min mand har været utro
ja, så sidder jeg her, ved ikke helt hvordan jeg skal skrive det, uden at det bliver for langt, men prøver: Fandt ud af for 3 måneder siden, at min mand havde haft en en anden i et stykke tid. Forhistorien kort: vi har kendt hinanden i 10 år og været gift i 8, vi har en søn på 8 og en på 4, imellem dem har vi fået en dreng, der var død ved fødslen og en pige, der pga. hjertefejt ikke kunne overleve og blev født i uge 22, så det har ikke været let. men synes faktisk at det gik bedre, vi har gode venner, hygger os, men er meget ude, også hver for sig, hvilket vi begge synes er vigtigt. men så.... ja pludselig havde han ikke lyst til sex, ja kunne ikke, jeg snakkede med veninder - købte lidt "legetøj og film" for at få lidt gang i noget, men han kunne kun, når han havde fået alkoho,det stod på i ca 6 måneder. ja og så en dag, da han skulle ud og løbe, stod hans facebookprofil åben, har aldrg kigget på den før, for så havde jeg fundet ud af, at han i december skiftede kode både facebook og hotmail, men naiv er man åbenbart. men vi så optrævlet at han havde haft en anden ude ved sin hest, så når jeg troede at han var hos hesten - ja så!!!!! hun er så 10 år yngre end mig, fantastisk. han havde også skrevet til 2 andre unge piger på omkring 20, ja jeg er 36, det har jeg det ret skidt med - for jeg kan ikke hamle op med 20érne uden børn og bekymringer. det var slut, da jeg opdagede det, men underligt at se sin mand skrive med andre piger, som en desperat teenager! Nå men han solgte sin hest med det samme ( havde redet i 23 år, og var konkurencerytter på rimeligt højt plan) og vi faktisk lidt som nyforelskede, tror jeg var i chock!! men nu er det svært, det virker som om han ikke synes, det er noget særligt. det er næsten 3 måneder siden, at jeg fandt ud af det, og han mener at jeg anklaer ham og forhører ham, hvis jeg bringer det op, og siger, at jeg bare starter forfra, men jeg prøver bare at fortælle hvordan jeg har det, og forstå hvorfor han ville have en anden, jeg vil ikke terapi, da jeg i forbindelse med mine 2 døde børn, har gået meegt til psykolog, og bare ikke kan mere. jeg kan tilgive min mand, men hvorfor angre han ikke, og vil gøre alt for mig, på et tidspunkt bad ham om at flytte, han pakkede bare, hvorfor kæmper han ikke? toppen er nået idag, jeg bad ham om at slette de 4 fælles bekende de havde på facebook, deriblandt 2, han havde 40 fælles venner med ( jeg havde det ret hårdt med, at de havde fælles venner, det fandt jeg først ud af idag, og det havde de talt om, fortalte han) det så han som et stort problem - jeg kan da ikke slette ham, ham har jeg kendt altid - er det mig - jeg forstår det ikke, er han vigtigere end mig og børnene??? ja, mit store problem er at han ikke virker som om han fortryder ( jeg ved han solgte sin hest) men ellers, ja han mente så jeg skulle slette en veninde på facebook, hvis han skulle slette nogen - men jeg har jo ikke gjort noget?? ÅHHH det er så svært, jeg elsker ham højt, det var ham jeg skulle blive gammel med, jeg elsker vores liv med børnene, vores venner hvor vi bor - men jeg stoler ikke på ham, og forstår ikke at han ikke er mere ydmyg. jeg vil bare gerne prøve glemme, og han vil ikke engang slette en ven på facebook, og jeg skal glemme at han har haft en anden og samtidig finde selvtilliden til, at det er mig han vil - ja, det er bare svært svært svært - ingen nemme løsninger når der er børn. tak fordi du læste om mit liv :-)
Kommentarer
Når sådan forfærdelige ting sker, så er det af en eller grund primært moderen, der får fokus og den største sympati, og han har måske skullet bruge helt umenneskelige kræfter på at støtte dig og din sorgbearbejdning, hvilket både du og jeres omgivelser givet helt automatisk har forventet af ham.
At han har reageret ved at søge liv, glæde og bekræftelse er altså også en naturlig reaktion, og det skal du måske lære at forstå. Han har på et tidspunkt i det dybe mørke han altså også oplevede, mødt en frisk og glad pige, der har vist ham interesse. Denne pige har formået at give ham mening med livet igen, og han har derfor fået den bekræftelse, som han har higet efter for ikke at blive helt vanvittig. Det, I har oplevet har også været helt forfærdeligt for ham, og det han har gjort, har givet været for at overleve – også at overleve sammen med dig.
Derfor tror jeg, det kan være uhyre vanskeligt for ham at angre, hvad han har gjort; han har også arbejdet på at komme hel ud på den anden side. Han har ikke gjort det her for at være ond mod dig, han har tvært i mod været tro mod sig selv og gjort det, der var godt for ham i denne situation. Du har gået til psykolog - det var godt for dig. Man kan måske sige, at han har været egoistisk, ja, - men har du ikke – og i øvrigt helt legalt – også været det i denne sorgbearbejdning?
Du bruger energi og kræfter på, at det var en ung pige – det tror jeg ikke, du skal; det var hende, der var der, da han havde brug for det. Du bruger uforholdsmæssig megen energi på, at han ikke vil slette nogle personer på facebook. Jeg tror, han nægter, fordi han ikke vil styres, men altså også selv have lov til have lidt bestemmelse over sit liv. Hvis det ellers er personer, han ikke har noget som helst til fælles med i det lange løb, så vil han da muligvis selv slette dem, men ikke så længe du står som en høg over ham og kræver det, for det er ikke det, det handler om i forhold til jeres liv. I øvrigt er det der facebook da primært et sted, hvor man skriver ligegyldigheder, så det burde ikke have den store betydning for forhold til jeres samliv.
Du ønsker ikke mere psykolog, men alligvel vil jeg foreslå, at du taler med din mand om nogle besøg hos en parterapeut. Og du skal prøve at gøre ham klart, at det IKKE skal handle om, at han skal angre, men det skal være med det tydelige formål, at I begge skal lære at forstå jeres reaktionsmønstre. For når du først får lært at det han har gjort, ikke har været med det formål at såre dig, men udelukkende for selv at overleve, så tror jeg faktisk, at du dels vil forstå hvorfor han ikke skal angre, og dels at der vil være store chancer for at I sammen kan lægge det her bag jer, og få et godt liv sammen.
Håber du vil melde tilbage, om du kunne bruge ovenstående.
Denne oplevelse I her har været igennem har nok rykket en del ved jer begge 2, men I har valgt at takle denne oplevelse umiddelbart som jeg læser det på hver sin måde og det næste I har ikke brugt hinanden. Derfor er i sandsynligvis gledet fra hinanden, hvor I har glemt at denne sorg er noget I begge skal igennem, på hver sin måde, men dog sammen. Dette er den optimale situation, men ofte sker der det at det er svært at rumme alle de følelser samt man har behov for opmærksomhed. I har jo også haft behov for at vide jer elsket af hinanden selvom I har mistet noget værdifuldt, huskede i det?
Utroskab sker jo af en grund, og den grund er i de fleste tilfælde at vi ikke føler os elsket eller elsker. Vi sætter ikke noget på spil som er værdifuldt for os i den periode. Omvendt så kan det også være flugten for at tage ansvar eller overhovedet være en del af det hele, fordi det er svært. Kærlighed er svært og kærligheden i sådanne en situation som I har været ude i har haft svære vilkår. Hvad gjorde I for ægteskabet efter jeres barns død? Var det noget der blev prioriteret eller noget der var svært at prioriterer, fordi det hele var så overvældende? Jeg tænker bare der må have været mange svære kampe der skulle kæmpes på sammen tid, så sker der det der ikke må ske, en er utro, den som ikke kan være sorgen længere, den som har behov for at blive set trods alt det der er sket. Det er jo helt naturligt alt sammen, som jeg ser det, men I har bare ikke fulgtes ad i denne proces og derfor er det nu svært.
Jeg tænker hvad gør at du mener at din mand bør angre det han har været utro, hvad gør du har behov for at han siger det du har behov for at høre. De jeg kender der har været utro har heller ikke angret deres utroskab, dvs. det der skete, men de har typisk angret det at de gjorde et andet menneske ondt ved den handling de har gjort. Det er flot du gerne vil tilgive, men tilgiv nu på de rigtige betingelser og det er at du vil ham og du vil respekterer og have tillid til din mand. Der er ingen grund til at få ham ud i en situation, hvor han fortier sin egen sandhed om den oplevelse for at gøre dig tilfreds. Noget helt andet er, ville du overhovedet tro på ham, hvis han sagde til dig han fortrød, han gjorde det ikke med vilje og den sædvanlige salve som bliver fyret af efter utroskab, når de ikke vil stå til ansvar for sine handlinger. Din mand står til ansvar som jeg ser det, o gdet skal du prisværdige at du ikke bliver proppet med løgne, så har han trods alt respekten for dig endnu. Det er jo kun ord, og ord er som sagt så taknemmelige, men handlingen viser præcis hvad der er sket. Handlinger siger nu engang mere end ord husk det.
I skal genvinde respekten hvis I skal finde tilbage til hinanden igen, og I skal genvinde det at tro på jer 2 for altid, hvis I vil prøve igen ellers er det spild af tid. Du har ikke noget at gøre på din mands Facebook profil og du skal og må ikke bestemme hvem han skal være venner med. Selvfølgelig må du gerne sige han skal slettet sin elskerinde, men så har du heller ikke mere at gøre på dette område.
Der er ingen nemme løsninger, men børnene må og skal ikke blive gidsler i jeres måske og måske ikke ægteskab. I skal finde sammen fordi I vil hinanden ellers er det meget bedre at komme videre i livet og ellers starte et nyt liv, med en ny fremtid. Jeg ønsker dig held og lykke med livet, og håber du kommer godt ud på den anden side en dag. Tro på at livet har mere at byde dig, fordi det ved du det har, så brug livet så det føler sig brugt. Du må godt være i sorg, du må godt være ked af det, men du må ikke hænge i det.
Kærlig hilsen
Brit