så opstår der problemer hos jer.
Alt dette lyder ikke særlig sundt i min verden, og jeg tror du skal overveje at flytte inden din kæreste får revet dig med i al han ulykke.
Du kan støtte ham men du kan ikke redde ham. Han skal ville det selv, og det er der noget i det du skriver, som fortæller mig at det orker han ikke.
Jeg håber du vil tænke dig rigtig godt om, og jeg mener også at du spilder dit liv på en fyr der alligevel ikke vil dig helt.
Hilsen Sofie
Det var lidt underligt at læse dit indlæg for det var på en måde sådan vi havde det for omkring et år siden. Jeg var helt sikker på at min kæreste havde været mig utro til en fest, og ligemeget hvad hun sagde hjalp det ikke. Jeg var bare jaloux. Vi endte faktisk med at gå til Parterapi hos en der hedder Alice Juhl i Horsens (se http://www.alicejuhl.dk/Horsens-Vejle/k ... rapeut.htm ), så afhængigt af hvor du bor i landet kan jeg varmt anbefale at I finder en der er dygtig hvis det er noget I vil igennem.
Det kan selvfølgelig godt være at I kan komme igennem det uden, men jeg ved bare for vores vedkomne er jeg ret sikker på vi ikke kunne have gjort det uden hjælp. Så afhængig af hvor meget I vil have det til at fungere er det måske værd at overveje.
Vi har det i hvertfald meget bedre og venter os i øvrigt en lille ny ;-)
Patrick
Jeg synes, der er rigtigt fint, at du skriver her og fortæller, hvordan I fik løst jeres problem, og jeg tror mange vil kunne få glæde af at få hjælp, især da når man lider af jalousi, som er direkte nedbrydende i et hvert forhold.
Men - Forvirret89 lagde sit indlæg ind for næsten to år siden - man må da håbe at hun for længst har fået løst sit problem og er kommet videre.