hvordan kan jeg hjælpe min datter ?
Hej,
jeg er mor til en datter ( 17 år ) som har det ikke nemt med sig selv.
Fra dengang hun blev 13 år gik hun ind i en fase hvor hun kom hjem fra skolen, lå på sofaen og bare var ulykkeligt og gråd meget. Vi prøvede at finde ude af om der var sket noget i hendes omgangskreds ( skole , fritidsaktiviteter, venner etc. ) men kunne ikke finde noget.... hun kunne hellere ikke svare på hvad det skyldtes....hun var bare dybt ulykkeligt og syntes alt var bare sørgeligt. Nu husker hun den tid som om vi ikke tog os af hende...hun siger tit at hun lå på sofaen og vi bare gik forbi hende..... hun husker ikke vores samtaler fra dengang og vores søgen efter svar......og føler sig stadig svigtet og har en inderligt vrede fro os forældre fra dengang siger hun.
Dengang opsøgte vi lægen og hun blev henvist til en børnepsykolog. Desværre var det os der skulle forklare ham situationen, da hun ikke ville tale med ham og hun blev sendt hjem med en pakke antidepressiv medizin.... hun fik det lidt bedre, men synes hun ligepludselig slet ikke kunne føle noget længere og hun synes det vare endnu mere ubehageligt .... samtidlig trak hun sig tilbage fra alle fritidsaktiviteter og fra vennekredsen... vennerne vidste hellere ikke hvad de skulle stille op med hende når hun sad i skolen og bare gråd ...selv lærerne fik tit bare sendt hende hjem fra skolen.... det endte med at datteren ikke ville tage medicinen mere. Hun fik det efter vores syn bedre men, uden tristhed men også uden et socialt liv, uden kontakt til venner og fritidsaktiviteter.....
da hun blev 15 begyndte hun at vaske sig selv, tøjet, og alt omkring sig på en meget overdrives måde.... hun sagsde at alt hun rører ved bliver beskidt, alle ting fra dengang hun havde det dårligt var besmittede og skulle smides ude .... vi fik en tid på ungdomspsykologisk afdeling på sygehuset .... efter samtalen med en læge fik vi et brev efter nogle uger, at hun blev vurderet til et mellemsværet tilfælde og ikke akut nok til behandling......i mellemtiden har vi igennem samtaler med hende, udskiftning af tøj, møbler, maling, store rengøringsaktioner i hele huset ...kunne vi dæmpe vasketrangen...
Lige nu har hun det tit dårlig efter skolen, udskyder aftaler, føler sig ensom, synes at hun har det sværet at tale med andre og få venner...synes hun har ikke noget interessant at sige til andre, føler sig usikker og skifter meget humør .....nogle dage er hun glad og tilmelder sig til dans / musikundervisning...andre dage ved hun ikke hvordan hun kan klare gymnasium / synes at alt er meningsløst / for meget / føler sig tomt indeni etc .....hun spiser som regel utroligt sundt, men når hun har det dårligt propper hun alt i sig og kan næsten ikke stoppe med at spise...bagefter er hun vred på sig selv....hun synes selv at hun kan få det bedre når hun får venner, men taler ikke med nogen i skolen...hun går til psykolog igen, men er ikke ærligt som hun siger overfor psykologen med hvordan hun har det ..... jeg har forslået at vi sammen går til samtale hos psykologen, når hun synes det er sværet at tale / komme ude men nogle dage vil hun helst have det / andre ikke .... hun svinger meget og siger at hun ikke kan huske hvordan hun har det når hun har det bedre...når hun har det dårligt er alt hvad vi siger til hende forkert og bliver vendt og drejet, for det meste får vi bebrejdet ligegladhed overfor hende ..som sårer meget...vi vil så gerne hjælpe men ved ikke mere hvordan .. : (
jeg er mor til en datter ( 17 år ) som har det ikke nemt med sig selv.
Fra dengang hun blev 13 år gik hun ind i en fase hvor hun kom hjem fra skolen, lå på sofaen og bare var ulykkeligt og gråd meget. Vi prøvede at finde ude af om der var sket noget i hendes omgangskreds ( skole , fritidsaktiviteter, venner etc. ) men kunne ikke finde noget.... hun kunne hellere ikke svare på hvad det skyldtes....hun var bare dybt ulykkeligt og syntes alt var bare sørgeligt. Nu husker hun den tid som om vi ikke tog os af hende...hun siger tit at hun lå på sofaen og vi bare gik forbi hende..... hun husker ikke vores samtaler fra dengang og vores søgen efter svar......og føler sig stadig svigtet og har en inderligt vrede fro os forældre fra dengang siger hun.
Dengang opsøgte vi lægen og hun blev henvist til en børnepsykolog. Desværre var det os der skulle forklare ham situationen, da hun ikke ville tale med ham og hun blev sendt hjem med en pakke antidepressiv medizin.... hun fik det lidt bedre, men synes hun ligepludselig slet ikke kunne føle noget længere og hun synes det vare endnu mere ubehageligt .... samtidlig trak hun sig tilbage fra alle fritidsaktiviteter og fra vennekredsen... vennerne vidste hellere ikke hvad de skulle stille op med hende når hun sad i skolen og bare gråd ...selv lærerne fik tit bare sendt hende hjem fra skolen.... det endte med at datteren ikke ville tage medicinen mere. Hun fik det efter vores syn bedre men, uden tristhed men også uden et socialt liv, uden kontakt til venner og fritidsaktiviteter.....
da hun blev 15 begyndte hun at vaske sig selv, tøjet, og alt omkring sig på en meget overdrives måde.... hun sagsde at alt hun rører ved bliver beskidt, alle ting fra dengang hun havde det dårligt var besmittede og skulle smides ude .... vi fik en tid på ungdomspsykologisk afdeling på sygehuset .... efter samtalen med en læge fik vi et brev efter nogle uger, at hun blev vurderet til et mellemsværet tilfælde og ikke akut nok til behandling......i mellemtiden har vi igennem samtaler med hende, udskiftning af tøj, møbler, maling, store rengøringsaktioner i hele huset ...kunne vi dæmpe vasketrangen...
Lige nu har hun det tit dårlig efter skolen, udskyder aftaler, føler sig ensom, synes at hun har det sværet at tale med andre og få venner...synes hun har ikke noget interessant at sige til andre, føler sig usikker og skifter meget humør .....nogle dage er hun glad og tilmelder sig til dans / musikundervisning...andre dage ved hun ikke hvordan hun kan klare gymnasium / synes at alt er meningsløst / for meget / føler sig tomt indeni etc .....hun spiser som regel utroligt sundt, men når hun har det dårligt propper hun alt i sig og kan næsten ikke stoppe med at spise...bagefter er hun vred på sig selv....hun synes selv at hun kan få det bedre når hun får venner, men taler ikke med nogen i skolen...hun går til psykolog igen, men er ikke ærligt som hun siger overfor psykologen med hvordan hun har det ..... jeg har forslået at vi sammen går til samtale hos psykologen, når hun synes det er sværet at tale / komme ude men nogle dage vil hun helst have det / andre ikke .... hun svinger meget og siger at hun ikke kan huske hvordan hun har det når hun har det bedre...når hun har det dårligt er alt hvad vi siger til hende forkert og bliver vendt og drejet, for det meste får vi bebrejdet ligegladhed overfor hende ..som sårer meget...vi vil så gerne hjælpe men ved ikke mere hvordan .. : (
Kommentarer
Det lyder som en opgave for en psykiater, sørg for at få en henvisning hurtigst muligt. Personlighedsforstyyrelser kan skyldes en traumatisk oplevelse, måske er der noget hun ikke har fortalt fordi hun er flov og føler sig skyldig eller beskidt, det kunne være voldtægtsforsøg? Håber selvfælgelig det bedste. Helle8
Det er enormt dejligt, at du er så tæt på hende, at du ved alt dette.
Jeg syntes, at du skal få lavet en aftale med hende om, at du kommer med til psykologen. Du må fange hende i et af de øjeblikke hvor hun er med på den idé, og så lave en AFTALE, ikke en "nu kan vi se næste gang". Så er det en klar aftale, og du kommer med; slut færdig bum.
Er der noget hun ikke vil sige når du er der, så siger hun det ikke mens du er der. Det vigtige er, at du kan hjælpe hende med at få fortalt hvordan det står til ud fra det du ser og hun fortæller dig.
I må afsted til egen læge, og få denne involveret, så der kan komme skub i behandling i psykiatrien.
Det her er simpelthen ikke godt nok fra systemets side, men desværre er der skåret så meget ned på psykiatrien de sidste mange år, at man skal være på selvmordets rand for at få akut behandling.
I må rende psykiatrisk skadestue på dørene, når hun har det værst og jeres egen læge må henvise til en praktiserende psykiater. Det forstår jeg ikke ikke er sket..? Finder denne det nødvendigt med behandling i hospitalspsykiatrien, vil hun formodentlig kunne komme ind.
Angst, OCD, spiseforstyrrelse og så ekstreme stemningssvingninger SKAL behandles.
Det er udmærket at hun går til psykolog, men jeg tror der skal en mere målrettet indsats på mange fronter til.
Prøv engang at læse om bipolar lidelse. Det er det der tidligere hed maniodepressiv. Fokuser på cyklotymi og rapid cykling.
Jeg er selv rapid cykler og genkender i høj grad tendensen til det ene øjeblik at være på toppen og skulle dit og dat (tilmelde sig aktiviteter fx.) og det næste overhovedet ikke at kunne se nogen som helst mulighed for nogensinde at få et godt liv.
Som jeg ser det, så er det også vigtigt, at I forældre får noget rådgivning i hvordan I skal håndtere det her.
Hun skal støttes og hjælpes, og det lyder det til at I i rigtig høj grad formår.
Men det er en fin balancegang at hjælpe hende når hendes tvangstanker og -handlinger presser på, uden at støtte disse.
Jeg vil foreslå dig at kontakte psykiatriforeningen, egen læge og det psykiatriske center i jeres nærhed for information om pårørendekurser.
tusind tak for hurtigt svar....hvor er det skønt at høre at der en nogen derude som støtter og prøver at hjælpe andre
Det er dejligt at høre at der er nogen derude som kender til det og går igennem de samme problmer / følelser som vi slås med i familien.
Helle8: jeg håber ikke at du har ret med din formodning at der er en alvorlig handelse som årsag til følelserne..... men hvis så er det selvfølgelig utrolig vigtig at finde ude af det......Jeg ved at hun blev meget ked af det dengang ingen viste forståelse for hende i klassen og alle prøvede at undgå hende....det har hun nok stadigvæk i sig...... tvangshandlingerne / vasketrang synes jeg er på et normalt niveau igen... jeg har talt meget med hende og hun ville gerne have at jeg lærer hende " normale handlinger " igen.... så hun stoler meget på mig og spørger tit : skal jeg nu vaske hænder ? efter hun har rørt ved noget og så gør hun det ikke .....jeg synes vi er kommet med det .... dengang skriv vi lister om hvornår man går under bruser / vasker hænder etc.....og det hjalp hende meget, da hun selv vidste at det ikke var " normal " hun gjorde..... og da lægen begyndte at tale om medicin igen....ville hun selv gøre noget ved det af egen kraft..... vi taler meget sammen men jeg kan desværre ikke hjælpe hende meget når hun er helt ned : (
Anna84: mange tak, jeg har nu læst mig lidt klogere på bipolare lidelser, men synes ikke at hun direkte bliver manisk..... hun gør ting for at handle imod depressionen .... hun er jo bange for antidepressiv medicin og vil gerne selv gøre en indsats ..... men ved samtidligt at hun ikke magter at kæmpe alene.....da hun hallerede har det svært med at overskue dagligdags opgaver som lektier, klassekamerader, tage beslutninger etc.
i dag fortalte hun mig igen at hun altid føler sig stresset indvendig for hun kan aldrig slappe af ....tanken om hvordan hun har det i morgen gør hende utryk og hun mener at hun generelt tænker for meget ( f. eks. inden hun taler til folk prøver hun i hoved om det mon lyder dumt at sige....og det gør det jo nok som regel og så holder man bedst mund )... og tusind tak ....ja , vi skal nok presse os meget mere på så der kommer gang i behandlingen....og jeg tager med til psykolog næste gang....den aftale har vi på plads ....mange tak for at give mig mod og styrke
knus til jer
Det var så lidt. Jeg har faktisk selv lige skrevet at jeg føler mig næsten kronisk stresset for tiden, jeg er også meget ’oppe i hovedet', for mit vedkommende er det traume pga. overgreb.
Jeg siger ikke at din datter har oplevet det samme men måske noget tilsvarende tidligere i livet, ulykke, dødsfald, alt muligt der bare har virket voldsomt for hende.
I arbejder sikkert allerede på at styrke hendes selvværd.
Hvis det er noget konkret, opgaver eller lignende som stresser hende kan du måske bruge dette:
Bladet ’rask’ med tema ’sind’ om stress: For at undgå det foreslår de skriveøvelser - ikke som i folkeskolen, man skal nemlig ikke tænke på stavefejl og grammatik. Skriv i rolige omgivelser i 20 min. om de situationer der belaster én. Fokus er på de følelser, som skrivningen tydeliggør, gå ind i dem.
Formålet er at man ser de belastende begivenheder i nyt lys, andre vinkler og sammenhængen. Hvis man skriver tre gange om hændelserne kan man se forskel på første og sidste gang, der bliver mere orden i det, det afspejler vel hvordan man anskuer tingene, orden i hovedet.
Tænk at bruge sammenlagt en time på at fungere normalt, undgå stress, sygemelding og fravær fra skolen osv. God bedring med hende. Helle8