Medicinsk behandling af depression!
Hej alle!
Jeg er gravid i uge 38 - og pludselig gik min kæreste 'helt ned' for ca. 4-5 uger siden med stress/depression.
Han har været stresset i en lang periode ½-1 år og har ikke rigtig trivedes på job. Har haft div. symptomer (problemer med slim i halsen, svimmelhed og træthed) - lægen kunne ikke umiddelbart se noget.
Han startede på citalopram med det samme og fik det MEGET dårligt den første nat. Vi sænkede derfor dosis ifm. vagtlægen de første 6-7 dage til 10 mg.
Ca. på 6 dagen fik han et voldsomt angstanfald (var pludselig meget bange for at være i nærheden af mig og maven da han var bange for at skade os).
Han tog til vagtlægen som tilfældigvis fik en akuttid til ham dagen efter på lokal psyk til en samtale.
Her er han nu i behandling for depression (han har åbenbart også fået diagnosen OCD - men hvor meget det fylder er jeg lidt i tvivl om) hvor han er trappet op til 40 mg citalopram om dagen, han får noget lyrica (mod angst tror jeg) samt noget nervemedicin. Lyrica + nervemedicin er kun midlertidig.
Idag er det ca. 4 uger siden han begyndte på fuld dosis, altså 40 mg citalopram og der er sket mange forbedringer.
Han bor dog hos sine forældre lige pt.
Han er beyndt at sove godt om natten og er for det meste i rimeligt humør om morgenen.
Han har dog meget svært ved at beskrive hvordan han har det - og det er sikkert også svært.
Han skriver fx engang imelem at: idag har været en god dag. Men hvad vil det sige!?
Han er meget frustreret over at han føler sig meget følelseslammet og det er han egentlig først blevet klar over her de sidste uger. Han troede jo bare at han var i rigtig dårlig humør som de fleste (fordi han jo self. bliver meget ked af det, frustreret, bange og føler sig som en fremmed overfor sig selv). Men som han selv siger bliver man jo oveni følelsestomheden i dårligt humør når man fx ikke rigtig føer at man elsker nogen, ikke glæder sig til noget osv. osv.
Han begynder dog at forberede sig på rollen som far (så småt begynder at føle lidt glæde), som han jo har haft svært ved at forholde sig til pga. depressionen som jo har været undervejs et godt stykke tid.
Jeg er selvfølgelig meget bekymret for de manglende følelser overfor mig og barnet og hvordan skal det hele gå!?? Håber bare på at følelserne er en følge af depressionen og at de så småt begynder at blomstre frem igen når depressionen forhåbentlig snart letter.
Som sagt er det blevet meget bedre, vi ses næsten hver dag, han dyrker motion, er sammen med de tætte venner osv.
Men han har det bedst med at tingene ikke er planlagt - så bruger han dagene op til at forberede sig til de ting der nu er planlagt. Han siger at det er svært, da han jo plejer at glæde sig til de forskellige ting (vær sammen med mig, venner, fiske, besøge mine forældre, putte, hygge osv. osv. - og at han bruger SÅ meget energi på at forsøge at finde alle disse følelser frem, fordi det ikke sker naturligt).
Men det er da forhåbentlig positivt at han begynder at kunne slappe af, have overskud, føle lidt glæde ved nogle småting (håber det passer og at det ikke bare er noget han ønsker) - så kommer følelserne forhåbentlig snart tilbage så han kan komme hjem. Håber også bare at følelserne er kommet bare nogenlunde tilbage til fødslen, så han bliver glad for at se sin lille dreng!
Nå fik lettet mit hjerte og håber at nogle har gode erfaringer med medicin og manglen på følelser - og at han nok skal blive rask.
Føler det SÅ urimeligt, når vi nu bare skulle have glædet os/hygget os op til fødslen - og så det hele bare krakkelerer!
MVH
Jeg er gravid i uge 38 - og pludselig gik min kæreste 'helt ned' for ca. 4-5 uger siden med stress/depression.
Han har været stresset i en lang periode ½-1 år og har ikke rigtig trivedes på job. Har haft div. symptomer (problemer med slim i halsen, svimmelhed og træthed) - lægen kunne ikke umiddelbart se noget.
Han startede på citalopram med det samme og fik det MEGET dårligt den første nat. Vi sænkede derfor dosis ifm. vagtlægen de første 6-7 dage til 10 mg.
Ca. på 6 dagen fik han et voldsomt angstanfald (var pludselig meget bange for at være i nærheden af mig og maven da han var bange for at skade os).
Han tog til vagtlægen som tilfældigvis fik en akuttid til ham dagen efter på lokal psyk til en samtale.
Her er han nu i behandling for depression (han har åbenbart også fået diagnosen OCD - men hvor meget det fylder er jeg lidt i tvivl om) hvor han er trappet op til 40 mg citalopram om dagen, han får noget lyrica (mod angst tror jeg) samt noget nervemedicin. Lyrica + nervemedicin er kun midlertidig.
Idag er det ca. 4 uger siden han begyndte på fuld dosis, altså 40 mg citalopram og der er sket mange forbedringer.
Han bor dog hos sine forældre lige pt.
Han er beyndt at sove godt om natten og er for det meste i rimeligt humør om morgenen.
Han har dog meget svært ved at beskrive hvordan han har det - og det er sikkert også svært.
Han skriver fx engang imelem at: idag har været en god dag. Men hvad vil det sige!?
Han er meget frustreret over at han føler sig meget følelseslammet og det er han egentlig først blevet klar over her de sidste uger. Han troede jo bare at han var i rigtig dårlig humør som de fleste (fordi han jo self. bliver meget ked af det, frustreret, bange og føler sig som en fremmed overfor sig selv). Men som han selv siger bliver man jo oveni følelsestomheden i dårligt humør når man fx ikke rigtig føer at man elsker nogen, ikke glæder sig til noget osv. osv.
Han begynder dog at forberede sig på rollen som far (så småt begynder at føle lidt glæde), som han jo har haft svært ved at forholde sig til pga. depressionen som jo har været undervejs et godt stykke tid.
Jeg er selvfølgelig meget bekymret for de manglende følelser overfor mig og barnet og hvordan skal det hele gå!?? Håber bare på at følelserne er en følge af depressionen og at de så småt begynder at blomstre frem igen når depressionen forhåbentlig snart letter.
Som sagt er det blevet meget bedre, vi ses næsten hver dag, han dyrker motion, er sammen med de tætte venner osv.
Men han har det bedst med at tingene ikke er planlagt - så bruger han dagene op til at forberede sig til de ting der nu er planlagt. Han siger at det er svært, da han jo plejer at glæde sig til de forskellige ting (vær sammen med mig, venner, fiske, besøge mine forældre, putte, hygge osv. osv. - og at han bruger SÅ meget energi på at forsøge at finde alle disse følelser frem, fordi det ikke sker naturligt).
Men det er da forhåbentlig positivt at han begynder at kunne slappe af, have overskud, føle lidt glæde ved nogle småting (håber det passer og at det ikke bare er noget han ønsker) - så kommer følelserne forhåbentlig snart tilbage så han kan komme hjem. Håber også bare at følelserne er kommet bare nogenlunde tilbage til fødslen, så han bliver glad for at se sin lille dreng!
Nå fik lettet mit hjerte og håber at nogle har gode erfaringer med medicin og manglen på følelser - og at han nok skal blive rask.
Føler det SÅ urimeligt, når vi nu bare skulle have glædet os/hygget os op til fødslen - og så det hele bare krakkelerer!
MVH
Kommentarer
Håber, han er villig til at gå i terapi, og er han ikke, så skal du overveje, hvad du stiller op i f.h.t. dig selv og jeres kommende barn, da det er psykisk skadeligt for et barn at vokse op med en kronisk deprimeret forældre.
Det lyder godt, at din kæreste har sine forældre og gode venner til at støtte sig, for det er rigtig forfærdeligt at have det, som han har det. Og heldigvis ser det ud til, at medicinen er ved at hjælpe.
Men hvem støtter dig? Jeg synes, at det var godt, at du skrev dit indlæg, så du kunne lette dit hjerte. Når man venter et barn, har man behov for, at der er ro og tryghed omkring hele ens livssituation. Det har du ikke lige nu. Du spekulerer forståeligt nok meget over din kærestes problemer og bekymrer dig om fremtiden.
Jeg vil råde dig til at tænke på dig selv og barnet først og fremmest og falde til ro i forvisningen om, at din kæreste har andre til at støtte sig, og at han er under behandling for sin depression. Selvfølgelig er I et par, og han er far til dit barn, så han skal have en plads i jeres liv, også selv om han endnu ikke er rask. Men det er altså meget vigtigt, at du har ro om din situation.
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at din kærestes nuværende krise har været undervejs i lang tid, og at den oprindelig havde med jobbet at gøre. Det er absolut muligt, at ansvaret for det kommende barn og bekymringen for, om han kan slå til i sin rolle som far, har forværret situationen. Det er rigtigt, at mænd også kan få fødselsdepressioner, men ud fra det, du har skrevet, er det jo ikke udelukkende en fødselsdepression. Det er meget vigtigt, at han får en virkelig kvalificeret psykoterapi, så det kan afdækkes, hvad der er årsag til, at han følte sig så stresset og belastet, at han til sidst reagerede med depression. Måske skal han skifte arbejde, eller han skal ved psykologens hjælp lære strategier til at tackle stress-belastningen bedre, eller måske er der traumatiske oplevelser fra tidligere i hans liv, der belaster ham, sådan at han ikke kan tåle så meget stress. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at han får en kvalificeret psykoterapi.
Så er der problemet omkring din kærestes følelseslammelse og din bekymring for, om din kærestes følelser for dig og barnet eventuelt ikke kommer tilbage.
Jeg tror, at du kan være helt rolig, hvad det angår. Depressioner er meget forskellige, men der findes to hovedtyper. Ved den første slags depression har man mange følelser, men de er udelukkende negative, dvs. især en uendelig tristhed. Ved den anden type depression er man følelsestom eller følelseslammet, og det kunne godt se ud til, at det er den type, som din kæreste har. Psykiaterne kalder den form for depression for melankoliform depression. Jeg finder lige et par links, så du selv kan se, at følelseslammelsen er en del af depressionen:
Den anerkendte psykiater Poul Videbech skriver i en artikel her på Netdoktor blandt andet:
”Nogle deprimerede føler sig kede af det eller triste til mode, mens andre har svært ved at føle noget overhovedet. Det er, som om deres følelser er lammede.”
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/depression.htm
Og her kan du se, at denne type depression kaldes melankoliform depression:
http://www.netpsykiater.dk/HTMsgdf/depression.htm#sy2
(Du skal ikke lade dig forvirre af, at denne type depression også kaldes endogen depression i henvisningen. Den betegnelse er forældet, og man bruger den ikke mere).
Hvis jeg var dig, ville jeg derfor slå mig til tåls med, at det er depressionen, der er skyld i de manglende følelser, og at følelserne kommer igen, når depressionen er overstået. Jeg skal lige sige, at jeg selv har haft den type depression, og min erfaring er, at følelserne kommer igen i fuldt omfang, når det antidepressive middel har nået den optimale virkning.
(Der er ganske vist nogle mennesker, der påstår, at antidepressiv medicin tager nogle af følelserne. Min erfaring er, at følelserne kommer tilbage på grund af medicineringen!)
Selv om jeg synes, at du især skal tænke på dig selv og stort set lade andre om at støtte din kæreste, så synes jeg, at det er vigtigt, at du fortæller ham, at depressioner kan helbredes, og at hans følelser vil komme igen, når depressionen er væk. Sagen er jo, at alene bekymringen for, om depressionen nogen sinde vil gå over, og bekymringen for, om hans følelser vil komme tilbage, godt kan forsinke hans helbredelse. Derfor er det en god ide, hvis du – og måske de andre, der støtter din kæreste – igen og igen fortæller ham, at depressioner kan helbredes og at følelserne vil komme tilbage. Det er også vigtigt, at han venter med at tage afgørende og vigtige beslutninger, til han er sig selv igen.
Jeg sender dig og dit lille barn alle mine gode ønsker for jeres fremtid
Kameliadamen
Min kæreste kommer fra en helt alm familie (hans forældre har været sammen fra de var 15 elller noget) og har fået en gid opdragelse osv.
Derfor skulle man ikke synes at der var noget til grund for hans situation.
Hans mor har dog døjet lidt med dårlig psyke hvilket han self har fortalt om, og at han slet ik ku holde ud at være hjemme i den periode hvor hun var skidt - måske han har arvet noget der.
Nej han trives ikke i den afdeling han er i pt. pga. for lidt socialt, for meget arbejdspres osv. Og heldigvis er han ansat et godt sted hvor der er gode muligheder for at komme tilbage til den afdeling han er udlært i.
Han har efterfølgende fortalt at han har været nødt til at gå på toilet hvis chefen kom med flere opgaver eller oplysninger til et projekt, fordi han fik det fysisk dårligt. Det er jo er tegn på stress eller lign. i mine ører!
Hans forældre bor forresten kun 15 min væk så det er ikke noget problem som sådan, andet end at jeg savner ham sindsygt meget!
Vi var sammen iaftes hvor han samlede kravlegård og vi så lidt tv - det var fint nok selvom han self. er noget anspændt både over tankerne om at gøre mig/maven fortræd og de manglende følelser. Vi plejer at ligge klistret op af hinanden og fortælle hinanden ofte hvor meget vi elsker hinanden osv. At han pludselig ikke føler noget for nogen som helst gør ham selv ked af det og bange.
Men hvorfor forsvinder følelserne pludselig- er det fordi kroppen siger STOP?!
Han har desuden hjulpet hans bedste kammarat med at lave el i hans hus hvilket har krævet utrolig meget af ham da han ikke er uddannet decideret elektriker, men noget i nærheden, der gør at han ved en masse om el.
Efterfølgende har han fortalt at han har været meget nervøs for om det nu var forsvarligt iorden, da han har to børn og en kone (og så forestille min kæreste sig det værste, at der fx. kan gå ild i huset pga. En fejl osv. Og det har jo os fyldt meget i hans hoved).
Han er som sagt tilknyttet det lokale psykiatriske behandlingscenter og er dernede ca 1 gang hver uge/14 dag, men det er jo kun medicineringen de tager hånd om - han vil gerne tale med en rigtig psykolog eller lign. der evt kan give ham nogle værktøjer eller anden nødvendig behndling.
Ja han har været 'nervøs' over det at skulle være far, men det er vel meget normalt. Det var ham der spurgte om jeg ikke ville stoppe med p-piller self efter vi havde snakket om det i en periode og da der ikke skete noget i et halvt år blev han helt frustreret, om vi måske ikke kunne få børn osv. Da det så endelig skete blev vi self begge meget glade. Han har hele tiden virket meget interesseret - men d man begyndte at kunne mærke babyen inde i maven blev han en smule utryg og havde svært ved at forholde sig til det. Det har han jo først fortalt om efterfølgende, da han ikke kunne forstå at han havde det sådan.
Nu har han fx. autostolen/liften til At stå ved siden af hans seng for bedre at ku forholde sig til det. Igår samlede han også kravlegård og lavede den fin med tæppe og nyindkøbte legesger osv. og så kan man se at han bliver glad.
Ved ikke hvordan en fødselsdepression viser sig, men tror måske bare at ocd'en/stress/depressionen har været med til at det hele har kulmineret - men ved det self ikke!
Inderst inde glæder han sig jo men usikkerheden/tankerneoverskygger nok det hele!
Plus at han er meget tønget af ikke at kunne føle. Som han siger: han ved at han holder af hans storebror og at han elsker mig - men han kan ikke mærke det inden i som han plejer, og det er hårdt!
Så håber virkelig at dine erfaringer også gælder for min kæreste! Hvis man bare kunne sætte tid på: altså om 1 måned eller 2, der ser det hele meget lysere ud, så ville det være meget lettere at forholde sig til!
Er også i tvivl om jeg bare skal lade min kæreste komme til mig - altså mht. knus/kys osv. Ved ikke om han bliver ked af det hvis jeg viser for meget omsorg, hvis han så ikke kan føle noget - om det så gør det hele værre?!
For selvom det er udholdeligt at være mig er det mindst lige så hårdt at se på/vide at han har det som han har det.
Han plejer jo at være den stærke - så det er helt syrealistisk at vi står i denne situation. Venner/familie forstår det heller ikke - altså ikke at de tager afstand fra ham eller situationen, men at det lige skulle ramme min kæreste er i hvert fald et chok for alle!
Også fordi at man jo tit læser at folk med psykiske problemer ofte stammer fra en familie med traumatiske oplevelser osv, men kan ikke lige sætte en finger på noget.
Nå det blev et langt indlæg, undskyld stavefejl. Skriver fra min telefon og det er lidt svært at overskue, og den skifter ofte ordene ud, så bær over med mig :-)
Nå må hellere igang med dagens gøremål!
Du har i et andet indlæg skrevet sådan her:
”Her viser depressionen sig i sit dybeste dyb som det modsatte af levende sorg, vrede eller tragik. Den er følelsesløshed, det ikke at kunne være trist, eksistentiel tomhed. Først når man er på vej ud af depressionen, rører smerten på sig igen, så melder følelserne sig, og tragikken åbner sig.”
Iaften ska vi spise hos svigermekanikken og allerede da vi kommer er min kæreste i dårligt humør. Han får lov at sidde lidt og herefter begynder han at græde og går ud på toilettet.
Ved ikke hvordan han har det lige pt/hvad han tænker osv. og om det er tvangstankerne der rumsterer- men kan det være godt at græde. Det er da en følelse! Han har jo ikke kunne føle i flere uger nu!??
Jeg har lige siddet og skrevet et svar til dig, og nu ser jeg, at du har skrevet et nyt indlæg. Ja, umiddelbart vil jeg mene, at det er fint, at din kæreste kan græde. Men det synes han jo nok ikke selv, for han tænker nok på, hvad alle andre tænker om en mand, der pludselig bryder ud i gråd. Men ud fra mine erfaringer vil jeg sige, at gråd virker forløsende. Prøv at lade ham vide, at det er helt i orden, at han græder, når han er ked af det.
Nu kommer mit svar på indlægget ovenover:
Der er tre ting i dit indlæg, som giver mig en ide om, hvorfor din kæreste har fået en depression.
De fleste mennesker har ligesom du en forestilling om, at mennesker, der bryder sammen på den måde, kommer fra en dårligt fungerende familie, eller at de oplevet noget meget traumatisk i deres barndom. Men sådan behøver det ikke at være.
Du skriver, at din kæreste kommer fra en helt almindelig familie, og at han har fået en god opdragelse. Men så skriver du, at hans mor har haft det dårligt psykisk, og at det påvirkede din kæreste meget.
Jeg tror, at du har fat i noget vigtigt dér. Jeg tror ikke, at der nødvendigvis er tale om noget arveligt, altså noget, der er givet videre til din kæreste via generne. Slet ikke.
Prøv at læse omtalen af denne bog:
http://www.borgen.dk/product.asp?product=307
Læg mærke til, at der tales om ”velfungerende familier, hvor forældrenes følelser og tanker i udpræget grad er rettet mod noget andet end barnet, det være sig arbejde, sygdom eller andet.”
I den periode, hvor din kærestes mor var syg, har familien nok været optaget af hendes problemer og ikke rigtig haft overskud til deres søn.
Som man kan se, tales der om, at et sådant barn udvikler en alt for stor ansvarsfølelse og bliver hamrende dygtig til at aflæse andres behov og opfylde deres forventninger. Og at barnet udvikler en tendens til at overbebyrde sig selv.
At det er sådan, det hænger sammen, slutter jeg også ud fra, at din kæreste har hjulpet sin kammerat med el-arbejde, selv om han egentlig ikke er uddannet inden for den branche, og egentlig føler, at det var et for stort ansvar. Han kunne jo bare have sagt: ”Nej, det kan jeg ikke hjælpe dig med, for det er jeg ikke uddannet til. Du må finde en anden!”
Men han valgte at hjælpe kammeraten, for kammeraten havde et behov.
Du skriver også, at din kærestes pårørende undrer sig over hans depression, for din kæreste plejer at være den stærke.
Ja, sådan har det været meget længe, fordi din kæreste havde kræfterne til at gøre alle tilpas. Men han glemte i tilstrækkeligt omfang at tage hensyn til sine egne behov og til, hvad han selv havde lyst til, for det var han ikke trænet i at mærke.
På den måde blev han overbebyrdet, først på jobbet, så med vennens el-arbejde og så, da han pludselig forstod, at det var alvor, at han skulle være far, selv om han selv havde ønsket det. Mange gange kan det være en banal ting, der får læsset til at vælte, f.eks. en slem forkølelse.
Giver det mening?
Hvis jeg har ret, så er det vigtigt, at din kæreste – ud over at tage den antidepressive medicin – prøver at øve sig i at mærke sine behov og lytte til dem, i stedet for at forsøge at gøre alle tilpas og opfylde andres forventninger.
Medicinen kan - hvis den virker optimalt - helt fjerne depressionen, men det er jo vigtigt, at der også bliver gjort noget ved årsagen til depressionen. Ovenstående er mit bud på en årsag. Men det er nok nødvendigt med professionel hjælp. Man kan få tilskud til psykologhjælp, når man har en depression og er i alderen 18-37 år.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tror helt sikkert at han har arvet 'psyken' fra sin mor - og det kan man jo ikke gøre ved! Ikke at han er svag, men er måske ikke god til længerevarende stress og bekymringer.
Jo jo han er uddannet inden for el - men arbejder med maskiner - ikke alm. Husinstallationer. Derfor han har brugt ekstra energi samt bekymringer om det nu var iorden det han havde lavet.
Han var nede hos hans behandlere i tirsdags hvor han jo fortalte at han havde det fuldstændig som det står beskrevet - når man lider af ocd.
Hun mente dog ikke at det var det største 'problem' men at han self nok havde en snært af det. ifølge hende er det den rigtige behandling de har gang i både mod depression og særligt den angst han har udviklet!
Han får som sagt 40 mg citalopram om dagen samt er steget til (ca. 100 mg lyrica 2x dagligt).
Han har sovet hjemme i 3 dage nu - godt nok har jeg overnattet hos min mor så han har haft lejligheden for sig selv. (stadig angsten der driller - vist bange for at gøre noget forkert/gøre skade).
Han glæder sig til at han får mig tilbage (uden mave) hvilket self gør lidt ondt. Men forståeligt nok at han tænker sådan når han pludselig er blevet så berøringsangt overfor mig/maven.
Behandleren siger vist at det er normalt at man kan udvikle nogle ubehagelige tanker ifm. depression/angst men at der self skal arbejdes med det.
Nu er han jo så 'hjemme' igen, eller i hvert fald hjemme alene. Ingen ved hvad der sker når baby kommer - termin imorgen!
Han vågner vist ofte en gang om natten og der er angsten værre! Som hvis man ser en gyser om natten, er det jo os meget værre om natten end ved højlys dag. Derfor vil han gerne mere ovenpå som han siger, før vi ska sove sammen - da han føler en større tryghed ved at være alene når han vågner og er angst.
Men i nat vågnede han ikke rigtig, kun lige kort, og så bliver man jo glad når man hører det.
Hans behandler mener ikke at han skal i terapi, endnu! Han træner self også selv og har læst lidt i 'slip angsten' og siger selv at han ser angsten i øjnene nu. Han bliver i den hvis den pludselig kommer og det hjælper åbenbart. Self går det meget langsomt, men det skulle virke!
Bare utrolig hårdt at vide at ens kæreste pludselig skal kæmpe med så meget. Næsten ikke til at bære! Men selvom jeg ikke får så meget igen (kram, kys og omsorg) forsøger jeg at fortælle ham at jeg elsker ham og at vi nok skal klare det, hver dag. Vi skriver jo også sammen hver aften hvis ik vi lige er sammen og der skriver han self alt det han har svært ved/bange for at vise når vi er sammen.
Tror han kan begynde at mærke følelserne engang imellem men han er jo desperat for at få det bedre NU! Hvor længe mon der går før medicinen for alvor træder i kraft? Nogle steder læser man jo 2-4 uger men det holder jo ik nogen steder. Andre siger 3 måneder før humøret bliver nogenlunde stabilt!?
Vi har snakket om at leje et luksus sommerhus her engang til december/januar hvor han forhåbentlig er mere ovenpå! Så tager min mor med så hun kan passe den lille, hvis vi vil ud og gå en lille tur på egen hånd. Det er noget han ser frem til og noget der kan hjælpe på humøret (engang imellem)!
Imorgen ska han til samtale hos sine behandlere igen - spændende hvordan det går, og om de mener at medicinen virker optimalt!?
Puh ha dumme psykiske sygdomme - hvorfor ku han ikke bare ha brækket en arm!!!!?
Det er ikke, fordi jeg absolut vil fortsætte denne dialog, hvis du ikke har nogen interesse i den, og jeg kan jo forstå, at mit bud på årsagen til din kærestes depression slet ikke lader til at give nogen mening for dig ;o)
Men der er et par ting, jeg gerne vil sige:
Jeg forstod – ud fra det, du har skrevet - at din kæreste har overbelastet sig selv, i forhold til hvad han magter. Jeg har absolut ikke stillet spørgsmålstegn ved din kærestes gode uddannelse inden for el-området, sådan som din bemærkning i ovenstående indlæg kunne give anledning til at tro.
Du skrev selv den 24. september kl. 11.01: ”… da han ikke er uddannet decideret elektriker, men noget i nærheden, der gør, at han ved en hel masse om el.”
Men sagen er jo, at det ikke er spørgsmålet om den rette uddannelse eller ikke, der er afgørende for overbelastningen. Problemet – som jeg ser det – er, at han ikke sagde NEJ til sin kammerat, da denne bad om hjælp. Jeg tolker det, som at din kæreste i meget høj grad er tilbøjelig til at tilgodese andre menneskers behov, i stedet for sine egne behov.
Og det er jo en fin egenskab at have, fordi det er et tegn på, at han er et godt menneske! Men det dur jo ikke, hvis han bryder sammen, på grund af at han stiller for store krav til sig selv eller krav, der ikke passer til ham – også på sin arbejdsplads.
Som du kan se, leder jeg efter årsager til problemer, for en årsag kan man normalt gøre noget ved.
Du skriver: ”tror helt sikkert at han har arvet ”psyken” fra sin mor – og det kan man jo ikke gøre ved!”
Hvis du med den bemærkning mener, at han har arvet nogle gener, der gør, at han har en skrøbelig psyke, så må jeg sige, at det en meget gammeldags tænkemåde, som jeg ikke tror på!
Jeg tror ikke på, at man på den måde kan arve psykisk skrøbelighed! Men jeg tror på, at der kan være forhold i barndommen (f.eks. moderens sygdom), der har gjort, at forældrene (fordi de havde andre ting at tænke på) ikke magtede at lære barnet at lytte til sin egen krop og sine egne følelser, og så sker der ret tit det, at barnet vokser op til at blive en person, der nemt kommer til at overbelaste sig selv, fordi han ikke sætter sine egne grænser over for stress, urimeligheder på arbejdet og vennetjenester.
At sætte grænser for, hvor meget man vil gøre, og hvad man vil finde sig i, er absolut noget, man kan LÆRE! Så derfor er der faktisk masser at gøre ved problemet!
Du skriver, at hans behandlere ikke mener, at han skal i terapi endnu. Nej, nogle gange er det en god ide at vente, til den antidepressive medicin har fået en god effekt. Sådan var det også hos mig. I begyndelsen var jeg alt for syg til at have gavn af terapi.
Nu vil jeg slutte med at ønske dig en god fødsel. Måske har du allerede nu fået et barn! Under alle omstændigheder, så ønsker jeg jer alle tre alt godt for fremtiden
Kameliadamen
Tror helt sikkert også at det er pga. en voldsom overbelastning/stress der har udløst depressionen/angsten og er helt enig i at det kan man self gøre noget ved. Det er han heldigvis også selv klar over, så når han kommer så langt at han ska starte på arbejde igen, vil han forsøge at komme tilbage til sin gamle afdeling hvor han ikke behøver at tage arbejdet med hjem (altså undgå unødvendige spekulationer osv.) og han har heller ingen interesse i at hjælpe folk/venner på den måde han har hjulpet sin kammerat på.
Ja for store forventninger til sig selv og sammenligninger med venners status/løn har gjort at han har glemt at tænke på hvad han egentlig selv magtede og ønskede - det måtte han så lære på den hårde måde!
Så langt så godt!
Tror såmænd heller ikke at psyken altid er arvelig og man kan selvfølgelig godt være rigtig stærk og være i stand til at klare stort pres og stress selvom ens mor har haft depresive perioder i sit liv. Men her fælder det både mor, morfar og bror der har døjet lidt. Så det kunne jo godt være noget der lå lidt til familien - uden at skulle gøre mig klog på det!
Og ja, man kan som barn nok ikke undgå at blive påvirket af at se sin mor være deprimeret osv, og om min kæreste og hans bror er blevet overset i denne/disse perioder ved jeg self ikke - kunne ikke forestille mig det - men at det er sket ubevidst kan jeg self ikke sige noget om!
Men det der antidepressive medicin - hvornår min det for alvor begynder at virke? Går self ud fra at behandleren har styr på det, men det er bare altid rart at høre fra folk der har prøvet det på egen krop! Flere siger 3 måneder før et stabilt humør begyndte at være tilstede!?
Men angsten er self også en vigtig faktor som kan spille en negativ rolle på det at føle sig glad! Bare så frustrerende at angsten og uroen skal være der når han er sammen med mig - Hmm..
Jo tak for det, har dog ikke født endnu - har planlagt at gå tiden ud for at min kæreste kan komme sig så godt han nu kan nå..