Kan det være virkelig være indbildning?

slettet34331

Jeg vil først og fremmest fortælle, hvem jeg er: Jeg er en dreng på 17 år, er omkring 181cm høj, og vejer 62-63kg.

For nogle måneder siden, da jeg skulle til at ovenpå (jeg har værelse i kælderen - bare for at gøre forvirringen mindre) begyndte jeg at få det underligt - jeg kan ikke rigtig forklare, hvordan det føles, men det føles 'anderledes'. Da jeg kommer ovenpå får jeg det dårligt. Jeg mærket et prik i mit bryst, og jeg får det som om, at jeg skal besvime. Det gør jeg ikke, men jeg lægger mig på sofaen med benene opad. Mit hjerte begynder at slå meget hurtigt og meget hårdt - min puls er høj. Det varer cirka to-tre minutter før min puls er nogenlunde normal. Der går bare ikke mere end fem minutter, før jeg mærker en prikken i mine fingre. Nu ved jeg ikke, om det skyldes frygt el. lign., men mit hjerte begynder at slå helt vildt igen, og nu spreder den prikkende fornemmelse sig ud i hele kroppen. Mine forældre ringer først til vagtlægen, men bliver nød til at lægge på, fordi jeg får det værre, og de ringer 112.

Nu kommer den 'underlige' del. Da ambulancen kommer, og jeg kommer ud i ambulancen går det hele fint. Jeg mærker ikke noget til det længere. Jeg får målt alt - EKG osv., og alt ser fint ud. Jeg bliver overvåget natten over på hospitalet, og der er ikke noget anderledes at se. Jeg får desuden overvåget mit hjerte over fem eller syv dage (kan jeg ikke lige huske præcis), og heller ikke dér er der noget at se. Jeg har også fået lavet en ultralydscanning af mit hjerte, og alt så fuldstændig normalt ud.

Jeg er sådan af natur, at jeg bekymrer mig meget. Hvis jeg mærker en lille smule, tror jeg straks, at der er noget galt. Så kan det virkelig være indbildning, at jeg nu flere måneder efter, synes at jeg har lidt ondt/trykken for brystet?

Helene2

Jeg synes, det lyder som om, at det er et angstanfald, du har haft. Det passer jo også meget godt med, at du bekymrer dig meget.
Om det er indbildning eller ej, at du stadigt mærker noget, kan jeg jo ikke svare på. Men hvis angst og bekymring er et generelt problem for dig, vil jeg foreslå dig, at du søger professionel hjælp mod det, for så har du det jo ikke godt.

Hilsen Helene

Petra1

Kontakt din læge og forlang at blive henvist til en endokrinolog som kan udrede om du har problemer med stofskiftet, det er ikke nok at lade din egen læge se på sagen, almindelige læger ved ikke meget om stofskiftet. vh Petra

Anonymous

Hej,

Hvor er det godt du skriver.
Det lyder som et angstanfald du har haft. Dem har jeg haft mange af! Og de går over! Nu kan jeg jo ikke vide om det er angst du har følt, men jeg vil gerne skrive lidt til dig om angst her, så du kan komme videre med at finde ud af hvad det mon var du oplevede:

Der er mange mennesker som får et angstanfald og især første gang bliver man forskrækket. Man føler sig også "anderledes" end normalt, som du beskriver. Det skyldes at man kommer til at trække vejret hurtigere, man hyperventilerer og pulsen stiger. Man kan derfor også føle sig lidt omtåget eller som om man står uden for sig selv. Man kan blive tør i munden og våde håndflader. Symptomerne på et angstanfald kan altså være mange, som du kan se. Måske mærker du en prikken i huden fordi du bliver overfokuseret på din krop, hvilket også er naturligt når man får et angstanfald.

Nu er du blevet undersøgt og det er selvfølgelig vigtigt at finde ud af om der er noget fysisk galt. Men din beskrivelse af din oplevelse får mig til at tænke på angst, fordi det lyder som om du har følt en panik, der kom "ud af den blå luft". En del mennesker har prøvet som dig, at blive så angste, at de ringer efter en ambulance. Jeg selv ringede til vagtlægen fordi jeg troede jeg var ved at dø, da mit hjerte galoperede afsted. Jeg blev flov og pinlig bagefter, men fandt senere ud af at det var angst jeg havde følt. Og det kan man altså gøre noget ved. For selvom panikken føles som om den kommer ud af den blå luft, så gør den det faktisk ikke...den skyldes ét eller andet som har noget at gøre med hvordan man går og føler og tænker om sig selv.

Jeg vil foreslå dig at kontakte www.angstforeningen, hvor du både kan maile eller ringe og få svar på alle de spørgmål du har til den oplevelse du har haft. Du kan finde dem på nettet. Det kan i hvert fald ikke skade. Tværtimod.

Held og lykke.

persille1

For en del år siden havde jeg "nervøst hjerte". Ufarligt, men meget ubehageligt.
Det føles præcis, som du beskriver. Du har været ved at besvime og derfor prikker det i huden. Du kan besvime, men hvis du skulle besvime bliver det hele normalt igen. Det var den oplysning, jeg fik.
Hold en pose for munden og træk vejret i den til anfaldet går over. Du kan hurtigt mærke det hjælper med posen for munden.
Man bliver meget bange de første gange et "anfald" kommer, men når man ved det ikke er farligt, så er det ikke så slemt.
Dit hjerte fejler intet, du lever lige så længe som andre. Det skal nok gå over, når du får bugt med din nervøsitet/angst.

MartinP58

Hvad du føler/følte, er ikke "indbildning": du mærkede jo virkelig ubehag. Men jeg vil bestemt tro at når dit hjerte er blevet checket så grundigt som du beskriver, ja så fejler hjertet ikke noget.

Selv har jeg hørt/læst mig til at den slags "godartet hjertebanken", som har plaget mig i perioder i nogle år, men nu gudskelov er sjælden, skyldes at det autonome nervesystem (det man ikke har kontrol over og som styrer åndedræt, fordøjelse og meget mere) af og til kan producere nogle "fejl-impulser" der via den såkaldte vagusnerve kan påvirke hjertet til at slå et par ekstraslag eller kraftigere slag i ny og næ.

Det har hjulpet mig meget at tænke at den slags hjertebanken kommer UDE FRA hjertet og altså IKKE skyldes en sygdom i hjertet eller at en blodprop venter lige om hjørnet. Det svarer mere til hikke eller tics i øjnene hvor en muskel går lidt i selvsving på en træls, men ufarlig måde.

Jeg mener så at der er forskellige årsager til at det autonome nervesystem kan blive lige lovlig elektrisk: Det kan være "angst", stress, for meget alkohol, for meget mad, ja selv visse bevægelser.

Håber du får styr på det.

Martin