Indstillinger
Depression - hvordan tager jeg det første skridt?
Hej alle.
Jeg er nettop kommet hjem, efter at have været oppe og melde mig fra til en eksamen jeg ellers skulle op i, om ca to uger. Jeg føler simpelthen ikke at jeg kan magte eller overskue den, så har valgt at tage den konsekvens der nu lægger i, at gå et semester om. Dette i sig selv skræmmer mig ikke. Der er mange studerende, som ikke altid fuldfører deres uddannelse på normeret tid, men det der skræmmer mig mest, er at det er anden gang inden for samme år at dette går galt for mig.
Jeg har stillet mig selv rigtig mange spørgsmål til hvorfor det går så ufatteligt dårligt. Min hverdag hænger ikke rigtig sammen, så godt som den engang gjorde og skammer mig en hel del over at det nu er 4 år siden jeg blev student, men ikke er kommet længere end jeg er. Jeg har i løbet af den seneste uge begyndt at få øjnene op for, at jeg muligvis kan være deprimeret og at jeg nødvendigvis ikke vil få det bedre, med mindre at jeg får hjælp.
indtil videre er det kun en "hjemme diagnosticering" jeg har foretaget. Jeg har kikket på forskellige hjemmesider, omkring depression og kan genkende rigtig mange af symptomerne. Særligt omkring nedtrykthed, mangel på selvtillid, lavt aktivitets niveau, ikke rigtigt være glad i hverdagen. mange af de symptomer jeg læser om, kan jeg placerer på mig selv, dog med undtagelse af tanker om selvmord og spisefosstyrelse.
Jeg har efterfølgende taget to tests online. for at blive klogere på hvad der egentlig er galt med mig. Første test kom med, at jeg havde symptomer på en "svær depression", mens nummer to sagde "moderat til svær depression". Fælles for begge tests var at de begge mente at jeg skulle søge hjælp hos lægen.
Mens det efterhånden er ved at blive klart for mig at jeg har et problem og at jeg muligvis ikke selv kan løse problemet, så virker det hele meget grænseoverskridende. Jeg er i tvivl om præcist hvordan jeg skal takle situationen. Om jeg i første omgang bare skal tage en snak en kammerat omkring min situation. Her er jeg dog bange for at jeg er alt for god til at smøre "poker fjæset" på, og ellers bagatellisere mine følelser, om det på en måde vil føles dumt, eller om det er fair af mig at slæbe ham ind i det?
En anden mulighed er at jeg "bare" skal søge professionel hjælp hurtigst muligt? Hvordan forbereder man sig egentlig til at gå til lægen og sige "Jeg tror jeg har en depression"?
Det hele virker meget grænseoverskridende...
Jeg er nettop kommet hjem, efter at have været oppe og melde mig fra til en eksamen jeg ellers skulle op i, om ca to uger. Jeg føler simpelthen ikke at jeg kan magte eller overskue den, så har valgt at tage den konsekvens der nu lægger i, at gå et semester om. Dette i sig selv skræmmer mig ikke. Der er mange studerende, som ikke altid fuldfører deres uddannelse på normeret tid, men det der skræmmer mig mest, er at det er anden gang inden for samme år at dette går galt for mig.
Jeg har stillet mig selv rigtig mange spørgsmål til hvorfor det går så ufatteligt dårligt. Min hverdag hænger ikke rigtig sammen, så godt som den engang gjorde og skammer mig en hel del over at det nu er 4 år siden jeg blev student, men ikke er kommet længere end jeg er. Jeg har i løbet af den seneste uge begyndt at få øjnene op for, at jeg muligvis kan være deprimeret og at jeg nødvendigvis ikke vil få det bedre, med mindre at jeg får hjælp.
indtil videre er det kun en "hjemme diagnosticering" jeg har foretaget. Jeg har kikket på forskellige hjemmesider, omkring depression og kan genkende rigtig mange af symptomerne. Særligt omkring nedtrykthed, mangel på selvtillid, lavt aktivitets niveau, ikke rigtigt være glad i hverdagen. mange af de symptomer jeg læser om, kan jeg placerer på mig selv, dog med undtagelse af tanker om selvmord og spisefosstyrelse.
Jeg har efterfølgende taget to tests online. for at blive klogere på hvad der egentlig er galt med mig. Første test kom med, at jeg havde symptomer på en "svær depression", mens nummer to sagde "moderat til svær depression". Fælles for begge tests var at de begge mente at jeg skulle søge hjælp hos lægen.
Mens det efterhånden er ved at blive klart for mig at jeg har et problem og at jeg muligvis ikke selv kan løse problemet, så virker det hele meget grænseoverskridende. Jeg er i tvivl om præcist hvordan jeg skal takle situationen. Om jeg i første omgang bare skal tage en snak en kammerat omkring min situation. Her er jeg dog bange for at jeg er alt for god til at smøre "poker fjæset" på, og ellers bagatellisere mine følelser, om det på en måde vil føles dumt, eller om det er fair af mig at slæbe ham ind i det?
En anden mulighed er at jeg "bare" skal søge professionel hjælp hurtigst muligt? Hvordan forbereder man sig egentlig til at gå til lægen og sige "Jeg tror jeg har en depression"?
Det hele virker meget grænseoverskridende...
Kommentarer
Det er helt normalt, at det føles meget grænseoverskridende at søge hjælp. Men det er en nødvendig grænse at overskride. Hjælp til selvhjælp.
Et forslag kan være, at du skriver ned, hvordan du har det - uden at prøve at skjule noget og uden at nedtone problemerne - og sende det op til din læge, så han/hun kan læse det, inden du kommer derop.
Alternativt skrive det ned og lade lægen læse det, når du er deroppe.
Eller du kan f.eks. sige, at du har det rigtigt skidt og har taget nogle depressionstest på nettet, som viser, at du nok har en depression.
Det er altid værst, inden man gør noget. Tiden, hvor du prøver at overvinde dig selv til at søge hjælp, er altså værre, end når du først har gjort det. Det vil være den første sejr og det første skridt til at få det bedre.
KH Helene
det tog mig næsten et halvt år at tage mig sammen til at ringe til lægen, for jeg turde egentlig ikke. for hvad nu hvis det hele bare var noget jeg bildte mig ind? jeg fortroede mig til en klassekammerat og fik hende til at tage med mig, og det var det bedste jeg kunne gøre på det tidspunkt. specielt bagefter.
det hjælper så meget at få sat ord på det hele. kan huske hvordan der var en trykkende fornemmelse der forsvandt, da jeg fik fortalt lægen, noget så simpelt som "jeg har det virkelig dårligt.." .. det første og STØRSTE skridt er at søge hjælp. du skal bare gøre det. ring derind og spørg, som du kan få en tid til lægen hurtigst muligt, da du har en mistanke om at du er ved at blive deprimeret. det er så svært, jeg ved det godt.
der gik to måneder hvor jeg gik til samtale hos lægen en gang om ugen (tror desværre det blev afskaffet her tidligere på året med samtale terapi.), før hun gav mig en endelig diagnose. og derefter begyndte jeg på medicin også til psykolog. men psykologen skulle ha været først, da det var det der gjorde, at jeg kom endnu længere og faktisk kunne kommer udover den zombie-lignende tilstand.
håber du kunne bruge mit svar til noget.
men husk, du får det kun værre af at sidde hjemme og spekulere om der er noget galt. det er en dag mere, hvor du kunne ha arbejdet dig imod at få det bedre.
Held og lykke med det, og jeg håber på det bedste.
Jeg fik i går talt med en af mine allernærmeste kammerater.Jeg fik sporet samtalen hen i retningen af, at konstant følte mig nedtrykt, ikke syntes at jeg havde energi eller overskud til at passe mine studier, og ellers virkelig skammede mig over min egen situation.
Han var meget overrasket over at høre det og da jeg spurgte til om han mente at jeg havde brug for hjælp fra lægen, mente han at det ville være en overreaktion, for jeg var jo ikke syg. Jeg var også overrasket over at høre at han tidligere på året selv havde en mistanke om han eventuelt var deprimeret og selv var gået til lægen, men ikke fik andet ud af det end at vide at han manglede D-Vitamin.
I bund og grund virkede hans tillid til lægen ikke særlig stor, og han mente generelt ikke at læger er kompetente nok til at behandle depression og har for nemt til bare at medicinerer, da de ikke ved bedre en det. Jeg tager vælger dog at se objektivt på dette. Det er hans holdning og ikke min, og jeg vælger stadig at kontakte min læge på mandag.
Han forslog dog at jeg skulle overveje at holde et semester fri, da det virker til at være her de fleste af mine problemer lægger i. Det er dog ikke en løsning jeg er begejstret over. Mens jeg godt kan at det kan hjælpe mig til at få tankerne væk på noget andet i et halvt år, så er jeg bange for at blive fanget i min lejlighed og miste den daglige kontakt til mennesker. Desuden har jeg det heller ikke godt med at udskyde end uddannelse med et halvt år, når jeg i forvejen har det dårligt over, at jeg burde være et år længere fremme, end jeg er den dag i dag.
Jeg ved ikke om han har fat i noget eller ej. Ved godt at han vil mig det bedste, men jeg ved om jeg skal følge hans råd. Det var dog stadig rart at dele mine tanker og følelser med ham, og lade ham vide at alting ikke går så godt, som jeg nok er alt for god til at give udtryk for.
- Bo
Jeg husker de første mange år af folkeskolen, som at være en tid hvor jeg jeg blev mobbet meget, for at være klassens lille tykke dreng med briller. Dette resulterede i, at min selvtillid ikke udviklede sig, som den skulle og at jeg havde det dårligt med mig selv.
Det hele ændrede sig dog til det bedre, da jeg startede i 10. klasse. Jeg kom væk fra de personer, som havde gjort mit liv til et levende helvede, og fik en række nære venner, som stadig den dag i dag er de bedste jeg har. Jeg opdagede også at jeg var bogligt stærk, og det så ud, som om at jo bedre jeg havde det med mig selv, jo bedre gik det med skolen. Jeg afsluttede 10. klasse med et flot gennemsnit, og alt var lyst og lykkeligt.
Jeg valgte derefter at starte på HTX, for videre at udvikle mine kompetencer. Jeg var aldrig rigtig klar over hvad jeg skulle bruge uddannelsen til, men der var altid et eller andet som tiltalte mig omkring en blanding af det tekniske og det boglige. Mens det gik knapt så godt, som det gjorde for mig i 10. klasse, så lærte jeg at prioritere. Der var de fag jeg var god til, og de fag jeg ikke var god til, så alt i alt fik jeg afsluttet HTX i 2007 med et middelmådigt gennemsnit, men med høje karakterer i de fag jeg selv mente var vigtige for min fremtid.
Efter HTX vidste jeg ikke hvad jeg ville i gang med, så jeg besluttede at nu ville jeg ud og tjene nogle penge, så jeg kunne gøre den næste tid lidt sødere for mig selv. Jeg fik noget arbejde på en fabrik, som ikke just udfordrede mig i min hverdag, men det havde så heller ikke været meningen. på trods af det nærmest meningsløse arbejde, og at jeg var træt hele tiden i denne periode, så var jeg ikke trist. Der var et formål med de lange hårde dage på fabrikken. Det formål var at tjene penge.
I 2008 startede jeg så på Aalborg universitet, som Landinspektør studerende. Jeg var egentlig meget glad for uddannelsen i starten og fik afsluttet første semester med et flot resultat. I løbet af det næste semester fik jeg dog øjnene op for, at dette nok ikke var den uddannelse jeg ville have, og blev enig på mig selv at der simpelthen var forskel på det man kan, og det man vil. Jeg afsluttede dog semmestret med en ok karakter, og havde det egentlig meget godt.
I 2009 startede jeg så på Byggeri og Anlæg på Aalborg universitet. Jeg var blevet opmærksom på at jeg havde interesse for byggeriet, og ville gerne arbejde mere specifikt med det. I starten var det hele ok, jeg fulgte stærkt med i undervisningen, men det blev dog hurtigt klart for mig, at dette heller ikke var den rigtige uddannelse, så jeg droppede ud inden det første semester var overstået.
Nu var jeg godt klar over at jeg havde brugt ca. 1½ år af mit liv, på noget som ikke var gået hen og blevet til noget som helst. Måske er det her, hvor jeg begyndte at føle den første skuffelse, men jeg så dog stadig fremad og betragtede disse år mere som "erfaring" end som et egentligt nederlag. Jeg fandt frem til en anden uddannelse, som jeg før havde overvejet, men nok tidligere havde benægtet.
Jeg gik i gang som bygningskonstruktør i Aalborg i februar 2010, og det hele startede perfekt. Nu kunne jeg virkelig mærke at dette var uddannelsen, som jeg havde drømt om, og kunne virkelig mærke at jeg hele tiden blev ved med at flytte mig i den rigtige retning. 1. semester var ikke en karakter givet semester, men det blev trods alt afsluttet med et skulder klap og et "godt gået" fra min vejleder. jeg var faktisk stolt af det hele her for ca 1 år siden.
Det var dog et eller andet som gik galt i løbet af 2o1o da jeg kom til 2. semester. Jeg ved stadig ikke helt hvad der skete med mig, men jeg fik sådan en hjemve, hvor jeg bare skulle tilbage til Holstebro og være i nærheden af mine venner og familie. Jeg vendte 180 grader og gik fra en af de bedre studerende, til en som aldrig fik lavet sine ting. Det hele endte med at jeg dumpede semmestret, og flyttede tilbage til Holstebro.
Jeg havde planlagt at jeg ville bruge ferien i mellem disse to semmestre på at slappe af og få noget ro, men jeg var så uheldig at miste en bedstefar, nettop i denne periode. I stedet for at slappe af, kom jeg til at bruge perioden på at tage af afsked med en af mine kære.
Indtil videre har hele 2011 været en stor nedtur for mig. Jeg startede på 2. semester igen i Holstebro. Jeg har ikke kunne binde mig til min nye klasse og mit aktivitets niveau er i bund, og det samme er min selvtillid. Jeg føler mig virkelig som en fiasko, nu her 4 år efter jeg blev færdig på HTX, og mange af mine venner og veninder har afsluttet deres bachelor opgaver. Har svært ved at tænke på at jeg ikke lever op til nogens forventninger. Hverken mine venner, min familie... eller mine egne.
Det er rigtigt godt, at du kan bruge Netdoktor til at øve dig i åbenhed :-)
Det kan godt være, at dine venner har ret i, at du 'bare' skal åbne dig noget mere. Men når man har en fortid som udelukket og mobbet, så er det nok ikke så 'bare lige'.
Når man ikke bliver anerkendt for at være god nok, som den man er, så sætter det nogle vedvarende spor. Det kan godt være, at man selv kan arbejde sig igennem en del af de problemer, fortiden har skabt, men næppe dem alle sammen. Måske kan man få det godt nok uden professionel hjælp - og måske kan man ikke.
Mobning og lign. giver nogle følgevirkninger som bl.a. kan være:
Lavt selvværd, problemer med at turde åbne sig, problemer med at lade folk komme tæt på sig, manglende forståelse for egne ressourcer og begrænsninger, træthed, uoverkommelighedsfølelse, manglende vedholdenhed, pludselig opblussende interesse der ret hurtigt brænder ud igen. Og meget andet.
Samfundsværdierne i dag er i høj grad blevet, at man hele tiden skal præstere og yde for at være 'god nok'. Det er desværre blevet sådan, at mennesker tilsyneladende kun er noget værd i kraft af, at de kan arbejde. Unge mennesker bliver pacet gennem uddannelsen og får ikke tid til først at finde et ståsted og finde ud af, hvem de selv er. Det kaldes spild af tid. I mine øjne er det en utrolig vigtig tid og en værdifuld investering i sig selv og sin fremtid.
Efter min mening er der kun ét menneskes forventninger, du skal leve op til her i livet - og det er dine egne. Men dine forventninger til dig selv skal afstemmes med, hvad du realistisk formår. Hvis du har alt for høje forventninger til dig selv, skal du kæmpe for hårdt og du vil løbe ind i fiaskoer og nederlag og skuffe dig selv. Det ødelægger selvværdet og selvtilliden. I stedet kan man sætte sine forventninger ned og søge at få succesoplevelser. Man kan starte i det små og efterhånden som man vokser med opgaven og får mere overskud, kan man klare mere og mere.
Det vigtigste er, at du får bygget en tro op på, at du er god nok, som du er, uanset hvad du uddanner dig til eller ikke uddanner dig til. Du ER ikke din uddannelse og du BLIVER ikke dit arbejde.
Er der noget, du virkeligt interesserer dig for? Noget der giver dig glæde og som giver rigtigt meget mening for dig at beskæftige dig med? Det behøver ikke at være arbejde - hvad som helst? Hvad kunne du lide at lave, da du var yngre? Da du var barn, hvad drømte du så om at blive, når du blev voksen?
Hvis du kan svare på disse spørgsmål, så kan de guide dig i retning af, hvad det måske kunne være muligt for dig at arbejde med. Det kan jo være, det er noget indenfor en helt anden retning, end du hidtil har valgt.
Men - fortiden kan altså ligge i vejen for din fremtid. I så fald vil jeg absolut anbefale dig at søge en psykolog, så du ikke skal blive ved med at være belastet af din fortid. Det vil jo være spild af dit liv, hvis den skal blive ved med at spænde ben for, at du kan få et godt liv.
KH Helene