HJÆLP, GIV ET RÅD
jeg skal prøve at gøre det så enkelt som muligt, uden at rode for meget i det hele...
sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i snart 3 år, boet sammen ca ligeså længe og har oliver på 3 mdr sammen..
vi har et lidt turbolent forhold, som et par gange har resulteret i voldsomme skænderier hvor min kæreste har smidt mig ud af lejligheden (nu står vi begge på lejekontrakten, så det sker ikke igen), har dog altid fortrudt, og vi har aldrig været uvenner i mere end 12 timer ad gangen...
det er dog blevet MEGET bedre efter jeg blev gravid og vi har kun haft 2 af de helt store skænderier det sidste år..
en uge inden jeg fødte, friede min kæreste, og jeg sagde selvfølgelig ja, og vi er blevet enige om først at gifte os når vi har pengene til det bryllup vi begge ønsker (hvor der ikke mangler noget)
nu er det så at jeg har læst lidt frem og tilbage, men kan ikke rigtig blive klog på om det ville være klogt at blive evt borgerligt viet inden da, af hensyn til Oliver (der går nok nogle år inden der er råd til det helt store)..
og ja af andre praktiske årsager?
(og tja så er jeg jo bare lidt "vild" efter at få papirer på min kæreste, + at få hans efternavn (lyder skørt, men vores søn har fået mit mellemnavn og fars efternavn, og ville bare betyde enormt meget for mig at vi alle hed det samme))
jeg har ikke fremlagt det for kæresten endnu, da jeg kunne forestille mig at han ville synes det var mærkeligt med mindre jeg har nogle grunde som han mener er gyldige, + han somme tider synes jeg er for ivrig med nogle ting...
jeg elsker jo min kæreste og vores søn overalt på jorden, så det ville bare sætte den sidste prik over i'et at få papiere på at vi "hører sammen"..
og man kan jo bare lade være med at holde noget den dag, og så blive kirkelig velsignet med fest og det hele når pengene er der...
kom med jeres bud og evt erfaringer...
er det bare mig der er lidt bims, jeg er trods alt kun 21, så det jo ret tidligt...?? kom frisk
sagen er den at min kæreste og jeg har været sammen i snart 3 år, boet sammen ca ligeså længe og har oliver på 3 mdr sammen..
vi har et lidt turbolent forhold, som et par gange har resulteret i voldsomme skænderier hvor min kæreste har smidt mig ud af lejligheden (nu står vi begge på lejekontrakten, så det sker ikke igen), har dog altid fortrudt, og vi har aldrig været uvenner i mere end 12 timer ad gangen...
det er dog blevet MEGET bedre efter jeg blev gravid og vi har kun haft 2 af de helt store skænderier det sidste år..
en uge inden jeg fødte, friede min kæreste, og jeg sagde selvfølgelig ja, og vi er blevet enige om først at gifte os når vi har pengene til det bryllup vi begge ønsker (hvor der ikke mangler noget)
nu er det så at jeg har læst lidt frem og tilbage, men kan ikke rigtig blive klog på om det ville være klogt at blive evt borgerligt viet inden da, af hensyn til Oliver (der går nok nogle år inden der er råd til det helt store)..
og ja af andre praktiske årsager?
(og tja så er jeg jo bare lidt "vild" efter at få papirer på min kæreste, + at få hans efternavn (lyder skørt, men vores søn har fået mit mellemnavn og fars efternavn, og ville bare betyde enormt meget for mig at vi alle hed det samme))
jeg har ikke fremlagt det for kæresten endnu, da jeg kunne forestille mig at han ville synes det var mærkeligt med mindre jeg har nogle grunde som han mener er gyldige, + han somme tider synes jeg er for ivrig med nogle ting...
jeg elsker jo min kæreste og vores søn overalt på jorden, så det ville bare sætte den sidste prik over i'et at få papiere på at vi "hører sammen"..
og man kan jo bare lade være med at holde noget den dag, og så blive kirkelig velsignet med fest og det hele når pengene er der...
kom med jeres bud og evt erfaringer...
er det bare mig der er lidt bims, jeg er trods alt kun 21, så det jo ret tidligt...?? kom frisk
Kommentarer
Det ER besluttet at I skal giftes, og det er vel ikke bare fordi at I så kan holde en stor fest?
Grundene til at I vil giftes - ud over festen - er grundene til, at I skal blive borgerligt viet.
En fest kan I til enhver tid holde... Også med smoking og hvid kjole.
Jeg har svært ved at finde nogen grunde til IKKE at få papir på det med det samme - så er modparten og barnet er sikret såfremt den ene af jer går bort...
Når det er sagt; jeg vil foreslå, at I får sat ord på det her med at jeres forhold har været "turbulent" og hvad I skal gøre hvis det bliver det igen.
Det lyder som om, at der er risiko for, at I kan komme ud i nogle kommunikationsvanskeligheder hvis I kommer under pres.
MEN MEN MEN MEN MEN
Hvis en af jer er på kontanthjælp, vil jeg dog råde jer til at forblive ugift.
Bliver I gift vil det få indflydelse kontanthjælpen.
Til selve spørgsmålet omkring borgerliv eller kirkelig vielse, tor jeg at svaret nok skal komme sig helt af sig selv. Kunne det tænkes at grundet til at du er så "ivrig" efter at blive gift, er en ide om at jeres problemer forsvinder derefter?
Det kan godt være at jeg skyder i blinde (og så må du ignorere mit foreslag), men jeg synes at det er langt mere vigtigt at I får styrket kommunikationen i jeres forhold og finder ud af hvad der giver/skaber disse turbulente perioder i jeres forhold. Medmindre at I allerede har fået identificeret dette og arbejde mod at mindske det, så har I jo bare valgt at overse problemerne/ignorere det, og måske ikke ligefrem løst det. Det betyder at det godt kan komme frem igen.
Specielt når I allerede har et barn samme, skylder I jer selv og lige så meget jeres barn at få sikre at I har det bedste forhold sammen!
Når man vælger at blive gift (og lige såmeget få et barn) burde man sætte sig ned sammen og få sat ord på jeres parforhold. Hvad er jeres styrker og svagheder som et par og som enkelte individer? Hvad kan I gøre for at blive stærkere som et par? For at kommunikere bedre sammen? Med et barn bliver der sat endnu flere pres på jer og svage sider kan lettere komme frem. Vil I ikke gerne gøre jeres bedste for at sikre en fælles fremtid?
Når I først har fået taget fat på denne diskussion, og set i øjnene hvor jeres største udfordringer ligger (og disse vil jo være der hele jeres liv sammen), synes jeg I kan snakke nærmere om bryllup.
Jeg kan iøvrigt foreslog to bøger som en hver kvinde og mand burde læse, som kun kan være styrkende for et forhold. "Kvinder der elsker for meget" af Robin Norwood og kærlighedens sprog af Paul Røpke som netop styrke kommunikationen i et forhold.
I forhold til hvilken slags bryllup skal I da overveje følgende:
Hvad er fordelen ved at blive gift? lovmæssigt/økonomisk/religiøst/familiesammenhold mm. Ud fra dette kan I lettere vurdere om I overhoved har lyst til at gøre brug af folkekirken eller rådhuset.
Hvad slags bryllup ønsker I? Kræver dette nødvendig brug af kirken? Hvad med en privat vielse?
Held og lykke med det hele
Han har et par gange smidt dig ud, men det sker ikke igen, for nu står I begge på lejekontrakten...
Det får alarmklokkerne, ikke kirkeklokkerne, til at ringe hos mig.
Det skal ikke ske igen, fordi I nu kommunikerer langt bedre, og har strategier for hvordan I håndterer de situationer som tidligere har fået jer til at fare så meget i flint.
Det skal ikke ikke ske igen, fordi han ikke KAN fordi du står på kontrakten.
Hvis du går og er nervøs for, at jeres forhold igen skal få de ekstreme diskussioner hvor I/han tydeligvis ikke formår at kommunikere, så skal I undlade at blive gift før I har lært at tale sammen.
Jo, I kan da som så mange andre sagtens blive skilt senere hen, men det er ikke noget man bare lige blive, hverken praktisk eller følelsesmærssigt.
Man mangler noget af sig selv, det gør jeg. Min første mands navn hed jeg bare, både fornavn og efternavn. Joe, de satte en FRU foran.
Jeg følte mig udslettet. Lige meget hvad det drejede sig om: Tak, mandens navn og stilling.
Min anden mand, vi har været gift i mange år og jeg har hans efternavn.
Somme tider tænker jeg på om jeg skulle tage mit eget navn igen.
Jeg savner det.
Men nu har jeg haft hans efternavn i så mange år, såe. Ja, kunne jeg gøre det hele om beholdt jeg mit eget navn.