Hvorfor er lægerne ikke interesserede i at helbrede?
Ja, hvordan gik behandlingen?
Jeg vil gerne fortælle om et sygdomsproblem og den behandling, jeg har fået. Det drejer sig om atrieflimmer, som jeg nu har haft fire gange.
Atrieflimmer er en tilstand, hvor hjertet pludselig slår forkert. Pulsen er alt for høj, og hjertet slår overfladisk, sådan at blodet ikke bliver pumpet ordentligt rundt. Tilstanden er ikke farlig, men det er vigtigt, at hjerterytmen bliver normaliseret hurtigst muligt, da der ellers er fare for blodpropper.
Jeg skal lige sige, at jeg er blevet behandlet med venlighed og professionalisme, hver gang jeg haft problemer med hjertet. Og det var en meget ny oplevelse for mig, der tidligere har haft virkelig mange vanskeligheder med at blive taget alvorligt i sundhedssystemet, når jeg har haft andre helbredsproblemer.
Alligevel synes jeg, at behandlingen godt kunne være bedre – i den forstand, at der kunne gøres mere for at opspore årsagerne til problemet og gøre noget ved dem. Man skulle næsten tro, at sundhedssystemet foretrækker at bruge penge på ambulancekørsel og dyre indlæggelser på hjerteafdeling med alt muligt avanceret teknik, hvor personalet kan overvåge hver enkelt patients hjertefunktion via en skærm – i stedet for at gøre noget for at holde folk raske!
Og det er jo mærkeligt i en tid, hvor man siger, at sundhedssystemet mangler penge!
Lægerne vil sikkert selv mene, at de gør en masse for at opspore årsager. De interesserer sig nemlig for, om jeg ryger eller drikker alkohol. Det gør jeg ikke. De interesserer sig for min vægt, men jeg er ikke overvægtig. De interesserer sig for, om jeg er fysisk aktiv, og det er jeg.
Men når det kommer til andre årsager end disse faktorer, som er kendt under navnet KRAM (Kost, Rygning, Alkohol, Motion), som man altid taler om i forbindelse med helbred – ja, så er de slet ikke interesserede.
Det bliver faktisk min egen sag, om jeg vil forebygge disse anfald, eller jeg vil blive ved med at skulle på sygehuset og få rettet hjerterytmen med de store omkostninger, det har.
Man taler selvfølgelig hele tiden om, at enhver skal tage ansvar for eget helbred. Men det undrer mig altså, at læger ikke er interesserede i at forebygge og heller ikke engang i at helbrede, altså gøre organismen så sund, at den ikke længere laver disse anfald, når det nu er så ressourcekrævende at sygdomsbehandle hvert enkelt anfald.
Når man står helt på bar bund og overhovedet ikke har hørt om atrieflimmer før, så tager det nogen tid at skaffe sig oplysninger. Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem fra sygehuset efter første anfald, var at søge oplysninger på Internettet.
Jeg har kunnet indkredse det til, at psykisk og fysisk stress nok var hovedårsagen. Første gang havde jeg været til en fest, hvor der blev røgt indendørs, og hvor lydniveauet var meget højt. De tre andre gange havde jeg lavet meget anstrengende havearbejde. Men der var medvirkende årsager: I hvert fald i to af tilfældene har jeg haft kaliummangel.
Nu er det ikke sådan, at lægerne på hjerteafdelingen ikke tager kaliummangel alvorligt – slet ikke. Jeg har tidligere haft store vanskeligheder, fordi en tidligere praktiserende læge ikke mente, at kaliummangel var et problem, man behøvede at gøre noget ved. At hun overhovedet tjekkede mig for kaliummangel er derfor en gåde. Men det gjorde hun altså! Hun mente bare ikke, at jeg behøvede at kompensere for manglen.
Men sygehuslægerne tager altså kaliummangel alvorligt. Det er noget af det første, de tjekker for, når man bliver indlagt. Men de kæder ikke manglen på kalium sammen med anfald af atrieflimmer. Jeg vil tro, at de vil sige, at der ikke foreligger bevis for, at kaliummangel kan give atrieflimmer.
Det er et faktum, at der er mange former for lægeordineret medicin, der giver mangel på forskellige næringsstoffer. Jeg får blandt andet vanddrivende medicin, der er kendt for – foruden vand – at drive natrium, kalium, zink og magnesium ud af organismen.
Jeg synes, at det er underligt, at lægerne ikke i højere grad fokuserer på medicin som udløsende årsag til helbredsproblemer. I USA mener man, at hvert femte dødsfald er forårsaget af lægeordineret medicin, og det er nok ikke anderledes her i Danmark.
Måske er forklaringen, at lægerne er nødt til at ”frede” medicinen, fordi den anses for nødvendig. Jeg kan jo f.eks. ikke undvære blodtryksmedicin. Men lægerne kunne jo godt pege på medicinforårsagede mangler på vigtige næringsstoffer som en mulig årsag. Det ville jo ikke medføre, at man skal holde op med at tage medicinen. Man skal bare kompensere for manglerne!
Og selv om der ikke foreligger et håndfast bevis for, at det er min blodtryksmedicin, der har givet mig atrieflimmer, så foreligger der bevis for, at denne blodtryksmedicin driver væske og mineraler ud af organismen – mineraler, som er vigtige for, at organismen og herunder hjertet kan fungere normalt.
Hvordan i alverden kan det være, at læger er ligeglade med den slags, men blot bevidstløst snakker om kost, rygning, alkohol og motion?
Hvordan kan det være, at jeg selv skal finde årsagen til mine anfald af atrieflimmer og gøre noget ved dem, ved at tage tilskud af mineraler?
Hvordan kan det være, at samfundet foretrækker at bruge penge på ambulancekørsel og dyr avanceret teknik på hjerteafdelinger, i stedet for at helbrede folk helt, så de ikke får disse anfald, ved at anbefale dem at tage billige og uskadelige mineraler som kalium og magnesium?
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg vil gerne fortælle om et sygdomsproblem og den behandling, jeg har fået. Det drejer sig om atrieflimmer, som jeg nu har haft fire gange.
Atrieflimmer er en tilstand, hvor hjertet pludselig slår forkert. Pulsen er alt for høj, og hjertet slår overfladisk, sådan at blodet ikke bliver pumpet ordentligt rundt. Tilstanden er ikke farlig, men det er vigtigt, at hjerterytmen bliver normaliseret hurtigst muligt, da der ellers er fare for blodpropper.
Jeg skal lige sige, at jeg er blevet behandlet med venlighed og professionalisme, hver gang jeg haft problemer med hjertet. Og det var en meget ny oplevelse for mig, der tidligere har haft virkelig mange vanskeligheder med at blive taget alvorligt i sundhedssystemet, når jeg har haft andre helbredsproblemer.
Alligevel synes jeg, at behandlingen godt kunne være bedre – i den forstand, at der kunne gøres mere for at opspore årsagerne til problemet og gøre noget ved dem. Man skulle næsten tro, at sundhedssystemet foretrækker at bruge penge på ambulancekørsel og dyre indlæggelser på hjerteafdeling med alt muligt avanceret teknik, hvor personalet kan overvåge hver enkelt patients hjertefunktion via en skærm – i stedet for at gøre noget for at holde folk raske!
Og det er jo mærkeligt i en tid, hvor man siger, at sundhedssystemet mangler penge!
Lægerne vil sikkert selv mene, at de gør en masse for at opspore årsager. De interesserer sig nemlig for, om jeg ryger eller drikker alkohol. Det gør jeg ikke. De interesserer sig for min vægt, men jeg er ikke overvægtig. De interesserer sig for, om jeg er fysisk aktiv, og det er jeg.
Men når det kommer til andre årsager end disse faktorer, som er kendt under navnet KRAM (Kost, Rygning, Alkohol, Motion), som man altid taler om i forbindelse med helbred – ja, så er de slet ikke interesserede.
Det bliver faktisk min egen sag, om jeg vil forebygge disse anfald, eller jeg vil blive ved med at skulle på sygehuset og få rettet hjerterytmen med de store omkostninger, det har.
Man taler selvfølgelig hele tiden om, at enhver skal tage ansvar for eget helbred. Men det undrer mig altså, at læger ikke er interesserede i at forebygge og heller ikke engang i at helbrede, altså gøre organismen så sund, at den ikke længere laver disse anfald, når det nu er så ressourcekrævende at sygdomsbehandle hvert enkelt anfald.
Når man står helt på bar bund og overhovedet ikke har hørt om atrieflimmer før, så tager det nogen tid at skaffe sig oplysninger. Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem fra sygehuset efter første anfald, var at søge oplysninger på Internettet.
Jeg har kunnet indkredse det til, at psykisk og fysisk stress nok var hovedårsagen. Første gang havde jeg været til en fest, hvor der blev røgt indendørs, og hvor lydniveauet var meget højt. De tre andre gange havde jeg lavet meget anstrengende havearbejde. Men der var medvirkende årsager: I hvert fald i to af tilfældene har jeg haft kaliummangel.
Nu er det ikke sådan, at lægerne på hjerteafdelingen ikke tager kaliummangel alvorligt – slet ikke. Jeg har tidligere haft store vanskeligheder, fordi en tidligere praktiserende læge ikke mente, at kaliummangel var et problem, man behøvede at gøre noget ved. At hun overhovedet tjekkede mig for kaliummangel er derfor en gåde. Men det gjorde hun altså! Hun mente bare ikke, at jeg behøvede at kompensere for manglen.
Men sygehuslægerne tager altså kaliummangel alvorligt. Det er noget af det første, de tjekker for, når man bliver indlagt. Men de kæder ikke manglen på kalium sammen med anfald af atrieflimmer. Jeg vil tro, at de vil sige, at der ikke foreligger bevis for, at kaliummangel kan give atrieflimmer.
Det er et faktum, at der er mange former for lægeordineret medicin, der giver mangel på forskellige næringsstoffer. Jeg får blandt andet vanddrivende medicin, der er kendt for – foruden vand – at drive natrium, kalium, zink og magnesium ud af organismen.
Jeg synes, at det er underligt, at lægerne ikke i højere grad fokuserer på medicin som udløsende årsag til helbredsproblemer. I USA mener man, at hvert femte dødsfald er forårsaget af lægeordineret medicin, og det er nok ikke anderledes her i Danmark.
Måske er forklaringen, at lægerne er nødt til at ”frede” medicinen, fordi den anses for nødvendig. Jeg kan jo f.eks. ikke undvære blodtryksmedicin. Men lægerne kunne jo godt pege på medicinforårsagede mangler på vigtige næringsstoffer som en mulig årsag. Det ville jo ikke medføre, at man skal holde op med at tage medicinen. Man skal bare kompensere for manglerne!
Og selv om der ikke foreligger et håndfast bevis for, at det er min blodtryksmedicin, der har givet mig atrieflimmer, så foreligger der bevis for, at denne blodtryksmedicin driver væske og mineraler ud af organismen – mineraler, som er vigtige for, at organismen og herunder hjertet kan fungere normalt.
Hvordan i alverden kan det være, at læger er ligeglade med den slags, men blot bevidstløst snakker om kost, rygning, alkohol og motion?
Hvordan kan det være, at jeg selv skal finde årsagen til mine anfald af atrieflimmer og gøre noget ved dem, ved at tage tilskud af mineraler?
Hvordan kan det være, at samfundet foretrækker at bruge penge på ambulancekørsel og dyr avanceret teknik på hjerteafdelinger, i stedet for at helbrede folk helt, så de ikke får disse anfald, ved at anbefale dem at tage billige og uskadelige mineraler som kalium og magnesium?
Mange hilsner
Kameliadamen
Kommentarer
Jeg vil dog tilføje et spørgsmål mere: Hvorfor interesserer lægerne sig heller ikke for kostens/ernæringens betydning i forhold til helbredet? Nu nævner du kost, men det er kun i forbindelse med overvægt, man viser dette interesse.
Jeg har nu gentagne gange haft diverticulitis - betændelse i tyktarmen - og jeg har flere gange spurgt læger til råds om, hvad jeg selv kan gøre mht min kost, og det kan jeg ikke få svar på. Ja, dvs. nogen siger, at det er vigtigt at spise groft, så tarmen kan arbejde - andre siger, det er vigtigt at spise let, så tarmen kan få hvile, men de fleste kan simpelt hen ikke svare på spørgsmålet; er der dog straks med medicinering ved smerter, udelukkende som symptombehandling. Jeg har ingen forståelse mødt, når jeg forsøger at tale om årsag og årsagsbehandling. Jeg kunne lige så godt netop være landet fra en fjern planet, man forstår slet ikke, hvad jeg siger.
Det er du naturligvis opmærksom på, kender jeg dig ret.
For et stykke tid siden læste jeg, at man ikke bare skulle tage studerende med de højeste karakterer, for det var måske alligevel ikke de bedste.
Det har jeg sagt længe. At man har klæbehjerne og kan lære udenad er ikke noget bevis for en glimrende forstand.
Jeg ville meget hellere at det var mennesker, som tænkte selvstændigt og var i besiddelse af empati.
Nogen, der tænker på mennesket som en helhed og ikke bare som en "fejl i maskinen".
Desværre tror jeg, der mange steder er dårlig ledelse, dårligt arbejdsklima, dårlige arbejdsgange og hvad det hedder alt sammen.
Jeg tror de gode læger giver op og bare "følger med strømmen". Der er ikke tid til at tænke over "hvorfor". Der er de vedtagne ting og resten kan patienten selv om.
Læger er jo heller ikke specialister i alting. Hvis man tog farmaceuter og andre relevante specialister med i forløbet ville tingene måske se anderledes ud.
Det koster penge, men i den sidste ende kunne det måske give besparelser. En del lægebesøg og indlæggelser kunne undgås.
Hvis farmaceuten havde været med i mit forløb var der sparet en masse. Det ved jeg, for jeg blev advaret på apoteket. Men jeg troede desværre for meget på lægen. "Bare tag medicinen" til du bliver blå i hovedet.
Der sker dog fremskridt.
http://www.pharmadanmark.dk/aktuelt/pre ... -05-12-PEM
Jeg vil tror at årsagen til at læger vil behandle sygdommer med medicin i stedet for fesk gennem kosten er, at de på studiet lærer meget mere om medicin og helbreddelse end om kos og dens indflydelset.
Hvis du vil have hjælp til din kost skal du have fat i en diætist.
Med hensyn til hjerteflimmer, hvordan oplever du det ? besvimer du ? eller hvad sker der hos dig. ?
Mange tak for jeres respons på mit indlæg
Til Lotte: Du har selvfølgelig fuldstændig ret. Lægerne tænker kun på kost i forbindelse med vægtproblemer. Der er slet ikke fokus på kostens helbredende betydning. Når jeg valgte at formulere mig sådan, som jeg gjorde, var det, fordi jeg for nylig har hørt om denne KRAM-undersøgelse:
http://www.si-folkesundhed.dk/Forskning ... /KRAM.aspx
Men på sygehuset spurgte de kun til min vægt, rygning, alkohol og motion. De interesserede sig ikke for, hvad jeg spiser. Slet ikke.
Til Persille: Ja, jeg har set, at hjerterytmeforstyrrelser er nævnt som bivirkning til min medicin på indlægssedlen. Ved den medicin, jeg fik tidligere – den jeg kun fik i en kort periode, altså Ancozan – var lidelsen atrieflimmer faktisk nævnt som bivirkning på indlægssedlen.
Sådan som jeg forstår det, så er årsagen til, at medicinen giver risiko for atrieflimmer, at den giver mangel på visse mineraler. Det kan jeg selvfølgelig ikke bevise, men for mig er et bevis ikke nødvendigt. Jeg tager bare tilskud, så jeg ikke mangler disse mineraler, og ser, hvordan det går.
Til Hanne: Atrieflimmer er en tilstand, hvor hjertet pludselig begynder at slå for hurtigt og overfladisk, sådan at blodet ikke bliver pumpet ordentlig rundt. Jeg plejer at sige, at hjertet bare står og ”bævrer”, uden at pumpe ordentligt.
Jeg mærker bare, at pulsen pludselig bliver hurtig. Ellers ikke noget. Jeg har et blodtryksmåleapparat, og det kan også vise pulsen. Apparatet angiver desuden med et blinkende symbol, hvis hjertet ikke slår normalt. Når jeg foretager en måling under et anfald, er pulsen typisk ca. 130, og symbolet blinker. Min normale hvilepuls er 56-65, så det er meget tydeligt, at noget er galt.
Netop fordi hjertet ikke pumper ordentligt, er det meget vigtigt at få rettet hjerterytmen, så hurtigt som muligt. Men der går et par timer, inden jeg kan mærke, at jeg bliver svagere. Jeg besvimer ikke, jeg bliver bare mere usikker på benene. Hvis der går for lang tid, inden hjerterytmen bliver rettet, er der risiko for, at der kan dannes blodpropper i noget stillestående blod. Det betyder, at det er meget vigtigt at få hjerterytmen normaliseret, så hurtigt som muligt.
Men nu håber jeg, at jeg ikke får de anfald mere. Jeg vil i hvert fald gøre, hvad jeg kan for at forebygge dem
Mange hilsner
Kameliadamen
Tja, patientens egen fornemmelse er tit rigtig, selv om arterieflimmer kan have mange årsager.
Jeg har hørt om et tilfælde som havde at gøre med maveproblemer. Jeg får selv ind i mellem hjertebanken pga. fødevarer. Det går hurtigt over, men det kan altså forårsages af kost, selv om man er normalvægtig.
I forbindelse med en indlæggelse blev jeg en gang lyttet ekstra på hjertet, hvor de konstaterede ekstraslag som noget normalt, mange har; det kan selvfølgelig også være nervøst, psykisk betinget. Mvh. Helle8
Min kritik drejer sig IKKE om, hvorvidt min fornemmelse angående årsagen til mine anfald af atieflimmer er rigtig eller ej.
Min kritik handler om, at lægerne slet ikke er interesserede i at finde årsagen og gøre noget ved den.
Men derfor kan du godt have ret i, at atrieflimmer kan være udløst af et eller andet, man har spist.
Den første gang, jeg fik et anfald af atrieflimmer, overvejede jeg faktisk, om den mad, jeg havde spist, kunne være årsagen, for jeg fandt en Internetside som opregnede mange mulige årsager til atrieflimmer heriblandt tyraminholdig mad og det tredje krydderi.
Tyraminholdig mad er f.eks. marineret sild, spegepølse, rødvin, vindruer, yoghurt. Og jeg spiste faktisk meget marineret sild den aften, jeg fik det første anfald (jeg var til julefrokost). Desuden var maden bestilt udefra, og der kan godt have været det tredje krydderi i noget af det.
Alkohol nævnes også som udløsende faktor, men jeg drak kun to genstande.
Under alle omstændigheder synes jeg, at det er logisk, at der er større fare for at få et anfald, når der samtidig er flere faktorer, der er kendt for at udløse atrieflimmer.
Der sker jo ikke normalt noget ved at spise et stykke med marineret sild og få en øl til. Men hvis man samtidig er påvirket af, at der er folk, der ryger (som de gjorde ved den julefrokost) og stresset over et højt lydniveau, som der også var, og så desuden har en lægemiddelbetinget mangel på flere vigtige mineraler, så er det logisk for mig, at risikoen for et anfald bliver større. Netop kalium og magnesium er mineraler, som er meget vigtige for hjertets funktion.
De tre andre gange, jeg fik anfald, har jeg ikke været til fest, men derimod gået mutters alene i haven og lavet temmelig anstrengende havearbejde. Fysisk anstrengelse er også beskrevet som en faktor, der kan udløse anfald. Og igen: Normalt sker der ikke noget ved, at man klipper en hæk eller graver have. Men hvis man samtidig har en lægemiddelbetinget mangel på vigtige mineraler, så kan det gå galt.
Kaliummanglen blev påvist på sygehuset. Jeg kan ikke bevise, at jeg også har haft magnesiummangel, for det kan man vistnok ikke undersøge via blodprøver, og i hvert fald undersøgte de det ikke på sygehuset.
Jeg kan sagtens finde oplysninger om mulige årsager til atrieflimmer. Det er ikke det, der er problemet. Jeg er blevet hjulpet godt af de Internetsider, jeg har fundet. Det, jeg undrer mig over, er at lægerne ikke interesserer sig for at finde årsagerne til anfaldene, med henblik på at gøre noget for, at disse anfald i det hele taget opstår. Jeg synes, at det er forkert at bruge alle de penge på indlæggelser på en dyr hjerteafdeling, narkose og stød for at normalisere en unormal hjerterytme. Det ville være bedre, hvis lægerne hjalp mig til at undgå anfaldene. Men det interesserer dem ikke.
Heldigvis kan jeg selv finde oplysninger og gøre noget for at mindske risikoen for anfald. Men det er jo ikke alle, der har den mulighed. Og jeg synes faktisk, at det er en lægeopgave!
Mange hilsner
kameliadamen
Tak for oplysningerne!
Mit tidligere indlæg var egentlig bare en kommentar og min egen erfaring.
Tit oplever man symptom behandling mere end interesse i at finde årsagen, også selvom det er et problem med et vitalt organ. KH Helle8
Nu er der omsider kommet en forklaring på mit hjerteproblem og faktisk også på mit generelle helbredsproblem, som er voldsom træthed, som har plaget mig i over ti år.
Jeg har gentagne gange i den senere tid understreget vigtigheden af, at folk, der har et helbredsproblem, og som har bedt om råd her i debatterne, senere skriver og fortæller, hvordan det siden er gået. Så det må jeg naturligvis også selv gøre
Årsagen til mine helbredsproblemer er søvnapnø, altså at jeg ikke trækker vejret tilstrækkeligt, når jeg sover.
Det er søvnapnø, der belaster mit hjerte så meget, at det indimellem begynder at slå for hurtigt og meget overfladisk.
Det er søvnapnø, der gør, at jeg er så træt, så træt. Og det er jo let nok at forstå, at jeg bliver meget træt, når jeg om natten hele tiden bliver vækket, fordi jeg er ved at blive kvalt som følge af iltmangel. Ud over de bevidste opvågninger, hvor jeg vågner op i forpustet og alarmeret tilstand, er der tilsyneladende også mange ubevidste opvågninger, hvor jeg kun lige vågner lidt, indtil jeg trækker vejret normalt, og derefter sover videre.
Men de mange opvågninger betyder, at søvnkvaliteten er for dårlig, og den kropslige alarmtilstand, der er en følge af iltmanglen gør, at jeg har svært ved at falde i søvn igen efter opvågningerne, og det er også denne stressende tilstand, der gør, at jeg er nødt til at tage en masse blodtryksmedicin, og at hjertet bliver belastet, så det begynder at slå forkert.
Jeg har selvfølgelig hele tiden vidst, at jeg sov for lidt og for dårligt og alt for afbrudt, men det var ikke noget, man kunne få lægehjælp for. Jeg lærte efterhånden at tie stille med problemet, fordi lægerne blev så irriterede, hvis jeg nævnte det.
Angående blodtrykket, sagde mine tidligere læger hele tiden: ”Man kender ikke årsagen til forhøjet blodtryk”.
På hjerteafdelingen sagde de, at de problemer, som jeg har med hjertet, tit skyldes alkohol, eller også kender man ikke årsagen.
I de første par år af min træthed, er det helt sikkert, at jeg – uden at vide det − havde ekstremt lav blodprocent. Men den lave blodprocent blev opdaget, omsider, og jeg kompenserede for jernmanglen.Trætheden gik bare ikke over. Derefter sagde min praktiserende læge bare, at det ikke er nogen sygdom at være træt.
For nylig var jeg hos en hjertespecialist i anden anledning. Det var hende, der få minutter efter at jeg var ankommet, pludselig kædede alle mine helbredsproblemer sammen (træthed, søvnproblemer, forhøjet blodtryk og hjerteproblemer, tendens til depression) og udbrød: ”Du har da søvnapnø!”
Og bingo! Hun havde ret!
Det, som er mest interessant i forhold til vore debatter her på Netdoktor, er, at der faktisk er en Netdoktor-bruger, der har skrevet til mig, at han var helt sikker på, at det var søvnapnø, der var mit problem! Det er adskillige år siden. Jeg vil tro, at det var ca. 2006!
Denne Netdoktor-bruger var meget insisterende. Han blev ved og ved med at skrive, at det var det, jeg havde. Jeg kiggede selvfølgelig på beskrivelsen af symptomerne ved søvnapnø, men desværre er det sådan, at de gængse beskrivelser kun omtaler den mest almindelige form for søvnapnø – den som ofte skyldes overvægt, og jeg kunne straks se, at symptomerne ikke passede på mig.
Desuden var denne mand som sagt meget insisterende, og jeg vil tro, at hans måde at skrive på også medvirkede til, at jeg forkastede hans teori. Under alle omstændigheder passede symptomerne jo ikke på mig. Men det gør de, hvis man slår op under den mere sjældne form for søvnapnø, der hedder central søvnapnø. Oplysninger om central søvnapnø er bare ikke så nemme at finde, desværre.
Men det faktum, at der faktisk er en person her i Netdoktors debatter, der for måske 6 år siden har foreslået den rigtige forklaring på mine helbredsproblemer – uden at jeg dengang tog det alvorligt, gør, at jeg i høj grad spekulerer over den facon, vi anvender, når vi skriver råd og forslag til hinanden. Denne mand var umådeligt insisterende, som sagt, men selv om han havde forholdt sig til mig på en anden måde, så tror jeg nu ikke, at hans forslag havde hjulpet mig, for jeg kunne jo læse mig til, at jeg ikke passede til beskrivelsen af obstruktiv søvnapnø.
Disse erfaringer siger mig dog, at det er vigtigt at forholde sig mere ”ydmygt” til andres problemer.
Og hvad så nu? Er mine problemer så løst? Nej langtfra, for nu skal jeg jo i gang med et større detektivarbejde for at finde ud af, hvorfor jeg ikke trækker vejret ordentligt om natten, så jeg kan gøre noget ved årsagen og slippe for at sove med ”rumudstyr”!
Mange hilsner
Kameliadamen