Kan jeg få luft her.
Nu er jeg ikke mere syg af blodtryksmedicin takket være Rita og parallelmedicin, det er jeg naturligvis meget glad for..
Men alle de år, hvor jeg var syg, ikke blev troet, ikke blev hjulpet, har gjort jeg ikke har det godt med læger.
Bare jeg tænker på læger får jeg det dårligt og jeg kan ikke undgå dem.
Jeg skal jo have en recept.
Jeg vil ikke tale med lægen om noget.
Jeg har lige været med en anden på hospitalet og bare se dem i deres "hvide tøj" får "blodtrykket til at stige". Men jeg skjuler det godt.
Jeg, som har været så psykisk stærk, forstår ikke mig selv. Jeg er stadig stærk. Bare ikke lige med dette.
Nogen gode råd om hvad jeg kan/bør gøre for at komme over dette dilemma.
Det må ikke koste en formue.
Jeg mener det er godt et år siden, det gik op for mig, det var et problem. Jeg tænkte, det skulle jeg hurtigt få bugt med. Jeg plejer at kunne klare problemer. Men nej, det er blevet værre.
Men alle de år, hvor jeg var syg, ikke blev troet, ikke blev hjulpet, har gjort jeg ikke har det godt med læger.
Bare jeg tænker på læger får jeg det dårligt og jeg kan ikke undgå dem.
Jeg skal jo have en recept.
Jeg vil ikke tale med lægen om noget.
Jeg har lige været med en anden på hospitalet og bare se dem i deres "hvide tøj" får "blodtrykket til at stige". Men jeg skjuler det godt.
Jeg, som har været så psykisk stærk, forstår ikke mig selv. Jeg er stadig stærk. Bare ikke lige med dette.
Nogen gode råd om hvad jeg kan/bør gøre for at komme over dette dilemma.
Det må ikke koste en formue.
Jeg mener det er godt et år siden, det gik op for mig, det var et problem. Jeg tænkte, det skulle jeg hurtigt få bugt med. Jeg plejer at kunne klare problemer. Men nej, det er blevet værre.
Kommentarer
Jeg har jo stået i nøjagtig samme situation, som du ved. Jeg har i årevis været fejlbehandlet, og derudover er jeg blevet behandlet på en ydmygende, arrogant og nedladende måde. Somme tider er jeg endda blevet hånet.
Jeg var nødt til at få psykologhjælp til den historie. Der er bare to problemer i det. For det første kan det være vanskeligt at få en psykolog til at hjælpe, eftersom en psykolog som sundhedsperson ofte vil føle sig mest solidarisk med lægen. Og for det andet koster det penge!
Den første psykolog, som jeg bad om hjælp, afviste mig. Hun sagde, at jeg bare kunne skrive et læserbrev om de kritisable ting, jeg havde været udsat for. Men hvordan i alverden skulle det kunne hjælpe?
Men jeg var heldig at finde en psykolog, der så helt anderledes på det. Hun behandlede mit læge- problem, som hun behandlede alle andre traumer. Og det hjalp.
Jeg har nu skiftet læge igen for Gud ved hvilken gang. Ved lægeskiftet bad jeg om, at min journal ikke blev videresendt til den nye læge. Jeg synes, at det lykkes helt fint for mig at få et godt forhold til den nye læge. Den nye læge kan jo ikke gøre for, at andre læger har svigtet. Men jeg tror, at det ville have været svært for mig at opføre mig i overensstemmelse med denne indlysende viden, hvis jeg ikke havde fået psykologhjælp.
Men psykologhjælp er dyrt, jeg ved det godt.
Måske kunne du prøve at tale med din nye læge om problemet. Du kunne fortælle, hvordan du har det med læger og hvorfor. Men jeg er godt klar over, at det kræver meget af begge parter at få noget konstruktivt ud af en sådan samtale. Jeg tror ikke, jeg ville have kunnet. Man kan jo ikke undgå at tale om problemet med en vis bitterhed, og denne bitterhed vil måske betyde, at den nye læge føler sig under anklage eller føler sig solidarisk med de læger, der bliver kritiseret.
Ellers tror jeg ikke, at der er andre muligheder end at prøve at ”læsse af”, hvor man kan, f.eks. her på Netdoktor. Familien og vennerne kan man jo ikke blive ved med at fortælle den samme historie til.
Jeg har en bekendt, som har været ude for noget lignende. Hendes familie og venner var virkelig trætte af at høre på hende. Men gennem et år eller mere har jeg med regelmæssige mellemrum snakket med hende. Jeg kan sagtens holde ud at høre på hendes historie. Jeg tror, at det hjælper, at jeg kan genkende noget af forløbet fra mit eget liv, hvorimod andre bare siger: ”Nu må du se at komme videre!”
Det er mit indtryk, at min bekendt føler sig lettet i en periode, når hun har ”læsset af” på mig, og at hun har lidt lettere ved at komme til læge næste gang.
Men det kan være, at der er andre, der har nogle gode råd.
Mange hilsner
Kameliadamen
Tak for dit svar. Hvad skulle jeg have gjort uden dig at "læsse af" på.
Jeg har jo været udsat for nøjagtig det samme som du. Jeg har de samme tanker omkring det hele.
Hvis jeg havde råd gik jeg til en psykolog.
Som du også siger, jeg kan ikke tale med lægen om det.
Der er mange tanker og følelser, der arbejder i knolden. Det ligner mig ellers ikke. Jeg plejer at kunne arbejde mig selv ud af den slags ting, men denne gang er det svært.
Jeg har netop været hos min nye læge, en positiv oplevelse. Lad mig nu se om det bliver ved. Jeg sad som på nåle, men lægen gav sig pæn tid.
Hvis bare jeg kunne glemme alt det der er sket de sidste 10 år, men det er svært. Jeg tænkte på om nogen kunne anbefale en bog, hvor man kunne få nogle gode ideer/tanker at arbejde med.
Mange hilsener til dig kameliadamen fra persille1.
Du gav mig et godt råd uden at vide det, tror jeg. Du skrev ordet : traume
Jeg gav mig til at læse om det.
Nu ved jeg hvilke bøger, jeg skal kigge efter.
Mine varmeste hilsener og tak, fordi du altid har været lyttende.
Ja, sådan som jeg via dine indlæg her på Netdoktor har oplevet dine reaktioner på fejlagtig lægebehandling, så tror jeg godt, at man kan sige, at der er tale om et traume. Og sådan var det også hos mig.
Når man skal helbrede et traume, er samtalebehandling normalt ikke nok. Det kan godt give en vis lindring at ”læsse af” ved at fortælle om det, men man kan blive ved og ved i årevis, uden at blive helt færdig med det. Det ville jo være bedst, hvis man kunne gå videre med sit liv uden dette problem.
Så vidt jeg ved, er grundbogen inden for traumebehandling stadigvæk bogen ”Væk tigeren”, der er skrevet af Peter A. Levine. Bogen forklarer årsagen til, at traumer er så hårdnakkede, ved at sammenligne med dyrs reaktioner på angreb eller forfølgelse fra rovdyr. Dyrene kan ryste de grimme oplevelser af sig og gå videre, som om intet var hændt, men det kan mennesker ikke.
Fejlbehandling fra en læge føles som en slags overgreb. Vi mennesker kan tåle meget lidelse. Tænk bare på en fødsel. En fødsel kan være meget hård, men hvis vi får den nødvendige støtte, kommer vi over en hård fødsel uden problemer.
Noget af det værste ved fejlbehandling fra en læge – ud over selve lidelsen - er, at man ikke får nogen støtte, og man får normalt heller ikke nogen undskyldning bagefter. Man står helt alene med den forfærdelige fornemmelse af uretfærdighed. Og den slags sætter sig i kroppen som et traume.
Min psykolog brugte to metoder til at hjælpe mig af med mine traumer. Ved den første metode skulle jeg ligge på ryggen på en madras. Og så skulle jeg gøre løbebevægelser med benene ned i madrassen og forestille mig at jeg løb væk fra det farlige og hen på et sikkert sted, hvor jeg blev behandlet med respekt og medmenneskelighed. Når jeg ikke havde flere kræfter til ”at løbe”, holdt psykologen om mig og sagde med varme i stemmen: ”Her kan du være i sikkerhed!”
Den øvelse blev gentaget massevis af gange, men var nok mest virksom over for de traumer, der fandt sted i min barndom.
Den anden metode gik ud på, at jeg fik udleveret en tæppebanker, og så opmuntrede psykologen mig til at tæske i en madras, alt imens jeg bandede og skældte ud over den, der havde gjort mig ondt. Hver seance endte som regel med, at vreden gik over i gråd, og igen holdt psykologen om mig og sagde: ”Han skal aldrig få lov til at gøre dig ondt mere!”
Du kan mene, at den slags er skuespil og kunstigt, men jeg kan love dig for, at det ikke føles sådan i situationen. Når der er følelser med i det, så glemmer man hurtigt det kunstige, for følelser er jo ægte.
Vedrørende traumet over lægefejl var det især metoden medtæppebankeren, der blev brugt. Og den metode kan man jo udmærket bruge, selv om man ikke befinder sig hos en psykolog, men derimod alene hjemme i sit soveværelse!
Jeg tror dog, at en psykolog ville mene, at et vigtigt element i behandlingen er, at psykologen optræder som en slags ”vidne” og omsorgsgiver. Men jeg har faktisk selv brugt metoden med tæppebankeren herhjemme, og jeg synes faktisk, at det virker – også selv om man er alene.
Der findes kraftfuld musik, der kan hjælpe med at få vreden ud. Man kan sætte den slags musik på anlægget, hvis man synes, at det føles kunstigt at stå og slå i en madras og skælde ud på en læge, som slet ikke er der. Jeg har brugt Egmont-ouverturen af Beethoven, som virkelig kan få min vrede ud af kroppen!
Nu ved jeg slet ikke, hvad du siger til den slags. Men det er nok en god ide at læse om traumer. Måske har du endda nogle madrasser, der trænger til at blive banket ;o)
Mange hilsner og god weekend
Kameliadamen
Jeg griner lidt, det skulle være så sundt.
Tæppebankeren, hvis jeg havde lægen her, så kunne det godt være jeg havde stor lyst til at banke ham.
Endnu værre er det med de vagtlæger, som ingenting gjorde andet end sige: Tag den medicin, som din læge siger.
FOR POKKER, DEN VAR JO VED AT SLÅ MIG IHJEL. Skriiiiig.
Åh, godt at få lidt luft.
Ved en simpel kontrol havde de vidst noget var helt galt. Det ved jeg i dag.
Og da jeg langt om længe blev akut indlagt, den natsygeplejerske, som bestemt ikke var rar. Hun kunne også få nogle af tæppebankeren.
Da de ikke er her vil jeg prøve musikken.
Til gengæld ville jeg gerne give en stor buket til lægen, som hjalp mig. Hun reddede mit liv er jeg sikker på. Overlægen på sygehuset samt sikkert også den læge, som tog imod mig. Han var rar og jeg bilder mig ind, det var ham, der satte gang i noget.
Jeg glemmer aldrig, da han så på mig og sagde: ikke bange, ikke bange.
Ikke at forglemme den venlige dagsygeplejerske, som gav mig noget der hjalp på min voldsomme kvalme.
Og så kom efterfølgende den medicin, som gav mig så mange smerter i brystet i flere år. Men det var åbenbart også en løgn, jeg bildte mig selv ind.
Blod på hovedpuden om morgenen betød heller ikke noget.
En meget stor undskyldning havde været på sin plads.
Meget pudsigt, jeg havde netop fundet frem til den bog, du omtaler. Den vil jeg have fat i. Det er godt at forstå sine egne reaktioner,men bedst hvis jeg kunne få lov til at sige nogle borgerlige ord til bestemte personer.
Det føles rart ikke at være den eneste, der har oplevet det. Men i "guder", hvor er jeg vred kan jeg mærke.
I min tankeverden er der de rigtige læger og så læger.