hvor langt skal jeg strække mig?
jeg undskylder på forhånd, for dette indlæg kan blive langt:(
for næsten 8 år siden mødte jeg min mand. vi var forelsket og er hinandens første kærester. Vi havde ikke mange fælles interesser, men der var noget ved hinanden vi bare faldt for. han er 10år ældre end mig og denne forskel har egentlig altid været lidt pinlig for mig, til trods for jeg virkelig elsker ham,
Men da vi fik vores pige for 4 år siden gik det galt. Han følte jeg tvang ham til at blive far, men han lod mig tro det var helt iorden og at han var klar. da vores lille pige så blev født sad han ved computeren og var overhovedet ikke interesseret. derefter gik det voldsomt ned af bakke. jeg fik en mindre depression og havde svært ved at tackle vores datter. min mand så ingenting og hvis han gjorde lod han som ingenting. Vi flyttede efter et lille års tid pga lille lejlighed og det virkede som om det hjalp lidt på ham. vores sexliv gik op og ned, mest ned..
for 1år siden gik det så helt galt. Min man fik en voldsom depression pga stress fra arbejdet. han har været sygemeldt i 10mdr. i den tid har jeg seriøst stået for alt! det eneste han har gjort var at stå op, aflevere vores datter også gå hjem og sove igen, indtil jeg kom hjem fra arbejde og vækkede ham, hvorefter han satte sig ved computeren. Nu er han i bedring, de snakker om erhvervspraktik. Jeg gik så desværre ned med nervesammenbrud for blot 1mdr siden og har virkelig svært ved at samle mig om de daglige gøremål, og legen med vores datter:(
han er dog begyndt at rydde lidt op, men ellers er det stadig mig der skal gøre alt.
mange gange tænker jeg på at gå fra ham, da jeg føler der ikke er plads til jeg kan komme mig i dette forhold. Alt omhandler ham.. han er træt så han går ind og sover lidt ekstra til middag (på trods af han har sovet fra 11-11).
når vores datter står op om morgenen er det mig der bliver nød til hver dag at stå op og give hende mad og tøj osv. mens min mands stadig bare ligger og sover. når jeg så går ind og siger han skal op.. mumler han bare og bliver liggende!
en af bivirkningerne ved både depression og nervesammenbrud er forøget behov for søvn. Men her virker det som om han ikke har forståelse for mit forøget behov. faktisk virker det ofte som om jeg ikke er syg.. han er jo den syge!!
Jeg elsker ham stadig rigtig højt, og jeg ved hans depression har en del at sige angående hans handling og holdninger. Men de snakker om han er ved at være klar til arbejdsmarkedet igen, det burde vel betyde han også bedre skulle kunne håndtere vores forhold og støtte mig i mit sammenbrud ikke?
de sidste par måned har jeg tænkt rigtig rigtig meget over at forlade ham.. men jeg føler ikke jeg kan tillade det.. han er jo syg! og på et eller andet tidspunkt bliver han vel rask igen.. så burde vi kunne få et normalt forhold som vi havde engang. et forhold hvor vi hjalp hinanden med vores problemer og de daglige gøremål. alligevel føler jeg ikke at dette forhold udvikler sig til noget sundt. Og når jeg prøver at snakke med ham om det, så køre han med at han er syg og ikke kan gøre noget ved den måde han er på..
åhhh jeg er så forvirret!!
hvor langt skal jeg strække mig? skal jeg bare bide det i mig og vente til han bliver 100% rask og er på arbejde fuldtid igen? skal jeg være total egoist og sige: nu er det nok! jeg må tænke på mig selv? jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at sige stop... jeg ved bare at jeg bliver så ked af at tænke på vores forhold:(
mvh aerten
for næsten 8 år siden mødte jeg min mand. vi var forelsket og er hinandens første kærester. Vi havde ikke mange fælles interesser, men der var noget ved hinanden vi bare faldt for. han er 10år ældre end mig og denne forskel har egentlig altid været lidt pinlig for mig, til trods for jeg virkelig elsker ham,
Men da vi fik vores pige for 4 år siden gik det galt. Han følte jeg tvang ham til at blive far, men han lod mig tro det var helt iorden og at han var klar. da vores lille pige så blev født sad han ved computeren og var overhovedet ikke interesseret. derefter gik det voldsomt ned af bakke. jeg fik en mindre depression og havde svært ved at tackle vores datter. min mand så ingenting og hvis han gjorde lod han som ingenting. Vi flyttede efter et lille års tid pga lille lejlighed og det virkede som om det hjalp lidt på ham. vores sexliv gik op og ned, mest ned..
for 1år siden gik det så helt galt. Min man fik en voldsom depression pga stress fra arbejdet. han har været sygemeldt i 10mdr. i den tid har jeg seriøst stået for alt! det eneste han har gjort var at stå op, aflevere vores datter også gå hjem og sove igen, indtil jeg kom hjem fra arbejde og vækkede ham, hvorefter han satte sig ved computeren. Nu er han i bedring, de snakker om erhvervspraktik. Jeg gik så desværre ned med nervesammenbrud for blot 1mdr siden og har virkelig svært ved at samle mig om de daglige gøremål, og legen med vores datter:(
han er dog begyndt at rydde lidt op, men ellers er det stadig mig der skal gøre alt.
mange gange tænker jeg på at gå fra ham, da jeg føler der ikke er plads til jeg kan komme mig i dette forhold. Alt omhandler ham.. han er træt så han går ind og sover lidt ekstra til middag (på trods af han har sovet fra 11-11).
når vores datter står op om morgenen er det mig der bliver nød til hver dag at stå op og give hende mad og tøj osv. mens min mands stadig bare ligger og sover. når jeg så går ind og siger han skal op.. mumler han bare og bliver liggende!
en af bivirkningerne ved både depression og nervesammenbrud er forøget behov for søvn. Men her virker det som om han ikke har forståelse for mit forøget behov. faktisk virker det ofte som om jeg ikke er syg.. han er jo den syge!!
Jeg elsker ham stadig rigtig højt, og jeg ved hans depression har en del at sige angående hans handling og holdninger. Men de snakker om han er ved at være klar til arbejdsmarkedet igen, det burde vel betyde han også bedre skulle kunne håndtere vores forhold og støtte mig i mit sammenbrud ikke?
de sidste par måned har jeg tænkt rigtig rigtig meget over at forlade ham.. men jeg føler ikke jeg kan tillade det.. han er jo syg! og på et eller andet tidspunkt bliver han vel rask igen.. så burde vi kunne få et normalt forhold som vi havde engang. et forhold hvor vi hjalp hinanden med vores problemer og de daglige gøremål. alligevel føler jeg ikke at dette forhold udvikler sig til noget sundt. Og når jeg prøver at snakke med ham om det, så køre han med at han er syg og ikke kan gøre noget ved den måde han er på..
åhhh jeg er så forvirret!!
hvor langt skal jeg strække mig? skal jeg bare bide det i mig og vente til han bliver 100% rask og er på arbejde fuldtid igen? skal jeg være total egoist og sige: nu er det nok! jeg må tænke på mig selv? jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at sige stop... jeg ved bare at jeg bliver så ked af at tænke på vores forhold:(
mvh aerten
Kommentarer
En rigtig depression gør, at der bare ikke er overskud til noget overhovedet. Man bliver let irriteret over den syges tilstand, og forstår muligvis heller ikke, hvorfor han/hun ikke kan tage sig sammen. Men det kan han/hun ikke, sådan er det bare. Det er ulykkeligt for jer begge.
Du skal også passe på barnet og dig selv. Så du må skrue ned for blusset, sorter i nødvendige og unødvendige opgaver.
Du skal tillade din mand at være syg, så må du leve et liv ved siden af sammen med din datter.
Når man er ung, stiller man ofte store krav til sig selv, når man bliver ældre opdager man hvor mange unødvendige ting man har beskæftiget sig med.
Så sorter i dine vigtige og ikke så vigtige gøremål, det kan måske hjælpe dig selv til et større overskud i hverdagen.
Du skriver, at du elsker din mand,. Sålænge du ved du elsker ham, skal du ikke foretage dig noget drastisk. Det gavner ingen af jer, og hjælper heller ikke på dit nervesammenbrud.
Jeg har flere gange udskudt vasketøjet til sidste øjeblik, men det laver jo ikke sig selv. Jeg er kommet ned i tider på arbejdet, men er blevet mere ked. Arbejdet var min måde at komme væk på, nu kan jeg se ham sove hele formiddagen, og jeg bliver gal! for jeg er så træt... jeg kunne sove hele dagen selv hvis det var, men vores datter skal stadig afleveres og hentes, klædes på, skiftes, have mad og underholdes! og hun er nu engang det vigtigste! Men selv at være kørt ned og have brug for hjælp, men ikke kunne få hjælpen. Tja det er ikke nemt. Og jeg er ret sikker på at det ville være nemmere at bo alene med min datter. først fordi jeg så ikke skal bekymre mig om min mand (bruger mange ressourcer på det), skal ikke "opvarte" ham, når han endelig er der for vores datter ødelægger han ikke 2ugers intenst opdragelse for at spise pænt eller lign. og jeg ville vide præcis hvad jeg har at gøre godt med. Men det er en absolut sidste udvej, for jeg vil jo gerne have den der lykkelige familie hvor vi kan støtte hinanden. Men jeg kan ikke være der for ham når jeg ikke selv er rask, og jeg er så bange for at skade min datter for livet.
Nu har du fået et sammenbrud, hvilket ikke er mærkeligt - det er jo benhårdt, det også du går gennem. Hvilken hjælp får du?
Jeg vil bestemt foreslå, at du - og måske I - går ned til lægen og beder om hjælp, ja kræver, at der må ske noget nu, inden det hele ramler for jer.
Det er jo ikke nok, hvis I bare har fået nogle piller. Der skal da noget professionelt psykologhjælp ind, og det skal være nu, for du har da helt ret - det er ikke holdbart hverken for jer, jeres forhold eller jeres barn.
En depression er jo ikke noget, der bare forsvinder, ved at man sidder hjemme og er sygemeldt; nej den skal behandles professionelt, med noget samtaleterapi, så man kan komme til bunds i, hvorfor man har fået denne sygdom.
Og ja, jeg ved desværre godt, at det er meget svært at blive henvist til noget sådant, og at der kan komme egenbetaling på banen, men prøv i første omgang om lægen kan blive overbevist om, at det her simpelt ikke går for jer, og så er så fornuftig at han/hun kan hjælpe jer til den videre hjælp.
Så tror da f..... at du får et nervesammenbrud. Er det et professionelt sted din mand får hjælp fra?
At du får hjælp gennem noget frivilligt er ikke godt nok, du har ret og krav på noget professionelt hjælp, og her skal du bede din læge om en henvisning.
En depression i denne størrelsesordning er ikke for frivillige organisationer.
Jeg har selv været frivillig, og det var en alvorlig sag, når det handlede om selvmordstruede, vi måtte ikke gå ind i det, men henvise til relevante steder, hvor der var professionelle der tog over.
Prøv at kontakte psykiatrifonden og få en lang snak med dem. Du skal ikke affinde dig med en eller anden frivillig organisation, de er simpelthen ikke gode nok til at hjælpe dig.
Med de bedste ønsker for, at du får den hjælp du har ret og krav på.
Victoria.