Kan jeg have en spiseforstyrrelse?

Cotovia2

Jeg er en pige på 15 år, og det seneste års tid har mit liv ændret sig meget. Jeg har altid lagt et meget stort pres på mig selv for at være perfekt. Perfekt i skolen, perfekt til ballet, den perfekte datter og storesøster/"2. mor" til 3 små søskende. Selvom jeg altid har gjort det godt hader jeg mig selv. Jeg hader i sær hvordan jeg ser ud, og hvordan mit liv er gået fra at køre på højtryk med 100 kilometer i timen, til at jeg har svært ved at stå op om morgenen og græder mig selv i søvn natten inden jeg skal i skole.

For at gøre et endnu værre begyndte jeg for godt et år siden at høre stemmer. Der er en lille stemme inde i mit hovede der fortæller mig at jeg er fed, grim, mine forældre er skuffede, mine venner er fake og mener ikke de pæne ting de siger. Det hele begyndte da min lillesøster blev indlagt på hospitalet med lunge problemer, min far var ude og rejse, og min mor flyttede med min lillesøster ind, så jeg passede min små søskende de to andre i 3 dage.

Siden er det blevet værre, og min stemme har fortalt mig at jeg skal uduelig. Den får mig til at kaste op, selvom jeg ikke har spist særlig meget. Så drikker jeg to liter vand, er lige ved at sprænges og så kaster jeg op. Men jeg tror ikke jeg har bulimi, for jeg får ikke "ædeflip". Jeg skærer ikke i mig selv, men stemmen får mig til at rive i mig selv til jeg bløder, på hænder og håndled.

Jeg fortalte det med stemmerne til min mor, og jeg er begyndt til psykolog, men jeg føler ikke hun tager fat i hvad problemet virkelig er, nemlig hvor fed og grim jeg er. Men på den anden side tør jeg ikke fortælle om opkastningerne. Jeg er virkelig i tvivl om det ER en spiseforstyrrelse, så nu spørger jeg her. Jeg vil så nødig skuffe mine forældre...

Undskyld det blev lidt langt!

anna84

Kære du.

Det her drejer sig om, om du vil få en spiseforstyrrelsesdiagnose eller ej. Det drejer sig om, at du har det helt igennem elendigt og skader dig selv ikke bare ved at kradse og rive men ved at nægte dig selv mad og kaste op.

Man kan sagtens have en spiseforstyrrelse selvom man ikke passer 100% på de beskrivelser der er på nettet. Faktisk er det "normalt" ikke at gøre det, og have symptomer fra lidt af hvert.

Jeg kan godt forstå, at tingene er ramlet lidt for dig.
Problemet er ikke, at du er fed og grim. Du har været "den pæne pige" og har haft alt for meget på dine skuldre. Sådan skal det ikke være, og derfor skal både du og din mor have hjælp til at lade dig være en 15-årig pige, og ikke en voksen med det ansvar der følger med det.

Mit forslag er, at du næste gang fortæller psykologen om det med at du ikke kan lide at spise, at du kaster op og at du kradser dig selv. Og selvfølgelig hvor ked af det du er hele tiden, og at du føler dig stor og fed.
Du skal også tale med din mor, og eventuelt have hende med til psykologen til en samtale.

Jeg syntes også, at du skal til din læge, så du kan blive henvist til psykiatrien, hvor du kan få hjælp til at komme til bunds i dit symptombillede. Du bør jo have noget målrettet hjælp til at komme de selvskadende handlinger til liv. Det kræver træning i at ændre tankemønstre, og det kræver hjælp og støtte i at finde ud af hvem DU er.

Hvad taler du med psykologen om?

Cotovia2

Tak for dit svar. Jeg kontaktede min læge angående de stemmer der er i mit hovede, og hun henviste mig til min psykolog, der mest taler om mit det ansvar jeg har haft, og at jeg blev meget tidligt voksen. De ved at jeg kradser og river i mig selv, men jeg har ikke få mig selv til at fortælle om opkastningerne endnu. Til dels fordi mine forældre har været med til de fleste sessioner, og alle er overbeviste om at problemet ligger i at jeg vil sørge for alle derhjemme.

Jeg har ikke været i skole i en uges tid nu, fordi jeg til dels er syg, men jeg har kørt det lidt mere op end hvad det er, fordi jeg ikke kaster op når jeg er hjemme. Jeg ved ikke hvorfor det bliver værre i skolen, men jeg trængte simpelthen til en pause. Det er rart at være alene, så jeg ved at der ikke hele tiden er øjne på mig, der vurderer mig og ser ned på mig. Kun mig selv. Så på den måde har jeg det lidt bedre, og har tænkt situationen i gennem. Endelig tog jeg mig så sammen til at skrive herind.

Jeg vil tale med min psykolog om det næste gang mine jeg har en alene-tid med hende. Men jeg er ikke klar til selv at sige det til mine forældre.

Endnu en gang, tak for dit svar!

anna84

Jeg er glad for at høre, at dine forældre er inde over det her. Har de ændret sig positivt over for dig efter I er begyndt ved psykologen? Altså er de opmærksomme på at støtte dig, at se hvordan du har det og prøve at tage noget ansvar fra dig? Eller føler du, at det er det samme som før?

Ud fra den lillebitte smule du har fortalt her, så syntes jeg nu det lyder meget muligt, at roden til problemet er, at du har haft for meget ansvar derhjemme. Det er ikke din skyld. Du har ikke selv valgt det...
Også det at vokse op med en forestilling om, at man skal gøre alting helt til perfektion kan få en til at knække på et tidspunkt. Har du talt med dem om det også? At du altid har prøvet på det?

Men det betyder ikke, at man kun skal tale om det når man er i behandling. Det er jo også vigtigt at få taget hånd om de konkrete problemer det har ført med sig; altså få brudt det depressive mønster og stoppet de selvskadende handlinger.

Når man tager for meget på sig, så glemmer man sig selv, og det gør, at man ligepludselig ikke ved hvem man er og ikke kan mærke sine egne ønsker og behov - og dem man kan mærke kan man ikke finde ud af at gøre noget ved, fordi man er så vant til at gøre det man tror andre vil have man gør. Derfor så hober der sig en hel masse frustration op indeni som man ikke kan identificere, og så er det man kan få trang til at gøre skade på sig selv eller fokusere på ikke at spise osv. for at dæmpe det der rod indeni.
Det er selvfølgelig ikke bare lige sådan det er, og ikke kun sådan det kan være. Men sådan kan jeg bedst forklare det...
Man skal LÆRE at mærke og identificere de følelser og behov, og det kan man sammen med en psykolog.

Uanset hvordan man vil forklare det, så er de problemer man kan se blevet udløst af noget andet.

Jeg var også "den pæne pige" som var meget hjælpsom, og fik også både spiseforstyrrelse og var selvskadende og depressiv.
Desværre fik jeg ikke bedt om hjælp så tidligt, men gik med det i mange år. Har stor respekt for, at du har bedt om hjælp.
Jeg er sikker på, at du nok skal få det godt. Det bedste du kan gøre er at lægge alle problemerne på bordet, og også fortælle når du syntes det de kommer med af konklusioner og overvejelser er forkerte.