DET STOF DRØMME ER GJORT AF
Når man møder en ny mand eller kvinde i sit liv, går der sjældent længe, før man begynder at udtrykke tanker for fremtiden. Skal vi voldgæste stjernerestauranter i San Sebastian? Spise østers i det parisiske latinerkvarter? Plukke appelsiner langs fairway på en sydspansk golfbane?
Mad og drikke indgår allerede som en naturlig del af vores fælles nydelses repertoire med nye kilo på hofterne som sidegevinst. La Garda har en del af skylden - en ægte italiensk familierestaurant, hvor det autentiske køkken, den varme atmosfære og sønnen Michele, som er tjener af guds nåde, langt overgår spisestedets mere beskedne placering midt på Vigerslevvej. Her starter vi ofte vores egen fest; som ender i privaten (altså Mandens) med snakke til langt ud på natten. Når man har levet to tredjedel af sit liv, inden den nye partner dukker op, er der meget at berette. Mandens og mit forhold er funderet på et venskab, som har eksisteret i mere end to årtier - og vi kan bogstavelig talt tale bukserne af hinanden. Og andres for den sags skyld… !
Emnerne er mangfoldige; kultur, karrierer, børn og opdragelse, filosofi, social liv, psykologi, politik (den ene er blårød, den anden rødblå) samt alt det andet endnu mere vedkommende så som kærligheden, hinanden og den tredje part, som har crashet vores selskab og i Mandens univers går under navnet Alz.
Det slog mig fornyelig, at vi under vores mange og lange samtaler sjældent berører temaer, som omhandler det, der ligger forude. Det skyldes næppe, at vi begge har lært ikke så lidt af tidligere tiders bedrifter og fejl og derfor skyr ilden. For begge er vi kendt for både impulsivitet og projektlidenskab og hopper, hvis hjertet er med, gerne ud fra fem meter vippen uden at vide, om der er vand i bassinet.
Men vi har den der ubekendte faktor med i vores liv. Så om livet skal leves på Valby Bakke eller i et byhus med stokroser og kornblomster i baghaven kan ikke være det afgørende.
CARPE DIEM
Hører gerne fra andre, som lever med en mand med Prodromal (tidlig) Alzheimers. Hvor langt tør I planlægge for fremtiden?
Mad og drikke indgår allerede som en naturlig del af vores fælles nydelses repertoire med nye kilo på hofterne som sidegevinst. La Garda har en del af skylden - en ægte italiensk familierestaurant, hvor det autentiske køkken, den varme atmosfære og sønnen Michele, som er tjener af guds nåde, langt overgår spisestedets mere beskedne placering midt på Vigerslevvej. Her starter vi ofte vores egen fest; som ender i privaten (altså Mandens) med snakke til langt ud på natten. Når man har levet to tredjedel af sit liv, inden den nye partner dukker op, er der meget at berette. Mandens og mit forhold er funderet på et venskab, som har eksisteret i mere end to årtier - og vi kan bogstavelig talt tale bukserne af hinanden. Og andres for den sags skyld… !
Emnerne er mangfoldige; kultur, karrierer, børn og opdragelse, filosofi, social liv, psykologi, politik (den ene er blårød, den anden rødblå) samt alt det andet endnu mere vedkommende så som kærligheden, hinanden og den tredje part, som har crashet vores selskab og i Mandens univers går under navnet Alz.
Det slog mig fornyelig, at vi under vores mange og lange samtaler sjældent berører temaer, som omhandler det, der ligger forude. Det skyldes næppe, at vi begge har lært ikke så lidt af tidligere tiders bedrifter og fejl og derfor skyr ilden. For begge er vi kendt for både impulsivitet og projektlidenskab og hopper, hvis hjertet er med, gerne ud fra fem meter vippen uden at vide, om der er vand i bassinet.
Men vi har den der ubekendte faktor med i vores liv. Så om livet skal leves på Valby Bakke eller i et byhus med stokroser og kornblomster i baghaven kan ikke være det afgørende.
CARPE DIEM
Hører gerne fra andre, som lever med en mand med Prodromal (tidlig) Alzheimers. Hvor langt tør I planlægge for fremtiden?
