Del 2 "skal man ku li"
Det er alvorligt...nu er er kun mig og min bror og min psykisk skrøbelige mor!
Tror det er min fars tur til at tage afsted. Min bror gør alt hvad han kan - de to er meget tætte - det er godt. Han kommer med mad til dem - kører ham på privat hospital - der finder ud af de har klokket i den på Glostrup. Får indkaldt læger - der erkende at det ser ...de har fejlet. Som i vil kunne læse har jeg meget svært ved at sige visse ord.
Mit indlæg handler om tre ting:
Et brev jeg skrev i nat
Poul Glargaards datter
Hvordan jeg vil tage det ?
"Han dør måske - men det gør vi alle. Hvad var han for mig som far? Praktisk taget usynlig. Jeg har aldrig følt jeg havde en far`! Kun da jeg var lille. Efter jeg var 12 år existerer han ikke på nogen måde. Han har set mig være knust fuldstændig ked af nede, kørt ned af stoffer ..lsd for mange mange år siden (jeg er hverken alkoholiker stofmisbruger osv vi taler om da jeg var 17-18 år og de efterpåvirkninger jeg led under og efter) jeg led i skole på arbejde boede 2 km fra dem og de besøgte mig 1 gang på 4 år?
De skammede sig.
Han har aldrig formået at skabe ømhed omsorg eller nærhed vist kærlighed over for mig - derfor kan jeg ikke over for ham - jeg har ikke de følelser. De er der ikke. Det der er - er en grænseløs (eller var) længsel efter en far. Men selv det er der ikke. Jeg er mig.
Jeg var alene. Har jeg følt. Han har nok også følt det samme. At han ikke havde en datter. Vi blev aldrig far og datter ? Må sige at jeg ikke forstår det og jeg ikke fatter den måde at være på? Som forældre! Det ligger langt fra mig (håber jeg håber jeg håber jeg). Jeg er den der i dag kan tage min mor som hun er (og hun er psykisk osv og kan virkelig svine en til - men kan også være sød og vise omsorg nu...45 år efter) . Men ham forstår jeg bare ikke ikke - jeg har noget i mod ham - og han kan mærke det. Det er gensidigt.
Må sige jeg er en der kan kan elske handle og tale...og kan li det! Jeg er alt det han tiltrækkes af og hader.
Han har haft min mor der drikker sig fuld og bebrejder ham alt - osv og de er aldrig blevet skilt. Jeg er skilt.
Ja det er trist jeg ikke har noget at give ham. Har bare udholdt ham/dem fordi mine børn skulle have bedsteforældre . Tålt megen hån og hårde ord. Idag kan du svine mig uden jeg blinker med øjnene - og du kan være sikker på én ting: Jeg slår ikke blidt men rigtig rigtig hårdt og ondt tilbage. Vi taler ikke fysisk osv. jeg er bare lidt sart.
Sagen er at nu græder min far...fordi han er bange. Jeg har været bange i mange år på 30000 forskellige måder - jeg er fuldstændig kold og rolig. Ja jeg er rolig. Kan tåle lidt af hvert.
Jeg elsker min lillebror ..det er meget hårdt for ham ...det er mig der skal være der når han bliver rigtig ked ..når han osv...min far.
Så jeg kan sagtens føle noget.
Jeg beklager at jeg er en dårlig datter og ikke kan føle "det rigtige" overfor ham (far). Det er mig der læner mig ind og siger " vi skal nok være der for mor osv mens min bror står og græder lidt væk ...for han er på hele tiden. I ham har han en supersøn og i ham har han kærlighed. Jeg er ikke misundelig jeg sige det uden at blinke.
Sådan er det bare. Ved godt det er forket at sige det højt.
Tak til Poul Glargaard's datter der stod frem i aftentv og fortalte hvordan hun havde slået hånden af sin far for 5 år siden. Hun sagde det var tabu. Han havde i årenes løb ringet til hende ...svinet hende ...tigget om at komme tilbage ...skrevet brev til hende om at tilgive ham 5 dage før osv han himlede ..og ville ikke have hende med til hans i jorden. Intervieweren spurgte om hun ikke var ja kan ikke huske det ...hun sagde Nej hun havde gået i terapi i mange år og var afklaret omkring hendes manglende følelser. Modigt. Så afklaret er jeg ikke...jeg føler der er en fejl ved mig ...en mangel. Som jeg ikke kan afhjælpe. Nej jeg kan ikke tage en samtale med ham jeg kan slet ikke sige de her ting..kun på papir.
Jeg aner ikke hvordan jeg vil tackle det her...det blir mærkeligt når ham der aldrig var der ikke er der mere? Min mor min bror mine børn ...familien de aldrig så. Og mig der står helt uden for det her cirkus og skal tie og møde deres bebrejdende blikke mens de (hvis de kommer) trøster min bror og lægger armen om min mor. Med venlig hilsen en med et totalt låst reaktionscenter.
Tror det er min fars tur til at tage afsted. Min bror gør alt hvad han kan - de to er meget tætte - det er godt. Han kommer med mad til dem - kører ham på privat hospital - der finder ud af de har klokket i den på Glostrup. Får indkaldt læger - der erkende at det ser ...de har fejlet. Som i vil kunne læse har jeg meget svært ved at sige visse ord.
Mit indlæg handler om tre ting:
Et brev jeg skrev i nat
Poul Glargaards datter
Hvordan jeg vil tage det ?
"Han dør måske - men det gør vi alle. Hvad var han for mig som far? Praktisk taget usynlig. Jeg har aldrig følt jeg havde en far`! Kun da jeg var lille. Efter jeg var 12 år existerer han ikke på nogen måde. Han har set mig være knust fuldstændig ked af nede, kørt ned af stoffer ..lsd for mange mange år siden (jeg er hverken alkoholiker stofmisbruger osv vi taler om da jeg var 17-18 år og de efterpåvirkninger jeg led under og efter) jeg led i skole på arbejde boede 2 km fra dem og de besøgte mig 1 gang på 4 år?
De skammede sig.
Han har aldrig formået at skabe ømhed omsorg eller nærhed vist kærlighed over for mig - derfor kan jeg ikke over for ham - jeg har ikke de følelser. De er der ikke. Det der er - er en grænseløs (eller var) længsel efter en far. Men selv det er der ikke. Jeg er mig.
Jeg var alene. Har jeg følt. Han har nok også følt det samme. At han ikke havde en datter. Vi blev aldrig far og datter ? Må sige at jeg ikke forstår det og jeg ikke fatter den måde at være på? Som forældre! Det ligger langt fra mig (håber jeg håber jeg håber jeg). Jeg er den der i dag kan tage min mor som hun er (og hun er psykisk osv og kan virkelig svine en til - men kan også være sød og vise omsorg nu...45 år efter) . Men ham forstår jeg bare ikke ikke - jeg har noget i mod ham - og han kan mærke det. Det er gensidigt.
Må sige jeg er en der kan kan elske handle og tale...og kan li det! Jeg er alt det han tiltrækkes af og hader.
Han har haft min mor der drikker sig fuld og bebrejder ham alt - osv og de er aldrig blevet skilt. Jeg er skilt.
Ja det er trist jeg ikke har noget at give ham. Har bare udholdt ham/dem fordi mine børn skulle have bedsteforældre . Tålt megen hån og hårde ord. Idag kan du svine mig uden jeg blinker med øjnene - og du kan være sikker på én ting: Jeg slår ikke blidt men rigtig rigtig hårdt og ondt tilbage. Vi taler ikke fysisk osv. jeg er bare lidt sart.
Sagen er at nu græder min far...fordi han er bange. Jeg har været bange i mange år på 30000 forskellige måder - jeg er fuldstændig kold og rolig. Ja jeg er rolig. Kan tåle lidt af hvert.
Jeg elsker min lillebror ..det er meget hårdt for ham ...det er mig der skal være der når han bliver rigtig ked ..når han osv...min far.
Så jeg kan sagtens føle noget.
Jeg beklager at jeg er en dårlig datter og ikke kan føle "det rigtige" overfor ham (far). Det er mig der læner mig ind og siger " vi skal nok være der for mor osv mens min bror står og græder lidt væk ...for han er på hele tiden. I ham har han en supersøn og i ham har han kærlighed. Jeg er ikke misundelig jeg sige det uden at blinke.
Sådan er det bare. Ved godt det er forket at sige det højt.
Tak til Poul Glargaard's datter der stod frem i aftentv og fortalte hvordan hun havde slået hånden af sin far for 5 år siden. Hun sagde det var tabu. Han havde i årenes løb ringet til hende ...svinet hende ...tigget om at komme tilbage ...skrevet brev til hende om at tilgive ham 5 dage før osv han himlede ..og ville ikke have hende med til hans i jorden. Intervieweren spurgte om hun ikke var ja kan ikke huske det ...hun sagde Nej hun havde gået i terapi i mange år og var afklaret omkring hendes manglende følelser. Modigt. Så afklaret er jeg ikke...jeg føler der er en fejl ved mig ...en mangel. Som jeg ikke kan afhjælpe. Nej jeg kan ikke tage en samtale med ham jeg kan slet ikke sige de her ting..kun på papir.
Jeg aner ikke hvordan jeg vil tackle det her...det blir mærkeligt når ham der aldrig var der ikke er der mere? Min mor min bror mine børn ...familien de aldrig så. Og mig der står helt uden for det her cirkus og skal tie og møde deres bebrejdende blikke mens de (hvis de kommer) trøster min bror og lægger armen om min mor. Med venlig hilsen en med et totalt låst reaktionscenter.
Kommentarer
Ganske kort: Børn kan kun give det videre de får af deres forældre. Du fik ikke noget af din far, derfor kan du heller ikke give ham noget, hverken følelser eller varme ord.
Kun som voksen kan man ændre noget vha. terapi.
Som jeg forstår det du fortæller, kan du være noget for resten af familien og sørge for at du har gjort dit til, at historien ikke gentager sig med din mor, bror eller egne nærmeste. KH Helle8
Men det skulle vel bare ud.
En anden har besvaret det så fint i sidste indlæg del 1 og henviser til en forening for dysfunktionelle familier . Nej hvor er det sandt med de trin der står der ...
fx : Henter du din ide om hvordan en familie er fra tv..og mange andre ting.