Hvad skal jeg dog gøre af mig selv?

EmilieJ96

Hejsa :-)
Jeg er en pige på 15 snart 16 år. Lige nu har jeg været ked af det i godt og vel i 3 år nu, hvor der selvfølgelig har været pauser der imellem. Det ligger vist i mine gener at have større chance for at få depressioner, da det ligger i både min søsters og min fars (de er blevet tjekket) men jeg er ved at blive bange for jeg måske også er ved at blive deprimeret - eller har været det i noget tid. Jeg er meget indelukket og snakker ikke så meget om mig selv, og bryder mig ikke rigtig om at snakke en hel masse om mig selv.

Altså det der med selvmord det er noget jeg har overvejet, men det er bare blevet ved tanken. Ellers græder jeg meget når jeg er alene, og når jeg er sammen med andre har jeg denne her facade på.

Nå men jeg er kommet frem til at jeg bliver nød til at fortælle det her til nogle, og se om jeg kan enten få den diagnose eller få afklaret om det bare er mig der er noget galt med.

Men det første er hvordan skal jeg fortælle mine forældre at jeg ikke har det særlig godt? (min far har selv depressioner)
Og noget helt andet er, hvad bliver man spurgt efter ved lægen? og hvad kommer man ind og siger til sin læge?

Jeg håber I har et svar på disse spørgsmål :-)
- Emilie

cirkeline65

Kære Emilie

Personligt tror jeg, at du vil have rigtig godt af at tale med en psykolog. Du kan få en henvisning gennem din læge - som du stille og roligt fortæller, at du ikke har det godt, græder meget og har overvejet selvmord - eller, du kan gennem din klasselærer få kontakt til PPR, hvor der også er psykologer ansat.
Det, der er vigtigt, er, at få afklaret, om du HAR en depression eller, du er en normal teen-ager, der er inde i en stor ommøblering inden i dig. Hvilket man også kan have brug for hjælp til, og det kan du også få hos psykologen.
Under alle omstændigheder er du nødt til at involvere nogle voksne i, at du har det rigtig skidt, for ellers kan de jo ikke hjælpe dig. Så jeg håber meget, at du åbner bare en smule, da du ikke behøver at have det, som du har det. Der er hjælp at hente :-)

Kram Cirkeline

spider68

Hej emilie hvis du stadig er vågen, synes jeg du skal prøve at finde tlf nummeret til psykriatrisk skade stue og tale med dem , de kan hjælpe dig og vil lytte til dig og du kan fortælle dem alle dine tanker, de har tavsheds pligt over for dine forældre, kun hvis du selv giver tilladelse til de skal have noget at vide, så vidt jeg kender til. det er vigtigt du søger hjælp nu hvor du har brug for det , vi kan ikke tale med dig i telefon og lytte til dig , det kan skadestuen. eller vagtlægen, så ring til dem hvis du er bange og søler du har brug for hurtigt hjælp, vent med at fortælle din far det, og søg hjælp hos andre du ved der kan hjælpe dig, din far kan selv have svært ved at hjælpe dig lige nu, men når du har fået hjælp , får han det at vide og vil forstå, og ja du kan have arv et noget fra din far, derfor du har det sådan, det kan du få hjælp til . og få et bedre liv, skriv igen hvis du mangler mere hjælp, lyt til vores råd, og gør noget, hej

Helle8

Hej
Der er en test her på Nettet som du selv kan prøve, spørgsmålene er nok de samme. KH Helle8

EmilieJ96

Tak for alle jeres ideer! Og tak for at I brugte tid på at svare! Men jeg har taget de der teste og har åbenbart en svær depression og jeg skal hurtigst muligt snakke med min læge, det er de samme svar på de tests jeg nu har fået i omkring to år nu, jeg ved ikke lige hvad jeg skal gøre men det svar. Men jeg vil helt sikkert søge noget hjælp!
Tak!

Helle8

Hej
Det var så lidt, godt man kan se der sker noget, selvom svaret er negativt. Dejligt at du lyder som om du er besluttet på at gøre det bedste for dig selv. God bedring Helle8

EmilieJ96

Tak for det!
Men jeg tænker lidt om jeg ikke bliver nød til at fortælle mine forældre at jeg ikke har det så godt inden jeg snakker med min læge? Ville de ikke føle at jeg har gået bag deres ryg?
Jeg kan godt se det også er nødvendigt alt det her. Men jeg syntes stadig det er svært at skulle snakke med mange andre mennesker om hvordan jeg har det. Men det er vel normalt?

Helle8

Hej igen

Jo, det har du sikkert ret i, så det er en god idé, hvis du kan? Men det kan kun gå for langsomt med at komme i en eller anden form for behandling.

Hvis du orker det kunne du gøre det lidt ’hyggeligt’ eller finde en rolig stund hvor du siger at du faktisk ikke har det så godt… Du har måske så allerede været til lægen og kan fortsætte med at fortælle om den behandling som I blev enige om. Du kunne også bede lægen om at sige det til dine forældre, alt efter hvordan du har det.

Jeg kunne ikke fortælle andre end lægen om det, før jeg selv kendte årsagen til depressionerne.
Ærgerligt at den slags sygdom er tabu; faktisk er det mere normalt end unormalt at have en i familien med depression. KH Helle8