ALT for let til tårer.
Hej!
Jeg er en glad 17 årig pige, som altid har været ALT ALT for let til tårer. Hver gang jeg snakker om noget frusterende, sørgeligt eller bare irriterende, begynder jeg at græde. Det er forfærdelig pinligt, og gør det svært for mig at føre en normal samtale.
Jeg har aldrig oplevet noget rigtig traumatisk eller lign. Derfor synes jeg at det er underligt.
Jeg tænker på om nogen har haft det samme problem og fået det ordnet?
Mvh Esther.
Jeg er en glad 17 årig pige, som altid har været ALT ALT for let til tårer. Hver gang jeg snakker om noget frusterende, sørgeligt eller bare irriterende, begynder jeg at græde. Det er forfærdelig pinligt, og gør det svært for mig at føre en normal samtale.
Jeg har aldrig oplevet noget rigtig traumatisk eller lign. Derfor synes jeg at det er underligt.
Jeg tænker på om nogen har haft det samme problem og fået det ordnet?
Mvh Esther.
Kommentarer
Du har skrevet dit indlæg i debatten om øjne. Men jeg tror nu snarere, det hører hjemme under ”Sind og psyke”. Jeg tror nemlig ikke, at det er øjnene, der er noget i vejen med. I det hele taget vil jeg sætte et spørgsmålstegn ved, om der faktisk er noget i vejen.
Er der ikke snarere tale om, at du er en meget følsom person? Set fra min synsvinkel er det et plus, at et menneske er følsomt.
Hvad er der galt ved at græde? Jeg kan forstå på dig, at du synes, at det er pinligt, men hvorfor egentlig det?
Hvis jeg var dig, ville jeg på forhånd fortælle nye bekendte, at du har let til tårer. Så er der ingen, der undrer sig, hvis tårerne begynder at løbe, og du vil også selv tage det mere afslappet. Måske kan I endda lave sjov med det.
Du spørger, om der er nogen, der har haft samme problem. Ja, jeg er (også) meget sensitiv. Men det har jeg ikke altid vidst. For jeg lærte meget tidligt at gøre mig selv hård for at kunne klare tilværelsens strabadser. I mange år reagerede jeg ikke særligt meget på sørgelige eller angstprovokerende ting. Kun når jeg så sentimentale film, eller der i fjernsynet var noget om bryllupper, flød tårerne i stride strømme.
Men det var ikke nogen løsning for mig at gøre mig hård. Det skabte problemer på længere sigt. For mig har det været bedre at anerkende, at jeg er den, jeg nu engang er, og leve med det.
Hvis jeg kommer til at græde i andres nærvær, gør det mig ikke noget. Men jeg husker godt, at jeg før i tiden syntes, at det var pinligt.
Hvis jeg var dig, ville jeg prøve at læse noget om særligt sensitive mennesker, f.eks. dette:
http://www.sensitiv.dk/om_sensitivitet.6
Jeg tror, at det handler om at komme i balance med sig selv, at lære at udnytte sensitiviteten, så den kommer én selv til gode og beskytte sig selv mod de ulemper, der jo også er, når man er så følsom.
Mange hilsner
Kameliadamen
Med al respekt, så synes jeg at hjemmesiden som du vedhæftede skriver noget værre sludder
Men altså, jeg tror ikke at de er det som jeg fejler. Jeg har aldrig grædt til en film, serie, musik eller da min farmor og farfar døde. Jeg synes bestemt ikke selv at jeg er sensitiv...
Jeg græder kun når det handler om mig. Når jeg ikke får lov til ting, når jeg får for lave karakterer, når jeg snakker om frustrerende emner som vedrører mig. Det får mig nok til at lyde selvisk og egoistisk, men det er jeg helt klart ikke.
Med venlig hilsen Esther
Der er forskel på at græde fordi man er ked af det, presset eller fordi man er rørt over at få opmærksomhed.
Mangler du vitaminer? B og C har betydning for den psykiske balance, spørg evt. der hvor du køber dem. KH Helle8
O.K., så er du nok ikke en HSP, altså en highly sensitive person eller på dansk en særlig sensitiv person. Jeg gættede blot ud fra de få oplysninger, du skrev. Jeg beklager meget, at jeg tog fejl.
Du skrev ikke noget om, at du græd til eksamener og af den grund ikke kunne udtale det engelske ordentligt. Jeg kan da godt se, at det er et problem.
Jeg håber, at du finder en løsning.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Hvordan kan du sige, at der ikke er fordele ved at være sensitiv, når du i øvrigt mener, at du ikke passer på beskrivelsen af en særligt sensitiv person?
Fordelen er, at man sanser meget mere end andre. Det har f.eks. hjulpet mig i eksamenssituationer, hvor jeg ubevidst aflæser en hel masse information fra eksaminators og censors væremåde og tankegang – informationer, som andre nok ikke ville lægge mærke til, men som jeg kan udnytte til min fordel.
Ulempen er, at man sanser alt for meget og derfor nemt kan blive overvældet af følelser og udtrættet af de alt for mange sanseindtryk.
En stor fordel i visse situationer og i andre tilfælde føles det ikke rart.
Nåe, ja, det var bare en lille sidebemærkning.
Jeg er begyndt at læse din henvisning/link. Det virker meget interessant.
Nu kommer jeg til at tænke på en ung læge, jeg var hos en dag. Hun var sensitiv, men ikke en erfaren læge. Jeg fortalte hende noget, som gik mig på og mærkede straks hun ikke forstod det. Hun ville bagatellisere det, men blev klar over sin fejltagelse. Vi tav begge. Det var en meget forunderlig oplevelse.
Helle08: mange tak for forslaget! Jeg tror at ringer til min læge på mandag.
Kamiliadamen1:
JEg er ked af at jeg lød så irritabel. Men ellers tak for dine forslag!!
Persille1:
Okay
Mvh Esther!
Det er fint at du kan bruge de forskellige forslag, meld gerne tilbage om hvad der sker, hvis du har lyst. Mvh. Helle8