Hvad er grunden til, at du blev hjemmeundervist? For det er sådan, at mennesker bedst udvikler sig og lære gennem samværet med andre, så det er i mine øjne ret naturligt, at du får sociale problemer, hvis du aldrig har lært at omgås andre mennesker. Så har du jo kun haft dig selv at tage hensyn til og tilgodese, og jeg vil derfor gætte på, at du har svært ved at aflæse andre og dermed forstå, hvad det er de ønsker og vil. Og det giver problemer.
Det er fint, at du ikke vil uddanne dig og arbejde, men hvad vil du så leve af? Det er jo ikke samfundets skyld eller ansvar, at tingene ser ud, som de gør, så hvorfor skal samfundet forsørge dig? Jeg vil personligt nødigt se, at mine surt tjente penge, hvoraf jeg aflevere en stor del i skat, går til at forsørge dig, fordi du har truffet et valg, der hedder, at du ikke gider arbejde.
Jeg beklager meget, men jeg tror ikke på dine ønsker. Hvordan vil du finde en kæreste, hvis du ikke vil være social? Hvilke god og fornuftig fyr vil have dig? Hvad har du at tilbyde ham?
Hvis du var min datter, så ville jeg jage dig tilbage til psykologen, da jeg tror/er overbevidst om, at du er nødt til at arbejde meget mere med dig selv. Du lyder utrolig egoistisk og umoden, og det vil alt andet lige, gøre livet svært for dig, da andre mennesker næppe vil accptere hverken din adfærd eller dine valg, hvis du altså regner med at skulle have penge at leve for.
Håber, du finder ud af tingene, da du jo har et langt og forhåbentligt dejligt liv foran dig.
Cirkeline, jeg må lige komme med en kommentar til at du siger, at du nødigt vil have, at dine skattekroner går til forsørgelse af en der har besluttet sig for ikke at ville uddanne sig eller arbejde.
Der er noget du har misforstået.
Der er temmelig stramme regler for hvornår man kan få offentlig forsørgelse.
Får man kontanthjælp SKAL man deltage i arbejdsmarkedsfremmende aktiviteter. Gør man ikke det, jamen så får man ingen kontanthjælp.
Det gælder også selvom man er uarbejdsdygtig.
At man så deltager i andre tiltag end de jobsøgningskurser osv. folk der er umiddelbart er i stand til at tiltræde et job gør, hvis man er syg, er en anden sag. Men man skal stadig deltage og samarbejde!
Det er kun i VIRKELIG svære tilfælde, at man kan blive fritaget for aktivering.
Og at være i de to sidstnævnte kasser kræver lægefaglige udtalelser, så man kan ikke bare lige læne sig tilbage og sige at man ikke magter det.
Flexjob eller førtidspension får man heller ikke bare lige.
Det kræver langvarig udredning og arbejdsprøvningsforløb m.m. og samtlige behandlings-, uddannelses, omskolings- osv. muligheder skal være udtømte.
Ergo: Man tilkendes ikke flexjob eller førtidspension med mindre man overhovedet ikke er i stand til at forsørge sig.
Dagenigen --> Når alt det er sagt, så vil jeg også gerne spørge dig, hvordan du vil forsørge dig? Og hvordan du allerede nu forsørger dig. For som sagt ovenover, så får du ikke lov til at gå og trille tommelfingre hvis du er på kontanthjælp. Med mindre der er indhentet lægepapirer eller er gang i det.
Og opfordre dig til at fortsætte med terapi.
Anna, jeg kender godt reglerne for kontanthjælp, men det ændre jo ikke på, at det er mine skattepenge, der går til at betale også for dem, der træffer et valg som det her beskrevet. For jo, du bliver sendt i aktivering af en eller anden slags, men det føre jo ikke til arbejde, hvis man ikke vil arbejde. Det føre bare til en ny aktivering og en ny og.... Og det koster altså alt sammen penge. Så det eneste der er at håbe på, det er faktisk, at trådstarteren enten bliver klogere eller, at aktiveringen er så kedelig, at hun indser, at det er bedre at uddanne sig eller finde sig et job.
Måske ville en brugbar løsning være trådstarter, at du kom til at bo i et botræningstilbud sammen med nogle normale unge mennesker. På den måde vil du kunne spejle sig i velfungerende unge, der samtidig bliver betalt for at være tolerante og forsøge at vise dig, hvordan et normalt liv ser ud samt, hvilke pligter og rettigheder man reelt har. Der findes den slags tilbud i de fleste kommuner, og mange af dem fungere rigtig godt og giver en god begyndelse på et voksent og selvstændigt liv.
Nej, jeg synes bestemt ikke, at du er kujonagtig. Det, det drejer sig om her i livet, er at træffe de valg, der passer én bedst.
Du skriver: ”Jeg har valgt slet ikke at ville have nogen karriere/uddannelse, hvor jeg skal være sammen med andre.”
Hvis det er det, der passer dig bedst, så er det fint. Der er jo masser af muligheder for at tjene penge, hvor man arbejder mutters alene, især nu hvor man kan arbejde hjemmefra via sin computer.
Der er ingen, der siger, at alle mennesker skal være ens. Det ville være frygteligt kedeligt. Du skriver, at du har det bedst i dit eget selskab. Heldigvis kan du være fløjtende ligeglad med, hvad andre mener om den sag.
Men du spørger, om der er andre, der har det ligesom dig. Jeg tror, at jeg minder lidt om dig. Jeg er dog ikke blevet hjemmeundervist. Jeg har gået i almindelig skole og gymnasium. Men som barn og teenager boede jeg et sted, der lå meget isoleret, og der var ikke rigtig muligheder for at få legekammerater. Nu er det sådan, at jeg er oppe i årene, så jeg er fra dengang, hvor forældre endnu ikke transporterede deres børn rundt i bil fra den ene aktivitet til den anden. Derfor havde jeg kun mit eget selskab og trivedes egentlig bedst med det.
Jeg valgte at tage en længerevarende uddannelse. Jeg er ikke længere på arbejdsmarkedet. De sidste år, jeg havde på arbejdsmarkedet, valgte jeg at arbejde freelance ved min computer herhjemme. Det var en udmærket ordning, som gav mig den ro, jeg behøvede. I en periode havde jeg svært ved at få tilstrækkeligt med opgaver, og da tog jeg deltidsjob som rengøringsassistent. Jeg gjorde rent på kontorer. Jeg gik alene og gjorde rent om aftenen, og det var helt fint.
Hvis jeg skal give dig et råd, så skal det være dette: Overvej endnu en gang, om det ikke ville være umagen værd at få en uddannelse. Der er mange studier, hvor man kun har få timer om ugen, og hvor man kan sidde og læse pensum derhjemme. Jeg havde det faktisk helt fint i min studietid., hvor jeg netop brugte meget tid derhjemme ved bøgerne.
Hvis du tager en uddannelse, får du bedre muligheder for at finde et interessant job. Jeg mener: rengøring er helt fint, men det er fysisk belastende, og der findes arbejde, der er mere interessant )
Jeg vil ønske dig held og lykke med at finde en kæreste. Det kan godt være, at der kun er få mænd, der vil passe til dig, men jeg er overbevist om, at de findes. Ikke alle er lige selskabelige!
Du skriver, at du har det svært. Men jeg har egentlig ikke helt forstået, hvad du mener med det. For jeg ser altså ikke noget problem i, at du foretrækker dit eget selskab. Men det kan jo være, at der er noget, jeg har misforstået.
Du skriver i gruppen "Depression og angst" og beskriver i dit indlæg at du har sociale problemer. Din overskrift lyder: "Jeg har det svært med mit liv". Det er lige netop her du skal tage fat: I dit liv! Og i det der er svært i dit liv!
Hvis du arbejder med dit selvværd og din socialangst, vil du helt sikkert få lyst til at lukke verden ind - og lade verden se lidt mere til dig!
Det er præcis disse problemer du må se i øjnene og beslutte dig for at gøre noget aktivt ved.
At lukke verden ude er ikke en reel mulighed. Det vil kun gøre problemerne værre. At isolere dig, giver dig ikke samme muligheder for at vokse og udvikle dig som menneske. For når vi er sammen med andre, spejler vi os i hinanden. Vi lærer af hinanden. Vi giver af os selv til hinanden. Og modtager af hinanden. Og på den måde lærer vi nyt om os selv. Hele livet. Hvis du kun har dig selv, afskærer du dig fra disse positive muligheder, for at vokse og gro.
Det der muligvis er sket er, at du har spejlet dig i de "forkerte" (for dig forkerte) og at du derfor afviser "andre mennesker" og "social kontakt". Det er en meget sort/hvid eller alt/intet tankegang....det kan du sikkert godt selv se, ikke? Og det der sker er, at du kommer til at afvise dig selv, når du sådan afskriver alle andre.
Jeg tror Kameliadamen har forstået dit indlæg på en anden måde end jeg. Jeg mener nemlig slet ikke, at det er vejen frem at isolere sig, når man har sociale problemer. For folk uden socialangst er det noget andet. De kan jo frit vælge det sociale fra og til. Men når man har problemer som dig, skal problemerne konfrontes og bearbejdes. Og det skal man have hjælp til. Og det kan du helt bestemt få!
Mit første råd er at du opsøger en kognitiv adfærdsterapeut. (Kommunen kan give dig ca. 10 gratis gange). Få din læge til at hjælpe dig med ansøgningen. Inistér på, at du er berettiget til at få denne hjælp!
Mit andet råd er, at du fortæller din socialrådgiver, at hun skal tage et særligt hensyn til dig. Fortæl om dine problemer og insistér igen på, at du ikke kan arbejde lige nu, men at I to sammen lægger et forløb til dig, som tager hensyn til netop din situation.
På den måde tager du hånd om dig selv og din fremtid, i stedet for at afvise dig selv og din fremtid. Det er første skridt. Og derfra kan du stille og roligt finde din egen vej ind i et liv, der også består af andre mennesker. Og også af et dejligt arbejdsliv...når tiden kommer.
Jeg ønsker dig lykke på din vej! Kærligst Karmacure.
Da jeg skrev ovenstående indlæg, forholdt jeg mig kun til det, du skrev. Du skrev ganske vist, at du havde det svært, men du skrev ikke, hvori problemerne bestod. Derimod ønskede du andres mening om det valg, du har truffet, nemlig at du ikke ønsker et arbejde, hvor du skal være i kontakt med andre mennesker. Og du efterlyste andre, der er i en lignende situation.
Jeg kunne godt genkende dit brugernavn fra tidligere, men ikke huske, hvad du har skrevet om før. Efter at jeg havde skrevet ovenstående indlæg, gav jeg mig til at søge på dit brugernavn, og jeg fandt dine tidligere indlæg, hvor du dengang skrev om, at du havde det virkeligt forfærdeligt.
Hvordan går det nu?
Som jeg har skrevet til dig før, så har jeg også haft det meget svært i mit liv. Men det ER altså muligt at få hjælp.
Jeg kan også se, at jeg stort set hver gang i mine tidligere indlæg og altså også i ovenstående indlæg har skrevet, at jeg har været i en situation, der minder om din. På baggrund af mine erfaringer fra et langt liv vil jeg gerne sige følgende:
Grundregel: Undgå selvkritik og selvbebrejdelser. Du er i en situation, hvor du ikke tåler så meget social kontakt. Det er muligt, at det kan ændre sig, når du får det bedre, men i stedet for at opfatte det som noget negativt eller lade dig påvirke af, at andre eventuelt opfatter det som egoisme, er det bedre at acceptere det som en kendsgerning. Det er altså sådan, du har det lige nu. Måske kan det ændre sig efterhånden, men det nytter ikke noget, at du presser dig selv til noget, du lige nu ikke magter.
Grundregel nr. 2: Vær ligeglad med andres negative kommentarer. Jeg ved godt, at det er svært, men du har ikke brug for al den negativitet. Det virker nedbrydende. Det var frygteligt, at en lærer i skolen sagde, at du var asocial. Det er da klart, at du så får endnu sværere ved at leve op til det sociale samvær.
Når der kommer negative tanker (selvkritik, selvbebrejdelser eller tanker om, hvad andre har kunnet finde på at kritisere dig for), så prøv at lade disse tanker passere uden at gøre noget stort nummer ud af dem. Du gør jo tingene, så godt du kan. Mere kan intet menneske forlange!
Jeg mener absolut ikke, at du skal isolere dig fuldstændigt, og det mener jeg heller ikke, at jeg har givet udtryk for. Livet er først rigtigt værdifuldt, når det udfolder sig i en vekselvirkning med andre mennesker og med Verdensaltet. Men vi er altså nogle mennesker, der bliver overbelastede af alt for mange indtryk, stemninger og sansninger, og derfor går vi i baglås, hvis vi bliver tvunget – eller tvinger os selv – til meget samvær med andre.
Mennesker er forskellige og heldigvis for det! Det ville være kedeligt, hvis alle var ens. Gennem mit liv har jeg faktisk også mange gange bebrejdet mig selv, at jeg var anderledes. Sikken et spild!
Karmacure anbefaler kognitiv adfærdsterapi, og det er jo også den form for terapi, der er moderne lige for tiden. Men jeg vil gerne udtrykke mine betænkeligheder ved den form for terapi. Inden for kognitiv terapi tror man på, at du kan lære sociale færdigheder, akkurat som man lærer et pensum i skolen. Man har en overdreven tiltro til det kognitive (altså det intellektuelle). Det er efter min opfattelse en alt for overfladisk tankegang, som ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til kroppen og følelserne og til, at mennesker nu engang er forskellige. Der er ingen mening i at presse dig til at være meget social, hvis det passer bedre til din specielle, værdifulde personlighed at være mere alene.
Men et liv i fuldstændig isolation er selvfølgelig ikke lykken. Det er i selve udvekslingen med omgivelserne, at det meningsfulde ved livet finder sted. Personligt har jeg kontakt med gode venner i det omfang, jeg kan klare, og derudover finder jeg ro i naturen, som jeg også oplever en form for vekselvirkning med. Det var på den måde, mit lidt højtidelige ord ”Verdensaltet” ovenfor skulle forstås.
Jeg vil også anbefale dig at gå i terapi, men jeg vil anbefale kropsorienteret psykoterapi, som jeg har haft gode erfaringer med. Det er vigtigt, at du finder en behandler, der er virkelig kvalificeret.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Jeg forstår ikke al den snak om kontanthjælp i de tidligere svar. Dagenigen har ikke skrevet noget om, at hun modtager støtte fra det offentlige, eller at hun skulle være i kontakt med en sagsbehandler, som Karmacure skriver om.
Kommentarer
Det er fint, at du ikke vil uddanne dig og arbejde, men hvad vil du så leve af? Det er jo ikke samfundets skyld eller ansvar, at tingene ser ud, som de gør, så hvorfor skal samfundet forsørge dig? Jeg vil personligt nødigt se, at mine surt tjente penge, hvoraf jeg aflevere en stor del i skat, går til at forsørge dig, fordi du har truffet et valg, der hedder, at du ikke gider arbejde.
Jeg beklager meget, men jeg tror ikke på dine ønsker. Hvordan vil du finde en kæreste, hvis du ikke vil være social? Hvilke god og fornuftig fyr vil have dig? Hvad har du at tilbyde ham?
Hvis du var min datter, så ville jeg jage dig tilbage til psykologen, da jeg tror/er overbevidst om, at du er nødt til at arbejde meget mere med dig selv. Du lyder utrolig egoistisk og umoden, og det vil alt andet lige, gøre livet svært for dig, da andre mennesker næppe vil accptere hverken din adfærd eller dine valg, hvis du altså regner med at skulle have penge at leve for.
Håber, du finder ud af tingene, da du jo har et langt og forhåbentligt dejligt liv foran dig.
Der er noget du har misforstået.
Der er temmelig stramme regler for hvornår man kan få offentlig forsørgelse.
Får man kontanthjælp SKAL man deltage i arbejdsmarkedsfremmende aktiviteter. Gør man ikke det, jamen så får man ingen kontanthjælp.
Det gælder også selvom man er uarbejdsdygtig.
At man så deltager i andre tiltag end de jobsøgningskurser osv. folk der er umiddelbart er i stand til at tiltræde et job gør, hvis man er syg, er en anden sag. Men man skal stadig deltage og samarbejde!
Det er kun i VIRKELIG svære tilfælde, at man kan blive fritaget for aktivering.
Og at være i de to sidstnævnte kasser kræver lægefaglige udtalelser, så man kan ikke bare lige læne sig tilbage og sige at man ikke magter det.
Flexjob eller førtidspension får man heller ikke bare lige.
Det kræver langvarig udredning og arbejdsprøvningsforløb m.m. og samtlige behandlings-, uddannelses, omskolings- osv. muligheder skal være udtømte.
Ergo: Man tilkendes ikke flexjob eller førtidspension med mindre man overhovedet ikke er i stand til at forsørge sig.
Dagenigen --> Når alt det er sagt, så vil jeg også gerne spørge dig, hvordan du vil forsørge dig? Og hvordan du allerede nu forsørger dig. For som sagt ovenover, så får du ikke lov til at gå og trille tommelfingre hvis du er på kontanthjælp. Med mindre der er indhentet lægepapirer eller er gang i det.
Og opfordre dig til at fortsætte med terapi.
Måske ville en brugbar løsning være trådstarter, at du kom til at bo i et botræningstilbud sammen med nogle normale unge mennesker. På den måde vil du kunne spejle sig i velfungerende unge, der samtidig bliver betalt for at være tolerante og forsøge at vise dig, hvordan et normalt liv ser ud samt, hvilke pligter og rettigheder man reelt har. Der findes den slags tilbud i de fleste kommuner, og mange af dem fungere rigtig godt og giver en god begyndelse på et voksent og selvstændigt liv.
Nej, jeg synes bestemt ikke, at du er kujonagtig. Det, det drejer sig om her i livet, er at træffe de valg, der passer én bedst.
Du skriver: ”Jeg har valgt slet ikke at ville have nogen karriere/uddannelse, hvor jeg skal være sammen med andre.”
Hvis det er det, der passer dig bedst, så er det fint. Der er jo masser af muligheder for at tjene penge, hvor man arbejder mutters alene, især nu hvor man kan arbejde hjemmefra via sin computer.
Der er ingen, der siger, at alle mennesker skal være ens. Det ville være frygteligt kedeligt. Du skriver, at du har det bedst i dit eget selskab. Heldigvis kan du være fløjtende ligeglad med, hvad andre mener om den sag.
Men du spørger, om der er andre, der har det ligesom dig. Jeg tror, at jeg minder lidt om dig. Jeg er dog ikke blevet hjemmeundervist. Jeg har gået i almindelig skole og gymnasium. Men som barn og teenager boede jeg et sted, der lå meget isoleret, og der var ikke rigtig muligheder for at få legekammerater. Nu er det sådan, at jeg er oppe i årene, så jeg er fra dengang, hvor forældre endnu ikke transporterede deres børn rundt i bil fra den ene aktivitet til den anden. Derfor havde jeg kun mit eget selskab og trivedes egentlig bedst med det.
Jeg valgte at tage en længerevarende uddannelse. Jeg er ikke længere på arbejdsmarkedet. De sidste år, jeg havde på arbejdsmarkedet, valgte jeg at arbejde freelance ved min computer herhjemme. Det var en udmærket ordning, som gav mig den ro, jeg behøvede. I en periode havde jeg svært ved at få tilstrækkeligt med opgaver, og da tog jeg deltidsjob som rengøringsassistent. Jeg gjorde rent på kontorer. Jeg gik alene og gjorde rent om aftenen, og det var helt fint.
Hvis jeg skal give dig et råd, så skal det være dette: Overvej endnu en gang, om det ikke ville være umagen værd at få en uddannelse. Der er mange studier, hvor man kun har få timer om ugen, og hvor man kan sidde og læse pensum derhjemme. Jeg havde det faktisk helt fint i min studietid., hvor jeg netop brugte meget tid derhjemme ved bøgerne.
Hvis du tager en uddannelse, får du bedre muligheder for at finde et interessant job. Jeg mener: rengøring er helt fint, men det er fysisk belastende, og der findes arbejde, der er mere interessant
Jeg vil ønske dig held og lykke med at finde en kæreste. Det kan godt være, at der kun er få mænd, der vil passe til dig, men jeg er overbevist om, at de findes. Ikke alle er lige selskabelige!
Du skriver, at du har det svært. Men jeg har egentlig ikke helt forstået, hvad du mener med det. For jeg ser altså ikke noget problem i, at du foretrækker dit eget selskab. Men det kan jo være, at der er noget, jeg har misforstået.
Jeg ønsker dig alt det bedste
Kameliadamen
Du skriver i gruppen "Depression og angst" og beskriver i dit indlæg at du har sociale problemer. Din overskrift lyder: "Jeg har det svært med mit liv". Det er lige netop her du skal tage fat: I dit liv! Og i det der er svært i dit liv!
Hvis du arbejder med dit selvværd og din socialangst, vil du helt sikkert få lyst til at lukke verden ind - og lade verden se lidt mere til dig!
Det er præcis disse problemer du må se i øjnene og beslutte dig for at gøre noget aktivt ved.
At lukke verden ude er ikke en reel mulighed. Det vil kun gøre problemerne værre. At isolere dig, giver dig ikke samme muligheder for at vokse og udvikle dig som menneske. For når vi er sammen med andre, spejler vi os i hinanden. Vi lærer af hinanden. Vi giver af os selv til hinanden. Og modtager af hinanden. Og på den måde lærer vi nyt om os selv. Hele livet. Hvis du kun har dig selv, afskærer du dig fra disse positive muligheder, for at vokse og gro.
Det der muligvis er sket er, at du har spejlet dig i de "forkerte" (for dig forkerte) og at du derfor afviser "andre mennesker" og "social kontakt". Det er en meget sort/hvid eller alt/intet tankegang....det kan du sikkert godt selv se, ikke? Og det der sker er, at du kommer til at afvise dig selv, når du sådan afskriver alle andre.
Jeg tror Kameliadamen har forstået dit indlæg på en anden måde end jeg. Jeg mener nemlig slet ikke, at det er vejen frem at isolere sig, når man har sociale problemer. For folk uden socialangst er det noget andet. De kan jo frit vælge det sociale fra og til. Men når man har problemer som dig, skal problemerne konfrontes og bearbejdes. Og det skal man have hjælp til. Og det kan du helt bestemt få!
Mit første råd er at du opsøger en kognitiv adfærdsterapeut. (Kommunen kan give dig ca. 10 gratis gange). Få din læge til at hjælpe dig med ansøgningen. Inistér på, at du er berettiget til at få denne hjælp!
Mit andet råd er, at du fortæller din socialrådgiver, at hun skal tage et særligt hensyn til dig. Fortæl om dine problemer og insistér igen på, at du ikke kan arbejde lige nu, men at I to sammen lægger et forløb til dig, som tager hensyn til netop din situation.
På den måde tager du hånd om dig selv og din fremtid, i stedet for at afvise dig selv og din fremtid. Det er første skridt. Og derfra kan du stille og roligt finde din egen vej ind i et liv, der også består af andre mennesker. Og også af et dejligt arbejdsliv...når tiden kommer.
Jeg ønsker dig lykke på din vej! Kærligst Karmacure.
Da jeg skrev ovenstående indlæg, forholdt jeg mig kun til det, du skrev. Du skrev ganske vist, at du havde det svært, men du skrev ikke, hvori problemerne bestod. Derimod ønskede du andres mening om det valg, du har truffet, nemlig at du ikke ønsker et arbejde, hvor du skal være i kontakt med andre mennesker. Og du efterlyste andre, der er i en lignende situation.
Jeg kunne godt genkende dit brugernavn fra tidligere, men ikke huske, hvad du har skrevet om før. Efter at jeg havde skrevet ovenstående indlæg, gav jeg mig til at søge på dit brugernavn, og jeg fandt dine tidligere indlæg, hvor du dengang skrev om, at du havde det virkeligt forfærdeligt.
Hvordan går det nu?
Som jeg har skrevet til dig før, så har jeg også haft det meget svært i mit liv. Men det ER altså muligt at få hjælp.
Jeg kan også se, at jeg stort set hver gang i mine tidligere indlæg og altså også i ovenstående indlæg har skrevet, at jeg har været i en situation, der minder om din. På baggrund af mine erfaringer fra et langt liv vil jeg gerne sige følgende:
Grundregel: Undgå selvkritik og selvbebrejdelser. Du er i en situation, hvor du ikke tåler så meget social kontakt. Det er muligt, at det kan ændre sig, når du får det bedre, men i stedet for at opfatte det som noget negativt eller lade dig påvirke af, at andre eventuelt opfatter det som egoisme, er det bedre at acceptere det som en kendsgerning. Det er altså sådan, du har det lige nu. Måske kan det ændre sig efterhånden, men det nytter ikke noget, at du presser dig selv til noget, du lige nu ikke magter.
Grundregel nr. 2: Vær ligeglad med andres negative kommentarer. Jeg ved godt, at det er svært, men du har ikke brug for al den negativitet. Det virker nedbrydende. Det var frygteligt, at en lærer i skolen sagde, at du var asocial. Det er da klart, at du så får endnu sværere ved at leve op til det sociale samvær.
Når der kommer negative tanker (selvkritik, selvbebrejdelser eller tanker om, hvad andre har kunnet finde på at kritisere dig for), så prøv at lade disse tanker passere uden at gøre noget stort nummer ud af dem. Du gør jo tingene, så godt du kan. Mere kan intet menneske forlange!
Jeg mener absolut ikke, at du skal isolere dig fuldstændigt, og det mener jeg heller ikke, at jeg har givet udtryk for. Livet er først rigtigt værdifuldt, når det udfolder sig i en vekselvirkning med andre mennesker og med Verdensaltet. Men vi er altså nogle mennesker, der bliver overbelastede af alt for mange indtryk, stemninger og sansninger, og derfor går vi i baglås, hvis vi bliver tvunget – eller tvinger os selv – til meget samvær med andre.
Mennesker er forskellige og heldigvis for det! Det ville være kedeligt, hvis alle var ens. Gennem mit liv har jeg faktisk også mange gange bebrejdet mig selv, at jeg var anderledes. Sikken et spild!
Karmacure anbefaler kognitiv adfærdsterapi, og det er jo også den form for terapi, der er moderne lige for tiden. Men jeg vil gerne udtrykke mine betænkeligheder ved den form for terapi. Inden for kognitiv terapi tror man på, at du kan lære sociale færdigheder, akkurat som man lærer et pensum i skolen. Man har en overdreven tiltro til det kognitive (altså det intellektuelle). Det er efter min opfattelse en alt for overfladisk tankegang, som ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til kroppen og følelserne og til, at mennesker nu engang er forskellige. Der er ingen mening i at presse dig til at være meget social, hvis det passer bedre til din specielle, værdifulde personlighed at være mere alene.
Men et liv i fuldstændig isolation er selvfølgelig ikke lykken. Det er i selve udvekslingen med omgivelserne, at det meningsfulde ved livet finder sted. Personligt har jeg kontakt med gode venner i det omfang, jeg kan klare, og derudover finder jeg ro i naturen, som jeg også oplever en form for vekselvirkning med. Det var på den måde, mit lidt højtidelige ord ”Verdensaltet” ovenfor skulle forstås.
Jeg vil også anbefale dig at gå i terapi, men jeg vil anbefale kropsorienteret psykoterapi, som jeg har haft gode erfaringer med. Det er vigtigt, at du finder en behandler, der er virkelig kvalificeret.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Jeg forstår ikke al den snak om kontanthjælp i de tidligere svar. Dagenigen har ikke skrevet noget om, at hun modtager støtte fra det offentlige, eller at hun skulle være i kontakt med en sagsbehandler, som Karmacure skriver om.