Indstillinger
Angst og stress
Hej der ude, jeg er en dreng på 15 år og går i 9 klasse. Jeg har desværre et kæmpe problem der giver mig mega meget stress og angst. Lige siden jeg har gået i skole fra 0 klasse til 9, har jeg haft det mega dårligt pga. mine klasse kammerater. De har fået min selvtillid meget ned ved at nedgøre mig og mange andre ting. Da vi så skulle begynde i skole igen (9 klasse, 1 skoledag) havde jeg det meget dårligt. Jeg kom til at prutte midt i en time, så grinte de fleste af mig. Og nu tænker jeg på det hverdag og det gør mig meget bange. Hver gang jeg skal ned til skolen banker mit hjerte hele tiden, og jeg føler at jeg snart ikke kan klare det mere. Når jeg sidder mit i timen, tænker jeg på om jeg skal prutte, og når jeg gør det, så sveder jeg, jeg bliver helt varm og får det dårligt. Jeg er bange for at gøre det igen, blive drillet måske og det. Jeg tænker nogle gange på om jeg skal snakke med en psygolo. Jeg har prøvet at snakke med nogle fra familien, men desværre har det ikke hjulpet mig.
Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre og jeg håber at i kan hjælpe mig. Jeg har det virkelig dårligt.
Nu ved jeg ikke hvad jeg skal gøre og jeg håber at i kan hjælpe mig. Jeg har det virkelig dårligt.
Kommentarer
Det er flot du skriver her!
Jeg tror godt du ved, at det er ubegrundet, at du er SÅ bange for at skulle komme til at prutte.
Det er ikke så meget prutteri det her handler om, men det du selv skriver: Din dårlige selvtillid / selvværd.
Det er smadder ærgerligt, at dem i familien du talte med ikke forstod dig rigtigt. Har du mod på at prøve igen? Og så gøre lidt ekstra for at understrege, at du har det dårligt...?
Du kan også kontakte en voksen på skolen. En lærer du er glad for, studievejlederen eller sundhedsplejersken.
Din læge er også en mulighed.
Jeg syntes, at du skal involvere en voksen på skolen, så du kan få støtte der. Måske er der endda en skolepsykolog tilknyttet din skole (det kan der godt være, selvom vedkommende ikke ER på skolen).
Jeg synes også du er sej, at du skriver om dine tanker. Det er både modent og modigt!
Gennem mit arbejde med børn og unge, ved jeg, at de fleste unge på din alder faktisk selv er meget usikre på sig selv. Det er altså ikke unormalt at du er usikker, men det du skal have fat i, er de tanker, der er ved at tage overhånd og udvikle sig til en følelse af angst.
Du er kvik og du kan helt sikkert klare meget mere end du selv tror. Jeg synes, at bare det, at du selv tænker, at du måske kunne have lyst til/brug for at tale med en psykolog, viser, at du godt ved hvad der foregår i dit sind. Det er allerede mere end hvad mange andre på din alder ved om sig selv.
Så lad mig lige prøve at hjælpe dig til at hjælpe dig selv først. Stil dig selv spøgsmålene og svar ærligt på dem. Måske hjælper det til at du får et mere nuanceret syn på dig selv og den prut du lige nu synes er en katastrofe:
1. Er du sikker på at ALLE grinede af din prut? Hvordan kan du være sikker på det?
2. Ville du selv komme til at grine, hvis en af dine klassekammerater slog en prut? Hvorfor? Hvorfor ikke?
3. Kender du nogle du har tillid til, som OGSÅ ville grine af din prut?
4. Kan det være, at dine klassekammerater har tillid til, at du godt kan klare, at de griner af dig?
5. Griner du nogengange af andre? HVornår? Har du tillid til, at de godt kan klare, at du griner af dem? Ville du grine af dem, hvis ikke du havde tillid til at de kunne klare det
6. Grinte du selv af din prut da du slog den? Kunne du have valgt at grine af den selv? Hvad ville forskellen på at grine eller blive flov være for dig?
7. Du kan være helt sikker på, at både dine klassekammerater og Dronning Margrethe slår prutter...sjovt at tænke på, ikke? Du har bare tilfældigvis ikke hørt dem...men prutter er naturlige. Prøv at forestille dig dine klassekammerater én for én slå en ordentlig prut! Du må godt skrue ekstra op for "lyden". Hvad gør denne tanke/dette billede ved dig?
8. Prøv så at forestille dig hvordan de hver især ville reagere, hvis de fandt ud af, at du havde hørt dem prutte. Er alles reaktioner ens? Prøv at lægge mærke til om nogen (i din fantasi) bliver flove, løber væk, griner, bliver sure eller andet. Det fortæller dig lidt om, hvordan du aflæser de andre og ikke omvendt. Tænk på det når du får tankerne i skolen igen.
8. Er en prut den værste katastrofe i verden? Prøv at nævne noget du virkelig synes er en katastrofe. Hvad med de mange millioner mennesker der sulter i Afrika lige nu? Eller de mange unge der døde i Norge for nylig? Hvad betyder en prut nu?
9. Du skriver, du er bange for at det sker igen...forestil dig nu at det faktisk sker igen, men at du (i forestillingen) er ligeglad. Det er jo bare en enkelt, sølle prut. Det er jo bare luft. Og alle gør det. Og du ved der er langt vigtigere ting i verden end en prut. Man hverken dør eller bliver socialt udstødt af at slå en prut. Prøv at spille den nye prut-scene igennem i hovedet. Hvordan er din reaktion på at du slår en prut denne gang? Hvordan VÆLGER du at reagere nu?
10. Prøv evt. at slå en prut med vilje overfor nogen du er tryg ved. Eksperimenter med din reaktion på deres reaktion. Se hvordan de reagerer og bestem selv hvordan DU reagerer! De er dem og du er dig!
Det kan godt være, du føler lavt selvværd...men det kan også være du "bare" er usikker, ligesom de andre unge i din klasse. Måske har dit billede af dig selv og din prut ændret sig en smule nu? Mit råd er: Hiv fat i de klasse- eller paralelklassekammerater du synes om. Hvem kan DU li´? Opsøg dem. Snak med dem. Bliv deres ven. Du er garanteret en god ven!
God fornøjelse med at stå ved dig selv og dine helt naturlige prutter.
Kh. Karmacure
for nogle år siden da jeg ikke var særlig gammel kom jeg også til at prutte offentligt og siden da har jeg trukket mig selv væk fra næsten alting. jeg fik det ubehageligt i timerne eller hver gang der blev stille. Jeg begyndte at svede og havde det som om at jeg skulle prutte og det eneste jeg ville var bare at løbe væk. Det er nu ca.3 år siden at det skete og jeg har fået det meget bedre mest fordi at jeg fortalte det til 2 af mine lærer som har hjulpet mig og forstået mit problem. men nu står jeg her og skal til og aflevere nogle papirer med valgfag sammen med 8 og 9 klasse og jeg har ikke lyst til at tage med til de her valgfag fordi jeg er bange for at det vil ske igen og jeg er også bange for at det skal ske i kirken til min konfirmation alt i alt er jeg bange for at den følelse kommer igen eller det ved jeg at den gør fordi så snart jeg skal til noget undervisning som ikke er i min egen klasse så for jeg den følelse inden i at jeg bare vil løbe grædende væk. jeg har også fortalt det til min mor men hun siger bare det er noget pjat. jeg syntes ikke det er noget pjat for jeg har sat alle de spændene ting i mit liv til side fordi jeg ikke kan gøre det uden at min angst overtager det hele.