Kærlighed og ADHD
Jeg er en pige på 15 år, som har en dejlig kæreste på 18. Han har fået konstateret ADHD, og han har disse almindelige symptomer på sygdommen.
Han har svært ved at holde fokus, og han bliver let vred og hæver stemmen. Han er meget følsom og kærlig, men han er også meget spontan og glemsom, og det går også mig på. Vi skal til at planlægge vores ferie som vi skal holde i uge 29, men han kommer bare med et par idéer, og så er samtalen ligesom ovre. Eller også kommer jeg med nogle idéer, og han giver et kort svar på det, og så er det ude af verden. Det er som om vi ikke kommer videre.
Vi har et langdistanceforhold (130 km fra hinanden) og ser hinanden i weekenderne.
Han farer let op, og når jeg vil snakke om følelser (for han er ikke god til at udtrykke følelser), så vender han den om og alt er pludselig min skyld, og det gør mig ked af det. En sjælden gang eller to bliver jeg også bange for ham når han farer sådan op.
Han er også meget glemsom, og det går mig på. Vi bor som sagt langt fra hinanden, så når jeg skal hjem til ham, tager jeg toget. En dag hvor jeg skulle hjem til ham, havde han glemt mig. Jeg ved han er glemsom, så jeg havde både skrevet en besked til ham om tidspunktet og jeg havde fortalt ham i telefonen flere gange hvornår jeg skulle hentes. Alligevel kom han ikke og hentede mig, og jeg ringede til ham efter at have ventet på ham i 30 minutter, og da var han ikke engang stået op endnu. - Måske fordi han havde været på druk dagen før.
Han er også holdt op med at tage sin medicin. Han siger selv, at det irriterer ham hvis folk hele tiden minder ham på det, og han synes, at medicinen forandrer ham. Jeg ved ikke på hvilken måde han mener, for jeg synes han er mere behagelig at være sammen med når han har taget medicinen. Men det vil han ikke høre på. Jeg tror, at det er fordi han ikke vil være anderledes, men jeg ved det ikke. Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men han bliver vred, og siger, at jeg blander mig for meget. Måske jeg gør det? Men... Jeg siger jo bare hvad jeg mener.
Jeg ved jeg kun er 15 år gammel, men vi har været sammen i et år nu, så jeg ser det ikke bare som teenagekærlighed. Derfor vil jeg gerne gøre det bedste for ham, og støtte ham mest muligt, men jeg ander ikke hvordan jeg skal gøre det. Jeg har prøvet at spørge ham ad, men han afviser og siger, at jeg bare skal opføre mig som jeg ville have opført mig over for en hvilken som helst anden person, fordi han ikke vil have speciel støtte. Jeg tror, at han er bange for at være anderledes. Hvordan støtter jeg ham bedst muligt?
På forhånd mange tak for svar.
vh Laura
Han har svært ved at holde fokus, og han bliver let vred og hæver stemmen. Han er meget følsom og kærlig, men han er også meget spontan og glemsom, og det går også mig på. Vi skal til at planlægge vores ferie som vi skal holde i uge 29, men han kommer bare med et par idéer, og så er samtalen ligesom ovre. Eller også kommer jeg med nogle idéer, og han giver et kort svar på det, og så er det ude af verden. Det er som om vi ikke kommer videre.
Vi har et langdistanceforhold (130 km fra hinanden) og ser hinanden i weekenderne.
Han farer let op, og når jeg vil snakke om følelser (for han er ikke god til at udtrykke følelser), så vender han den om og alt er pludselig min skyld, og det gør mig ked af det. En sjælden gang eller to bliver jeg også bange for ham når han farer sådan op.
Han er også meget glemsom, og det går mig på. Vi bor som sagt langt fra hinanden, så når jeg skal hjem til ham, tager jeg toget. En dag hvor jeg skulle hjem til ham, havde han glemt mig. Jeg ved han er glemsom, så jeg havde både skrevet en besked til ham om tidspunktet og jeg havde fortalt ham i telefonen flere gange hvornår jeg skulle hentes. Alligevel kom han ikke og hentede mig, og jeg ringede til ham efter at have ventet på ham i 30 minutter, og da var han ikke engang stået op endnu. - Måske fordi han havde været på druk dagen før.
Han er også holdt op med at tage sin medicin. Han siger selv, at det irriterer ham hvis folk hele tiden minder ham på det, og han synes, at medicinen forandrer ham. Jeg ved ikke på hvilken måde han mener, for jeg synes han er mere behagelig at være sammen med når han har taget medicinen. Men det vil han ikke høre på. Jeg tror, at det er fordi han ikke vil være anderledes, men jeg ved det ikke. Jeg har prøvet at snakke med ham om det, men han bliver vred, og siger, at jeg blander mig for meget. Måske jeg gør det? Men... Jeg siger jo bare hvad jeg mener.
Jeg ved jeg kun er 15 år gammel, men vi har været sammen i et år nu, så jeg ser det ikke bare som teenagekærlighed. Derfor vil jeg gerne gøre det bedste for ham, og støtte ham mest muligt, men jeg ander ikke hvordan jeg skal gøre det. Jeg har prøvet at spørge ham ad, men han afviser og siger, at jeg bare skal opføre mig som jeg ville have opført mig over for en hvilken som helst anden person, fordi han ikke vil have speciel støtte. Jeg tror, at han er bange for at være anderledes. Hvordan støtter jeg ham bedst muligt?
På forhånd mange tak for svar.
vh Laura
Kommentarer
Desværre har jeg ingen gode forslag til dig, men kan sige at det vil fortsætte resten af dit liv med en partner som har ADHD, det kræver af dig utrolig omsorgsfuldhed, kærlighed og forståelse for din ven.
Så du skal gøre op med dig selv om det allerede nu er det værd, d.v.s. du får nok tilbage i form af kærlighed.
Husk at ADHD'ere mange gange er meget spontane og gør ting her ieg nu, derfor kan et langdistanceforhold være meget kompliceret, da alt skal planlægges, som ikke altid passer ind i ADHD'eren.