Succeshistorie efterlyses!!
Hej,
jeg er en pige på 20 år, og har haft en spiseforstyrrelse siden jeg var 13. Har været til al mulig forskellig behandling uden resultat og er virkelig ved at miste modet. Især når jeg hører folk sige, at man ikke KAN blive rask...
Jeg har da haft nogle perioder, der var mere udholdelige end andre, og faktisk også et par perioder på op til flere måneder, hvor jeg ikke kastede op.
Men forestillingerne om, at jeg ikke kan bevæge mig, fordi jeg fylder hele rummet, og det med at lægge sig til at sove med overtøj på, for at have så lidt kontakt med kroppen som muligt.. og det at lukke øjnene og se knive, der skærer alt det overskydende fedt af... alt det er jo tusind gange værre end det med opkastningerne. Og alligevel synes jeg behandlingssystemet er overfokuseret på de fysiske symptomer. "Når du holder op med at kaste op, forsvinder tankerne efterhånden" - NEJ, DE GØR IKKE!!!
Derfor spørger jeg nu: Er der nogen, der har oplevet at komme af med TANKERNE? Eller skal man kun have forhåbninger om at slippe af med symptomerne? For så orker jeg nemlig ikke at gå ind i endnu et behandlingsforløb og få alle terapi-klichéerne smidt i hovedet igen igen..
Håber virkelig, at der er nogen, der kender nogen, der kender nogen, der er sluppet af med tankerne..
Kh mig
jeg er en pige på 20 år, og har haft en spiseforstyrrelse siden jeg var 13. Har været til al mulig forskellig behandling uden resultat og er virkelig ved at miste modet. Især når jeg hører folk sige, at man ikke KAN blive rask...
Jeg har da haft nogle perioder, der var mere udholdelige end andre, og faktisk også et par perioder på op til flere måneder, hvor jeg ikke kastede op.
Men forestillingerne om, at jeg ikke kan bevæge mig, fordi jeg fylder hele rummet, og det med at lægge sig til at sove med overtøj på, for at have så lidt kontakt med kroppen som muligt.. og det at lukke øjnene og se knive, der skærer alt det overskydende fedt af... alt det er jo tusind gange værre end det med opkastningerne. Og alligevel synes jeg behandlingssystemet er overfokuseret på de fysiske symptomer. "Når du holder op med at kaste op, forsvinder tankerne efterhånden" - NEJ, DE GØR IKKE!!!
Derfor spørger jeg nu: Er der nogen, der har oplevet at komme af med TANKERNE? Eller skal man kun have forhåbninger om at slippe af med symptomerne? For så orker jeg nemlig ikke at gå ind i endnu et behandlingsforløb og få alle terapi-klichéerne smidt i hovedet igen igen..
Håber virkelig, at der er nogen, der kender nogen, der kender nogen, der er sluppet af med tankerne..
Kh mig
Kommentarer
Bulimi kan man godt kurere med terapi, især hvis du selv er motiveret. Jeg kender til en som ikke har det mere, men om tankerne er forsvundet helt, véd jeg ikke. Det vil altid på en eller anden måde være et kapitel i dit liv, en erfaring du tager med dig. God bedring. Helle8
Jeg var i et længerevarende behandlingsforløb. Individuel terapi først to gange om ugen, så en gang om ugen så en gang hver 14. dag.
Der havde de forstand på hvad de lavede. Naturligvis skulle jeg lære at spise uden at være bange for det og lære ikke at overspise og lære ikke at kaste op, men det handlede rigtig meget om at ændre mine tanke- og handlemønstre og hvordan jeg opfattede/opfatter min krop og tallene på vægten og maden og angsten og selvleden og, og, og, og - føj selv til listen...
Det er tre år siden jeg afsluttede terapiforløbet (er fortsat i psykiatrisk behandling for anden lidelse).
Jeg undlader ikke bare at kaste op. Jeg er så godt som fri for alle de andre ting og tanker i hverdagen.
Tankerne/følelserne/fornemmelserne dukker op en gang i mellem når jeg er under pres, og det slipper jeg næppe nogensinde af med. Men det gode er, at det bliver sjældnere og sjældnere, og at jeg selv får vendt skuden hver gang inden for ganske kort tid. Og at det sjældent varer mere end højst en uges tid før de forsvinder.
Desværre har du ret i, at der i høj grad er fokus på de fysiske symptomer i behandlingssystemet.
Jeg var gud hjælpe mig engang ude for følgende på psykiatrisk skadestue:
Jeg mødte op fordi jeg havde det helt ad h til med angst og depression. Og når jeg har det dårligt, er spiseforstyrrelsen også til stede.
Ved den indledende samtale med en sygeplejerske/sosuass. skal jeg fortælle om min situation og remser tidligere symptomer/problemer op, og jeg nævner spiseforstyrrelse "Ja det har du jo heldigvis ikke mere kan jeg se". WHAT? At man kan arbejde i psykiatrien og have den vildfarelse fatter jeg ikke... Der sad jeg og havde brug for et "Okay, hvordan går det med det?" så jeg kunne få lettet mit hjerte for min store frustration over at jeg sloges med de tanker igen...
Er du i behandling nu? Og har du fået grundig terapi i det hele taget - ikke bare vedrørende bulimi?
Jeg har nok altid været meget fokuseret på vægt og kost, allerede fra 1. klasse, men egentlig bulimi indtraf først omkring de 17-18 år. Har været i behandling hos forskellige psykologer og stolpegården psykiatrisk center. Følte faktisk ikke noget af det hjalp, syntes jeg havde det dårligere hver gang jeg gik derfra, men jeg blev da i det mindste normalvægtig. Men følte mig stadig som en hval hver gang jeg så mig på et billede eller kiggede i et spejl. Men jeg må indrømme at jeg følte mig ligeså meget som en hval da mit bmi var omkring 16, så måske har de alligevel kunne rykke mit kropsbillede lidt.
Det som hjalp for mig var noget helt andet. Da jeg blev færdig med gymnasiet tog jeg på en højskole. Tror en lang, lang rejse med mange mennesker havde hjulpet på samme måde. Der skete så meget omkring mig og jeg havde ganske enkelt ikke tid til at give de ubehagelige tanker du taler om samme plads. Jeg fik styr på mig selv på en helt ny måde. Også det at have faste spisetider, og spise med andre fik mig ind i en "normal" rutine og jeg spiste bare som de andre, i stedet for at spise bitte små portioner og så gå kold på et tidspunkt og få et ædeflip.
Et halvt år efter jeg kom hjem faldt jeg lidt tilbage i de dårlige vaner, men fordi jeg nu havde vist mig selv at jeg kunne, var det lettere at komme op igen.
Jeg har nu overskud til et rigtig svært studie, har ikke et tvangsagtigt forhold til mad eller motion længere, og kaster meget, meget sjældent op. Nogen gange vil jeg da stadig gerne ned på et BMI på 16, men jeg ved også godt hvor mange år det kostede mig med et selvhad til min krop, og så tænker jeg at jeg hellere vil være til tåls med mine former.
Så ja, der er en vej ud, og har bestemt mig for at jeg vil have en fremtid med en god uddannelse, og det er bare ikke kompatibelt med den energi en spiseforstyrrelse kræver af mig!
tusind tak for svarene. Jeg tror, mit største problem er, at en lille bitte del af mig gerne VIL holde fast i spiseforstyrrelsen, fordi den giver mig tryghed og identitet, og den kan altid fungere som afreaktion på andre problemer. Men den største del af mig vil gøre hvad som helst for at komme af med den nu..
Jeg skal til møde med stolpegården i november og har besluttet mig for virkelig at sætte alt ind på, at det her skal lykkes. Det lyder som et mere intenst behandlingsforløb end dem, jeg har været i i lang tid.
Jeg er dog også rigtig glad for at høre om det højskoleophold, som åbenbart gjorde undere, for jeg har været meget skræmt af tanken om, at der ikke rigtig er nogle alternativer længere, hvis ikke stolpegården giver pote..
Jeg er glad for jeres ærlighed omkring tilbagefald, slevom man selvfølgelig altid håber på en fuldstændig udryddelse af problemet
Igen, tusind tak for hjælpen!
Kh mig
Jeg startede ud med at have Anoreksi, som senere udviklede sig til Bulimi. Jeg hadet mig selv, og hadet at kigge på mig selv og min krop. Jeg jeg valgte at tage i behandling på et opholdsted, og det var vejen frem for mig.
i dag er det 3 år siden, jeg havde det på den måde med min krop, jeg har taget på og ser rigtgit godt ud i dag, og er helt normalt vægtigt.
Der er perioder, hvor jeg bliver presset for mig, enten igennem skole, arbejde osv. så kan jeg få lidt af de samme trælse tanker som kommer, men jeg kan styre det og det styre ikke mig længere. (:
håber du får den rette hjælp til dig, håber det bedste for dig (: