Sidst jeg havde det sådan her, blev jeg tvangsindlagt på lukket afdeling og var der i to måneder med fast vagt på i to meget, meget lange uger. Det var virkelig ydmygende og ubehageligt ikke at måtte gå i bad eller på toilettet alene, og ikke mindst at blive kigget på hvert sekund døgnet rundt. De gjorde det fordi de af erfaring ved at de ikke kan læse mig ret godt og jeg samtidig er rigtig dårlig til at sige når det hele bliver for meget, selv om jeg egentlig godt vil have deres hjælp. Så hvis jeg tager derud og fortæller dem, at jeg har selvmordstanker, er jeg bange for at jeg skal igennem det samme igen.
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis det "bare" er tanker. Jeg mener, tanker er jo ikke i sig selv farlige.
Problemet er, at vi ikke altid kan kontrollere grænsen mellem tanke og handling.
Så dårligt som du har det, så skal du jo ikke være hjemme... Hvis vi nu "leger", at selvmordstankerne ikke var så presserende som de er, så ville du stadig have det elendigt nok til at have behov for / trang til at tage på psyk, ikke!?
Du er bevidst om, at der er et problem med, at du har svært ved at give udtryk for dine behov for hjælp, og derfor kan I i fællesskab finde en måde at håndtere det på. Fx. kan du skrive stikord ned om hvordan du har det, og så kan du læse det sammen med din kontaktperson og tale sammen ud fra det...
Jeg forstår godt, at det har været rigtig hårdt med fast vagt, men denne nedtur er ikke den samme som den sidste, og derfor vil det næppe blive samme indlæggelsesforløb.
Der er meget stor forskel på om man selv kommer og beder om hjælp og støtte, samarbejder og foreslår måder at gøre det nemmere at kommunikere på end på at nægte så der er behov for tvangsindlæggelse.
Jeg ved at du nok har ret, men jeg ved bare ikke rigtig hvordan jeg skal overbevise mig selv om det... Jeg bliver ved med at tænke at tankerne nok skal gå væk af sig selv, hvis jeg bare lige venter lidt længere...
Hvis man bare overvejer selvmord en gang, er der noget galt.. sådan nogle tanker forsvinder ikke af sig selv..
søg hjælp så du kan finde ud af hvad der ligger bag de tanker..
Hej nielsen hvis du beder om at komme på en åben afdeling , og bare har selvmordstanker, men ikke er truende , eller vil begå selvmord er det noget andet, så bliver du ikke tvangs indlagt, med mindre du er til fare for dit eget liv . eller andres liv, og du har været der så må de have noget i deres journal hvordan du er som menneske. men har du ikke en psykriatre der har dig eller din læge der kan give dig lidt ekstra medicin så dine tanker stopper, det er dig der kan mærke om du har brug for hjælp. hvis du har det så ring til din læge i morgen og bede om at du selv friviligt møder op på åben psykriatrisk syghus, og får medicin der hjælper med at stoppe denne tanke, og terapi, har du mødt noget du er blevet ked af eller vred over, der giver dig selvmordstanker, grunden skal stoppes ellers kommer det igen. det er meget normalt vi mennesker rammes af en forbigånde selvmordstanke, men hvis den bliver vedvarende, og besætter dine tanker og vil styre dig til at gøre noget skal du søge hjælp lige med det samme hos lægen, hvis du ikke selv formår at kan stoppe tanken, kommer den flere gange om dagen eller i ugen skal du have lægehjælp. den tanke fortæller dig noget i livet er er på et side spor hvor noget skal rettes op for at køre lige igen, men det får du hjælp til, hvis du stopper op nu inden dit tog kører af sporet som sidst du blev indlagt på den lukkede, hvor det ikke er rart. så kan du nu stoppe dit tog ved at søge hjælp, så toget bliver på sporet, og du hurtig er rask igen, bare billedtalt med dit tog. toget kan siges at være dine føelser , der har det godt, eller dårlige og du derfor bliver syg. men du skal lære at køre det tog du har og bestemme hvornår det køre af sporet, men det kræver, mod og træning, og års erfaringer om din krop. så lær advarslerne og stop i tide, så bliver dit tog på skinnerne, det er en lykke føelse at få. du skal tro på dig selv, og dit eget selvværd. og dit valg er det rigtige. og gå fra dem der vil dig dårligt, derfor bliver vi vrede, lær hvem, der er gode mennesker for dig. og undgå alle de andre, så undgår du tanken hele tiden, hej.
Jeg bliver berört af hvad du skriver og din kamp for at få det bedre. At gå med selvmordstanker kan väre frygteligt ensomt, skamfuldt og frustrerende. Hvad skal man dog göre? Hvem skal man dog tale med?
Jeg er uddannet psykoterapeut og jeg ved at det hjälper at tale om selvmordstanker.
Hvem vil DU gerne tale med om det?
Eftersom du har erfaringer med det psykiatriske system kan jeg godt forstå at det ikke er en mulighed for dig. De har ikke din tillid, og denne mistillid deler du med mange.
Jeg vil gerne slå fast at det er almindeligt at have eller have haft selvmordstanker. Det er almindeligt at have tänkt tanken, at tänke det som en udvej af sin smerte og pine. At tänke det som en konsekvens af at noget er gået galt. Det kan väre en kärlighedsrelation, eller en periode hvor man föler sig meget trist, ensom, skuffet over livet eller som fölge av depression eller sygdom.
Jeg tror mange med selvmordstanker faktisk HAR en stor lyst til livet, men også til at livet ikke skal föles så svärt og til at der skal ske nogle forandringer, så livet bliver DIT LIV og lettere.
Dine muligheder kan väre at lede efter en god terapeut, google efter telefonrådgivninger, lede efter en läge som måske IKKE skriger psykiatri, og mere medicin så snart han hörer dig fortälle. Men en läge som istedet kan lytte og måske har mulighed for at henvise dig til psykolog og få sygesikringen til at betale.
Mange har oplevet at vokse op under vilkår som hjälpeorganisationer sidenhen forsöger at hjälpe. Har man vokset op i en familje med alkoholproblem findes der www.tuba.dk osv...
Jeg kender til mange dygtige terapeuter rundt om i landet. Nogle er dyre - nogle billigere. Selv bor jeg i Stockholm - så jeg skriver ikke for egen vindings skyld )
Vil du have terapeut-tips så skriv hvilken landsdel der kan passe dig.
Kommentarer
Jeg er helt enig i Helles råd, så jeg vil bare linke til en oversigt over psykiatriske skadestuer:
http://www.netdoktor.dk/tema/sorg_krise/psyk.htm
Det er ikke spor farligt, så se bare at tage derhen og få en snak.
Sidst jeg havde det sådan her, blev jeg tvangsindlagt på lukket afdeling og var der i to måneder med fast vagt på i to meget, meget lange uger. Det var virkelig ydmygende og ubehageligt ikke at måtte gå i bad eller på toilettet alene, og ikke mindst at blive kigget på hvert sekund døgnet rundt. De gjorde det fordi de af erfaring ved at de ikke kan læse mig ret godt og jeg samtidig er rigtig dårlig til at sige når det hele bliver for meget, selv om jeg egentlig godt vil have deres hjælp. Så hvis jeg tager derud og fortæller dem, at jeg har selvmordstanker, er jeg bange for at jeg skal igennem det samme igen.
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad nu hvis det "bare" er tanker. Jeg mener, tanker er jo ikke i sig selv farlige.
Så dårligt som du har det, så skal du jo ikke være hjemme... Hvis vi nu "leger", at selvmordstankerne ikke var så presserende som de er, så ville du stadig have det elendigt nok til at have behov for / trang til at tage på psyk, ikke!?
Du er bevidst om, at der er et problem med, at du har svært ved at give udtryk for dine behov for hjælp, og derfor kan I i fællesskab finde en måde at håndtere det på. Fx. kan du skrive stikord ned om hvordan du har det, og så kan du læse det sammen med din kontaktperson og tale sammen ud fra det...
Jeg forstår godt, at det har været rigtig hårdt med fast vagt, men denne nedtur er ikke den samme som den sidste, og derfor vil det næppe blive samme indlæggelsesforløb.
Der er meget stor forskel på om man selv kommer og beder om hjælp og støtte, samarbejder og foreslår måder at gøre det nemmere at kommunikere på end på at nægte så der er behov for tvangsindlæggelse.
Hvis man bare overvejer selvmord en gang, er der noget galt.. sådan nogle tanker forsvinder ikke af sig selv..
søg hjælp så du kan finde ud af hvad der ligger bag de tanker..
Jeg bliver berört af hvad du skriver og din kamp for at få det bedre. At gå med selvmordstanker kan väre frygteligt ensomt, skamfuldt og frustrerende. Hvad skal man dog göre? Hvem skal man dog tale med?
Jeg er uddannet psykoterapeut og jeg ved at det hjälper at tale om selvmordstanker.
Hvem vil DU gerne tale med om det?
Eftersom du har erfaringer med det psykiatriske system kan jeg godt forstå at det ikke er en mulighed for dig. De har ikke din tillid, og denne mistillid deler du med mange.
Jeg vil gerne slå fast at det er almindeligt at have eller have haft selvmordstanker. Det er almindeligt at have tänkt tanken, at tänke det som en udvej af sin smerte og pine. At tänke det som en konsekvens af at noget er gået galt. Det kan väre en kärlighedsrelation, eller en periode hvor man föler sig meget trist, ensom, skuffet over livet eller som fölge av depression eller sygdom.
Jeg tror mange med selvmordstanker faktisk HAR en stor lyst til livet, men også til at livet ikke skal föles så svärt og til at der skal ske nogle forandringer, så livet bliver DIT LIV og lettere.
Dine muligheder kan väre at lede efter en god terapeut, google efter telefonrådgivninger, lede efter en läge som måske IKKE skriger psykiatri, og mere medicin så snart han hörer dig fortälle. Men en läge som istedet kan lytte og måske har mulighed for at henvise dig til psykolog og få sygesikringen til at betale.
Mange har oplevet at vokse op under vilkår som hjälpeorganisationer sidenhen forsöger at hjälpe. Har man vokset op i en familje med alkoholproblem findes der www.tuba.dk osv...
Jeg kender til mange dygtige terapeuter rundt om i landet. Nogle er dyre - nogle billigere. Selv bor jeg i Stockholm - så jeg skriver ikke for egen vindings skyld
Vil du have terapeut-tips så skriv hvilken landsdel der kan passe dig.
Ha det nu godt.
Karsten