Kærlighed eller ej.

slettet36402

Jeg har været venner med en veninde i 8 år. De første to år gik med og vinde hendes kærlighed og lykkes osse, men hun slog op dagen efter. Der gik en periode på cirka 1 år hvor vi næsten ingen kontakt havde, men derefter blev vi så bedste venner. Der har dog været sine problemer. Vi er idag blevet nået ældre, men jeg føler stadig nået helt specielt for hende. Jeg gør alt hvad jeg kan for og gør hende glad og få hende til og føle sig som blommen i et æg. Jeg Tror selv jeg er inforstået med det ikke nytter og forsøge og spørge hende, men alligevel gør jeg stadig alle de ting for hende. tager hendes opvask altid for og hjælpe hende jeg rydder op, sidder ting op og alt andet som hun gerne vil have engang imellem gør jeg det som en overraskelse til hende, men jeg ved ikke om det bare er mig der er for dum og blive ved med og imponerer hende og håber på hun vil falde for mig. Jeg havde til hendes 20års købt 20 røde roser og den anden dag hvor hun virkelig havde været ked og nede havde ejg taget hendes store opvask inden hun kom hjem og stillet 10 røde roser og en parfume. Måske bare mig der er for dum og blive ved med og prøve.
Min kammerat fortalte mig forleden hvordan han så på mig når jeg er i hendes nærvær. Han ser mig blive helt blød i knæene og jeg gør alt hvad hun ønsker dog ikke på komando, men jeg gør det af mig selv for og vise hende ejg holder af hende og gerne vil hjælpe hende. Han mener jeg gør for meget ud af vores venskab og gør for mange ting for hende. Jeg syntes ikke selv jeg har de følelser i mig, men alligevel hvis hun har gjort nået der har rørt mig begynder tårerne bare pludselig og løbe. Jeg ved ikke hvordan jeg skal takle denne cituation. Jeg holder virkelig meget af hende og hun syntes om mig som den jeg er, men jeg er bare bange for at hvis jeg fortæller hende hvordan jeg måske har det vil det ende galt. Men det er måske det rigtige for os begge. Jeg kan mærke på mig selv at jeg ikke er mig selv når vi er uvenner eller hvad man skal sige. Jeg sover dårligt om natten og sover ikek særlig meget´. Føler ikke selv at jeg tænker så meget over det, men alligevel er der et eller andet der påvirker mig inderst inde. Jeg ved ikke om jeg burde fortælle hende det og tag væk et stykke tid og få alt på afstand og lade kontakten mellem os hvile. Det er måske ike det rigtige, men jeg ved det ikke. Når mine venner kommer og spørger og der er nået galt siger jeg bare at der ikke er nået, men når hun spørger. Så spørger hun ikek mig, men andre. Jeg er virkelig på bar bund. Jeg har virkelig prøvet og hjælpe mig selv og tænke tingene igennem flere gange, men jeg kan bare ikke finde nogen god løsning på det. Hun betyder meget for mig og har været en stor del at mit liv. Jeg Plejer godt og kunen hjælpe andre og fortælle dem hvordan de måske kunne gøre og hvordan de måske burde gøre, men føler bare ikke jeg selv har overskud eller kan finde nogen løsning på mit eget problem. Jeg skriver her for og få anonym hjælp. Jeg ved hvis jeg henvender mig til nogen jeg kender kan det sive ud og det hele vil ende i ravnarok.
Jeg har brug for andre meninger om dette´. Der er måske ting som jeg kan tage til efter tanke eller andet som kan hjælpe.

Håber i sidder der ude og har lyst til og hjælpe.

mange hilsner ..........

lotte123

Jeg ved ikke, om jeg evt. kan hjælpe dig.

Men - nu skriver du under "personlighedsforstyrrelser" og jeg finder det ret væsentligt at finde ud af, om det er dig, eller din veninde, der har denne diagnose? Og - hvordan er livet i øvrigt med en sådan lidelse? Arbejde? Øvrige livsfunktioner?

Før det er belyst, tror jeg det kan være svært at komme med bud til dig.

Anonymous

Du har nok skrevet dit indlæg det forkerte sted derfor svarer jeg på det som om du ikke har problemer med personlighedforstyrrelser. Helt ærligt tror jeg, at det bedste du kan gøre er at sige lige ud til hende at du er forelsket i hende og ønsker mere end venskab. Det kan selvfølgelige være, at det ødelægger jeres venskab men det er bedre end at du går og håber.