Indstillinger
HJÆLP!!
Hej.
Jeg har virkelig brug for noget hjælp og gode råd! Kort fortalt er jeg en ung pige på 20 år (21 om et par måneder). Jeg kom ud for en ulykke da jeg var 12 år. Jeg beskadigede min hypofyse og nakke meget alvorligt. Jeg er meget syg og har rigtig mange symptomer og problemer samtidig fungerer jeg overhovedet ikke det man ville kunne sige var "acceptabelt". Jeg skal have hjælp til stort set alt da jeg er lammet fra hoften og ned sammen med min voldsomme funktionsnedsættelse har jeg så voldsomme smerter og besvimmelsesanfald og andre grimme symptomer at jeg er sengeliggende 24/7. Jeg kan ikke fungerer normalt på nogen områder. Jeg er på førtidspension og bor stadig hjemme ved mine forældre som passer, plejer og støtter mig. Mit problem er at da min ulykke skete og 6,5 år frem blev jeg fejlbehandlet af læger, specialister og sygehusene etc.
Der var én læge som havde skrevet at min sygdom var psykisk. I hans øjne var jeg psykisk syg og han skrev i min journal, at jeg fejlede: depression, PTSD, anoreksi, Teenageproblemer, psykiske problemer, hypokonder og at det var mine forældre som var skyld i at jeg havde det som jeg havde det osv..
Jeg fik det kun værre og værre. Efter 6,5 år var jeg så syg at det var et spørgsmål om uger før jeg ville dø, det var de fleste klar over inklusiv mig selv! Lidt held i uheld opstod der nogle nye problematiker som gjorde at jeg blev akut indlagt. For første gang i 6,5 år blev jeg taget alvorligt og de fandt ud af hvad der var sket af skader og jeg kom i rette behandling. Jeg har også fået det meget bedre og lægerne har indrømmet og erkendt at de har fejlbehandlet mig. Problemet er at jeg KUN var 12 år, da min ulykke skete og fra starten af efter min ulykke har alle - både læger, sygeplejersker, specialister samt nogle familie og venner osv. været ubeskrivelig ondskabsfulde og konstant kørt psykisk vold og hetz imod mig. Siden min ulykke er jeg blevet nedgjordt, mobbet, råbt og skreget af, ignoreret, tvunget og presset, en masse har ikke vist forståelse, lyttet og vist mig respekt. Jeg er virkelig blevet "banket" oven i hovedet med hvor sær, dum, anderledes, uduelig og "gak" jeg var.. Det var hverdag for mig i 6,5 år!! Inden jeg blev syg som 12-årige var jeg en sund og rask pige som var meget livsglad. Jeg var altid i vildt godt humør - altid smilende og snakkende. Jeg elskede at være sammen med andre og var meget udadvendt. Jeg blev altid af andre betegnet som pigen med det store omsorgsfulde og kærlige hjerte som altid hjalp andre og havde meget empati med folk der havde det dårligt eller blev uretfærdigt behandlet.
Efter 6,5 år hvor jeg af stortset ALLE er blevet behandlet meget værre end hvis jeg havde været en morder er min psyke fuldstændig smadret!! Ja, jeg ved faktisk slet ikke om jeg har en psyke længere
Jeg græder rigtig meget (dagligt). Jeg er angst og bange for alt, der findes ikke det jeg ikke er bange og angst for! Min værste angst er mennesker og alt socialt. Jeg er skrækslagen for læger og alt med sygehus at gøre. Jeg er angst for at være alene, mørke, edderkopper, slanger, døden, at miste - ALT simpelthen!
Jeg føler mig ikke deprimeret bare ulykkelig, trist og dyb sorg over alt i mit liv. Jeg har svært ved at overskue livet og føler ikke jeg har noget at leve for. Det eneste der holder mig i live er min familie.. Jeg har det frygtelig med mig selv jeg føler mig i vejen, til besvær, anderledes, ikke god nok og alt det selvtillid og selvværd jeg havde før min sygdom er pist væk! Jeg er så anspændt og tør ikke bare være mig selv. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal opfører mig. Jeg er så psykisk dårlig efter alt det jeg har oplevet og været udsat for at jeg gemmer mig for alt og alle og jeg er svær at fører en samtale med. Jeg vil rigtig gerne snakke og være social, men min angst og psykiske tilstand er bare så slem! Jeg har frygtelig meget angst og har også mange af symptomerne på angst. Jeg kan ikke glemme alt det traumatiske jeg har været udsat for. Jeg havde stor tillid til alle og alt inden jeg blev syg, men efter en masse svigtM er jeg blevet utrolig mistroisk og paranoid. Jeg føler tit at der kun findes onde mennesker og at alle på den her jord kun vil mig noget ondt. Jeg har tit svært ved at tage imod andres støtte, hjælp og omsorg, da jeg nok lidt har sat en skjold op for at beskytte mig selv. Jeg er også begyndt at have et til tider meget voldsom temperament hvor jeg bliver meget agressiv. Det er svært for mine omgivelser at forstå da jeg aldrig før har været sådan. Den psykiske smerte er bare så voldsom nu og for hver år der går bliver det psykiske kun værre og værre.. Jeg har prøvet stortset alt!
Jeg har været tilknyttet børne og ungdomspsyk og gik hos en psykiatrisk overlæge og sygeplejeske samt flere forskellige psykiatere. Jeg har også prøvet flere forskellige psykologer og psykoterapeuter, men det jeg oplever hver gang er at de ikke har forståelse og kompetance til at hjælpe mig. Jeg får hver gang følelsen af at de er én gang amatør og at de
Jeg har virkelig brug for noget hjælp og gode råd! Kort fortalt er jeg en ung pige på 20 år (21 om et par måneder). Jeg kom ud for en ulykke da jeg var 12 år. Jeg beskadigede min hypofyse og nakke meget alvorligt. Jeg er meget syg og har rigtig mange symptomer og problemer samtidig fungerer jeg overhovedet ikke det man ville kunne sige var "acceptabelt". Jeg skal have hjælp til stort set alt da jeg er lammet fra hoften og ned sammen med min voldsomme funktionsnedsættelse har jeg så voldsomme smerter og besvimmelsesanfald og andre grimme symptomer at jeg er sengeliggende 24/7. Jeg kan ikke fungerer normalt på nogen områder. Jeg er på førtidspension og bor stadig hjemme ved mine forældre som passer, plejer og støtter mig. Mit problem er at da min ulykke skete og 6,5 år frem blev jeg fejlbehandlet af læger, specialister og sygehusene etc.
Der var én læge som havde skrevet at min sygdom var psykisk. I hans øjne var jeg psykisk syg og han skrev i min journal, at jeg fejlede: depression, PTSD, anoreksi, Teenageproblemer, psykiske problemer, hypokonder og at det var mine forældre som var skyld i at jeg havde det som jeg havde det osv..
Jeg fik det kun værre og værre. Efter 6,5 år var jeg så syg at det var et spørgsmål om uger før jeg ville dø, det var de fleste klar over inklusiv mig selv! Lidt held i uheld opstod der nogle nye problematiker som gjorde at jeg blev akut indlagt. For første gang i 6,5 år blev jeg taget alvorligt og de fandt ud af hvad der var sket af skader og jeg kom i rette behandling. Jeg har også fået det meget bedre og lægerne har indrømmet og erkendt at de har fejlbehandlet mig. Problemet er at jeg KUN var 12 år, da min ulykke skete og fra starten af efter min ulykke har alle - både læger, sygeplejersker, specialister samt nogle familie og venner osv. været ubeskrivelig ondskabsfulde og konstant kørt psykisk vold og hetz imod mig. Siden min ulykke er jeg blevet nedgjordt, mobbet, råbt og skreget af, ignoreret, tvunget og presset, en masse har ikke vist forståelse, lyttet og vist mig respekt. Jeg er virkelig blevet "banket" oven i hovedet med hvor sær, dum, anderledes, uduelig og "gak" jeg var.. Det var hverdag for mig i 6,5 år!! Inden jeg blev syg som 12-årige var jeg en sund og rask pige som var meget livsglad. Jeg var altid i vildt godt humør - altid smilende og snakkende. Jeg elskede at være sammen med andre og var meget udadvendt. Jeg blev altid af andre betegnet som pigen med det store omsorgsfulde og kærlige hjerte som altid hjalp andre og havde meget empati med folk der havde det dårligt eller blev uretfærdigt behandlet.
Efter 6,5 år hvor jeg af stortset ALLE er blevet behandlet meget værre end hvis jeg havde været en morder er min psyke fuldstændig smadret!! Ja, jeg ved faktisk slet ikke om jeg har en psyke længere
Jeg græder rigtig meget (dagligt). Jeg er angst og bange for alt, der findes ikke det jeg ikke er bange og angst for! Min værste angst er mennesker og alt socialt. Jeg er skrækslagen for læger og alt med sygehus at gøre. Jeg er angst for at være alene, mørke, edderkopper, slanger, døden, at miste - ALT simpelthen!
Jeg føler mig ikke deprimeret bare ulykkelig, trist og dyb sorg over alt i mit liv. Jeg har svært ved at overskue livet og føler ikke jeg har noget at leve for. Det eneste der holder mig i live er min familie.. Jeg har det frygtelig med mig selv jeg føler mig i vejen, til besvær, anderledes, ikke god nok og alt det selvtillid og selvværd jeg havde før min sygdom er pist væk! Jeg er så anspændt og tør ikke bare være mig selv. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal opfører mig. Jeg er så psykisk dårlig efter alt det jeg har oplevet og været udsat for at jeg gemmer mig for alt og alle og jeg er svær at fører en samtale med. Jeg vil rigtig gerne snakke og være social, men min angst og psykiske tilstand er bare så slem! Jeg har frygtelig meget angst og har også mange af symptomerne på angst. Jeg kan ikke glemme alt det traumatiske jeg har været udsat for. Jeg havde stor tillid til alle og alt inden jeg blev syg, men efter en masse svigtM er jeg blevet utrolig mistroisk og paranoid. Jeg føler tit at der kun findes onde mennesker og at alle på den her jord kun vil mig noget ondt. Jeg har tit svært ved at tage imod andres støtte, hjælp og omsorg, da jeg nok lidt har sat en skjold op for at beskytte mig selv. Jeg er også begyndt at have et til tider meget voldsom temperament hvor jeg bliver meget agressiv. Det er svært for mine omgivelser at forstå da jeg aldrig før har været sådan. Den psykiske smerte er bare så voldsom nu og for hver år der går bliver det psykiske kun værre og værre.. Jeg har prøvet stortset alt!
Jeg har været tilknyttet børne og ungdomspsyk og gik hos en psykiatrisk overlæge og sygeplejeske samt flere forskellige psykiatere. Jeg har også prøvet flere forskellige psykologer og psykoterapeuter, men det jeg oplever hver gang er at de ikke har forståelse og kompetance til at hjælpe mig. Jeg får hver gang følelsen af at de er én gang amatør og at de
Kommentarer
Jeg trænger virkelig til noget hjælp sådan at jeg kan få det bedre psykisk inden det slår mig ihjel! Hver dag er en kamp og jeg føler at det er håbløst da jeg ikke får hjælp og forståelse når jeg opsøger hjælp
Oftest har alle travlt med at udskrive anti-dep og anti-psykotisk medicin, men jeg har bogstavelig talt prøvet 20-30 forskellige slags UDEN effekt. Jeg føler faktisk kun at jeg bliver mere skør af medicin og at jeg får det værre psykisk. Det jeg har brug for er en der er kompetent til at snakke med mig om mine følelser, tanker og problemer, men jeg har bare været i kontakt med så mange uden jeg fik noget hjælp. Faktisk har jeg kun fået det værre efter jeg har været i kontakt med så mange..
Hvis det var jer, hvad ville i så gøre?? Alle råd og idéer tages imod med kyshånd!
På forhånd tak!