Indstillinger
At være mor med angst
Hej,
Jeg har i ca. 8 år lidt af generaliseret angst - der oveni OCD og periodiske depressioner.
For snart 1½ år siden fik vi en datter. Hun er bare SÅ dejlig, og jeg er altid bange for, at jeg ikke passer hende ordentligt. Jeg har konstant dårlig samvittighed. Får hun ordentlig mad? Er hun for længe i vuggestuen? Har hun for lidt fridage? Sådan nogle ting roterer altid i mit hoved.
Mine bekymringer for om hun har det godt nok, er glad nok, sover nok, får nok ro, bliver stimuleret nok - ALT muligt - er ved at tage totalt overhånd!
Jeg går hjemme (der er ved at blive søgt om førtidspension), men jeg har ingen energi til at lave noget fornuftigt.
Min mand arbejder ca. ½ times kørsel fra hvor vi bor. Han kører vores datter i vuggestue om morgenen kl. 7.30, fordi jeg er SÅ træt, at jeg ikke på forsvarlig vis kan køre bil. Så tager han på arbejde og kommer først hjem kl. 17. Jeg henter vores datter igen ved 14-tiden og så er vi hjemme til min mand kommer hjem. Det er min mand der bader vores pige, for så er jeg udmattet. Men min mand er også træt efter en arbejdsdag fra 7 - 17.
På grund af min evindelige træthed kan jeg ikke passe vores datter om morgenen. Jeg har flere gange prøvet, at vågne op, og så var der pludselig gået 20-30 min., hvor hun nærmest har passet sig selv!! Ej, hvor jeg bare har følt mig som den dårligste mor!!
Derfor har vi så lavet den ordning, at min mand afleverer og jeg henter. Det har betydet, at vi har måttet købe en bil mere.
I weekenderne står min mand op sammen med vores datter og jeg står op ved 9-10-tiden. Det meste af det huslige hænger også på min mand. Vi har hjælp til rengøring, for at gøre det nemmere for ham.
Det er dyrt, både med den ekstra bil og rengøringen, men det er ting vi har måttet priotere op, for at få vores hverdag til at hænge sammen.
Vi har en stor gæld fra et hussalg (som vi solgte med tab for at undgå tvangsauktion, da min mand blev arbejdsløs), og bor nu til leje i boligforening. Heldigvis i rækkehus med have - men min mands største drøm er sit eget hus!!
Jeg har SÅ dårlig samvittighed over alt det min mand "hænger på" og alt det han opgiver for at kunne "passe" mig. Jeg har næsten ingen energi, men det jeg har, bruger jeg på de timer jeg er sammen med min datter. Så KAN det være, at vi tager en lille tur på legepladsen, leger lidt i sandkassen eller bare hygger hjemme. Når vi er alene hjemme om eftermiddagen, plejer jeg at ligge mig på gulvet og se TV, så leger hun omkring mig. Så kommer hun lige og mysser lidt eller får en krammer - så leger hun videre. Jeg prøver at være en god mor, men jeg synes bare aldrig jeg gør tingene godt nok. Hele tiden er der noget i mig der siger at jeg burde gøre alting anderledes, og at jeg burde være meget mere "på" når jeg er sammen med min datter. Burde, burde, burde...
Jeg er bange for at der skal ske noget med hende, så jeg tør næsten ikke give mig hen til hende. Jeg elsker hende selvfølgelig rigtig meget, og jeg kysser, krammer, leger og trøster hende og giver hende al den kærlighed hun har brug for. Men hele tiden føler jeg, at jeg har hende "på lånt tid" - det er SÅ frygteligt!!
Har altid en følelse af, at jeg gør mere skade end gavn.
For 5 måneder siden blev jeg diagnosticeret med udifferentieret skizofreni. Jeg er startet med antipsykotisk medicin, Zeldox, og får samtidig 225 mg. Effexor. Jeg går i kognitiv samtaleterapi hos en psykoterapeut. Det har dælme ikke gjort tingene bedre. For 1 år siden gik jeg hjemme med vores datter, og det gik faktisk nogenlunde!! Nu bliver der rippet op i alting, og så er jeg bare HELT nede i kælderen.
For mig er angsten, bekymringerne og den dårlige samvittighed klart det værste. Jeg kan ikke overskue, at skulle have det sådan så længe...
Hvordan kan man overhovedet lære at leve med det?
Hvordan kan jeg overbevise mig selv om, at jeg er den bedste mor Dagmar kan have?
Hvordan slipper jeg for bekymringerne og den dårlige samvittighed?
Hvordan bliver jeg nogensinde glad igen?
Hvorfor skal det være så svært?
Johanne
Jeg har i ca. 8 år lidt af generaliseret angst - der oveni OCD og periodiske depressioner.
For snart 1½ år siden fik vi en datter. Hun er bare SÅ dejlig, og jeg er altid bange for, at jeg ikke passer hende ordentligt. Jeg har konstant dårlig samvittighed. Får hun ordentlig mad? Er hun for længe i vuggestuen? Har hun for lidt fridage? Sådan nogle ting roterer altid i mit hoved.
Mine bekymringer for om hun har det godt nok, er glad nok, sover nok, får nok ro, bliver stimuleret nok - ALT muligt - er ved at tage totalt overhånd!
Jeg går hjemme (der er ved at blive søgt om førtidspension), men jeg har ingen energi til at lave noget fornuftigt.
Min mand arbejder ca. ½ times kørsel fra hvor vi bor. Han kører vores datter i vuggestue om morgenen kl. 7.30, fordi jeg er SÅ træt, at jeg ikke på forsvarlig vis kan køre bil. Så tager han på arbejde og kommer først hjem kl. 17. Jeg henter vores datter igen ved 14-tiden og så er vi hjemme til min mand kommer hjem. Det er min mand der bader vores pige, for så er jeg udmattet. Men min mand er også træt efter en arbejdsdag fra 7 - 17.
På grund af min evindelige træthed kan jeg ikke passe vores datter om morgenen. Jeg har flere gange prøvet, at vågne op, og så var der pludselig gået 20-30 min., hvor hun nærmest har passet sig selv!! Ej, hvor jeg bare har følt mig som den dårligste mor!!
Derfor har vi så lavet den ordning, at min mand afleverer og jeg henter. Det har betydet, at vi har måttet købe en bil mere.
I weekenderne står min mand op sammen med vores datter og jeg står op ved 9-10-tiden. Det meste af det huslige hænger også på min mand. Vi har hjælp til rengøring, for at gøre det nemmere for ham.
Det er dyrt, både med den ekstra bil og rengøringen, men det er ting vi har måttet priotere op, for at få vores hverdag til at hænge sammen.
Vi har en stor gæld fra et hussalg (som vi solgte med tab for at undgå tvangsauktion, da min mand blev arbejdsløs), og bor nu til leje i boligforening. Heldigvis i rækkehus med have - men min mands største drøm er sit eget hus!!
Jeg har SÅ dårlig samvittighed over alt det min mand "hænger på" og alt det han opgiver for at kunne "passe" mig. Jeg har næsten ingen energi, men det jeg har, bruger jeg på de timer jeg er sammen med min datter. Så KAN det være, at vi tager en lille tur på legepladsen, leger lidt i sandkassen eller bare hygger hjemme. Når vi er alene hjemme om eftermiddagen, plejer jeg at ligge mig på gulvet og se TV, så leger hun omkring mig. Så kommer hun lige og mysser lidt eller får en krammer - så leger hun videre. Jeg prøver at være en god mor, men jeg synes bare aldrig jeg gør tingene godt nok. Hele tiden er der noget i mig der siger at jeg burde gøre alting anderledes, og at jeg burde være meget mere "på" når jeg er sammen med min datter. Burde, burde, burde...
Jeg er bange for at der skal ske noget med hende, så jeg tør næsten ikke give mig hen til hende. Jeg elsker hende selvfølgelig rigtig meget, og jeg kysser, krammer, leger og trøster hende og giver hende al den kærlighed hun har brug for. Men hele tiden føler jeg, at jeg har hende "på lånt tid" - det er SÅ frygteligt!!
Har altid en følelse af, at jeg gør mere skade end gavn.
For 5 måneder siden blev jeg diagnosticeret med udifferentieret skizofreni. Jeg er startet med antipsykotisk medicin, Zeldox, og får samtidig 225 mg. Effexor. Jeg går i kognitiv samtaleterapi hos en psykoterapeut. Det har dælme ikke gjort tingene bedre. For 1 år siden gik jeg hjemme med vores datter, og det gik faktisk nogenlunde!! Nu bliver der rippet op i alting, og så er jeg bare HELT nede i kælderen.
For mig er angsten, bekymringerne og den dårlige samvittighed klart det værste. Jeg kan ikke overskue, at skulle have det sådan så længe...
Hvordan kan man overhovedet lære at leve med det?
Hvordan kan jeg overbevise mig selv om, at jeg er den bedste mor Dagmar kan have?
Hvordan slipper jeg for bekymringerne og den dårlige samvittighed?
Hvordan bliver jeg nogensinde glad igen?
Hvorfor skal det være så svært?
Johanne
Kommentarer
Det er en svær situation, for det eneste der kan hjælpe dig til at få det bedre er terapi. Men terapi kræver meget fokus på sig selv og det kræver meget energi. Det bliver naturligvis utroligt svært, når du så samtidigt skal sætte dig selv til side for at give dit barn al den opmærksomhed og energi, du faktisk har brug for at give dig selv.
Dertil kommer, at du har stort behov for kontrol for at kunne føle dig tryg, men når man hele tiden skal opretholde kontrol, så sluger det SÅ meget energi.
Du stiller nogle rigtigt svære spørgsmål til sidst. Skyldfølelsen, den dårlige samvittighed, den manglende glæde, den manglende tro på sig selv - det er noget, der kræver langvarig terapi at forandre. Og kognitiv terapi er ikke nødvendigvis det bedste eller der kan også blive brug for andre terapiformer. Der er jo nogle grund til, at du har det skidt og de ting må bearbejdes for, at du kan få det bedre.
Dit sidste spørgsmål er, hvorfor det skal være så svært? Mit bedste svar er, at det er fordi, langt de fleste mennesker har været ude for nogle ting, der gør livet svært. Vi gør alle vores bedste, ud fra de forudsætninger vi har. Men har vi ikke gode forudsætninger, så kan det være rigtigt svært. Vi er alle præget på godt og ondt af vores fortid og vores egen opvækst og det sætter sig spor både psykisk og fysisk.
Mit bedste råd (der givetvis ikke er til stor hjælp) er, at du følger behandlingen, selvom det er svært. Og så vil jeg foreslå, at I søger en aflastningsfamilie til Jeres datter. Jeg kan forestille mig, at tanken måske nærmest vil være ubærlig for dig, for det vil jo i høj grad medføre kontroltab, når du ikke har din datter i syne hele tiden. Men det vil frigøre noget tid og energi, som både du og din mand har brug for til Jer selv. For hvis ikke du bliver ladet lidt op engang imellem, så har du jo ikke energi at give til din datter. Så derfor kan en aflastningsfamilie faktisk være en hjælp til din datter.
KH Helene