Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Husråd til forebyggelse af atrieflimmer og ekstrasystoler!

Redigeret 18 august, 2011, 17:15 i Hjerteproblemer
Hej alle sammen

Som jeg har skrevet i et indlæg for nylig, er jeg begyndt at drikke te af planten citronmelisse hver aften. Citronmelisse kaldes også hjertensfryd, fordi det skulle have en beroligende virkning på hjertet.

Jeg er stærkt i fare for at få anfald af atrieflimmer, fordi jeg har en lidt hård periode for tiden med meget fysisk arbejde. Det er, som om jeg ikke kan finde ud af at koble fra og geare ned om aftenen. Og det har hjertet reageret på to gange her i sommer, ved pludselig at give mig et unormalt kardiogram med en puls på 138! Min normale hvilepuls er 54 eller 56 eller deromkring.

Siden jeg begyndte på min citronmelissete, har jeg ikke haft anfald. Der er desuden den ”bivirkning” ved teen, at den virker som et mildt søvndyssende middel, så jeg helt undgår at tage baldrian-piller, som jeg ellers har brugt meget her i sommer for at kunne falde i søvn.

Jeg plukker planten i haven og laver te på den friske plante. Men jeg plukker også ekstra planter, som jeg tørrer, til senere brug, når der ikke er flere friske planter i haven. Men ellers kan planten fås tørret i helsekostforretninger.

Jeg plejer ellers at finde det vigtigt at skelne mellem hjerteuro og ekstrasystoler på den ene side og atrieflimmer på den anden! Men jeg er sikker på, at citronmelisse virker (mildt) beroligende på hjertet, ligegyldig hvilken slags hurtig hjertebanken man har :o)

Jeg kan stærkt anbefale citronmelisse!

Mange hilsner

Kameliadamen

Kommentarer

  • Hej Kameliadame

    Jeg har samme gode erfaring med citronmelisse, som jeg også laver te af dagligt sammen med afkog af salvie. Krydderurter har generelt et meget stort indhold af vitaminer, mineraler, æteriske olier, bitterstoffer og garvestoffer. Vi alle kan med fordel give helbredet et løft ved dagligt at bruge krydderurter i maden og drikke det som te. ;-)

    Hilsen Niels
  • De æteriske olier trækkes bedst ud med alkohol, dvs man kan lægge friske urter i vin eller Brøndum snaps. Urtete er også ok men ikke helt så effektivt. En lille salviesnaps dagligt (200 g frisk salvie lægges i 1 l rødvin og står mørkt i 14-21 dage ) skulle i følge Messegue afhjælpe klimateriebesvær, da salvien virker som et naturligt østrogentilskud
    Vær opmærksom på at nogle krydderurter er giftige i større mængder bl.a.salvie, rosmarin og persillefrø, te og udtræk af det sidste giver hallucinationer og uregelmæssig hjerterytme. Af samme grund blev persillefrø forbudt i fængsler, fordi de brugt som en slags narkotika.
    En anden ting med tørrede urter, er at de har et pænt indhold af skimmelsvamp og dermed kræftfremkaldende aflotoxiner. Det betyder ikke så meget i madlavning, da vi kun bruger små mængder, men i te er det straks værre. Jeg ville kun bruge friske urter og gemme til vinteren i fryseren.
  • Hej Niels og Calypso

    Tak for input. Ja, vi kunne nok i langt højere grad gøre brug af havens urter til helbredende formål.

    Nu er dette jo en debat om hjerteproblemer. Jeg har selv brugt salvie, men kun mod betændelsestilstande, f.eks. let blærebetændelse. Og jeg kan godt huske, at der stod, at man ikke skulle ”overdrive”.

    Mod hjerte- og kar problemer har jeg for mange år siden forsøgt mig med baldrian-te mod forhøjet blodtryk. Jeg tog det i en lang periode, fordi jeg havde læst, at det kunne sænke blodtrykket, indtil jeg et andet sted læste, at baldrian kunne give forhøjet blodtryk! Efter den oplevelse opgav jeg baldrian for en tid. Nu tager jeg baldriankapsler, som jeg køber på apoteket, i tilfælde af søvnproblemer, uden at bekymre mig om virkningen på blodtrykket.

    Derudover har jeg - også for mange år siden - brugt te af hvidtjørn for hjertet. Jeg havde i mange år en del hjerteuro – ikke som nu, hvor jeg er i fare for at få anfald af atrieflimmer, men bare hjertebanken. Egentlig mener jeg ikke, at hvidtjørne-te hjalp mig, men det var nok, fordi min hjerteuro skyldtes langvarig jernmangel. Og i det tilfælde ville det jo have været bedre at kompensere for jernmanglen frem for at drikke urtete. (Se nedenfor).

    Tak for advarslen om kræftrisiko på grund af, at der kan være giftstoffer i de tørrede blade. Jeg går ud fra, at man kan undgå den risiko ved at udvise forsigtighed. Rikke Goerlich skriver i sin bog ”URT!” side 66: ”Hold øje med bladene, de skal være friske i farven, uden brune kanter.”

    Jeg har helt klart ikke været forsigtig nok, fordi jeg også har tørret blade, der var lidt brune i kanterne. Dem smider jeg nu ud.

    Da jeg nu var ved at kigge i Rikke Goerlichs bog, så jeg en opskrift på en såkaldt tinktur med citronmelisse-blade, altså en væske hvor de gavnlige stoffer er blevet udtrukket med alkohol. Der står:

    ”Brug tinkturen, når du er stresset og har hjertebanken. Husk dog at tjekke med din læge først, så du ved, hvad der ligger til grund for din hjertebanken.”

    Ja, det råd kan jeg – med mine erfaringer - godt bakke op om! Dog havde jeg jo været ved læge med mange typiske symptomer på jernmangel adskillige gange, uden at han tog det alvorligt eller gjorde noget. Det er en meget underlig fornemmelse at se, hvordan lægerne pludselig tager det alvorligt, når det drejer sig om atrieflimmer.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Kære Kameliadame,

    Jeg har på det sidste haft en del hjertebanken og vil lige nævne det for min læge næste gang jeg er til blodtrykskontrol . Det bekymrer mig nu ikke så meget, fordi en af de almindelige bivirkninger på Amlodipin, som jeg tager, er hjertebanken. Det gør jo ikke ondt, er bare lidt irriterende.

    Så jeg blev interesseret i din tinktur og citronmelissen - har masser af det i haven. Har du en god opskrift til en lægkvinde som mig? I Mrs. Grieves store urtebog - "Modern Herbal" er der opskrifter, men beregnet til farmaceuter og med mål enheder så små, at køkkenvægt og decilitermål er ubrugelige. Desuden skal man have ren laboratoriesprit.

    Om skimmelsvampe, de kan ikke ses, så det er vigtigt med omhyggelig tørring, specielt denne våde sommer. Ovnen ved 50 grader skulle være velegnet.
  • Hej Calypso

    Ja, det er meget nemt.

    Citat fra Rikke Goerlich: ”URT!”, side 65:

    TINKTUR
    Beroliger sind og hjerte
    Til en flaske

    2 dl citronmelisseblade
    1 flaske vodka

    Fyld en glasbeholder med citronmelisseblade, hæld vodka over og lad blandingen trække i 14 dage. Filtrer bladene fra i en si, mens du presser. Så får du så mange aktive stoffer med over i din essens som muligt. Fyld flasken op med resten af vodkaen. Tag 1 tsk. essens opløst i 1 dl vand, sip det i løbet af dagen. Brug tinkturen, når du er stresset og har hjertebanken. Husk dog at tjekke med din læge først, så du ved, hvad der ligger til grund for din hjertebanken.

    Citat slut.

    Selv om jeg ikke er meget for at bruge penge på vodka, så tror jeg faktisk, at jeg også vil prøve at lave tinktur. For det ser ud til, at man får virkelig meget ud af det, når man ifølge opskriften kan nøjes med i teskefuld af tinkturen ad gangen!

    Sommeren går jo på hæld, og denne metode ser ud til at være velegnet til at få meget ud af en lille mængde citronmelisse-blade.

    Mange hilsner

    Kameliadamen
  • Kære Kameliadame

    Tusind tak for opskriften. Jeg vil købe en billig vodka og lave en portion tinktur nu hvor melissen endnu står fint.

    Som jeg skrev, tager jeg det hjertebanken op, næste gang jeg er til kontrol hos lægen - jeg skal inden længe igen her i efteråret.

    Men inden andre tiltag, vil jeg nu føre regnskab med hvor meget kaffe jeg drikker i løbet af dagen. Jeg er i gang med en dræbende kedelig opgave og så er en udflugt til kaffemaskinen en herlig overspringshandling - faktisk er der også te, endda teinfri roidbos og lakridsrod.

    Calyps0
Log in eller Registrér for at kommentere.