Min psykisk syge familie!!

solenskinner88

Som det fremgår af overskriften har jeg en mor, som er manio-depressiv samt en storesøster som også lider af psykiske lidelser. Min mor har stort set hele mit liv været syg, men det er de sidste par år lykkes mig at få et balanceret og sundt forhold til hende, faktisk vil jeg sige vi har et rigtig godt forhold, hvilket har taget lang tid at opbygge. Min søster er en anden sag, hun er en del ældre end mig, hun er EKSTREM selvcentreret og behandler mig faktisk ikke særlig godt, hun tager al ting personligt, og under mig intet godt her i livet - hun giver i hvert fald ikke udtryk for det, hun skælder mig nærmere ud når der sker gode ting for mig (de gode ting sker jo ikke bare for mig, det er noget jeg opnår ved at kæmpe for det) og hun er god til at påpege at jeg er født med en guldske i røven, hvilket ikke er tilfældet, hun siger med alvor i stemmen at hvis jeg får børn før hende, slår hun hånden af mig, hun sviner min afdøde far(vi har ik samme far). Jeg har de sidste mange år taget mig af min mor, gået til møder på psyk. med hende, kørt hende, handlet for hende, besvaret hendes utallige mange opkald, jamen you name it! Nu er der blevet sat en stopper for det og nu er det ligesom det hele starter forfra med min søster, jeg er kun 24 jeg orker det ikke mere, og trænger til at det bare kan dreje sig lidt om mig og jeg kan fokusere lidt på mig, det lyder nok lidt egoistisk!! Mine andre søskende gider hende ikke rigtig, hvorfor jeg igen føler forpligter mig til at "tage mig af hende"
What to do???

anna84

Det er en stor styrke at kunne støtte og tage sig af andre, men der er altså grænser for hvor langt man skal strække sig for andre, inklusiv familie.
Og den grænse har du for længst overskredet.

Det er langt fra egoistisk, at du ønsker at tage dig lidt af dig selv i stedet for at passe og pleje din mor og blive svinet til af din søster.

Får du noget som helst positivt ud af din relation til din søster?

solenskinner88

Jeg er for det meste sammen med hende af pligt, efterfølgende går mine tanker mest på, at nu kan der gå lidt tid igen! Det kan også godt være hyggeligt hvis det hele foregår på hendes præmisser, men det er jo egentlig heller ikke i orden!! Jeg har siden min fars død taget mig af min lillesøster, nu er hun godt etableret og klarer sig godt. Jeg har rigtig meget brug for at tage en beslutning om at nu er det mig jeg skal tage mig af, men det er bare så svært at "give slip"!!

spider68

Til solskinner88 du er i en knibe hvor det er din mor der hele tiden vil have dig . for hun ved du har et svagt punkt. hvor du siger ja til hende selv om du menner nej. du tror ikke længere på dit nej. og ja du har fundet ud af at nu er det dig der skal have fri og nyde livet. når din mor ringer skal du gøre det dit hjerte vil. om det er nej jeg vil ikke komme, så er det også iorden. Hvis du ønsker dig at få et barn skal du gøre det du føler for. Den søster der siger du er født med en guldske i enden, er sygelig jalue på dig. og hun har psykisk problemer . En ting du og dine søskende som din mor har født , at jeres mors sygdom kan være arvelig til jeres børn , og andre psykiatriske sygdomme i familien, så i er klar over den sårbarhed jeres barn kan få. men dermed ikke sagt , at i ikke skal have børn. Der må være et psykriatrisk team din mor og søster kan blive tilknyttet. og få hjælp fra hjemmehjælper der kigger ind og evt giver medicin. til dem. så du ved der er nogen der ser til dem. og du kun kommer på besøg når du føler du har lyst til et besøg. Prøv at tænke din søster er misundelig på dig. du hjælper din mor , det kan hun måske ikke da hun selv er syg, Hun savner nogen der vil hende. sin mors omsorg. jeg ved ikke om når du har fået ro til at finde dit eget liv , kærste . børn. igen kan kontakte din søster ogspørge hvad det er hun er ked af, hvad hun savner, om hun ikke har fået din mors opmærksomhed. det er også det der giver psykisk sygdom og negativ tankegang om andre. Det som man ikke selv har fået. Så din søster har det dårligt inde i hende og med sit liv , og har brug for hjælp. Måske er hun ikke parart til hjælp . Det en andre udefra der kender din mor og søster du skal tale med . at de begge har det svært. om der er andre der ser efter dem. Du kan give din lillesøster din tlf nr. hvis hun har brug for at ringe til dig. og du kan ringe til hende med nogle måneders mellemrum. det er da meget normalt. eller på facebook og ser de skriver med deres venner. hvor du på sidelinjen se om de har det godt. og ikke skal bekymre dig. du er blevet overdraget at have ansvar for familien , af dine forældre , nok , og det er svært at stoppe igen, håber du lærer at sige nej. og lærer dine børn og sige nej det vil jeg ikke. det er sejt. at kunne. held og lykke

chokoholiker1

Du skal også have et liv selv. Det får du ikke ved at tage dig så meget af di mor og din søster.
Du har ret til at SIGE FRA til din mor. Hjælp hende kun når du får indtryk af at der er noget rigtig meget galt.
Til din søster kan du sige at du kun vil tale med/være sammen med hende når hun taler ordentligt til dig.

Man har ikke pligt til at tage sig så meget af andre mennesker bare fordi de er familie.
Og du lyder som om du har andre søskende som har sagt fra.

Held og lykke!