Stadig påvirket :(
Hej..
jeg er en ung kvinde på 21.
For et gøre en lang historie kort er jeg næsten hele min folkeskoletid blevet mobbet. Blev hver gang mobbet med hvor grim jeg var hvilket har resulteret i efterfølgende angst og depressioner. Kan ikk engang huske hvor mange! Jeg har aldrig søgt hjælp. ikke engang hos mine forældre.. Er dog begyndt nu at kunne fortælle veninder hvordan jeg har haft det. det da et skridt på vejen at erkende og i det hele taget åbne op for folk- synes jeg selv
Jeg har ikk haft depression i snart to år -kun små "symptomer" for halvt år siden som jeg synes gik væk.
de seneste par uger har jeg så fået lidt igen. Det efter jeg har fået ny kollega. Sød nok. han har det med at lave lidt sjov og spas som jeg godt kan ta. Midt i "joken" kommer mit udseene på tale i form af at kalde mig grim. Jeg tror og tager det som han laver sjov men i virkeligheden er det kæmpe flashback til skoletiden..
Jeg er virkelig bange for at få en depression igen. Og tænker meget over at jeg da må se at komme mig over at værre blevet mobbet. -det er jo ca 6 år siden nu.
Jeg ved bare ikk om jeg "tør" at søge professionel hjælp. Burde nok. Hvis venner og bekendte ville finde ud af at jeg fik hjælp er jeg bange for at blive set som "en svag person". Jeg ville dø af skam
Ved heller ik om jeg skulle konfrontere min kollega med de kommentare han kommer med.
Men det tør jeg heller ikk. -hvis han så skulle fortælle en masse til mine andre kollegaer..
hmm... !!
Ved at der ikke er et egentligt spørgsmål men havde bare lidt brug for at komme ud med det. og skrive det et sted hvor folk kan kommentere er da bedre end ingenting.. så i er velkommen til at give råd.
jeg er en ung kvinde på 21.
For et gøre en lang historie kort er jeg næsten hele min folkeskoletid blevet mobbet. Blev hver gang mobbet med hvor grim jeg var hvilket har resulteret i efterfølgende angst og depressioner. Kan ikk engang huske hvor mange! Jeg har aldrig søgt hjælp. ikke engang hos mine forældre.. Er dog begyndt nu at kunne fortælle veninder hvordan jeg har haft det. det da et skridt på vejen at erkende og i det hele taget åbne op for folk- synes jeg selv
Jeg har ikk haft depression i snart to år
-kun små "symptomer" for halvt år siden som jeg synes gik væk.de seneste par uger har jeg så fået lidt igen. Det efter jeg har fået ny kollega. Sød nok. han har det med at lave lidt sjov og spas som jeg godt kan ta. Midt i "joken" kommer mit udseene på tale i form af at kalde mig grim. Jeg tror og tager det som han laver sjov men i virkeligheden er det kæmpe flashback til skoletiden..
Jeg er virkelig bange for at få en depression igen. Og tænker meget over at jeg da må se at komme mig over at værre blevet mobbet. -det er jo ca 6 år siden nu.
Jeg ved bare ikk om jeg "tør" at søge professionel hjælp. Burde nok. Hvis venner og bekendte ville finde ud af at jeg fik hjælp er jeg bange for at blive set som "en svag person". Jeg ville dø af skam
Ved heller ik om jeg skulle konfrontere min kollega med de kommentare han kommer med.
Men det tør jeg heller ikk. -hvis han så skulle fortælle en masse til mine andre kollegaer..
hmm... !!Ved at der ikke er et egentligt spørgsmål men havde bare lidt brug for at komme ud med det. og skrive det et sted hvor folk kan kommentere er da bedre end ingenting.. så i er velkommen til at give råd.
Kommentarer
Hvad rager det andre, hvordan jeg/vi ser ud. Man vil da gerne tage sig så pæn ud som muligt, men vigtigere er ens personlighed.
Tænk på, du er slet ikke alene, vi er mange, der er blevet mobbet. Mennesker er ikke verdens bedste børn.
Min næse er ikke verdens kønneste, men den fungerer heldigvis.
Da jeg var 16 år sagde en ung "mand" en dum bemærkning til mig om min næse. Jeg kiggede på ham og sagde rigtig højt: Du skal da nødig snakke om nogen med de ører du render rundt med.
Han blev stille og generede mig ikke mere. Jeg tænkte på om det kunne være en ide. Du finder noget, der er knapt så pænt ved ham og siger det til ham med et smil. Du kan være sikker på han godt ved, hvad der er knapt så pænt ved ham.
Overse ham derefter.
Hvad skulle han fortælle til dine kolleger. At han har generet dig. Så er han da dum. Hvem ville holde med ham i det spørgsmål.
Han er ikke sød, han er uforskammet. Tænk, at gøre sig morsom på din bekostning. Han skulle skamme sig, skulle han.
Til at starte med vil jeg gerne sige "man er ikke svag fordi man søger hjælp!!!!". tværtimod !. Du viser at du er en stærk person, når du har indset at du måske har nogle udfordringer som du skal have lidt hjælp til at komme igennem.
Sådan som jeg ser det, så synes jeg det er dumt at man ser det, at søge hjælp som noget tabubelagt!. Grunden til at folk får stress, depression, angst osv det er netop fordi man ikke har det godt, men man ønsker ikke at søge hjælp fordi at, hvad vil andre tænke om en osv. og når man ikke får den rigtige hjælp så bliver man først rigtig syg.
Jeg synes virkelig det at skulle gå til psykolog, psykoterapeut eller andet ikke burde være et så tabubelagt emne!.
Grunden til at man ser det som et tabu er pågrund af opfattelsen af ordet psykisk syg som noget meget slemt og man forstiller sig sindsyg hospitaler som man har set på film fra 1800-1900 tallet.
Sådan er verden bare ikke mere, vi lever i det 20 århundere og vi skal alle sammen bare lære at indse at psykiske lidelser er normalt. Tallet for folk som bliver ramt at stress, depression, angst stiger år efter år, så lad os nu bare indse at det er helt normalt og at det derfor ikke skal være pinligt at søge hjælp.
Jeg har selv både anvendt en psykolog i forbindelse med at jeg havde stress og depression og har anvendt en coach med hensyn til min videre karrier.
Jeg vil anbefalde dig at kigge på denne hjemmeside: www.Mentaline.dk, da du kan finde rigtig mange gode psykologer og psykoterapeuter, coach, mm.
Og
Du kan side alene, i fred og ro og finde en som kan hjælpe dig, så du ikke ender med at få en depression.
vær ikke bange for at søg hjælp, det er kun med til at gøre dig stærkere
Mvh
Lehmann
Jeg er sikker på at det vil hjælpe dig rigtig meget at få talt om mobningen og dit selvværd. Og ikke mindst angsten for at få endnu en depression.
At gå hos en psykolog betyder ikke at man er sindssyg og det handler ikke om at ligge på en sofa mens en professor sidder med benene over kors med en blok papir i skødet.
Det med at det skulle være pinligt at folk ved at man får hjælp er noget pjat.
Selv har jeg (haft) svære psykiske problemer, og jeg har ** aldrig lagt skjul på at jeg tog ansvar for mit liv og søgte hjælp så jeg kunne få det godt. Og jeg har kun fået positiv respons - fået respekt for at være åben omkring det.
Men når det er sagt, så er der ingen der behøver at vide noget om at du går hos en psykolog. Du kan jo bare lade være med at fortælle det.