Depression eller ganske enkelt "du har store problemer".
Jeg tror jeg skelner mellem det at have en depression og så det at have store problemer der gør at man bliver deprimeret og mister overskud og energi.
Spørgsmålet er så om der findes en pille, mod de problemer livet giver.
Og om det ikke er noget helt andet der er i vejen - og DET andet gør mig så deprimeret.
Sagen er at jeg er meget bange ved at skulle gøre det her til min kæphest og sidde og klynke "Jamen jeg er jo deprimeret".
Hvorfor er jeg deprimeret?
Arbejdsløshed
Et tilbud om arbejde i løntilskud hvor jeg virkelig føler mig brugt uden at blvive brugt - og med det resultat at HER bliver jeg virkelig deprimeret!
Jeg er i løntilskud på en skole - er uddannet lærer - skal når jeg er der - sidde på en skammel og observere undervisningen? Og hjælpe lidt til her og der er der noget. Det er superkedeligt - man bliver slet ikke brugt og føler sig malplaceret og i vejen og jeg keder mig. Er jeg forkælet og kan bare ikke klare samfundets krav? Jeg er i tvivl. Men en stemme i mig siger : Det er da klart du ikke kan holde det ud ...det er da for dumt - det er da klart at din intelligens og alt i dig stejler. Det er et tegn på at du er intetlligen og kan se det dumme i det.
En anden siger : Jamen du bliver "holdt igang" du ser hvordan de gør og det er meget godt jo - det kan du jo godt li ?
Da jeg er uddannet lærer må de ikke bruge mig til at overtage undervisning da det går over faggrænser osv.
De bruger så uudannede vikarer på min søns alder mens jeg skal sidde og kigge på ..og hjælpe. Jeg bliver så træt så træt så træt af at være vidne til det her.
Skulle jeg tage initiativ og sige : jeg har den og en ide jeg gerne vil prøve? Ja det skulle jeg men jeg har ingen - fordi jeg er så deprimeret.
Der er ingen videre - forbindelse mellem mig og de lærere der er der - de kæmper alle for deres job og de gør det godt. Jeg er ligesom i vejen men bliver tålt.
Selvfølgelig er det en kvalmende og uværdig situation for mig.
Men stadig - jeg er oppe jeg er ude ?
I frikvarterene føler jeg ikke jeg har noget at bidrage med så de er slemme for mig ..for alle taler på kryds og tværs og jeg har ligesom mistet lysten til at føle at jeg har noget at bidrage med der.
Det er en ond cirkel.
kl12-13 er der en time hvor jeg reelt ikke ved hvad jeg skal lave.
kl 13-15 er der lektie cafe hvor to andre i løntilskud hjælper de børn der har meldt sig - jeg føler intet for det og har lyst til at gå. Det er ikke fordi jeg ikke kan li børn - men de "rigtige lærere" går forbi og glor - og der sidder jeg med to kvinder der ikke er uddannende lærere der syns det fint og hygger sig ved at serverere kiks og saftevand for børnene.
Og jeg er ved at kaste op - kedsomheden er enorm.
Det er jo det rene tanteri.
Det skal siges at jeg er typen der er til action og eventyr og har prøvet alverdens ting og de .....er af en anden støbning, Søde og rare men ikke nogen jeg har eller kunne tænke mig at have noget tilfælles med.
JEG ---burde så gå ind og tage en snak med lederen og sige: Jeg kan ikke det her - du kommer til at finde andre opgaver til mig eller vi/jeg må opsige det her løntilskudsforhold. Jeg får ingenting ud af det - og har intet at tilbyde og intet overskud.
Min ene søn er blevet fængslet - det slog mig ud i den grad og jeg går rundt som en zoombie. Intet interesserer mig og jeg har ikke overskud til det . Det sku da være nogen superglade og intelligente mennesker der inddrog mig i deres samtaler og talte til og med mig. Det HAR jeg overskud til og glæde ved. Der kommer bare ingen - de lader mig være. Og jeg lades som om jeg stille og ja stille og bare accepterer det her. Det er løgn for alt gør ondt og råber indeni mig.
Min søn og min afmagt skyldfølelse savn tanker der kører i ring og søvnløshed fylder meget.
Jeg trækker mig fra andre mennesker. Jeg har været hjemme i 14dage nu de syv første pga influenza og resten pga det med min søn.
Oveni er min anden søn lige flyttet - det var på min foranleding. Hans skal videre - ham og jeg har et kanon forhold og jeg elsker ham og ønsker ham det bedste. Han har ikke godt af at se en mor der bare ikke har overskud og mental energi til at være glad.
Jeg skal trække mig selv op ved rødderne og spille skuespil.
Jeg tror ikke der er NOGEN pille de kan eller skal hjælpe på det her.
Hvad kan jeg gøre for at bryde denne cirkel.
Vi har en lille men god familie - min bror der er af en anden støbning (eget firma taler i tlf hele tiden tjener penge og rejser rundt og IKKE har nogen børn) irriteres over mig og siger jeg "skal tage mig sammen og se at komme ud af klappen og at andre folk også har problemer).
Det forstår jeg godt - tænker om det er mig der er forkælet sensitiv eller blot for dum til at løse mine problemer. Og dum er jeg ikke. Men alligevel.
Hvorfor pokker kan jeg ikke gøre noget - er træt og går i seng hele tiden.
Måske sku jeg gå til lægen og få noget speed.
Spørgsmålet er så om der findes en pille, mod de problemer livet giver.
Og om det ikke er noget helt andet der er i vejen - og DET andet gør mig så deprimeret.
Sagen er at jeg er meget bange ved at skulle gøre det her til min kæphest og sidde og klynke "Jamen jeg er jo deprimeret".
Hvorfor er jeg deprimeret?
Arbejdsløshed
Et tilbud om arbejde i løntilskud hvor jeg virkelig føler mig brugt uden at blvive brugt - og med det resultat at HER bliver jeg virkelig deprimeret!
Jeg er i løntilskud på en skole - er uddannet lærer - skal når jeg er der - sidde på en skammel og observere undervisningen? Og hjælpe lidt til her og der er der noget. Det er superkedeligt - man bliver slet ikke brugt og føler sig malplaceret og i vejen og jeg keder mig. Er jeg forkælet og kan bare ikke klare samfundets krav? Jeg er i tvivl. Men en stemme i mig siger : Det er da klart du ikke kan holde det ud ...det er da for dumt - det er da klart at din intelligens og alt i dig stejler. Det er et tegn på at du er intetlligen og kan se det dumme i det.
En anden siger : Jamen du bliver "holdt igang" du ser hvordan de gør og det er meget godt jo - det kan du jo godt li ?
Da jeg er uddannet lærer må de ikke bruge mig til at overtage undervisning da det går over faggrænser osv.
De bruger så uudannede vikarer på min søns alder mens jeg skal sidde og kigge på ..og hjælpe. Jeg bliver så træt så træt så træt af at være vidne til det her.
Skulle jeg tage initiativ og sige : jeg har den og en ide jeg gerne vil prøve? Ja det skulle jeg men jeg har ingen - fordi jeg er så deprimeret.
Der er ingen videre - forbindelse mellem mig og de lærere der er der - de kæmper alle for deres job og de gør det godt. Jeg er ligesom i vejen men bliver tålt.
Selvfølgelig er det en kvalmende og uværdig situation for mig.
Men stadig - jeg er oppe jeg er ude ?
I frikvarterene føler jeg ikke jeg har noget at bidrage med så de er slemme for mig ..for alle taler på kryds og tværs og jeg har ligesom mistet lysten til at føle at jeg har noget at bidrage med der.
Det er en ond cirkel.
kl12-13 er der en time hvor jeg reelt ikke ved hvad jeg skal lave.
kl 13-15 er der lektie cafe hvor to andre i løntilskud hjælper de børn der har meldt sig - jeg føler intet for det og har lyst til at gå. Det er ikke fordi jeg ikke kan li børn - men de "rigtige lærere" går forbi og glor - og der sidder jeg med to kvinder der ikke er uddannende lærere der syns det fint og hygger sig ved at serverere kiks og saftevand for børnene.
Og jeg er ved at kaste op - kedsomheden er enorm.
Det er jo det rene tanteri.
Det skal siges at jeg er typen der er til action og eventyr og har prøvet alverdens ting og de .....er af en anden støbning, Søde og rare men ikke nogen jeg har eller kunne tænke mig at have noget tilfælles med.
JEG ---burde så gå ind og tage en snak med lederen og sige: Jeg kan ikke det her - du kommer til at finde andre opgaver til mig eller vi/jeg må opsige det her løntilskudsforhold. Jeg får ingenting ud af det - og har intet at tilbyde og intet overskud.
Min ene søn er blevet fængslet - det slog mig ud i den grad og jeg går rundt som en zoombie. Intet interesserer mig og jeg har ikke overskud til det . Det sku da være nogen superglade og intelligente mennesker der inddrog mig i deres samtaler og talte til og med mig. Det HAR jeg overskud til og glæde ved. Der kommer bare ingen - de lader mig være. Og jeg lades som om jeg stille og ja stille og bare accepterer det her. Det er løgn for alt gør ondt og råber indeni mig.
Min søn og min afmagt skyldfølelse savn tanker der kører i ring og søvnløshed fylder meget.
Jeg trækker mig fra andre mennesker. Jeg har været hjemme i 14dage nu de syv første pga influenza og resten pga det med min søn.
Oveni er min anden søn lige flyttet - det var på min foranleding. Hans skal videre - ham og jeg har et kanon forhold og jeg elsker ham og ønsker ham det bedste. Han har ikke godt af at se en mor der bare ikke har overskud og mental energi til at være glad.
Jeg skal trække mig selv op ved rødderne og spille skuespil.
Jeg tror ikke der er NOGEN pille de kan eller skal hjælpe på det her.
Hvad kan jeg gøre for at bryde denne cirkel.
Vi har en lille men god familie - min bror der er af en anden støbning (eget firma taler i tlf hele tiden tjener penge og rejser rundt og IKKE har nogen børn) irriteres over mig og siger jeg "skal tage mig sammen og se at komme ud af klappen og at andre folk også har problemer).
Det forstår jeg godt - tænker om det er mig der er forkælet sensitiv eller blot for dum til at løse mine problemer. Og dum er jeg ikke. Men alligevel.
Hvorfor pokker kan jeg ikke gøre noget - er træt og går i seng hele tiden.
Måske sku jeg gå til lægen og få noget speed.
Kommentarer
Jeg inddeler depression i to ting :
1) Dem, der reelt har en depression og eller har det godt på alle områder.
2) Dem, der har reelle problemer og gemmer sig bag diagnosen depression.
Det er to forskellige ting ...men begge dele kan gøre en deprimeret! Det er ikke en tilstand jeg har lyst til at synke hen i og acceptere. Jeg vil gerne gøre noget ved den.Men aner bare ikke hvad og hvordan.
Nu står der jo heller ikke en hel flok venner parat eller familie til at hjælpe mig.
Man kan jo føle sig for anstrengde. Min bror mener at jeg bare skal tage mig sammen. Vi er så forskellige ham og mig ...og min stilhed og ked af det hed - irriterer mig.
Er efterhånden kommet mig over denne her opførsel og manglende indsigt fra ham skønt han gør det i en god mening. Han respekterer ikke som man har det ...dvs det gør han men "videre".
Det var et suk fra mig.
Håber der sidder nogen med gode input.
Det bedste ville jo være hvis jeg fik et job hvor alt bare svingede og alle var glade og accepterede hinanden og der var udfordringer og gang i den.
Så der skete noget.
Og vigtigst i den forbindelse: Mine sønner ku se at jeg ikke bare sad og pev i en krog men kunne tage teten op. Det er nemlig det de har brug for - og ikke bare en mor - der som Maud går i seng.
Jeg synes bestemt ikke at du skal føle dig tilfreds med din arbejdsgang som den er nu. Selv om du "kun" er i løntilskud skal du sidesættes med de andre ansatte. Du er hyret som lærer eller vikar og det er det du skal være! Du er jo ikke på skole introduktion som studerende og derfor skal sidde og se på hvordan andre undervisere.
Jeg kan ikke påstå jeg er bekendt med deres regler, men jeg synes det virker fuldstændigt latterligt at de sidder med en reelt uddannet lærer, som ikke for lov til at undervise da det går ud over nogle faggrænser...
De kunne få så meget mere ud af dig hvis de satte dig til noget reelt arbejde.
Det er lederens (eller hvem der nu har været ansvarlig for din ansættelse) ansvar for at du for noget ud af dit job! (Og ja det er en job, glem at det er et løntilskud, da du praktisk talt er ansat som lærer men med kortvarig opsigelsesret).
Du bliver nød til at gå til lederen og bede om nogle andre arbjedsopgaver eller finde en løsning, der gør brug af dine evner. Og mind personen om at du jo faktisk er lærer og har noget at byde på. jeg tror at arbejdspladserne også en gang i mellem kan glemme at det kan være kvalificeret mandskab de står med. Jeg er sikker på at selv praktikanter ville blive behandlet anderledens!
Det at du rent faktsik mistrives gavner dig på ingen måder og det lyder som om at du allerede har det hårdt nok i forvejen.
Faktum kan jo være at de reelt ikke har nok arbejde til de hænder de har, og vis du ikke ser en løsning snarest, skal du snakke med dit jobcenter (eller ekstern partner) omkring en løsning. Jeg er sikker på at de er forstående for dit problem, da de jo ikke ønsker at folk går ned under løntilskud, men derimod finder ny glæde og inspiration.
Jeg håber du snarest finder noget mere glæde i dit liv. Husk at være ærlig omkring problemet hos dem der står der nærmest, hvilket kan give dig ekstra støtte og energi.
Anne
Jeg havde ikke energi til at gå ind og slå i bordet og sige: Hør nu - det her går ikke enten har i ikke brug for nogen i løntilskud og det er det der er meningen med det ? Eller også ja ...må i finde på nogen opgave eller ophæve kontrakten.