Når skilsmisse er en lettelse...

phansen1970

Jeg meldte for 4 måneder siden ud til min kone at jeg ville skilles. Herefter flyttede jeg ud af huset og hun blev tilbage med vores to børn.

Har egentlig aldrig forestillet mig at jeg skulle opleve at blive skilt fra min kone, men her efterfølgende må jeg tilstå at det er det bedste valg jeg nogensiden har gjort.

Trods det at jeg savner mine børn forfærdeligt meget, har jeg efterfølgende indset hvordan ægteskabet og forholdet til min kone har drænet mig for livskraft og livskvalitet.

Jeg har siden vi flyttede fra hinanden, ikke haft en dag hvor jeg ikke har glædet mig over beslutningen. Jeg er fri og jeg skal ikke længere høre på konens evindelige brok og utaknemmelighed. Jeg skal ikke længere glo på at hun ligger og daser på sofaen, mens jeg stresser afsted på arbejdet. Det er slut med at høre på hendes evige og forkælede beklagelser.

Det er SÅ fedt! Endelig at være fri... At være glad når jeg er sammen med mine børn - at have overskud til dem...

Og hvordan er det så gået med konen, der altid var utilfreds og altid beklagede sig.??.. Ja, hun har såmænd indset at hendes mand måske ikke var så uduelig endda. Nu fortryder hun at hun aldrig hørte efter når han bad hende også at arbejde for forholdet. Nu vil hun gerne have ham tilbage... MEN det er for sent - chancerne er opbrugt og han vil heller dø end vende tilbage til hende...

Hvad kan man så lære af det... Et forhold kræver arbejde fra begge sider... og alle mennesker kan få nok. Jeg fik nok og tog beslutningen. Det var død svært, men gud hvor var det også vidunderligt at komme væk.

Dette er ikke en opfordring til alle om at blive skilt, men blot en fortælling om at skilsmisse også kan være en befrielse og en lettelse. Jeg fortryder i hvertfald ikke... og glæder mig over at mine børn nu kan opleve en anden far. En far med overskud, energi og lyst til livet.

persille1

Jeg forstår dig godt. Sådan havde jeg det, da jeg blev skilt fra min første mand. Han fortrød også, men det var for sent.
Livsglæde, lettelse, lyser ud af det du skriver. Det kunne have været skrevet af mig, dengang for længe siden. Jeg har aldrig fortrudt.

phansen1970

Ja, det er en kæmpe lettelse... Nu står jeg så blot tilbage med en kone, der gør alt for gøre mit nye liv, så besværligt som muligt. Kan man ikke få sin vilje, så kan man jo altid prøve på at lave ballade.

Det gode er at intet længere kan vælte mig eller holde mig nede. Jeg har det overskud og den energi der skal til for at ignorer og kæmpe imod, når der er brug for det. Nu tænker jeg på hvad der er bedst for mine børn i situationen - og så kan kones beklagelser etc. rende mig et vist sted.

Så nu handler det bare om at leve resten af livet og nyde hver eneste dag. :-)

spider68

Phansen tillykke med du har gjort dit valg, lige nu tror du du har sejret stort, men nu er tiden inden du finder dig en ny kærste , parforhold, at gå i terapi og lære noget om hvad du , i gjorte der ikke fik det til at køre, du tror du arbejde hårdt for jer alle, det er sådan set dig , der selv skulle stoppe op at sige jeg kan eller vil ikke dette mere. min kære kone vil du hjælpe mig. i har ikke kunnet tale pænt til hinanden , du er måske gået, har ikke svaret hende for hun kom med brok. hun brokker sig , fordi hun ønsker jeres liv var anderledes. hun opgiver og ligger sig på sofaen, du kæmper vidre i den tro hun er doven eller bare sur. du glemmer at spøre hvorfor hun bare ligger på sofaen, når du stresser rundt. det er også meget praktisk at i er modsat hinanden ellers ville det praktiske ikke blive lavet, men problemer med praktiske ting, kvinder og børn , kan ikke altid være så meget tæt sammen med manden og faren som de ønsker, så i din kones øjne har du drønet rundt til alt mulig istedet for at tage vare på hende og hendes behov for kærlighed, ømhed og nærvær, som kvinder har brug for. samt hjælp til at passe huset, børnepassning. ja alle fælles ting. dit tilfælle er ikke så typpisk normalt er det omvendt at det er manden der ligger på safaen og kvinden der pukler sig selv til døde. i mænd jeres krop er bygget til at kunne holde til hårdt arbejde der er kvinders krop ikke , ej heller til at gå og bære på storre børn, slet ikke mens de er gravide, men i mange år tilbage har kvinder haft hårdt arbejde i marken , i stalden, skulle passe mændene , med tøk, mad alt hvad de manglede, ja og børnene , og mange kvinder er død i tidlig alder i gamle dage blev 50 eller 60 hvor mændende blev 90 eller over 100 år, nu er den verden du beskriver omvendt, håber du kommer af med dit stress og lærer af din måde at leve tit tidlige liv på. for hvis du ikke går ind og retter på det hos en psykolog eller sexolog og får hjælp, sker det samme for dig igen hos en ny kærste, så snart hun skælder ud, lukker du automatisk af for hende, af gammel vane som kroppen har vænnet sig til. men dejligt du har fået flere kræfter til børnene. Hvis du skulle blive forelsket i din eks kone kan i jo bare lade være at flytte sammen igen og blive gift. så kan i holde hver jeres bolig og frit besøge hinanden, uden at forlang , at den ene gør det eller det. så er det også lidt nemmere at have kærste , han, hun kan tage hjem til sig selv. og der kommer ro på i nogle dage, så er der imellemtiden tid til venner , børn, bilen, og alt det som konen gik glip af da man sad og ventede heleeftermiddagen og savnede dig , mens du støvsugede bilen, vaskede bilen fwks, og kunne blive jalue på bilen, eller fodbold kampen mm der er mange flere ting. ja spørg din eks kone , eller lad hende skrive en brev til dig hvad hun har savnet, mens du løb rundt og arbejdede andet sted, så du måske bedre kan forstå hun kun kan skælde dig ud, fremmede mennesker kan man ikke skælde ud, så hun har haft meget tillid til dig at hun har turdet at skælde ud på dig. og du så rejser væk , bliver et chok for hende. for hun prøver faktisk på at få dig til at se hende, men du lukker øjnene jo mere hun siger noget, det er også helt forståeligt, for det er psykisk belastende at leve i , hele tiden. og som du føler du bare skal væk, og få frisk luft, men der kom også en grund du skulle arbejde, for at komme langt væk fra hende, så hellere lave noget, og prøve at gøre alt godt nok, og så du kunne blive anerkendt for alt det arbejde du gjorde, så ja det ægteskab er nok slut nu. og svær at genopbygge respekten til hinanden , så prøv om du kan forstå lidt fra hendes side også , og du kan sige til hende at du også savnede ros for alt det arbejde du gjorde for hele familien. men tænk som vores forfædre vildmenneskene det var nødvendig for at i kunne overleve din familie , sådan som jeres situation så ud, i ikke kunne tale samme sprog at forstå, at ørene lukkede for hørelsen , at hjernen lukked ned for forståelse, når man er i krise. så er der kun vildmandens instinkt tilbage som du har levet efter. vi mennesker reager stadig som den tid, når alt andet stopper med at fungere, kommer vores indre overlevelses instinkt , og redder vores familie for at dø. men der er ikke så meget næstekærlighed der , det gælder om at børn og generationer, traditioner overlever, stress, er et trussel for kroppen , da kroppen tror den er tæt på at dø. så derfor sender den stress hormon i kroppen, som advarsel, til vi skal stoppe op og ændre livet, gør vi ikke det, kan det betyde svær sygdom, tragedie. mm. Ha positive tanker med dine børn og tale ikke dårligt om deres mor i deres vidne det er synd for dem, held og lykke

persille1

Hej spider68

Jeg kopierede og inddelte dit indlæg i afsnit, så kunne jeg læse det.
Jeg ville gerne læse det, fordi jeg jo også gik fra min første mand og aldrig fortrød det. Jeg var simpelthen så lettet, da jeg endelig tog beslutningen.

Du skriver mange kloge ord, som der nok skulle tænkes over i ægteskaber.
En ting, jeg undrede mig lidt over i den glade mands indlæg var at den "dovne" kone fik børnene overladt. Det kan man så være en smule forbavset over. For så kan dovenskaben trods alt ikke være så stor.
Men at han er lettet mærker man tydeligt. Og fred være med det.

Jeg håber for børnenes skyld, at hun bliver glad igen og kan tage sig godt af dem. Jeg gav ikke mine børn fra mig i sin tid. Skulle jeg vælge at blive i ægteskabet for at beholde mine børn havde jeg gjort det. Heldigvis var der slet ingen tvivl.

Pudsigt du nævner tidligere tider. Ja, jeg husker fra min barndom konernes arbejde i roemarken og tørvene. Kvinderne puklede virkelig og husarbejdet var helt og aldeles overladt til kvinderne.
Manden skulle have mad o.s.v. når han kom træt hjem fra arbejde. Ingen tænkte på hendes træthed.
Det med at sørge for tøj og mad var så absolut kvindearbejde og noget manden slet ikke kunne/ville. Man troede det var noget kvinder klarede med den ene arm bundet på ryggen. Kvinder var "født" til det.
Alle kvinder med respekt for sig selv, så det som sin pligt at sørge for mand og børn.

Ja, mange døde tidligt, min oldefar var gift 4 gange. Alle hans koner døde undtagen den sidste, som overlevede ham. Lad os aldrig få de tider tilbage.

Jeg husker nok, da jeg passede mand, børn og hus, samt havde halvdagsarbejde og om aftenen skulle sørge for mad og opvask. Børnene skulle vaskes og i seng. Jeg kastede op af overanstrengelse og holdt ikke til det i længden. Heldigvis kunne jeg stoppe med udearbejdet, men hjem, mand og børn var stadig mit ansvar.
Kvinde og mand må deles om ansvar og arbejde. Mange mænd har langt flere kræfter end kvinder, som du så rigtigt skriver.


ps. Min ene søn er jo langt stærkere end hans kone, som ikke er særlig stærk. Han ved det og tager meget hensyn. Jeg er stolt af min søn og meget glad for dem begge to.

phansen1970

Mine børn blev overladt til min kone fordi hun nægtede at de skulle bo hos mig. I tror det måske ikke, men der findes faktisk kvinder i dagens danmark, som er LUD DOVNE!

Min kone frasagde sig alt det arbejde hun blev tilbud. Hun havde endda rengøringshjælp, selv om hun gik hjemme og ungerne var i børnehave og skole. Tiden blev brugt på at rende rundt hos veninder, shoppe og ellers ligge på sofaen. Når jeg kom hjem fra arbejde var der sjældent lavet mad. Det blev bestilt udefra og ellers måtte jeg igang.

Udadtil var vi for andre et fantastisk par og hun var super til at fremstå som den fantastiske hustru. Sandheden er at hun var doven, utaknemmelig og møg-forkælet. Selv hendes egen familie rykkede nogle gange i hende, for at få hende til at hjælpe mig med at få familien til at køre.

Det jeg kan se nu, er at hendes liv med mig gjorde hende doven. Jeg gav hende alt, men skabte samtidig et dovent og utaknemmeligt menneske, der blot hele tiden krævede mere og mere. Da det blev for meget bad jeg hende hjælpe mig, men mødte kun modstand og foragt for at jeg ikke blev ved med at levere.

Nu er hendes liv så ændret. Hun må op af sofaen og på arbejde, hvis hun skal nærme sig blot sammen livsstil som hun tidligere havde. Hun piver dagligt til mig over det, men jeg har ikke ondt af hende. Jeg sørger for at mine børn har det de skal bruge og bruger alt den tid jeg kan med dem.

Holdingen med at kvinder har det forfærdeligt og manden har det så nemt, holder ikke i dette tilfælde. Min kone var og er doven. Hun er produktet at en barndom og ungdom, hvor hun aldrig skulle røre en finger for at få det hun ville have. Senere i hendes liv fandt hun sammen med mænd der kunne forsørge hende og give hende det hun ville have. Det var hendes måde at leve på og indtil videre er det gået godt.

Nu er pladen så vendt og situationen er en anden for hende. Nu skal hun i gang med at opleve "det virkelige liv", hvor penge ikke bare er noget man har og får, men noget man skal arbejde for.

For mit vedkommende er jeg for første gang i mange år "fri". Jeg skal ikke høre på en kone der kun er fokuseret på materialistiske ting. Jeg skal ikke se på hende når hun overbevisende med med falsk tunge overbeviser sine omgivelser om at hun er en fantastisk mor og hustru.

Jeg håber hun hurtigt finder sin næste "forsørger". Det vil glæde mig at trykke hans hånd og ønske ham held og lykke. Det kan måske lyde som om jeg er "bitter". Det er jeg også - men ikke på min kone. Jeg er bitter på mig selv og på at jeg kunne være så dum.

Min glæde er mine børn som jeg elsker overalt på jorden, men som jeg må overlade til min kone, fordi jeg ikke har nogen mulighed i vores danske retssystem, for at overbevise nogen om at de ville have det bedst hos mig.

Min kone er uddannet og veltalende, hvilket ville give mig nul chancer i en retssal. Dovenskab, forkællethed og selvviskhed er jo ikke ligefrem noget der tages hensyn til.

At hun i de sidste mange år ikke har haft en indkomst (fordi hun ikke gad og ville), kommer jo heller ikke mig eller mine børn til gode. Nææ... jeg skal jo bare betale for gildet... hvilket jeg også gerne gør, for mine børn skyld. Jeg er ligeglad med om jeg selv skal leve i en papkasse, bare jeg er fri og kan være lykkelig.

Et typisk svar på min kones måde at være på vil sikkert være "det kan være at hun var deprimeret eller ikke havde det godt psykisk". Jeg er tæt på at kaste op hvergang jeg hører denne bemærkning.

Kunne grunden måske ikke blot være ren og skær "dovenskab"? Når kvinder smider sig på sofaen i dagen danmark, så er de deprimeret. Når mænd derimod gør det, så er de dovne. Der kunne jo også være nogle mænd der gjorde det, fordi de var "trætte".

Gud, hvor er jeg glad og lykkelig for at være ude af det ægteskab. Er jeg en dum egoistisk mand?... Måske for nogen, men nu er jeg i det mindste nu endelig lykkelig, stressfri og kan glæde mig over livet og min hverdag.

Chancerne for at mine børn også har en far, når de bliver ældre er øget betydeligt og de får mulighed for at opleve en rigtig FAR og ikke en person der konstant er tynget af stress - fordi deres mor er og var LUD DOVEN og møg-forkælet!

I Danmark skal alt deles 50/50 når det gælder parforhold. Fakta er dog at i rigtig mange parforhold er alt ikke ligelig fordelt og der er mange mænd der tager deres del og mange kvinder som aldrig bliver tilfredse eller evner at værdisætte det de har - før det er for sent.

persille1

Kære phansen1970

Jeg kan godt se indlæggene kan lyde som en anklage mod dig. Sådan er det ikke ment fra min side. Jeg undrede mig blot over det med børnene. Det gider hun dog.

Du kan tro jeg ved det om dovne kvinder, jeg ved de eksisterer. Jeg er bare så bange for at vælge side nogen steder. For man kender ikke de virkelige forhold. Men jeg kan læse du er lettet og det er dejligt. Det mener jeg.

I mit tilfælde var min daværende mand også meget veltalende. Det var mig, der var gal på den fik jeg at vide fra mine omgivelser. Jeg vidste selv, hvad der forgik og tog min beslutning. Derefter kunne andre se, den var helt gal og jeg fik opbakning ganske langsomt.
Jeg ved hvor svært det er, hvis man er alene og ingen andre forstår noget som helst. Jeg kender bare ikke din kone og ikke hendes forklaring.

Jeg kan læse du er lettet og glad, men ja, jeg kan "høre" bitterheden også. Du skal ikke sige trykke en eventuel ny mand i hånden og ønske ham held og lykke, det virker simpelt.
Jeg var også meget bitter og gal på mig selv over jeg holdt ud så længe. Alle de spildte år, men jeg viste det ikke for nogen.

Din kone ændrer sig måske også, hvem ved.

Du er glad og lettet, så gem bitterheden væk og samarbejd med børnenes mor til glæde for dine børn. Det er dig, der har grund til at være glad, du er sluppet ud af noget, du følte var meget dårligt for dig.
Jeg ønsker dig alt mulig held og lykke med dit nye liv.

phansen1970

Kære persille1,

Tak for din kommentarer. Du har helt ret i, at jeg skal smide bitterheden fra mig og komme videre. Det føler jeg også jeg har gjort og jeg gør alt for at samarbejde med min kone om at sikre at børnene har det godt.

Det kan godt være svært, når konen gør sit for at modarbejde mig. Hun er jo både sur og træt af at hun nu pludselig står i en situation, hvor hun personligt må tale med bankrådgiveren, hvis der ikke er penge på visakortet.

Min kone "gider" børnene, fordi hun skal opretholde sit image som den fantastiske mor. Det ville jo ikke se godt ud, hvis ungerne boede hos mig, selv om flere personer der er tæt på os, ville kunne bevidne at ungerne ville have det langt bedst hos mig.

I forhold til mange personer i vores omgivelser, så er jeg naturligvis "bussemanden". Jeg er faren der svigtede sin familie. Heldigvis er jeg ligeglad og lader mig ikke påvirke af det.

Derudover glæder jeg mig over at reaktionerne hos dem der kender os rigtig godt har været positive. Det har godt kunne forstå hvorfor jeg valgte at gå - og flere har endda undret sig over at jeg holdte ud så længe som jeg gjorde. Så jeg føler ikke jeg står alene med mine meninger.

Konen... Ja, hun opretholder facaden og det er fint for mig. Det er jo hendes måde at leve på og få accept fra hendes omgivelser. Det sjove og utrolige er at man kan leve så mange år med et menneske, før man indser at vi som personer var vidt forskellige. Men som nævnt glæder jeg mig over at have to dejlige unger, som jeg ved der holder af mig ligemeget hvad.

Også al mulig held og lykke til dig.

spider68

Tak, nej det er ikke skrevet for at nedgøre dine gøremål, men det er den måde vi kvinder savner og tænker når manden arbejder meget, det kan være dejligt praktisk, men også et afsavn, ikke at manden ikke er nærværende med børnene og konen samtidig , og konen alene til kærlighed og nærvær. både mænd, kone og barn kan føle sig meget ensom og alene og forladt i en famielie, vi glemer at have omsorg for hinanden, vi tør ikke rose hinanden og sige tak det var dejligt, vi kan selv være bange for at rose. det handler ikke altid om ikke at vil rose, og ikke se at du gør alle de gode ting, men du har selv lukket ørene for brok, så får du heller ikke det ros du forventer, for kvinder tænker han hører mig ikke. når jeg siger noget, når jeg virkelig mener det og jeg har brug for han skal høre mig. jeg ser han gør ting der skal laves, men de bliver ikke rost for hører han mon det og modtager han nu den ros han får, svaret er tit nej. han vil ikke kendesved ros , for han er vandt til at få skænd og brok. så han tror slet ikke på at ja er rigtigt og at ros er sandt og vrænger efter det. det ved kvinder godt hvis de har prøvet det nogle gange, det samme med mænd der roser kvinder . får ikke altid gængældelse og bliver skuffet. det er deres egen måde at svare tilbage på, vi . mennesker lukker af på. og samtale stopper i ægteskabet. der er ingen ting ivejen med at være blevet forkælet i sit barndom, og er blevet skånet for meget. måske ligger der grunde til det som du aldrig har fået at vide, hun kan have været syg med asma , eller andet der har gjort hun ikke har været fysisk aktiv. Hvad er en god mor for dig. er det en der arbejder. hun kan saktens være en god mor selv om hun tit ligger på sofaen, og elske sine børn meget højt, de mennersker der skælder meget ud kan godt være fyldt med meget kærlighed til børn og andre mennesker , de er fustrede over ikke at få opfyldt deres eget kærlighedsbehov, og den lykkelige familie de havde drømt om. at opgaverne med mand, kone , hus , børn , dyr , arbejde, venner, faktisk er det hårdeste liv vi kan byde os selv, det liv nedbryder mennesker , slider mennesker , nogen formår at holde sammen . andre slår hinanden ihjel , i ægteskab. det er meget svært at leve i et ægteskab, at livet går op og ned , sorger, forelskelse, glæde, børn. ulykke. jalusie. sviger forældre. ejefornemmelse på hinanden. og en ugentlig skænderri. skulle være godt. u enighed om børneopdragelse. som tit ender med skilsmisse, nu hvor det er tilladt med skilsmisse. i danmark er der mange måder at opdrage sine børn på. så derfor skændes forældre når de bliver forældre første gang. og det kører helt af sporet. ig vi får det som dig med bitterhed til den anden partner, og synes det hele var deres skyld det gik i stykker, og et evigt had ligger, og lurer , som man ikke selv kan tage bort, den er der bare, for det var et menneske man elkede for alt i hele verden , og virkelig føler sig dybt svigtet af, det kan ikke bare sådan tages væk, når man har børn med personen , og hele tiden vil blive mindet om det menneske resten af livet. er du ikke dansk statsborger, siden du skriver du ikke har en chance i dansk retsal. jeg synes i skal spørge hvor børnene helst vil bo. hos dig eller hos deres mor, jeg tænker at hvis du fortæller os at du har stresset afsted og passet alle de ting hvor var børnene i mens, har du passet dem , eller var de inde hos deres mor mens du arbejde. At shoppe, og besøge venninder, bliver man også utrolig træt af når man kommer hjem og har brug for hvile bagefter. hun har haft rengøringshjælp. jeg vil sige hun er fornuftig, at købe sig til noget, hun ved hun ikke selv kan . eller får gjort. så det kan du ikke kritisere for. så har hun jo også sparet dig for at gøre rent for hende, og prøve at give dig mere frihed til at være sammen med hende og børnene. der er næsten altid en grundig udtænkt grund. til hvorfor kvinder gør som de gør. tag ikke fejl af det. ikke alle lader andre vide hvad grunden er. men der skal mændene være snu nok til at spørge , hvorfor, og hvorfor. i stedet bare at sikken en dum kælling, hun er sku en sur kælling. Mange vil have deres kone som deres mor var, der smurte madpakke til skole, nu bliver det bare på arbejde i stedet konen smørre, fred med dem der har lyst til at glæde manden med det. og omvendt at manden skal ligne kvindens far og af instinkt , vælger vi personer der er som vores mor of far, da de var vores forbilled i opvæsten . så tænk på om din eks kone kunne ligne din mor lidt. i væremåde. i din verden er det måske mændende der arbejder,og det kan være det du har signaliseret, da i begyndte at komme sammen , og det er det din ekx, kone har valgt dig på og ville have dine børn , for du kunne, arbejde, og det vidste hun at det kunne hun ikke klare. kvinder vælger levedygtige , stærke, mænd god udstråling, mange muskler, køn udseende , kønne øjne, en person med selvtillid stærk personlighed, eller blød mand , der skal kunne tage vare på afkom, og de kan blive

anna84

Phansen, det lyder som om, at det er en fantastisk god beslutning du har taget for dig selv.

Der er nu en gang folk som bliver vartet op i hoved og r*v fra de bliver født, og lærer at få tingene til at forblive sådan i voksenlivet, og det lyder som om, at din ekskone er en af dem.

Lad være med at være gal på dig selv over at have været i jeres forhold. Det får du ikke noget ud af.
I har fået nogle skønne unger, og du har det rigtig godt, så alt i alt står du jo et godt sted i livet. Et sted du ikke ville have stået hvis du havde gjort noget anderledes...

Jeg kan ikke se noget til hinder for, at de skulle bo hos dig. Da slet ikke hvis hun som udgangspunkt ikke kan forsørge dem.

Og hvis det er seriøst ment, at hun ikke gider børnene oprigtigt, så er det på sin plads, at du går efter at have dem hos dig.

Jeg vil foreslå dig, at du opsøger en skilsmisseadvokat og taler med denne om det.

alamood405

jeg sidder og læser din anlæg , føler at du er mig , det er fuldstendig som jeg har det , forlat en kone som du beskriver i din anlæg. dovn og utakenemlig . ligeglad med sin egen børn , som nu hun holder fast i for at udnytte dem sikkert pga børn bidrag...
tak for en så dejlig anlæg