Et slag i maven.
Har lidt af moderat til svær depression on/off siden påsken 2010. Min depression startede da jeg opdagede at min mand havde haft en kortvarig affære og samtidigt var der ballade i min søns børnehave fordi man begyndte at mistænke at han var udviklingsforstyrret.
Da jeg gik ned med depressionen var jeg utroligt handlingssvækket og det gik en del ud over mine børn som jeg var blevet alene med. Resultatet blev at min datter ikke fik sin 15 mdr vaccine og sin 2 års undersøgelse med dertilhørende genvaccination. Også på hygiejne området var jeg hæmmet da jeg følte jeg begik overgreb på børnene når jeg vaskede deres hår og børstede deres tænder. Resultatet her blev, at min søn i en alder af knap fem år, måtte have fjernet 3 mælketænder, hvor der var store huller i.
De overstående ting er naturligvis ikke ting jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig dybt selvom at jeg ved at depressionen var det, der afholdt mig fra at leve op til mit ansvar som mor. Mine børn kom dog stadigt i børnehave/vuggestue, fik varieret kost samt masser af kys og kram. Det var, kort fortalt, de ting som var ubehagelige jeg ikke magtede.
Som tiden er gået har jeg fået masser hjælp gennem læger, psykologer, psykiater og mine børns pædagoger. Jeg har fåer indhentet min datters vacciner og begge børn får børstet tænder hver dag og kommer jævnligt i bad. Jeg har til og med fundet sammen med min mand igen. Pædagoger, psykologer og kommunen er glad men åbentbart ikke min læge.
Jeg skulle til opfølgnig i dag og kom med højt humør. Jeg fortalte stolt hvor langt vi var nået, hvor godt vi havde det og om de små-problemer min mand og jeg havde omkring forskelligt syn på børneopdragelse. Så begynder min læge langsomt men sikkert at pille mig ned. 'Jeg er alt for blød'. 'Mine børn må ikke tale ved bordet'. 'Jeg skulle ikke se på mine børn som individer'. Og der var flere sure stikpiller indtil at hun kiggede på mig og sagde "Eller så bliver det som dengang du holdt op med at børste deres tænder. Det er svigt! Det er svigt at et lille barn skal bedøves og have fjernet 3 tænder." derefter holdt hun en lille pause inden hun spurgte om jeg forstod hvad hun sagde.
Jeg holdt mig til enstavelses ord til jeg kunne gå og da jeg efter en urimeligt lang køretur endelig kom hjem begyndte jeg at ryste og tude helt ukontrollabelt. Jeg er kun lige akkurat ved at komme til mig selv. Jeg har bedt min mand komme hjem fra arbejde og helt ærligt, jeg tør næsten ikke hente mine unger fra børnehave. Jeg forventer næsten at de ikke er der fordi de er blevet hentet af kommunen. Jeg er virkelig vred over den besked for en stor del af min depression har udsprunget fra min usikkerhed i om hvorvidt jeg er en god mor. Både min psykolog, børnehavepædagogerne og min søns sagsbehandler (min søn er autist) har gennem tiden fået overbevist mig om at jeg tager mig godt af mine børn. Og nu har den dumme læge fuldstændigt ødelagt min selvsikkerhed. Jeg mener hvad hvis jeg skader dem? Jeg føler at jeg er et kæmpe kaos indeni lige nu.
Jeg ved virkelig ikke om jeg skal klage over hende som min mand synes eller om jeg bare skal begynde at fokusere endnu mere på at blive et mønstereksenplar på årets mor. Jeg kan jo ikke ændre på hvad jeg har (eller nærmere ikke har) gjort, men jeg arbejder virkelig hårdt på at gøre det godt igen. Jeg tror ikke at der er nogen som forguder deres børn mere end jeg gør og jeg bruger flere timer dagligt på at snakke med dem og lege, læse, skrive og regne. Jeg forsøger hele tiden at udfordre dem og de er altid meget glade for at være sammen med mig.
Puha, der er alt for mange spørgsmål og problemstillinger i mit hoved. Skal man klage? Skifte læge? Tale med børnehaven og høre deres vurdering?
Da jeg gik ned med depressionen var jeg utroligt handlingssvækket og det gik en del ud over mine børn som jeg var blevet alene med. Resultatet blev at min datter ikke fik sin 15 mdr vaccine og sin 2 års undersøgelse med dertilhørende genvaccination. Også på hygiejne området var jeg hæmmet da jeg følte jeg begik overgreb på børnene når jeg vaskede deres hår og børstede deres tænder. Resultatet her blev, at min søn i en alder af knap fem år, måtte have fjernet 3 mælketænder, hvor der var store huller i.
De overstående ting er naturligvis ikke ting jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig dybt selvom at jeg ved at depressionen var det, der afholdt mig fra at leve op til mit ansvar som mor. Mine børn kom dog stadigt i børnehave/vuggestue, fik varieret kost samt masser af kys og kram. Det var, kort fortalt, de ting som var ubehagelige jeg ikke magtede.
Som tiden er gået har jeg fået masser hjælp gennem læger, psykologer, psykiater og mine børns pædagoger. Jeg har fåer indhentet min datters vacciner og begge børn får børstet tænder hver dag og kommer jævnligt i bad. Jeg har til og med fundet sammen med min mand igen. Pædagoger, psykologer og kommunen er glad men åbentbart ikke min læge.
Jeg skulle til opfølgnig i dag og kom med højt humør. Jeg fortalte stolt hvor langt vi var nået, hvor godt vi havde det og om de små-problemer min mand og jeg havde omkring forskelligt syn på børneopdragelse. Så begynder min læge langsomt men sikkert at pille mig ned. 'Jeg er alt for blød'. 'Mine børn må ikke tale ved bordet'. 'Jeg skulle ikke se på mine børn som individer'. Og der var flere sure stikpiller indtil at hun kiggede på mig og sagde "Eller så bliver det som dengang du holdt op med at børste deres tænder. Det er svigt! Det er svigt at et lille barn skal bedøves og have fjernet 3 tænder." derefter holdt hun en lille pause inden hun spurgte om jeg forstod hvad hun sagde.
Jeg holdt mig til enstavelses ord til jeg kunne gå og da jeg efter en urimeligt lang køretur endelig kom hjem begyndte jeg at ryste og tude helt ukontrollabelt. Jeg er kun lige akkurat ved at komme til mig selv. Jeg har bedt min mand komme hjem fra arbejde og helt ærligt, jeg tør næsten ikke hente mine unger fra børnehave. Jeg forventer næsten at de ikke er der fordi de er blevet hentet af kommunen. Jeg er virkelig vred over den besked for en stor del af min depression har udsprunget fra min usikkerhed i om hvorvidt jeg er en god mor. Både min psykolog, børnehavepædagogerne og min søns sagsbehandler (min søn er autist) har gennem tiden fået overbevist mig om at jeg tager mig godt af mine børn. Og nu har den dumme læge fuldstændigt ødelagt min selvsikkerhed. Jeg mener hvad hvis jeg skader dem? Jeg føler at jeg er et kæmpe kaos indeni lige nu.
Jeg ved virkelig ikke om jeg skal klage over hende som min mand synes eller om jeg bare skal begynde at fokusere endnu mere på at blive et mønstereksenplar på årets mor. Jeg kan jo ikke ændre på hvad jeg har (eller nærmere ikke har) gjort, men jeg arbejder virkelig hårdt på at gøre det godt igen. Jeg tror ikke at der er nogen som forguder deres børn mere end jeg gør og jeg bruger flere timer dagligt på at snakke med dem og lege, læse, skrive og regne. Jeg forsøger hele tiden at udfordre dem og de er altid meget glade for at være sammen med mig.
Puha, der er alt for mange spørgsmål og problemstillinger i mit hoved. Skal man klage? Skifte læge? Tale med børnehaven og høre deres vurdering?
Kommentarer
Hvis jeg var dig, ville jeg skifte læge. Du har brug for at blive opmuntret og støttet – ikke for at blive skåret ned, ved at lægen bebrejder dig for ting, der foregik, da du var syg. Det er jo en helt anden situation nu, og det må lægen da kunne forstå. Lægen må også kunne forstå, hvor ødelæggende en sådan kritik er for en person, der netop har overstået en svær tid.
Jeg tror ikke, at du får noget ud af at klage. Så vidt jeg har forstået det, skelner man mellem rent lægefaglige fejl og så uheldig opførsel fra en læges side. Det er kun rent lægelige fejl og forsømmelser, man kan klage over, så som manglende omhu, forkerte diagnoser og forkert behandling. Den slags klager rettes til Patientklagenævnet.
Men klager over noget, en praktiserende læge har sagt og over lægens væremåde, kan man ikke gå til Patientklagenævnet med. Lige nu kan jeg ikke huske, hvem en sådan klage skal rettes til, men én ting er jeg sikker på: Du får ikke noget ud af at klage! Det giver en masse ærgrelser, og der går en masse tid med breve frem og tilbage, men konklusionen vil sikkert være, at lægen ikke har gjort noget forkert, og at der er tale omsåkaldt ”dårlig kemi” mellem jer.
Skift læge, og prøv om du kan glemme alt om den historie. Jeg ved godt, at det er svært.
Mange hilsner
Kameliadamen