Netdoktor.dk - Danmarks uafhængige leksikon om sygdomme

Pårørende

Hej
Jeg er så glad for, at jeg har dejlig familie, jeg er så glad for min søster, og hendes familie. Jeg ved, at min søster altid vil hjælpe mig, og hun ved jeg altid er der hende.
Jeg skriver dette, fordi jeg er så frustreret over at opleve, hvor ondskabsfulde pårørende kan være mod hinanden, når det drejer sig om penge og pasning af deres nærmeste. Jeg er virkelig chokeret.

Hvad sker der for de mennesker? Min svigermor er iøjeblikket på plejehjem til genoptræning, hun er en gammel dame på 92 år, men det eneste min mands søskende taler om, er hvor meget de hver nu har gjort og hvor hårdt det er, og hvor forfærdeligt det nu er, at hjælpe med at passe deres egen mor, jeg mener de skulle skamme sig.
Min mand og jeg forsøger, at hjælpe min svigermor med, at det bedste ud af den tid hun har tilbage. Min mand besøger sin mor 1 til 2 gange om dagen på plejehjemmet, vi ordner haven, handler og ordner andet praktisk arbejdet, men vi gør det gerne, for vi ved hvor meget det betyder for hende.
Og hun bliver så glad, og det betyder alt for os, at se hende glad.

Jeg tænker, at selvom jeg har været indenfor sundhedsvæsnet i 10 år, og til daglig arbejder med ældre mennesker, har jeg aldrig oplevet noget magen til.

Jeg må sige i skulle istedet behandle Jeres mor ordentligt, hun har passet på Jer, og var det ikke for hende var i her ikke idag.

Godt jeg har en ordentlig mand og en super dejlig søster.

Kommentarer

  • Hold da op. Det er lidt af en hvepserede, du her stikker hånden i. Jeg er dog lidt i tvivl, om det debatoplæg, du her kommer med egentlig udelukkende er til din mands søskende, eller om om det er en generel opfordring til alle dem, der ikke lige er der for deres mor, når hun er blevet gammel og svagelig?

    Hvis det kun er til din mands søskende, så var det måske mere smart at skrive det til dem i stedet for på et offentligt debatforum, for hvorfor de er sådan, er der vel ikke andre end dem selv, der kan forholde sig til, så jeg må opfatte dit oplæg som værende generelt til alle dem, der svigter deres gamle forældre, og det er ud fra den opfattelse, jeg reagerer.

    Der er naturligvis undtagelser, men jeg tror faktisk ikke, der sidder ret mange gamle og ensomme, der ikke helt og aldeles selv er skyld i deres ensomhed. Jeg bliver ret så forbandet over at læse - og høre - sådanne opfordringer, om at åh, hvor skal man stå til rådighed for denne stakkels gamle og svagelige, for ihh, hvor man skylder hende/ham en god alderdom. Det nemmeste i verden er at blive forarget – især når man altså ikke har den fjerneste anelse om, HVORFOR de voksne børn ikke mener, de skylder deres forældre noget som helst.

    Det er da rigtigt nok, at ens mor har givet sine børn livet, men hvis hun i øvrigt ikke har gjort andet for dem, hvad er det så, de skylder? Hvis hun er en sur og negativ madamme, der har gjort – og i øvrigt i sin høje alder, og til trods for alle sine svagheder stadig gør hvad hun kan, for at skabe splid i sine børns, svigerbørns og børnebørns liv, hvad er det så man skylder?

    Jeg vil da gerne fortælle, - hvis det ellers har interesse - hvorfor både jeg og min bror i den grad, lod vore ”stakkels” mor i stikken de sidste 20 år, hun levede. For jeg kan garantere dig for, at det var der en grund til. Og – jeg ville da ønske at jeg kunne fortælle, at vores årsager var helt ekseptionelle, men det var de ikke.

    Gamle er ensomme, fordi de helt og aldeles selv er skyld i det. Jeg taler ikke om demens og andre aldersomsrelaterede sygdomme – nej, jeg taler om gamle/ældre mennesker, der mener sig fuldt berettigede til at være både uforskammede, krævende og dybt negative over for deres nærmeste.

    Jeg ønsker dig hjertelig tillykke over, at du og din familie har og har haft en dejlig og nærværende opvækst, og derfor opfatter det som naturligt at give tilbage, når den ældre generation ikke magter så meget mere.
Log in eller Registrér for at kommentere.