Savner ham så meget...hvorfor skete det for os????

Metteb1

Jeg sidder lidt og tænker over hvorfor det er at jeg skriver herinde, for ligegyldigt hvad jeg gør, tænker eller ønsker så er der ikke noget der kan bringe min skat tilbage til mig....og det er netop det der gør så forfærdeligt ondt!! Det gør så ondt at man ikke kan beskrive det med ord uden det lyder kliché agtigt, men jeg er nået til et punkt hvor jeg tænker om det virkelig er det hele værd? Jeg ved at jeg resten af mit liv vil have dette savn og smerten ved at han ikke er hos mig mere....han var mit liv og min fremtid - nu har jeg ingenting tilbage.
Jeg ville gerne kunne fortælle hvad der skete med Kim, men det er endnu for smertefuldt for mig at dele. Men det jeg kan sige er at den 22. maj gav jeg ham hjertemassage og han lå i 15 dage på neurointensiv afdeling inden han døde den 6. juni 2011. På lørdag ville han være blevet 32 år. Vi fik ikke lang tid sammen, ca 1½ år, men vi havde så mange fælles planer for fremtiden og vi var så lykkelige. Vi skulle først til at virkelig bygge et liv op sammen og nyde livet og hinanden. Han var perfekt og vi var så glade....for livet og for hinanden. Igen er ord ikke nok til at beskrive hvad vi betød for hinanden. Jeg elsker ham så meget!!!
Jeg har talt med så mange mennesker, for der er mange der gerne vil hjælpe. Jeg har skrevet med folk på sms og mail. Jeg har skrevet til Kim og jeg har talt til ham, for jeg vælger at tro på at han er derude et sted og holder øje med mig og måske hjælper mig? Men uanset hvad jeg gør er smerten der stadig og vender ofte tilbage med så stor kraft at jeg vælter omkuld. Kan nogle gange finde mig selv liggende på gulvet og hulke...det er så uvirkeligt og kan ikke forstå hvorfor det er sket...jeg synes det er synd for ham at han ikke får lov til at nyde livet mere, ham der virkelig satte pris og forstod hvad der var vigtigt her i livet og hvad der ikke er så vigtigt. Jeg forstod det ikke altid, men jeg lyttede til ham og lærte af ham....men jeg kunne have lært så meget mere. Og nu står jeg tilbage her - jeg føler mig så tom og forbandet ensom, bange, gal, frustreret, magtesløs men mest bare rigtig rigtig ulykkelig. Er det virkelig livet det her, hvordan kan det være så ondt....i så fald har jeg ikke lyst til at være en del af det mere. Jeg ved godt at Kim ville ønske at jeg ikke var så ked af det og at jeg på et tidspunkt bliver glad igen...men hvordan skal det kunne lade sig gøre??? Han er her jo ikke og jeg vil aldrig nogensinde finde en som ham! Og lige nu virker det også mærkeligt at sige at jeg ikke vil finde nogen anden, jeg har jo ikke lyst til at skulle finde en anden. Det skulle jo være ham og mig resten af livet...det liv hvor man bliver gamle sammen.
Lige nu lever jeg i limbo...venter på at tiden går, for nogle siger at det er tiden der læger alle sår, men så er der andre der siger at det ikke passer...så hvad skal jeg så gøre. Jeg ved ikke hvad der skal blive af mig uden ham...kan ikke gå på arbejde da jeg ikke kan tage mig sammen til noget eller koncentrere mig - og det bringer ham heller ikke tilbage. Jeg bliver nok nødt til at finde en anden lejlighed da den vi boede i er for dyr for mig at have alene. Bare tanken om at skulle bo et andet er så forfærdelig at jeg ikke kan rumme det...i en by hvor jeg ikke kender mange og væk fra min familie og tætteste veninder. Jeg vil føle mig endnu mere forladt og ensom i en anden lejlighed, men samtidig ved jeg heller ikke om det vil være for hårdt at blive boende i det hjem der har så minder men værst af alt en masse drømme om en fremtid der aldrig bliver til noget. Kan ikke finde ud af det???
Har kun boet lidt i lejligheden siden det hele skete, da der er noget byggerod...det var vore projekt, og at lave det færdig vil ikke skabe nogen glæde men tværtimod en masse smerte. Jeg ville ønske at han stadig var her så han kunne fortælle mig hvad der var bedst. Sammen med ham var jeg stærk, og tror han havde det på samme måde...men uden ham er jeg så svag og ynkelig at jeg ikke kan holde det ud. Folk prøver at passe på mig nu, men føler at jeg er en byrde. Det er også ligesom om at folk mener at det er på tide at jeg tager mig sammen og kommer videre/ovenpå o.l. og jeg føler at jeg gør alle folk omkring mig endnu mere kede af det, fordi at de kan se min smerte og ikke ved hvad de kan gøre. Tænker meget på at jeg helst ikke vil leve mere, men jeg vil heller ikke have at andre folk skal gå igennem det samme som jeg gør nu. Men jeg kan bare ikke holde det ud mere. Nogle siger at jeg skal tage imod medicin, men det har jeg heller ikke lyst til, da jeg tror at det er en falsk følelse jeg kommer til at være i. Har mest af alt bare lyst til at lade mig indlægge og forsvinde fra alle folk og beslutninger.
Jeg har svært ved at spise da min smerte og angst gør at jeg har kvalme det meste af tiden, og nogle gange er min puls lige så høj som den var de første 1-2 uger efter han mistede livet. Det er en anden ting jeg ikke kan lide, dette ord på 3 bogstaver, får det mærkeligt når folk siger det og jeg siger det aldrig...at miste livet lyder ikke så brutalt for mig. Synes alt har været så barskt og brutalt at jeg ikke kan magte det mere.
Når jeg læser dette tænker jeg også hvor svag en person jeg lyder til at være, og det er jeg også lige nu...jeg orker ikke at være stærk mere!
Jeg tror at grunden til at jeg skriver her er fordi jeg ikke føler at der er nogen der helt forstår hvad det betyder for mig at jeg ikke har min elskede skat hos mig. Der var mange mennesker for hvem Kim gjorde en forskel, og jeg ved at der er rigtig mange der savner ham utroligt højt...men de har alle deres hverdag at gå tilbage til men vigtigst af alt, de har stadig deres kærlighed og deres støtte. Jeg har minderne ja, men lige nu er de så smertefulde da de er en påmindelse om alt det vi ikke nåede og som vi aldrig får. Jeg fatter stadigvæk ikke at det virkelig er sket...men jeg har mistet ham, mig selv, mit liv, min fremtid, mit hjem....føler snart også at jeg mister min forstand.

spider68

Hej det gør mig ondt for dig . det er hårdt at læse det du skriver og ja det er meget smertefuldt at miste den man elsker højest i verden. Det kan tage måneder inden du er i gennem den denne kraftige sorg du nu er i . og det lyder til det er en god ide du kontakter psykiatrisk skadestue. så du kan bo på et hospital og få mad og pleje og ikke skal forholde dig til noget til du kan være i din sorg og tale med nogen der kan hjælpe dig. Nogle steder bruger de NADA nåleterapi der beroliger kropen . samt Musik cure . Musik terapi. der beroligere sindet Det kan du også selv købe på apoteket. Du kan vælge at leje lejligheden ud hvis du vil tilbage til den. ellers kan det være svært med minder fra ens tidligere liv . der hele tiden. minder en om det der har været. Hvis du engang er parat til at møde en anden . er det ikke sikkert denne vil bo i det hus ito drømte sammen om at have. og nej du møder ikke en anden som ham. Han var unik. i var unikke . Men livet er ikke slut for dig Du må være stolt over du fik en så dejlig mand. og Ja jeg tænker han også er der et sted. og du fornemmer det. i en periode nu hvor det er så kort tid siden. han døde. Havde han været syg . inden han fik hjertestop. Det er også et stort chok for dig at være igennem. og du tænker vel også på at du kan dø en gang . og bliver bange. Da jeg havde mistet min mor som jeg var meget knyttet til. hoppede jeg i min seng. den gav mig trøst. jeg fik heller ikke meget mad. måtte klare mig selv en måned. uden nogen besøgte mig. men du skal få hjælp. Har lægerne fundet ud af hvorfor han døde ? På hospitalet er der en præst. måske det kan hjælpe dig at tale med sådan en. og skælde ud. eller fortælle dine tanker. og bede for din kærste. og bede til du kan se livet igen og have ham med dig i dine tanker hvor du går. nogle gange vil han være lidt på afstand og andre gange vil han være meget tæt på dig. Så længe din hukommelse husker. vil han og andre der går bort . være i dine tanker. Ved at du reagere som du gør . er det ægte kærlighed. Vi kan være bange for at komme til at elske . for at evt. at skulle miste igen . gør så ondt. Hvis vi ikke er syge , er der somregl ingen der ved om vi lever næste dag. Når man lever med et liv hvor alt kan vende op og ned på livet . og livet i trafik ikke er en selvfølge vi alle kommer godt hjem hverdag. siger vi i familien pænt farvel med kys, hvis vi ikke kommer levende hjem. eller overlever natten. Jeg har levet med et liv hvor der pludslig kunne være dødsfald. så jeg ligger altid mærke til min familie når de sover. eller bliver meget syge. Min far havde søvnapnø . og min mor dårlig hjerte. nu har min kærste søvnapnø og det er slemt. hvis han ikke får ilt om natten kan han dø af ikke at trække vejr. Håber du finder hjælp. kærligst.

Lina11

Hej Mette,

Jeg læste dele af dit indlæg ...det gjorde ondt.

Hvad siger man når et menneske er i sorg? Det gør så ondt. Du kommer til at græde dig igennem det og bære smerten...lidt som en skilsmisse. Det er en del af vores livsvilkår.

SR bistand er der noget der hedder...de er rigtig gode mennesker der vil du måske kunne møde mennesker i samme situation som dig. Mennesker der vil forstå din smerte...og du vil vide du ikke er den eneste. En sorggruppe.

Måske kan det hjælpe dig ? Jeg ved det ikke.

Det vil tage tid.

Victoria94

Kære Mette.
Det er kun godt fire måneder siden, du mistede et menneske du holdt af. I havde fremtidsplaner og i var lykkelige, og så - pludselig er det hele væk.
Men er det nu det?
Det er helt normalt at være i sorg endnu et stykke tid. Du har ret til, at få en henvisning til en psykolog hos din læge. Har du forsikringer, dækker de i også, hvis det står i policen.
Du kan ikke "gøre" dig ud af sorgen, det bedste er at acceptere og være i sorgen. Det betyder jo også, at du har haft en dejlig tid som på et tidspunkt går hen og bliver meget betydningsfuldt for dig.
Jeg mistede min mand for et år siden. Han var syg i mange år forud. Jeg sidder nu tilbage i et meget stort hus, samt en stor have. Det var blevet lidt forsømt de sidste år.
Jeg tænker ofte på min mand, når jeg går og rydder op, ordner have og maler hus. Det sidste var meget nødvendigt. Jeg har selv gjort det, jeg mangler lidt endnu, men ikke noget vigtigt. Jeg tænker tit, at han ville blive glad, hvis han kunne se huset og haven. Det var vores livsprojekt. Vi skulle holde guldbryllup til februar, hvis min mand havde levet. Det nåede vi så ikke. Men vi nåede så meget andet.
Nu er du meget ung, og jeres livsprojekt sluttede inden i fik rigtig begyndt. Du har oplevet noget betydningsfuldt og vigtigt: Du har følt dig elsket, og du har elsket, du var lykkelig. Det er en af de største glæder livet har at byde på. Det er en bestanddel du vil og kan bære med dig ud i fremtiden. Det er klart, at du sørger over at have mistet, men kernen i jeres forhold, har du ikke mistet, den vil vare livet ud.
Tillad dig at være i sorgen et stykke tid endnu, du kan ikke gøre noget, det er godt, at du kan sørge. Pludselig vil du se glæden bryder frem igen og du går ud i verden med oprejst pande og tro på fremtiden.
Hilsen Victoria