Indstillinger
Hvordan er jeres liv
jeg er en meget usikker mor han mand to børn på 6 og 9 år og derfor vil jeg gerne vide hvordan er den perfegte famillie
hvad laver i med jeres børn
hvordan får går jeres hverdag
vil meget gerne have det skåret ud i pap
fl.
1 står op kl...
2 spiser morgen mad kl...
osv
hvor tit i rydder op
hvor tit i vasker gulv
hvor tit børene kommer i bad
hvordan i laver leksiger med dem og hvordan
hvor tit har de kamaret med hjem
hvad kl henter i dem
hvad kl spiser i
kommer jeres børn med hver gang i handler
må de kommer med til by fest efter kl 21
hvor tit får de nyt tøj
får de lomme penge
har de pligter hvis ja hvilkelt
vil gerne vide alt
DA JEG VIL VÆRE PERFEGT
men tror desværre ikke jeg er det
ved god den perfegte familie ikke findes men lidt viden fra andre kan altid hjælpe
pless svar mig
ps i kan evt læse min dagbog så ved i hvorfor jeg spøger
hvad laver i med jeres børn
hvordan får går jeres hverdag
vil meget gerne have det skåret ud i pap
fl.
1 står op kl...
2 spiser morgen mad kl...
osv
hvor tit i rydder op
hvor tit i vasker gulv
hvor tit børene kommer i bad
hvordan i laver leksiger med dem og hvordan
hvor tit har de kamaret med hjem
hvad kl henter i dem
hvad kl spiser i
kommer jeres børn med hver gang i handler
må de kommer med til by fest efter kl 21
hvor tit får de nyt tøj
får de lomme penge
har de pligter hvis ja hvilkelt
vil gerne vide alt
DA JEG VIL VÆRE PERFEGT
men tror desværre ikke jeg er det
ved god den perfegte familie ikke findes men lidt viden fra andre kan altid hjælpe
pless svar mig
ps i kan evt læse min dagbog så ved i hvorfor jeg spøger
Kommentarer
Du ønsker at være perfekt, skriver du. Og du føler dig usikker på alt.
Jeg er bange for, at det ikke vil hjælpe dig at få at vide, hvordan andre bærer sig ad. For problemet ligger i, at du lige nu ikke føler dig sikker på dit eget ståsted i livet.
Selvfølgelig kan man godt have gavn af konkrete råd, f.eks. om hvorvidt man skal tage børnene med ud at købe ind eller ikke. Men det er jo ikke sikkert, at andres måde at gøre tingene på, passer til din/jeres situation her og nu.
Da jeg var småbarnsmor, kunne jeg nogle gange ikke klare at have min søn med ud at handle, fordi jeg ikke følte mig stærk nok til at tackle de konfliktsituationer, der uvægerligt vil opstå, når man kommer forbi slik-hylderne. Andre gange syntes jeg, at det var hyggeligt, at han var med, for så blev han på en naturlig måde inddraget i de fælles beslutninger om, hvad vi skulle have at spise.
Hvad der var bedst, afhang af situationen. Derfor kan man ikke give faste regler for alting. Selvfølgelig skal børnene have bad regelmæssigt. Men igen: det er for mekanisk at følge en bestemt regel. Man er nødt til at være lidt fleksibel. Nogle gange er børnene for trætte, eller man er selv for træt. Så kan man klare sig med lidt hurtig vask med vaskekluden. Andre gange gør man et stort nummer ud af badet og tager den helt store tur, fordi det også er hyggeligt for børnene at lege i badekarret.
(Når børn keder sig og skændes og driller hinanden, plejer jeg at putte dem i bad - gerne to i samme badekar. Dér keder de sig ikke – bare de har nogle skibe eller andre ting at sejle med, eller noget skumbadssæbe at lege med).
Jeg tror, at du er på vildspor. Du hager dig fast i en ide om, at bare du får at vide, hvad der er det rigtige at gøre, så vil alt gå bedre. Men sådan er det ikke – tværtimod! Hvis du prøver at opfylde en hel masse udefrakommende regler, vil der uvægerligt komme situationer, hvor du ikke magter det, og så vil du kritisere dig selv for det. Og selvkritik er den rene GIFT i din situation.
Sådan som jeg ser det, er du tværtimod nødt til at begynde med at være god ved dig selv og sige til dig selv, at du er en god mor, som du er. At give sig selv ros og støtte i stedet for selvkritik er den bedste vej til at komme mere i balance med sig selv.
Problemet er jo – uden at jeg kender noget til dit liv eller din situation – at du er slået ud af kurs. Derfor kan du ikke mærke i dig selv, hvad der er det rigtige at gøre. Når du har fundet en forankring i dig selv og kan mærke dig selv, vil du automatisk kunne mærke, hvad der er bedst at gøre. Og det er ikke sikkert, at det er det samme, som andre gør.
Mange hilsner
Kameliadamen
Jeg har læst din dagbog. Og hvor er jeg dog ked af at læse om din situation.
Du vil gerne, men du magter det ikke. At du får et skema der helt præcist beskriver, hvordan en anden families hverdag er, vil ikke hjælpe dig. For det første er alles hverdag forskellig, så man kan ikke gå frem efter samme drejebog (fx. er det MEGET forskelligt om der trænger til at blive støvsuget 1 gang om ugen eller 1 gang om dagen). For det andet tvivler jeg på, at du vil magte at følge det selv hvis du fik et skema der var målrettet dig og din hverdag - på grund af din depression m.m..
Ud fra det jeg har læst i din dagbog, så mener du, at dit problem er, at I er blevet meldt for omsorgssvigt, og du er bange for, at du mister børnene.
Det er ikke dit hovedproblem. Det er en helt konkret ting som du kan forholde dig til, som er forårsaget af alle dine andre problemer. Og ja, naturligvis er det så også blevet et stort problem, som absolut ikke har forbedret dine andre problemer.
- Du er gift med en alkoholiker, som mener, at du bør tage dig sammen. Det lyder ikke som om, at han laver noget som helst derhjemme, eller er i stand til at TALE MED dig om dine og jeres problemer.
- Du har selvmordstanker.
- Din reaktion når det hele stiger dig over hovedet har flere gange været at sætte dig ind i din bil og køre med 150 km/t ad småveje - og en enkelt gang endda med vilje køre frontalt ind i en bro.
Andre gange - de seneste 6 år - har du fremmanet billeder af Satan når alting ramler, og fundet styrke i "ham".
Du har for nyligt fundet ud af, at selvskade fjerner tankerne for et øjeblik.
- Du har det der så vidt jeg ved hedder mikropsykoser (jeg er ikke læge), hvor du ser dine håndled skåret over og at du er ved at forbløde.
Du er ovebevist om, at I kom hjem og en dame fra kommunen sad i jeres sofa, og at du skældte hende ud. Din mand siger, at der ikke var nogen dame - men at du talte med en dame fra kommunen i telefonen i bilen. Du tvivler.
Men han har ret. Kommunen kan IKKE sådan bare lige spadsere end i en borgers hus uden at have fået lov.
- Du noget nær spærrer dine børn inde når ikke de er i skole og sfo, fordi du er bange for, at kommunen skal se jer ude i offentligheden og tage børnene.
- Du mener helt seriøst, at din mands familie - som har meldt jer for omsorgssvigt - er ude på at ødelægge jeres liv. At de ønsker at få dig spærret inde, og at de ønsker at sende din mand på behandlingshjem. For så er de af med dig/jer.
At ønske, din mand kommer på behandlingshjem og dermed får den bedst mulige støtte til at komme ud af sit misbrug, og ønske at du kommer i behandling så du kan få det godt, og ønske at jeres børn er omgivet af kærlighed og overskud, er ved gud ikke et forsøg på at ødelægge jeres liv. Det er helt tydeligt et forsøg på at REDDE jeres og ikke mindst jeres børns liv, for I har jo tydeligvis brug for hjælp! Du har brug for hjælp til dine psykiske problemer, og din mand har brug for hjælp til sit alkoholmisbrug og tilgrundlæggende psykiske problemer.
Du skriver, at du vil gøre alt for dine børn. .
Det ultimativt bedste du kan gøre for dine børn er, at lade dem få en stabil opvækst.
Og som det er nu, er det noget de på ingen måde har.
Hvis både du og din mand fik hjælp til at få det godt, så vil I kunne tage jer bedre af jeres børn.
Du prøver at skjule for alle at du har så mange psykiske problemer som du har. Det får du det aldrig bedre af. For JO, du vil kunne få det meget, meget bedre hvis bare du kommer i behandling. Inklusiv et formodentlig godt forhold til dine børn.
For din egen og for dine børns skyld bør du tage imod al den hjælp du kan få.
jeg har aldrig kørt ind i en bro med vilge jeg fik en kiks galt i halsen og besvimet
og lastbilen vælede
tybisk allle har i 5 år bedt om en bog og hvordan jeg er en god mor og aldrig fået den
og i gider heller ikke bare glem det i fatter intet
og min mand er verden bedste og han er anmældt for at drikke for meget men det er 2- til 6 øl pr dag
han lytter på alt hvad jeg sige
så hjælp mig lige med det jeg spugte om og ikke alt andet
Kunne have kommenteret dine dagbogsindlæg i stedet, men skrev her.
Jeg har tydeligvis misforstået nogle ting. Det beklager jeg oprigtigt.
Nu ville jeg lige læse dagbogsindlæggene igen for at forstå dig rigtigt, men du har vist slettet dem som jeg havde misforstået...
Jeg beklager at jeg misforstod nogle af tingene.
Men mener stadig, at du burde tage imod hjælp, for selvom jeg misforstod nogle ting, så har du det jo rigtig dårligt.
At du bliver vred og nægter og spiller skuespil gør intet godt for hverken dit velbefindende eller jeres sag.
Jeg har selv haft og har stadig til dels svære psykiske problemer, og jeg VED at man kan komme ud af det og hvile i sig selv, så hver gang nogen - og især folk med selvmordstanker - ikke vil have hjælp, bliver jeg meget frustreret.
Prøv at gøre noget der gør dig glad hver dag. Det er dejligt at læse hvor godt det gjorde dig at opfylde din datters ønske. Men langt mindre ting kan naturligvis også gøre det