Indstillinger
LORTE SYGEDOM
ja rent ud sagt. nå men jeg har gennem 11 år haft anorktiske symptomer, der kom og gik, og har gennemgået 2 graviditeter, og begge gange i slutningen af graviditeterne kastede jeg alt mit mad op jeg spiste, idet jeg slet ikk ku holde ud at se de skræmmende tal på vægten hver gang jeg blev vejet, ingen havde en anelse om det var min spiseforstyrrelse der spildte ind, for jeg havde jo "bare" kvalme. nå men fødte d. 22 10 09, og siden dengang gik det fuldstændig galt, sultede mig, og tabte en del kg. i marts måned 2010 søgte jeg selv læge, idet der bare måtte ske noget. jeg blev henvist til psykiatrien, som jeg gik ved til dec. 2010, blev faktisk smid ud, da min bmi var for lavt til hun ku hjælpe mig (den største fejl fra deres side, at de vælge at ta sådan nogle patienter ind, for der er ingen der, der har forstand på det) nå men min verden bryder fuldstændig sammen, hva sku jeg dog nu, ingen hjælp, nå men min mor tog sig sammen, og begyndte at vise sig som en go støtte for mig (min mor havde det meget svært ved at forstå sygedommen, og var bange for at blande sig) og fik mig slæbt til lægen, min vægt sagde 40 kg, og blev så henvist til en amb. for spiseforstyrrende, hvor jeg startede i marts 2011.det begyndte at gå rigtig godt fremad, og siden dec. har jeg taget 14 kg på, og begyndte ligeså stille og accepterer mig selv, men nu er det blevet det rene helvede igen, ka ikk accepterer min vægt, og føler mig som en der vejer 100 kg. for meget. er begyndt at sulte mig selv igen, og spiser kun aftensmad, så min kæreste ikk opdager noget, er så bange for at skuffe ham igen (han har meget svær ved at forstå sygedommen) sker det nogensinde, at man bliver 100 pct. rask? har jeg meget svær ved at se???
Puha havde lige brug for at få det ud
Puha havde lige brug for at få det ud
Kommentarer
Jeg kom i et langt ambulant behandlingsforløb, og kom som du ud på den anden side.
Langt størstedelen af tiden har jeg et fint forhold til min krop og til mad, men når jeg bliver presset kigger spiseforstyrrelsen frem igen.
Min psykiater (som jeg først kom til efter behandlingsforløbet sluttede) siger, at eftersom de spiseforstyrrede tanke- og handlemønstre er så dybt indgroede i mig, vil jeg formodentlig altid falde tilbage til dem når jeg kommer under pres - simpelthen fordi det i SÅ mange år har været den måde jeg har "håndteret" tingene på.
Sidst det skete, blev jeg naturligvis bange og sagde det til min psykiater.
Hun tog det helt roligt, og sagde, at vi da naturligvis skulle være opmærksomme på det, men at det jo er en for mig naturlig reaktion når jeg er i en presset periode.
Jeg blev ret sur over at hun tog så let på det... Men efter 2 uger havde jeg fået det under kontrol, så hun havde ret.
SÅ...
Hvad er der sket i dit liv op til at den positive udvikling ændrede sig?
Har du ingen kontakt til en behandler længere?
Hvis du har skal du se at få lagt kortene på bordet. Hvis du ikke har, skal du se at få ringet til lægen first thing i morgen.
Det er en skam, at du ikke klikker med din behandler.
Det lyder som om, at din mor var en god støtte tidligere, så jeg syntes VIRKELIG at du skal tale med hende.
Jeg syntes desuden, at du skal fortælle din kæreste det. Ja; han bliver måske ked af det, men du har brug for støtte, ikke for hemmelighedskræmmeri.
For både din egen og dine børns skyld må du tage fat om det NU, finde de "redskaber" du lærte under behandlingsforløbet frem, tvinge dig selv til at spise ihvertfald lidt, aflede dig selv og IKKE lade spiseforstyrrelsen få overtaget.
ja ska nok overveje at snakke med manden om det, så jeg ka få støtte fra hans side han har bare en tedens til at presse mig ang. mad, og det ka jeg ikk ha. tror godt han ved det ikk lige går hel optimal i tiden, og kommer med lidt stikord. igår til aftensmad begyndte han og snakke om maden jeg spiste og det fik mig til at stoppe. hader når nogen nævner mit mad.