Hvordan kommer man videre?

Anonymous

Min mand og jeg har længe haft nogle problemer. Han har været meget kold og afvisende og ikke villet være sammen med mig. Skrev også et andet indlæg om det, men der troede jeg ikke, at han var mig utro. Nu viser det sig så, at han har forelsket sig i en kollega som er 7 år yngre end ham. Han havde troet at han i ro og mag kunne have en lille flit med hende og så rette op på skaderne bagefter. Men jeg kender ham for godt, jeg har længe følt der var noget galt. Så her i fredags ville jeg få ungerne passet og lave en romantisk middag bare til ham og mig. Men han sagde at det gad han ikke han ville hellere blive og løfte jern på arbejdet med kollegaerne. Det fik ligesom en klokke til at ringe.
Så da ungerne var puttet konfronterede jeg ham og ganske rigtigt han flirter rundt med en kollega. Så han har nok ikke pumpet så meget jern som han har sagt. Det er nok noget andet han har pumpet med. Jeg har så bedt ham vælge mellem mig og ungerne eller hende den anden kvinde. Han har så valgt os og lover at gøre det forbi med kollegaen. Problemet er bare, at han ser hende hver dag, og han kan sige så meget til mig måske er det bare løgn. Min mand er mellemleder i den virksomhed han arbejder i så jeg har bedt ham få hende overflyttet til en anden afdeling. Det siger han, at han ikke kan. Så jeg ved ikke om jeg tror på, at det er forbi.
Spørgsmålet er også hvordan får man tilliden tilbage. Vil jeg ikke altid skulle gå og være bange for hvem han nu flirter med? Føler jeg har mistet min fortrolige og min sikre base. Min mand har altid være både min elsker og min allerbedste ven og den eneste jeg rigtig stolede på. Nu har jeg ingen i hele verden jeg kan stole på.
Jeg kan godt se, at han sikkert har haft sine grunde til at være utro, men kunne han ikke have talt med mig i stedet for at finde en ny kvinde? Der var så meget jeg kunne have gjort inden han tog skridtet ud i utroskab. Nu føler jeg bare, jeg har mistet min store kærlighed og skal leve videre med en mand jeg ikke føler jeg kan være fortroelig med mere. Er der nogen andre som har prøvet at få forholdet til at fungere igen efter utroskab?

Terapeut1

Hejsa.

Jeg er en mand og har også prøvet for mange år siden at min daværende kæreste var mig utro, men jeg kom aldrig til at stole på hende igen, selvom jeg prøvede hele tiden, men angsten rev mig i stykker indvendig, så forholdet stoppede.
Ang. din mand, du skriver at han måske har haft grund til at være dig utro, nej det er der ingen der har, så må man sætte sig ned og forklare hvad der er galt eller hvad han mangler.
Måske kan han ikke få den anden kvinde flyttet og nok svært i dag for ham at finde andet arbejde, men han har vel forhåbentligt fortalt dig hvem hun er også ved navn m.m.
Om du nogensinde kommer til at stole på ham, kan jeg ikke sige noget om, men du vil ALDRIG komme til at stole på ham som før, altså 100%. Du skal nok tage et valg, enten at gå din vej eller fortælle ham, hvis du bliver, at finder du de mindste tegn på det samme en gang til, så er forholdet slut. Du skal tænke på at det er dig der skal gå med smerten og du skal også huske at bliver du hos ham, så har du tilgivet ham, så her kan du ikke mere bebrejde ham for det han har gjort imod dig..

Håber du finder den rigtige vej.

lotte123

Hej Hvorfor,

Jeg kan godt huske den tidligere debat, og selv om det lød til, at I var ved at finde melodien igen, så lader det til, at det var I så ikke.

I har - har haft -nogle svære problemer, som det ikke sådan lige er til at komme over. Før var det dig, der mente at have skylden for det, der var gået galt, men nu lader det til, at I er lige gode om det.

Jeg vil gentage mit råd om, at I i den grad bør søge noget parterapi. Jeg husker godt, at din mand ikke ville være med til det, men nu er situationen jo noget anderledes, så hvis han - hvis du - vil det forhold, så bør I altså søge noget professionel hjælp, ellers kommer I da vist til at såre hinanden ubodeligt.

Da din mand jo siger til dig, at det er dig, han vil, så gætter jeg på, at det andet er en form for trøst, han har søgt, men I skal have noget hjælp. Du kan ikke få en kollega flyttet, og det løser i øvrigt heller ikke jeres problem. Hvis ikke det var hende, så var det en anden.

Jeg synes faktisk godt, du nu kan forlange den parterapi, så I kan få lært at tale sammen - om de problemer, der blokerer jer og jeres forhold.

Anonymous

Mange tak for jeres svar. Jeg føler faktisk også, at han burde gi´sig i forhold til parterapi, men der er han stadig lukket. Han nægter at fortælle mig noget om hende den anden andet end at hun er en tæt kollega og meget yngre end jeg er. Han mener det der skal til for at rede vores forhold er en masse tæthed og sex. Lige nu er det bare ikke det jeg føler. Jeg har brug for at tale og tale og høre hvorfor uendelige mange gange, så jeg kan finde mening i det hele. Jeg ville gerne have en tredje part, som hørte sagen fra vores begges sider og hjalp os til at finde tilbage til hinanden. Jeg føler, at jeg har mistet ham fuldstændig, og jeg stoler ikke på noget af det han siger. Det gør så fandens ondt.
Vores ældste datter hørte også noget af det, vi snakkede om i weekenden, og nu er hun også bange. Hun tror det hele er hendes skyld, fordi han sagde, at det eneste der havde holdt ham fra at forlade mig og børnene var at vores mindste altid gav ham knus og kys, når han kom hjem fra arbejde. Jeg har bedt ham tage en snak med vores ældste, så hun forstår, at hun ikke har noget med vores problemer at gøre. Det har han heller ikke gjort endnu. Det er det aller vigtigste for ellers mister han hendes kærlighed. Han burde med det samme have talt med hende. Det gjorde jeg, og jeg gentog igen og igen, at hun ikke havde noget med det at gøre, og at jeg elsker hende højere end noget andet, og at hun giver mig så vildt meget kærlighed. Hun havde misforstået alt hvad hun hørte, men det er svært at forklare hende det. Det gør så forfærdeligt ondt, at hun skulle såres, hende der er så uskyldig og bare har brug for vores ubetingede kærlighed.
Nå jeg kommer ingenvegne med mine tænker, jeg kan bare håbe at han giver sig i forhold til parterapi. Har også foreslået ham at han vælger en i vores omgangskreds som vi kunne fortælle det hele og tale om det med. Det syntes han også er en dårlig ide. Er vist kørt fast!

Ulla39

Jeg ved ikke om det overhovedet hjælper dig, men jeg havde engang en affære med en gift kollega hvis kone fandt ud af det, og han lovede hende at stoppe det med det samme - og han holdt det. På trods af at vi blev ved at arbejde tæt sammen, så var der absolut intet længere fra hans side. Ikke så meget som et glimt i øjet til julefrokosten. Nu ved vi jo så ikke om din mand er ligesom ham, men ville bare fortælle dig at det i hvert fald sagtens kan lade sig gøre.

Anonymous

Hej Ulla

Mange tak for din erfaring, jeg håber virkelig min mand er ligesom din kollega. Det er bare svært at tro lige nu. Han har bare så meget at miste med børnene og derfor er det så svært at fatte, at han har handlet, som han har handlet. Min mand ved udemærket, at jeg ville kæmpe for at få børnene for mig selv, hvis han forlod os. Jeg vil nu heller ikke bryde min familie op uden kamp og jeg må prøve at slappe af og tage en dag af gangen. Måske falder alt på plads. Lige nu har jeg bare brug for at vide at han ikke bare hygger sig med hende kollegaen på arbejdet og fylder mig med løgn når han er hjemme. Alle der kender ham godt siger, at jeg godt kan stole på ham. Jeg kender desværre ingen af hans kollegaer for ellers ville jeg tale med dem. De ser ham jo hver dag og kan fortælle, at han holder sig fra hende.

Nå mine tanker kører i ring. Tak for jeres svar de varmer her i denne kaotiske tid. Skal heldigvis med arbejdet til syden om 14 dage, så får jeg lidt fred til at tænke og slikke mine sår. Der bliver selvfølgelig en masse arbejde også men det bliver rart at komme væk fra hverdagen.

Anonymous

Når jeg tænker på fremtiden nu kan jeg kun forestille mig at være sammen med min mand indtil børnene er store og flytter hjemmefra. Før tænkte jeg altid at vi skulle blive gamle sammen for vi var ubrydelige. Sådan er det ikke mere gamle drømme fra før, jeg fik børn kommer frem igen, og jeg ser de kan blive til noget, når børnene ikke har behov for mig mere. Min ældste siger, at jeg er sur hele tiden lige nu. Hun har nok ret, og hvis jeg ikke finder ud af at være glad og tilfreds igen, så må jeg hellere gå fra det hele. Min mand holder stadig på, at han ikke gider parterapi, men hvis jeg ikke får stoppet de her tanker om et liv uden ham, så ender det vel med, at jeg ikke kan holde ud at vente til ungerne er store. Jeg syntes ellers det er vildt vigtigt, at børn har begge deres forældre. Det eneste min mand mener vi kan gøre for at alt bliver godt igen er at lave nogle ting sammen så som gå i teateret eller til koncert. Jeg gider bare ikke rigtig gå nogen steder lige nu.

Endnu en fredag kommer han sent hjem. Han siger, at det er en reception på arbejdet. Bad ham først blive hjemme men tænkte så lad ham dog gå. Hvis han stadig roder rundt med hende den anden, så kan jeg jo ikke gøre noget alligevel. Det betyder bare at jeg igen står alene med børnene en fredag, hvor vi før i tiden altid var sammen som familie. Jeg tror ikke, at han fatter, at han skal gøre noget aktivt, for at jeg igen stoler på ham. Jeg tror, han føler, at jeg har fortjent det han har gjort. I mine øjne er der bare ingen der fortjener utroskab.

Anonymous

Tingene bliver ikke ligefrem bedre desværre. Det er en lettelse at være på arbejde. Jeg prøvede at tale med min mand om det hele her i weekenden da børnene sov. Det endte med at han blev så vred at han smadrede vores ene dør og en stol. Jeg blev så frygtelig bange for ham. Jeg har aldrig set ham sådan før. Sådan noget får mig til at trække mig endnu længere væk fra ham, da jeg var i et voldeligt forhold før jeg mødte ham. Mens han smadrede ting låste jeg mig inde på badeværelset. Han sagde et lille forkølet undskyld bagefter og så gik vi i seng. Han sagde dagen efter at han blev så vred over at jeg ser ham som en dårlig mand. Men hvad vil han have, at jeg skal føle, når han har været mig utro med en han går op ad hver evig eneste dag. Ja så syntes jeg ikke han er den bedste mand i verden. Han gør det hellere ikke nemmere ved at smadre ting. Han sagde han smadrede dem så han ikke i stedet kom til at ruske mig.
Dagen efter spurgte børnene selvfølgelig hvorfor døren var smadret og der manglede en stol. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, så jeg sagde at det havde far smadret fordi han er lidt vred for tiden. Jeg sagde til ungerne at de endelig ikke skulle spørge ham om det men bare lade som om de ikke er har set det.
Pyha hvor ender alt det her? Jeg er så forvirret og jeg kender ikke min mand mere. Er det tid til bare at gå eller skal jeg kæmpe viderere? Jeg har lovet mig selv, at den dag børnene bliver blandet ind i disse problemer, så må jeg gå.