Indstillinger
Dårligt helbred
Hej alle sammen
jeg er en mand på 19 år. Siden jeg var helt lille har jeg boet sammen med en stedfar der igennem barndommen psykisk har ødelagt mig og andre i familien. Og det har sammen gået ud over både mine kammerater og bekendtskaber. Ca. som 16-årig begyndte jeg at bo hos min far, imens stadig dårlige oplevelser fra barndommen dukkede op. Jo ældre jeg er blevet, jo svære har det været at leve med det. Selvom jeg har snakket med flere i familien om det, har det kun hjulpet lidt på forståelsen. Har i de senere år selv konstateret at jeg må have en svær kognitiv lidelse da jeg genkender mange af symptomerne. Har måttet droppe en uddannelse da jeg ikke kan det... Oplever tit depression, angst, vanskeligheder med initiativ og overblik, skamfølelse over ikke at leve op til egne og andres forventninger. Er begyndt at tage det mere seriøst da jeg ubevidst tænker på selvmordstanker. Spørgsmål: kan en læge gøre noget?, er der medicin mod kognitiv?. Har aldrig selv taget medicin. Er bange for ikke at blive taget seriøst, fordi folk siger jeg ligner en normal frisk dreng
jeg er en mand på 19 år. Siden jeg var helt lille har jeg boet sammen med en stedfar der igennem barndommen psykisk har ødelagt mig og andre i familien. Og det har sammen gået ud over både mine kammerater og bekendtskaber. Ca. som 16-årig begyndte jeg at bo hos min far, imens stadig dårlige oplevelser fra barndommen dukkede op. Jo ældre jeg er blevet, jo svære har det været at leve med det. Selvom jeg har snakket med flere i familien om det, har det kun hjulpet lidt på forståelsen. Har i de senere år selv konstateret at jeg må have en svær kognitiv lidelse da jeg genkender mange af symptomerne. Har måttet droppe en uddannelse da jeg ikke kan det... Oplever tit depression, angst, vanskeligheder med initiativ og overblik, skamfølelse over ikke at leve op til egne og andres forventninger. Er begyndt at tage det mere seriøst da jeg ubevidst tænker på selvmordstanker. Spørgsmål: kan en læge gøre noget?, er der medicin mod kognitiv?. Har aldrig selv taget medicin. Er bange for ikke at blive taget seriøst, fordi folk siger jeg ligner en normal frisk dreng
Kommentarer
En belastet barndom sætter sig sine spor. Det gælder både psykisk, fysisk, følelsesmæssigt, socialt og dermed kommer det til at præge alle områder af éns liv.
De symptomer, du nævner (depression, angst, vanskeligheder med initiativ og overblik, skamfølelse over ikke at leve op til egne og andres forventninger og selvmordstanker), er typiske eksempler på det, man kalder 'senfølger'.
Familie og venner kan ikke hjælpe tilstrækkeligt. Der skal professionel hjælp til - hvilket vil sige en psykolog eller terapeut. En læge kan ikke tilbyde tilstrækkelig kvalificeret samtaleterapi. Men din læge kan henvise dig til en psykolog så du kan få tilskud fra sygesikringen til behandlingen. Alternativt er det muligt at blive henvist til gruppeterapi i distriktpsykiatrien.
Der vil som oftest være kognitive lidelser, men kognitiv terapi er faktisk ikke specielt velegnet til denne slags problemer. Der findes ikke noget medicin, der kan behandle skaderne, der følger af en belastet/traumatisk barndom. Medicin kan være et supplement i perioder, hvis angsten eller depressionen er så voldsom, så den hindrer én i at arbejde med årsagerne i terapi.
Du er bange for ikke at blive taget seriøst, fordi du ligner en normal frisk dreng. Det har ikke noget med det ydre at gøre - man kan sagtens have de problemer, selvom der ikke er noget at se eller mærke udadtil. Mange af os er rigtigt gode til at opretholde facaden.
Men det er klart, at hvis du kommer op til lægen og får det hele til at lyde som om, at det jo ikke er så alvorligt, så vil din læge ikke tage dig alvorligt. Du må fortælle præcist, hvor slemt du har det, så er der stor sandsynlighed for, at du vil blive forstået og taget seriøst.
Dog er nogle læger hurtige til at udskrive medicin i stedet for en henvisning til en psykolog og det er IKKE godt nok.
Det er rigtigt flot, at du nu tager dig selv seriøst og forstår, at du har brug for noget hjælp. Med den rigtige hjælp er det muligt at få det bedre.
Mange hilsner Helene
Jeg giver Helene fuldstændig ret i, hvad hun skriver: Du behøver professionel hjælp, og medicin er ikke uden videre en løsning til den slags problemer. Medicin må i hvert fald IKKE blive den eneste løsning, for hvis årsagen til problemerne (den traumatiske barndom) ikke bliver behandlet, så får du det jo dårligt igen, når du holder op med medicinen.
Men der er en ting i dit indlæg, som springer i øjnene. Du skriver: ”Har i de senere år konstateret at jeg må have en svær kognitiv lidelse da jeg genkender mange af symptomerne.”
Hvad er det for symptomer? Er det de ting du nævner i næste sætning, altså ”depression, angst, vanskeligheder med initiativ og overblik, skamfølelse over ikke at leve op til egen og andres forventninger”?
Hvorfra ved du, at dine symptomer skulle være symptomer på en ”kognitiv lidelse”?
Jeg tror, at der er noget, du har misforstået. Ordet ”kognitiv” betyder jo ”erkendelsesmæssig”, og selvfølgelig findes der kognitive lidelser, altså lidelser, der går ud over hjernens måde at fungere på, f.eks. demens eller Alzheimers sygdom. Men de to sygdomme kan vi jo se helt bort fra.
Og selvfølgelig er der andre sygdomstilstande, der kan gå ud over hjernens funktion. Er det tilstande som ADHD eller aspergers, du tænker på? Eller er det en personlighedsforstyrrelse, du frygter? Jeg kan se, at du har skrevet dit indlæg under ”Personlighedsforstyrrelser”.
Det er vigtigt, at du bliver undersøgt ordentligt. Alene det at gå rundt at frygte, at man har en form for kognitiv lidelse, må være forfærdeligt. Så derfor vil jeg foreslå, at du går til læge og fortæller om dine symptomer. I den forbindelse er det vigtigt, at du beder om at blive undersøgt grundigt, sådan at der også bliver taget blodprøver til undersøgelse af, om der skulle være fysiske grunde til din tilstand, f.eks. mangeltilstande. Man kan jo godt have f.eks. D-vitaminmangel, også selv om man har haft en svær barndom!
Men du skal vide, at en depression sagtens kan give problemer på det erkendelsesmæssige område. Der er mange mennesker, der tror, at en depressiv person først og fremmest er ked af det. Sådan behøver det ikke at være. Jeg har haft mange depressioner, og hos mig var det de kognitive funktioner, mine depressioner gik mest ud over – også da jeg var ung. Og det er frygtelig ubehageligt at gå rundt og tro, at man er ved at blive evnesvag eller dement, når man kun er 20 år!
Den gode nyhed er, at depressioner kan behandles, og at de kognitive evner, kreativiteten og initiativet kommer igen, når depressionen er overstået.
Men jeg ved naturligvis ikke, hvad du fejler. Uanset hvad, så er jeg sikker på, at det kan behandles. Jeg er dybt skeptisk over for diagnoser på tilstande, der påstås at være kroniske. Din organisme har en iboende evne til at kunne heles, når bare den får den rette hjælp.
Du nævner ikke selv kognitiv terapi, men jeg kunne jo godt – ligesom Helene – få den tanke, at du mener, at kognitiv terapi ville være det rigtige mod det, du kalder ”en kognitiv lidelse”. Akkurat ligesom Helene vil jeg advare dig mod at benytte kognitiv terapi, som ikke vil kunne arbejde ”dybt nok” eller ”helhedsorienteret nok” til at kunne behandle årsagerne til dine problemer, altså den traumatiske barndom. Der skal bruges en langt mere omfattende terapi, som arbejder med krop og følelser – og ikke bare med det kognitive, som man (normalt) gør inden for den kognitive terapi.
Men først og fremmest må du til læge. Hvis lægen ikke vil tage dig alvorligt, er du nødt til at skifte læge.
Held og lykke. Jeg er sikker på, at du nok skal få det bedre, når bare du gør noget for at få hjælp.
Kameliadamen
Jeg vil give dig et helt konkret råd.
Jeg synes du skal bede lægen om at blive henvist til distriktspsykiatrien.
Der kan du både blive behandlet og udredt. Der er det hele samlet under ét tag.
Men som både Helene og Kameliadamen siger, så skal du være opmærksom på hvilken terapi du kommer i. For mig handler det ikke så meget om, hvorvidt terapien er kognitiv, psykodynamisk eller hvad. Det vigtigste er, at terapeuten kigger på helheden. Altså ikke kun på din diagnose, dine symptomer og det du oplever nu. Det er jo klart det, der er relevant for at komme videre lige nu. Men det er også meget nødvendigt at du får bearbejdet din fortid. Så det kunne være et krav til den behandling du modtager.
Det er vigtigt for mig at understrege det her: DU har KRAV på behandling. Du er ikke unormal, du skal ikke være flov. For du har været udsat for ting, som ville få alle mennesker til at have det dårligt. Når du kommer i behandling, vil du blive lettet over at møde så meget omsorg og forståelse.
Jeg ønsker alt det bedste for dig og håber at du finder modet til at kæmpe for at få et godt liv.
Tanker og kærlige hilsner fra Trine