Svær depression eller bare negativ/sky??

will11

Kære Netdoktor.

Jeg er en fyr på 19 år, som ifølge flere tests lider af svær depression. Selv har jeg bemærket, at jeg har ændret mig voldsomt meget i de seneste to år. Jeg er blevet ekstremt aggressiv og negativ, selv når det kommer til småting. Jeg bliver sur når folk gentager ting, jeg ser rødt når jeg taber i FIFA og har konstant lyst til at slås når noget går mig imod. Jeg gider ikke leve mere, og ønsker at påføre andre samme smerte som jeg er blevet påført. Jeg vil gerne fremstå som 100 % perfekt, og når det så "udfordres" reagerer jeg sådan. Meget underligt, da jeg rent faktisk fik utrolig dårlig samvittighed da jeg slog en flue ihjel for første gang. Dette er bl.a. en af grundene til, at jeg er i tvivl om jeg lider af depression eller om jeg bare er negativ.

Jeg havde en svær barndom, synes jeg selv. Jeg blev mobbet, slået og holdt udenfor. Jeg modtag mærkelige opringninger og beskeder om natter: "Kom lige ud, dig" (Med den tone, som at jeg skulle have tæsk).
Jeg forsøgte at få nye venner, men mit ry var forfærdeligt. Jeg havde faktisk kun én ven.

I min skoletid forsøgte jeg selvmord op til flere gange. Der var et hul i et hegn tæt hvor jeg boede, hvor der kørte tog, og jeg var deroppe et par gange, men når toget kom buldrende, turde jeg ikke blive stående.

Gymnasiet skulle være en frisk start, men straks kunne jeg mærke, at det var nytteløst. Selvmordstankerne blussede op på ny. Jeg sad bare og var stille - det var jeg jo vant til i folkeskolen, hvor jeg altid sad alene i klassen i frikvarterene. Det eneste tidspunkt jeg sagde noget på, var når jeg svarede på lærerens spørgsmål. Midt i forløbet mistede jeg fuldstændig lysten til at leve, gøre en indsats og det kunne mærkes på mine karakterer. Jeg plejede at score topkarakterer, 10 og 12, men måtte i sommers nøjes med en studentereksamen med et gennemsnit på 6,6 pga manglende lyst. Jeg læste aldrig lektier i de sidste to år, lavede alle mine afleveringer i sidste sekund, og til sidst kom jeg bare ikke i skole.

Folk synes jeg er mærkelig: "Hvorfor siger du ikke så meget?" og det er egentlig fordi jeg ikke stoler på andre mennesker - tør ikke betro mig til dem, for det har jeg aldrig kunnet uden at blive mobbet. På den ene side vil jeg gerne have venner, men jeg falder hurtigt i baggrunden i gruppesamtaler og tør ikke tage kontakt til andre mennesker, fordi jeg tror de synes jeg er et kæmpe skvat. Samtidig er jeg god til at udskyde aftaler, fordi jeg hellere bare vil ligge derhjemme i sengen. Jeg spiller heller ikke fodbold mere, så jeg kommer meget sjældent ud.

Jeg har tilmed mistet flere "venner", der sagde at jeg var mærkelig og de ikke gad mig. Det er et andet problem. Jeg kan ikke længere finde ud af at pleje venskaber.
For et år siden blev jeg så 18 år, hvilket betød BYTURE! Hver gang jeg tog derhen måtte jeg dog lægge øre til hvor stort et fjols jeg var, hvor elendig jeg var til at danse, hvor meget jeg svedte, hvor grimme de piger jeg scorede var - og jeg kunne blive ved.. Nu går jeg ikke i byen mere.

For at runde af, så tror alle, at mit liv er fantastisk. Jeg er ung, klog, fornuftig i deres øjne, men inderst inde er jeg totalt messed up. Jeg må finde mig i, at blive ringet op af døddrukne familiemedlemmer, der siger til at mig, at de har taget for mange piller og gerne vil hentes til udpumpning - drukket sig i hegnet, mens de er på Antabus, hvorefter de lægger røret på. Så er det jo mit ansvar at ringe 112.

Og jeg kunne blive ved, men holder her! Jeg har det virkelig ikke godt med at gå til lægen med det, da det er en familielæge, og jeg vil gerne opretholde min families gode anseelse, så hvad gør jeg, hvis jeg da lider af depression?

Mvh.
will11

Helle8

Hej

Hvor er det godt du skriver. Det jeg tænker er at du må tro på de tests, som fortæller at du har svær depression. Lyst til at tage sit liv er meget alvorligt.
Du skal have hjælp til at få bearbejdet dine negative oplevelser. Det kan kun gå for langsomt.
Meld dig syg i morgen? Få en akut tid hos lægen, som kan henvise dig til psykolog eller psykiater og måske give dig piller efter lægens skøn. God bedring Helle8

Kameliadamen1

Hej Will

Nej, sådan skal du ikke gå rundt og have det. Hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig til læge.

Jeg kan naturligvis ikke sige, hvad der er i vejen, men det kan lægen. Lægen vil undersøge dig og tage blodprøver for at se, om der skulle være noget fysisk (f.eks. mangeltilstande), som årsag eller medvirkende årsag til dine problemer. Og lægen vil stille en diagnose og anbefale en behandling. Jeg tror, at det er vigtigt, at du får professionel hjælp til at bearbejde de ting, du har været udsat for.

Du skriver til sidst i dit indlæg, at du ikke har det godt med at gå til læge, fordi du mener, at det vil påvirke din families gode anseelse, hvis du faktisk har en depression.

For det første kan jeg ikke forstå, hvordan sygdom kan have noget med familiens anseelse at gøre. Jeg ved godt, at det ligger i tidsånden at mene, at folk på grund af forkert livsstil selv er ansvarlige for de sygdomme, de får. Men en så alvorlig sygdom som svær depression er man altså ikke selv ansvarlig for.

Og hvis du med dit udsagn sigter til, at det skulle være en plet på din families anseelse, fordi der er nogle, der mener, at depression skyldes en ulykkelig barndom, så er det igen skudt forbi. Nu kunne det godt tyde på, at du faktisk har haft en barndom med mange grimme oplevelser, men mobning fra kammeraterne kan din familie jo ikke tage ansvaret for. Og i øvrigt kan depression komme af mange forskellige typer af belastninger, som absolut ikke behøver at have noget med familien at gøre.

I øvrigt skriver du også, at du tit bliver ringet op af døddrukne familiemedlemmer, der vil have din hjælp til at sørge for udpumpning! Altså, hvis det var mig, så ville jeg ikke tage så meget hensyn til den anseelse!

Det er dig og dit liv, det drejer sig om. Skynd dig at komme til læge. Jeg sender dig alle mine gode ønsker for fremtiden

Kameliadamen

Anonymous

Jeg kan kun give de andre ret, du skal have noget hjælp. Jeg kan nikke genkendende til nogle af de ting du skriver og har selv haft en svær depression. Sådan en slipper man ikke sådan lige af med uden hjælp, og hvis man gør så kommer den igen. Det er med at få den ordentligt behandlet fra start af, så den ikke bare bider sig fast. Din læge må jo heller ikke fortælle din familie, hvad du fejler.

Held og lykke med det! Jeg håber du snart får det bedre!

spider68

Hej wii Som de andre skriver kom til lægen og bliv henvist til psykriatre. du er ikke spor unormal , det er de andre der har haft et problem med at aceptere dig , som barn. og alle driller for ikke selv at være den der også bliver drillet, der er som regl en flokleder af dem der driller. og de har ud set sig dig. alle mod dig. det er tarvligt gjort. sådan er børn desværre imod hinnanden , også voksne kan være sådan. Men den der starter drillerierne har som regl også selv meget alvorlige problemer enten i skolen eller i hjemmet. så som du også har det lige nu . har han ville gøre dig gndt for det gjorde ondt inde i ham . og på den måde ved at drille dig blev han respekteret af andre der var bange for ham , hvis de ikke gjorde det han sagde. og den føelse var god for ham at blive set af andre klasse kammerater. men stakkels dig, nu har du fået alt det Skidt de andre har budt dig. Så forstår godt du har lyst til at give de gamle klasse kammerater tilbage igen , det er en helt normal tanke. du må gerne have tanken men ikke slå nogen . hvis du føler for det kan du skrive et brev til ham der startede det hele. og sætte din grænse for ham. og når du bliver rask hvis ikke du er flyttet væk fra din føde by , så flyt til en anden by . og væk fra de familie der hele tiden drikker sig fulde. få nyt telefonnr. og gå i byen og find " grimme" piger. som du synes er dejlige , søde og fornuftige , og vær stolt . Der er en der Passer til dig. og glem hvad de andre tænker, de er måske misundelige på du har fundet en pige , til de fester, Måske du kan noget de har svært ved. netop at få høje karaktere, så tror de har været misundelig på hvor dygtigt du faktisk har været. Det eksamien kan du ikke gå det om og få gode karaktere hvis du skal bruge det til noget speciel. Når livet er håbløs kommer tanken selvmord, du er stærk indeni jeg tror du nok skal komme dig . og lære at leve med dig selv . og den erfaring du har med. du har kæmpet en flot kamp, du er heldigvis stædig. og bliv ved med det, og du har også mod de er gode ting at overleve på, og komme vidre på. og gammel med samt kærlighed til andre og dig selv. Dengang var der ingen der hørte dit råb om hjælp. ej heller din familie . Du skal ikke længere gå at bære på familiens hemlighed og til ære for familien ofre dig selv, det er også en normal reaktion , at børn er pålagt at tie om forældre eller andre familie , som fekx dem der har alkohol problemer og de andre familier evt har slået hånden af. hvor du har været den eneste der har hjulpet dem , trods de drikker. det er sødt af dig og kærligt. de har som dig det dårligt , derfor drikker de sorgerne væk. så op på bordet med de skjulte hemligheder. der øderlægger menneskers liv . og bliv fri af det der tynger samvittigheden det er så dejlig befriende bagefter at flerårig lange hemligheder kommer væk fra kroppen , prøv også at skriv dine følser på papir det hjælper rigtigt meget om hele dit liv . håber snart du får hjælp

will11

Ved ikke om man må "oppe" gamle tråde, men ellers så bare slet dette indlæg.

Hvis ikke, så takker jeg inderligt for de kommentarer der er kommet! Var det ikke for dem, havde jeg nok ikke gået til lægen.

Jeg har været til lægen af flere omgange. Første gang blev jeg sendt hjem med piller mod for meget mavesyre, da jeg fortalte om en trykken i brystet og ubehag/kvalme. Jeg følte ikke jeg kunne vente lidt over en måned, som er den normale ventetid hos min egen læge.

Jeg var mildest talt langt fra tilfreds med kun at få piller (selvom de hjalp), så jeg bestilte tid hos min egen læge, som jeg fik en god snak med, og følte at der endelig blev taget hånd om problemerne, men hun mente at jeg led af social angst, snarere end en depression. Jeg har så læst Esben Hougaards bog om panikangst og socialfobi, og været til nogle samtaler efterfølgende (jeg har tilmed fået skemaer, hvor jeg skal registrere dysfunktionelle tanker). Det er jo egentlig fint nok, for det har hjulpet mig lidt med det sociale, men....

Problemet er bare, at jeg stadig er nedtrykt, synes det hele er noget møg. Jeg har flere gange tænkt at livet ikke var værd at leve. Jeg er tom for følelser - jeg føler ingen glæde ved ting der tidligere betød alt for mig og jeg har absolut ingen lyst/energi til dem, eller daglige gøremål heller. Bare det at stå op og børste tænder om morgenen virker umuligt, for jeg er altid træt om morgenen og har bare lyst til at sove videre. Nej, hvor jeg savner at falde i søvn og være veludhvilet når jeg vågner om morgenen. Den følelse har jeg ikke haft i snart et år. Til fodboldtræning/sammenkomster o.lign. sociale aktiviteter gider jeg egentlig heller ikke være der, men jeg er det egentlig bare fordi jeg føler det forventes af mig.
Jeg har prøvet at sige det til lægen, men der er ikke rigtig sket noget. Er jeg nød til at banke i bordet og sige, at jeg føler det stikker dybere end social angst, eller er det normalt at være lidt en "modstander" af behandlingen? Altså føle, at man ikke kommer nogen vegne, uanset hvor mange skemaer jeg udfylder, og hvor seriøs jeg er omkring dem?

Karen1303

Når jeg læser dine indlæg tænker jeg, at det lyder til, at du har oplevet rigtig mange svære ting i dit liv, som du kunne have brug for at bearbejde. Den behandling, du gennemgår nu, lyder som kognitiv terapi. Kognitiv terapi er rigtig godt til at agere og handle lige nu og her, men den kan være ufuldstændig, fordi den ikke besæftiger sig særligt meget med følelser og gamle traumer.
Hvis din behandler ikke kan inddrage andre behandlingsmetoder (f.eks. psykodynamisk terapi), så synes jeg, du skal snakke med din læge om at få en henvisning til en anden psykolog, som arbejder mere med traumehealing.

Det er super, at du får redskaber til at håndtere din nuværende situation, men det lyder til, at du har oplevet nogle voldsomme ting i din barndom, som du har brug for at tale igennem, for at kunne give slip og komme videre.

Du må GERNE banke i bordet nede ved lægen, det er nogle gange nødvendigt desværre :-)
Venlige hilsner Karen1303