Den gode læge ville det bedste, men han tog grueligt fejl...
Det er nok halvandet år siden det kom mig for øre, at Manden, som jeg har kendt i mere end 20 år, “havde fået svært ved at huske”. Det var i forbindelse med hans forestående skilsmisse og en god stund inden vi fandt sammen i sensommeren 2010. Jeg er en god veninde til XX’en og hans yngste søn er jævnaldrende ven til begge min sønner. Vi har således fulgt hinandens liv på sidelinjen.
Manden glemmer aftaler, hører jeg, og køber nyt og stort hus i tvivlsom stand. “Kan han mon overskue dette store moderniseringsprojekt med koordinering af håndværkere, realkredit finansiering, har han i det hele taget råd?”. Og dette midt i Mandens afvikling af virksomhed, møder i statsamtet omkring separation og ikke mindst spørgsmålet om samkvemsret med den lille datter. Ikke mærkeligt, at det afleder følelser af frustration, stress og måske en depression.
Manden og jeg har ikke set hinanden i nogle år, da vi mødes til hans søns 21 års fødselsdag i august sidste år. Vi falder i snak på den rigtig gode måde (sådan har vi altid haft det) og efter et par indledende manøvre takker jeg ja til en middagsinvitation en måneds tid senere. Snart deler vi både seng og morgenkaffe og da han for 14. dag i træk spørger, om jeg bruger fløde i den kaffe, jeg altid drikker sort, kan jeg ikke længere tilskrive det søvndrukkenhed eller almindelig ligegyldighed. Han er jo i alle andre sammenhænge alt andet end ligeglad. Vi er dybt forelskede og Manden gør nærmest mere, end hvad der står i hans magt, for at jeg skal føle mig velkommen i det lånte sommerhus.
Manden har udstyret sig med en GPS. Ikke for at tilfredsstille en passion for gadgets, men alene fordi han har fået et reelt problem med at finde rette vej - også den kendte til og fra sommerhuset. GPS’en fulgte dog ikke med på en spadseretur efter piskefløde til kaffen (hans kaffe), og på den korte rute fik han lyst til at fjerne sig fra den trafikerede hovedvej og i stedet tage en afstikker langs kønnere stier. Og vild for han! Gensynets glæde vandt dog over nervøsiteten ved Mandens udeblivelse, da han i skumrings tid og efter flere timers fravær atter var at finde på sommerhusets grund.
Jeg bemærker, at han forlægger ting; penge, nøgler, mobiltelefon og papirer. Han har meget lidt overblik over, hvem, der får betalt hvad i forbindelse med husets renovering og i det hele taget ikke styr på hele finansieringen omkring den omfattende istandsættelse. Dette skaber et par konfliktsituationer med mennesker tæt på, som fejlagtigt tilskriver Mandens handlinger (eller mangel på samme) som udtryk for hovenhed. Med gode pensionsmidler og en imødekommende bank afklares denne problemstilling, men mit behov for at få udredt årsagerne til adfærden trænger sig på. Jeg fornemmer, at Manden bliver ulykkelig, når han får skudt forkerte motiver i skoene. Han er mere end bevidst om de tiltagende udfald, især for så vidt angår den korte hukommelse og i særdeleshed, når de bringer ham i en decideret konfus tilstand.
Manden henvendte sig i begyndelse af 2010 til egen læge, som ikke var langsom til at gribe receptblokken og udskrive de lykkepiller, han anså som rette medicin mod diagnosen “stress & depression”. Jeg har vanskeligt ved at forlige mig med denne sygdomsudredning. Ikke at jeg er i tvivl om, at både stress og depression kan give lignende symptomer, men da Manden er mere end almindelig begavet, har jeg svært ved at tro, at de eksistentielle problemer alene er årsag til den meget forandrede adfærd.
Med Manden under armen og helt uden protester drager vi til tre lægebesøg i efteråret 2010. Mit håb var, at lægen omgående ville tilbyde en konsultation hos en neurolog. Den praktiserende doktor er mægtig sympatisk, men set i bakspejlet er jeg noget fortørnet over at skulle insistere så ihærdigt på blodprøver (B12, stofstifte og diabetes, m.v.) som kunne pege på andet end de rene stressrelaterede sygdomme, han lagde til grund for Mandens hukommelsesproblemer. Ved det tredje lægebesøg lykkedes det endelig at overtale doktoren til at indskrive manden til en egentlig demensudredning på Rigshospitalets hukommelsesklinik, som for fire uger siden resulterede i diagnosen Prodromal Alzheimers. Den manglende autoritetstro overfor den praktiserende gav os svar og ro i sjælen, hvorimod lægen burde sidde tilbage med en lidt dårlig smag i munden?
Manden glemmer aftaler, hører jeg, og køber nyt og stort hus i tvivlsom stand. “Kan han mon overskue dette store moderniseringsprojekt med koordinering af håndværkere, realkredit finansiering, har han i det hele taget råd?”. Og dette midt i Mandens afvikling af virksomhed, møder i statsamtet omkring separation og ikke mindst spørgsmålet om samkvemsret med den lille datter. Ikke mærkeligt, at det afleder følelser af frustration, stress og måske en depression.
Manden og jeg har ikke set hinanden i nogle år, da vi mødes til hans søns 21 års fødselsdag i august sidste år. Vi falder i snak på den rigtig gode måde (sådan har vi altid haft det) og efter et par indledende manøvre takker jeg ja til en middagsinvitation en måneds tid senere. Snart deler vi både seng og morgenkaffe og da han for 14. dag i træk spørger, om jeg bruger fløde i den kaffe, jeg altid drikker sort, kan jeg ikke længere tilskrive det søvndrukkenhed eller almindelig ligegyldighed. Han er jo i alle andre sammenhænge alt andet end ligeglad. Vi er dybt forelskede og Manden gør nærmest mere, end hvad der står i hans magt, for at jeg skal føle mig velkommen i det lånte sommerhus.
Manden har udstyret sig med en GPS. Ikke for at tilfredsstille en passion for gadgets, men alene fordi han har fået et reelt problem med at finde rette vej - også den kendte til og fra sommerhuset. GPS’en fulgte dog ikke med på en spadseretur efter piskefløde til kaffen (hans kaffe), og på den korte rute fik han lyst til at fjerne sig fra den trafikerede hovedvej og i stedet tage en afstikker langs kønnere stier. Og vild for han! Gensynets glæde vandt dog over nervøsiteten ved Mandens udeblivelse, da han i skumrings tid og efter flere timers fravær atter var at finde på sommerhusets grund.
Jeg bemærker, at han forlægger ting; penge, nøgler, mobiltelefon og papirer. Han har meget lidt overblik over, hvem, der får betalt hvad i forbindelse med husets renovering og i det hele taget ikke styr på hele finansieringen omkring den omfattende istandsættelse. Dette skaber et par konfliktsituationer med mennesker tæt på, som fejlagtigt tilskriver Mandens handlinger (eller mangel på samme) som udtryk for hovenhed. Med gode pensionsmidler og en imødekommende bank afklares denne problemstilling, men mit behov for at få udredt årsagerne til adfærden trænger sig på. Jeg fornemmer, at Manden bliver ulykkelig, når han får skudt forkerte motiver i skoene. Han er mere end bevidst om de tiltagende udfald, især for så vidt angår den korte hukommelse og i særdeleshed, når de bringer ham i en decideret konfus tilstand.
Manden henvendte sig i begyndelse af 2010 til egen læge, som ikke var langsom til at gribe receptblokken og udskrive de lykkepiller, han anså som rette medicin mod diagnosen “stress & depression”. Jeg har vanskeligt ved at forlige mig med denne sygdomsudredning. Ikke at jeg er i tvivl om, at både stress og depression kan give lignende symptomer, men da Manden er mere end almindelig begavet, har jeg svært ved at tro, at de eksistentielle problemer alene er årsag til den meget forandrede adfærd.
Med Manden under armen og helt uden protester drager vi til tre lægebesøg i efteråret 2010. Mit håb var, at lægen omgående ville tilbyde en konsultation hos en neurolog. Den praktiserende doktor er mægtig sympatisk, men set i bakspejlet er jeg noget fortørnet over at skulle insistere så ihærdigt på blodprøver (B12, stofstifte og diabetes, m.v.) som kunne pege på andet end de rene stressrelaterede sygdomme, han lagde til grund for Mandens hukommelsesproblemer. Ved det tredje lægebesøg lykkedes det endelig at overtale doktoren til at indskrive manden til en egentlig demensudredning på Rigshospitalets hukommelsesklinik, som for fire uger siden resulterede i diagnosen Prodromal Alzheimers. Den manglende autoritetstro overfor den praktiserende gav os svar og ro i sjælen, hvorimod lægen burde sidde tilbage med en lidt dårlig smag i munden?
Kommentarer
Mange tak for dine kommentarer. Min mand er endnu ikke dement og der er indtil videre kun tale om et forstadie til Alzheimers. Hans sprog er helt og aldeles intakt og han klarer alle opgaver i hjemmet. Kroppen fungerer fysisk godt og han spiller golf et par gange om ugen. Hvis du får lyst til at læse hele vores historie har vi i forbindelse med hans diagnose oprettet en blog: www.alzheimerspositiv.blogspot.com
Du har nok ret med hensyn til din bemærkning om, at der ligger økonomiske årsager bag lægernes forbehold overfor at sende patíenterne hurtigt videre i systemtet.
Jeg kan ikke forestille mig, at det er økonomiske hensyn, der gør, at en læge griber til receptblokken og udskriver antidepressiv medicin, uden at foretage yderligere undersøgelser.
Sagen er jo, at også i det tilfælde, hvor der faktisk er tale om depression, er lægen forpligtet til at undersøge patienten grundigt og f.eks. tage blodprøver, for en depression kan jo være udløst af f.eks. lavt stofskifte eller B12-mangel eller D-vitamin-mangel eller andet, som man er nødt til at behandle.
Jeg tror, at det handler om en modetendens inden for lægeverdenen. Der er kommet en udbredt opfattelse, der går ud på, at snart sagt alting skyldes depression og skal helbredes med antidepressiv medicin.
Her på Netdoktor har der været en reklame, som jeg fik øje på for et stykke tid siden, fordi den irriterede mig så meget. Der var tale om et billede af en person i en rød trøje, der tydeligvis havde ondt i ryggen. Og reklamen påstod så, at denne smerte i virkeligheden var et symptom på depression! Der henvistes til en Internetside, hvor man kunne læse om medicinsk behandling af depression. Den pågældende meget irriterende reklame plejer altid at være der, når man kigger på debatten ”Depression”. Jeg har lige tjekket, og jeg kan se, at der nu er en mindre opsigtsvækkende og mindre irriterende reklame, som blot bringer en henvisning til den pågældende hjemmeside.
Men manden i den røde trøje var virkelig påtrængende. For medicinalfabrikkerne handler det om at få solgt deres varer, og de skyr ingen midler. Desværre er jeg overbevist om, at lægerne er udsat for en lige så massiv hjernevask og anden påvirkning fra medicinproducenternes side. Stort set al efteruddannelse, der tilbydes læger, bliver betalt af lægemiddelindustrien, og industrien har tilsyneladende stort held med at udbrede fordomme om, at snart sagt al sygdom skyldes depression eller i det mindste ”noget psykisk”, som skal helbredes med antidepressiv medicin.
For en ordens skyld skal jeg lige pointere, at jeg absolut mener, at det kan være en god ide at tage et antidepressivt middel i visse tilfælde. Men når lægen udskriver antidepressiv medicin med løs hånd, uden at undersøge ordentligt først, er det forkasteligt, og der er absolut ikke tale om nogen ”god læge”.
Når det er sagt, så kan det godt være, at selve den mere specifikke undersøgelse på Rigshospitalet, som din kæreste endelig blev henvist til, er meget dyr, og en sådan undersøgelse foretager man nok ikke, hvis ikke det er meget nødvendigt. Men jeg er overbevist om, at de symptomer, du beskriver, er så tydelige, at lægen ville have indset det, hvis ikke han var så hjernevasket af denne modetendens i sundhedsvæsenet, som, jeg går ud fra, er plantet af medicin-producenterne.
Det var godt, at du/I insisterede. Det har syge mennesker bare sjældent kræfter til. Det frygtelige ved vores sundhedssystem er, at man ofte skal insistere så meget for at få den hjælp, man faktisk er berettiget til.
Men det var en dum diagnose at få. Jeg håber for jer, at sygdommen kan modvirkes og forsinkes med den rette behandling.
Mange hilsner
Kameliadamen
P.S. Jeg har lige kigget i debatten "Depression og Angst" her kl. 8.29, og da var manden i den røde trøje med ondt i ryggen, igen massivt til stede med flere billeder. Der er tilsyneladende tale om en reklame, der kører i en båndsløjfe. Jeres tilfælde har selvfølgelig ikke noget at gøre med ondt i ryggen, men jeg bringer eksemplet for at vise, hvor massiv en hjernevask, vi - og sikkert også læger - er udsat for!
De taber hurtigt interessen for deres job
Når der så kommer en med et alvorligt problem tror de enten ikke på vedkommende og giver en sludder for en sladder og skriver en recept på et eller andet. Der er jo ikke tid til at finde ud af, hvad der er galt.
Man kan jo også komme igen om 8 dage. !!!!!!!!! De hører ikke, når der siges man har været syg længe.
Når lægerne på sygehuset ikke kan stille en diagnose på 10 min, hvordan skulle en praktiserende læge så kunne. De mangler jo alle apparaterne o.s.v. til undersøgelser.
Hvor svært kan det være at lytte ordentligt og sende et menneske videre i systemet, når man ikke selv kan klare det. Hvorfor skal man gå forgæves den ene gang efter den anden.
Jeg kan hurtigt nævne 10 mennesker, som ikke blev hjulpet af lægen. Og så kan jeg tænke mig lidt om og nævne flere. Desværre er der også dødsfald imellem.
Bl.a. min søster.
Der er noget helt galt med det system vi har. Riv, rav ruskende galt.
Ps. Som kameliadamen siger, vi skal heller ikke glemme alle de penge, der er i systemet. Ferieophold o.s.v. på førsteklasse.
Hvor er det dog et godt indlæg, du der præsterede! Gik fluks til siden om depression og fangede "Manden med den røde trøje" nederst på siden. Du har ret; det er patetisk, så mange tilstande medicinalfirmaerne kan placere under depressionsparaplyen.
Lykkepiller/antidepressiver" har naturligvis deres berettigelse, men det er foruroligende med alle de - især unge - mennesker, som får udskrevet pillerne i stedet for 12 timer hos en psykolog. Dette viser sig ofte at være et meget bedre middel til behandling af de eksistentielle problemer, som hyppigt ligger bag både angst og depression. Lykkepiller kan desuden have meget alvorlige bivirkninger. Igen lader det til, at det rammer de unge hårdest.
Jeg har selv en fantastisk praktiserende læge, som med stor menneskelig empati altid sætter sig ind i (og bag) problemstillingen. Mine to sønner deler denne opfattelse og vi får alle tre altid og omgående de henvisninger, vi har brug for. Hun sætter altid den fornødne tid af til en god samtale, hvis man på forhånd fortæller sekretæren om årsagen til konsultationen.
Så til Persille1; skift læge!
Min mand og jeg har for tre uger siden oprettet en blog, som hedder:
www.alzheimerspositiv.blogspot.com
Jeg vil mægtig gerne bede om jeres tilladelse til at poste jeres flotte kommentarer under jeres anonyme navne på bloggen under dette emne?
Det har jeg lige gjort og jeg er meget spændt på, hvordan min nye læge er.
Jeg har jo lov til at håbe det bedste. Min tillid til praktiserende læger er ikke særlig stor, men måske bliver jeg glædeligt overrasket.
De nævnte 10 personer, det er ikke den samme læge det drejer sig om, jeg må være retfærdig. Men 5 andre.
Med hensyn til at poste mit indlæg, værsgod, hvis du mener det kan bruges.
Held og lykke med den nye læge! Godt vi ikke lever for 30 år siden, hvor autoritetstroen overfor lægestanden ofte slørede troen på det vi mærker i os selv.
Du må også gerne bringe mit indlæg på jeres blog.
Mange hilsner
Kameliadamen