Indstillinger
kan ikke se enden mere.
hey
jeg skriver her men er ikk sikker på at dette er det rigtige sted. men prøver.
Jeg er en pige på 23 år. som har afsluttet skoleforløb på handelsskolen med udmærkelse for 2 år siden.
Jeg skriver fordi jeg har meget svært ved at finde hovede og hale i alt lige nu. føler mig træt og behængt af venner og familiemedlemmers problemer samtidig med jeg har mine egne problemer.
Jeg bor sammen med min kæreste gennem snart 6½ år som jeg elsker utroligt meget og som jeg ved er gengælt. Desværre er han meget syg og det tager en del i vores hverdag.
oveni kæmper jeg med mine egne følser fra min fortid hvor jeg er svigtet big time af min rigtige far og fra da jeg i en alder af 14 blev voldtaget af en jeg kendte rigtig godt den gang.
Heri kommer at den eneste faderfigur jeg nogensinde har haft (min mors tidligere kæreste gennem mange år samt far til mine 2 yngste søskende) er begyndt at te sig på en måde der minder om min far til tider. så frygter lidt måden mine søskende ser ham på. hvilket går mig meget på da jeg ike ønsker de skal ha de blandede følelser om deres far som jeg har haft om min.
samtidig er min mor efter min mening kommet lidt for langt ud mht hvad jeg mener der er rimelig brug af internettet. og i lange perioder drejer stort set alt sig om de personer hun nu spiller/snakker med den vej. og når der får en ende er det somrelt mig der skal høre om hvordan hun føler. som tit kommer for ar låne penge trods for hun ved mig og kæresten ikke har vanvittig meget at gøre med selv. og har dte med at spille med min samvitighed hvis jeg siger nej.
Jeg har sat mig selv i gæld for over 100.000 på min mors og søskendes fars bekostning. bla. åbning af et firma der gik galt. selvom der var mange løfter om både det ene og det andet. og hader den situiation jeg er blevet sat i. men kan intet gøre.
så har jeg de sidste 2 år fået tiden til at gå med at være på VUC for simpelthen ikke at ryge på Kontanthjælp. det virkede som en god ide for mig at holde mig igang mens jeg søgte elevplads efter min afgangs eksame på handelsskolen.
Men er kommet dertil at jeg må indse det ikke kan køre på den måde.
Har søgt adskellige elevpladser men uden held da de helst tager folk med efaring hvilket jeg ikke har. da jeg brugte årene fra 15-18 år på at gå på efterskole. og derefter gik igang med min uddannelse.
sidst men ikke mindst så har jeg fået en ven fra VUC i den periode jeg gik der. som har vidst sig at være anderledes end jeg troede. i starten var han en jeg kunne snakke med på en anden måde end med min kæreste eller mor. men de sidste par måneder er det ændret sig selv at jeg føler jeg skal stå til regnskab overfor ham om hvad jeg laver og ikke laver. fx hvis mig eller kæresten skal til lægen mv. bliver han fornærmet hvis ikke jeg lige har skrevet og fortalt hvordan det gik samme dag. derudover er han meget kommanderende og vil gerne fortælle mig hvordan han synes jeg skal leve mit liv. og det er efterhånden ved at tage overhånd.
Min kæreste er som sagt syg og vi rejser en del fra den ene ende af dk til den anden. pga undersøgelser han skal i. hvilket ikke er en billig fornøjelse. slet ikke med ham som sygemeldt ved kommunen og mig på su
har flere gange overvejet og smide hvad jeg har i hænderne også søge kontanthjælp. problemet er at jeg ikke vil få særligt meget udbetalt og vi vl derfor få svært ved at få vores økonomi til at hænge sammen.
Min kæreste som stille og roligt kan se at jeg falder mere og mere fra hinanden spørgere tit til hvordan jeg har det. og blir ved at sige jeg ikke skal gøre noget for hans skyld men at jeg skal tænke mig selv. men det andet er hele tiden i baghovedet på mig.
Har tit ondt i hovedet. simpelhent fordi jeg ikke sover ret meget. måske 3-4 timer om natten sammenlagt med mellemrum hvor jeg gerne vågner 5-6 gange hver nat. har tit ondt/dårlig mave og ved ikke om det kan være en følge af dette. og føler tit alt bare falder ned over hovedet på mig og gir mig lyst til bare at sætte mig ned og tude.
i disse tider er jeg glad for jeg har min kæreste som så vidt han kan forsøger at gøre det nemmere for mig.
vi har snakket om at flytte. komme længere væk fra alt det der er her. få det hele på afstand lidt og dermed starte forfra. og har også nogen gange tænkt det måske er det jeg har brug for.
ved det ikke
som sagt kan ikke finde hovede eller hale i noget mere.
jeg skriver her men er ikk sikker på at dette er det rigtige sted. men prøver.
Jeg er en pige på 23 år. som har afsluttet skoleforløb på handelsskolen med udmærkelse for 2 år siden.
Jeg skriver fordi jeg har meget svært ved at finde hovede og hale i alt lige nu. føler mig træt og behængt af venner og familiemedlemmers problemer samtidig med jeg har mine egne problemer.
Jeg bor sammen med min kæreste gennem snart 6½ år som jeg elsker utroligt meget og som jeg ved er gengælt. Desværre er han meget syg og det tager en del i vores hverdag.
oveni kæmper jeg med mine egne følser fra min fortid hvor jeg er svigtet big time af min rigtige far og fra da jeg i en alder af 14 blev voldtaget af en jeg kendte rigtig godt den gang.
Heri kommer at den eneste faderfigur jeg nogensinde har haft (min mors tidligere kæreste gennem mange år samt far til mine 2 yngste søskende) er begyndt at te sig på en måde der minder om min far til tider. så frygter lidt måden mine søskende ser ham på. hvilket går mig meget på da jeg ike ønsker de skal ha de blandede følelser om deres far som jeg har haft om min.
samtidig er min mor efter min mening kommet lidt for langt ud mht hvad jeg mener der er rimelig brug af internettet. og i lange perioder drejer stort set alt sig om de personer hun nu spiller/snakker med den vej. og når der får en ende er det somrelt mig der skal høre om hvordan hun føler. som tit kommer for ar låne penge trods for hun ved mig og kæresten ikke har vanvittig meget at gøre med selv. og har dte med at spille med min samvitighed hvis jeg siger nej.
Jeg har sat mig selv i gæld for over 100.000 på min mors og søskendes fars bekostning. bla. åbning af et firma der gik galt. selvom der var mange løfter om både det ene og det andet. og hader den situiation jeg er blevet sat i. men kan intet gøre.
så har jeg de sidste 2 år fået tiden til at gå med at være på VUC for simpelthen ikke at ryge på Kontanthjælp. det virkede som en god ide for mig at holde mig igang mens jeg søgte elevplads efter min afgangs eksame på handelsskolen.
Men er kommet dertil at jeg må indse det ikke kan køre på den måde.
Har søgt adskellige elevpladser men uden held da de helst tager folk med efaring hvilket jeg ikke har. da jeg brugte årene fra 15-18 år på at gå på efterskole. og derefter gik igang med min uddannelse.
sidst men ikke mindst så har jeg fået en ven fra VUC i den periode jeg gik der. som har vidst sig at være anderledes end jeg troede. i starten var han en jeg kunne snakke med på en anden måde end med min kæreste eller mor. men de sidste par måneder er det ændret sig selv at jeg føler jeg skal stå til regnskab overfor ham om hvad jeg laver og ikke laver. fx hvis mig eller kæresten skal til lægen mv. bliver han fornærmet hvis ikke jeg lige har skrevet og fortalt hvordan det gik samme dag. derudover er han meget kommanderende og vil gerne fortælle mig hvordan han synes jeg skal leve mit liv. og det er efterhånden ved at tage overhånd.
Min kæreste er som sagt syg og vi rejser en del fra den ene ende af dk til den anden. pga undersøgelser han skal i. hvilket ikke er en billig fornøjelse. slet ikke med ham som sygemeldt ved kommunen og mig på su
har flere gange overvejet og smide hvad jeg har i hænderne også søge kontanthjælp. problemet er at jeg ikke vil få særligt meget udbetalt og vi vl derfor få svært ved at få vores økonomi til at hænge sammen.
Min kæreste som stille og roligt kan se at jeg falder mere og mere fra hinanden spørgere tit til hvordan jeg har det. og blir ved at sige jeg ikke skal gøre noget for hans skyld men at jeg skal tænke mig selv. men det andet er hele tiden i baghovedet på mig.
Har tit ondt i hovedet. simpelhent fordi jeg ikke sover ret meget. måske 3-4 timer om natten sammenlagt med mellemrum hvor jeg gerne vågner 5-6 gange hver nat. har tit ondt/dårlig mave og ved ikke om det kan være en følge af dette. og føler tit alt bare falder ned over hovedet på mig og gir mig lyst til bare at sætte mig ned og tude.
i disse tider er jeg glad for jeg har min kæreste som så vidt han kan forsøger at gøre det nemmere for mig.
vi har snakket om at flytte. komme længere væk fra alt det der er her. få det hele på afstand lidt og dermed starte forfra. og har også nogen gange tænkt det måske er det jeg har brug for.
ved det ikke
som sagt kan ikke finde hovede eller hale i noget mere.
Kommentarer
Du beskriver mange ting i dit brev, der lyder som om, du bekymrer dig og tager alt for meget ansvar for hvordan andre har det. Du glemmer fuldstændigt dig selv. Det betyder, at du konstant er i en tilstand af at "være ovre i andre og deres anliggender" i stedet for at fokusere på at "være i dig selv".
Det kræver utrolig meget energi, at bekymre sig så meget om andre og kontrollere at det går dem, som man synes det burde gå for dem. Dette element af kontrol, du har, når du gerne vil sikre dig at andre har det godt, er efter min mening ikke særlig sundt. For du kommer aldrig til at kunne styre, hvad der sker i de andres liv, uanset hvor godt du ønsker de skal have det.
De andre skal selv leve deres liv. Det er ikke din opgave. Det der er din opgave er at leve dit liv. Hvad er det for et liv du ønsker at leve?
Første skridt for dig kunne måske være at bruge tid for dig selv, f.eks. en halv time hver dag, på at trække vejret helt ned i kroppen, gå en tur, købe en lille gave til dig selv (en kop kaffe f.eks), plukke en blomst til dig selv, gå i kurbad...hvad du nu kan finde på, som gør dig selv glad. Alt i alt: Tid til ikke at bekymre dig om andre.
Den halve time, kan også blot være tid hvor du sidder et sted helt alene, uden andre og har "stilletid". Dvs. "et rum af tid" hvor ingen andre end du må komme ind, hverken fysisk eller i dine tanker. Hver gang du registrerer at du alligevel kom til at tænke på/bekymre dig om "de andre", så tag tankerne tilbage til dig selv og træk vejret dybt. Vær stille. Rolig.
Det lyder som om, du skal lære at være i dig selv, i dit eget liv - og ikke i alle de andres liv. Det er jo kun dem der kan leve deres liv. Ikke dig.
Når du lader din "ven" udspørge dig og "styre" dig, er det godt du reagerer på det. Hvad bilder han sig ind? Prøv at undersøge om de mennesker du omgiver dig med, er nogle der påvirker dig i positiv eller negativ retning. Det er ikke forbudt at sige fra og vælge andre fra, hvis de overskrider dine grænser. Man behøver ikke nødvendigvis vælge folk definitivt fra, men blot overveje om de bidrager med noget som helst positivt til ens tilværelse og ta´ den derfra! Tænk samtidig over, hvad dine grænser er. Sætter du dem for lavt i forhold til dit eget velbefindende? Hvad skal der til, for at du sætter sunde grænser for dig selv? Hvis du selv var din bedste ven, hvilke gode råd ville du så give dig selv? Burde du ikke behandle dig selv som din egen bedste ven?
Livet handler ikke kun om at overleve, men også om at leve. Derfor er mit råd, at du bør finde ud af, hvordan du finder frem til det der betyder noget for dig. Livet har så meget kærlighed og skønhed at byde på. Også til dig.
Ovenstående er blot nogle bud. Måske har du brug for at tale med en professionel psykolog, der kan hjælpe dig på vej og samtidig få talt om de svære oplevelser du har haft i dit liv. En psykolog kan også hjælpe dig med, hvordan du lærer at sige fra. Din kæreste er syg og du hjælper ham meget, hvilket er sødt af dig. Men kan han ikke klare noget af det selv? Eller få en anden til at hjælpe ind i mellem, så det ikke slider for meget på dig? Det kan en psykolog også hjælpe dig med at finde ud af!
Det er ingen skam at gå til psykolog.. Tværtimod kan man være heldig at vokse af det. Lægen kan måske hjælpe med henvisning til en psykolog, hvis du ønsker det.
Held og lykke fra Karmacure.