Indstillinger
Problemer med sexlivet
Hej alle,
Min kæreste (28) og jeg (27) har været sammen i snart 2,5 år. Vi havde det i starten rigtig godt sammen og havde egentlig et velfungerende sexliv, hvor hun ofte havde lyst. For at gøre historien "lidt" kort, så startede vores forhold med, at jeg inviterede hende på en date - dette blev hjemme hos hende, hvor vi snakkede, hyggede og grinede sammen. Jeg fandt ud af, at hende og hendes daværende kæreste var gået fra hinanden 3-4 måneder før hende og jeg mødtes. Jeg kunne i starten ikke rigtig mærke, at det var et problem, men jeg fandt ud af, at han stadig kontaktede hende via sms og telefonopkald. Når jeg bragte emnet op kunne jeg mærke, at det var meget svært at tale om for hende, hvorfor jeg blev ked af det og følte, at hun stadig havde meget stærke følelser for ham. Et lille problem var også, at jeg boede i en helt anden by end hende, og hendes eks havde en god kammerat, som boede i samme ejendom som hende, hvorfor han ofte var forbi for at besøge ham.
Næste problem og dilemma var, at vi dengang arbejde på samme arbejdsplads. Hun ønskede ikke, at nogle på arbejdspladsen skulle vide det om hende og jeg før vi var 100% sikker på hinanden. Dette accepterede jeg, men som tiden gik syntes jeg det var belastende, at vi ikke kunne gå udenfor en dør sammen, for så ville vi jo blive "opdaget".
Flere problemer opstod, hvilket medførte diskussioner og skænderier. Dette gjorde også, at vores sexliv stille og roligt forsvandt mere og mere. Min kæreste er et kæmpe "hverdags-menneske", hvilket vil sige, at hun meget meget sjældent gør noget for, at vi skal koble lidt af fra den normale hverdag og bare være kærester. Hun gider ganske enkelt ikke at "nusse" op ad hinanden, kysse hinanden når man får lyst, eller bare "knalde" når det lige falder os ind. Hun er rigtig dårlig til at vise følelser, hvilket hun også godt er klar over, men jeg føler ikke, at hun gør noget for at blive bedre til det. Man får aldrig en sms med: "Hvor er du bare dejlig" og hun har f.eks. ALDRIG sagt til mig, at hun elsker mig. Jeg prøver tilgengæld at gøre alt hvad jeg kan for, at vise at jeg elsker hende og at jeg har lyst til hende.
Vi bor ikke sammen endnu, men flytter sammen her til den 1. Dette gør vi egentlig lidt for, at finde ud af, om det at få opbygget en normal hverdag vil feje problemerne af vejen, men jeg er meget skeptisk. Det der nok går mig mest på, "hva´ fanden, jeg er jo en mand", det er nok det med, at vores sexliv er helt væk. Som jeg sidder her kan jeg oplyse, at siden nytår har vi haft sex 3 gange - 3 dejlige gange, men det er efter min mening meget meget lidt! Når jeg prøver at tale med hende om emnet sex fryser hun nærmest helt. Hun har ytret, at problemerne og det at jeg ofte er sur (hvilket jeg ofte bliver grundet hende manglende sexlyst), gør at hun mister lysten fuldstændig. Jeg føler mig INTET værd, når hun afviser mig seksuelt og det ødelægger mit humør og min hverdag, når en ting som sexlivet ikke kører.
Jeg har flere gange prøvet at overraske hende med sterrinlys i hele lejligheden og så lagt en dyne og nogle tæpper i midten, når hun er kommet hjem fra arb, men det har hver gang endt med, at hun har ligget og snakket om arbejde og så endt med sætningen "nå, skal vi ikke bare gå i seng og sove" - det er jeg, måske mærkelig nok, blevet sur og irriteret over, hvorfor dette også kan starte en diskussion/skænderi.
Et par gange har jeg også prøvet at gå ud i badet til hende, men det er abslot ikke hendes kop te og det har hun sagt, at hun ikke kan lide. - I starten af vores forhold når jeg gjorde det, endte det med rigtig dejlig sex, som hun også virkede som om, at hun kunne lide.
Hun bliver ved med at sige, at hvis bare jeg er glad og positiv hver dag, så skal hendes sexlyst nok komme, men hvordan skal man gå og være glad og positiv, når man ikke føler, at hun gør noget for at få lysten tilbage?
Har nogle kvinder et svar på, hvordan jeg skal gøre og opføre mig, for at hun kan få lysten tilbage?
Hun er meget svær at tale problemer med, da hun bare ønsker, at tingene skal køre uden noget pis! Sådan har jeg det også, men har nogle gange brug for at ytre mine ønsker til forholdet.
Jeg kan jo sagtens prøve og også være glad og positiv i en længere periode, men det er sq svært ikke at tænke på sex og snakke om det, når man en eller anden dag bare får lyst til sin kæreste, om hun så er iført de grimmeste jokkingbukser og grimme sutsko
Man kan spørge sig selv, hvilket nogle af mine venner også har gjort, hvorfor giver du ikke slip og finder en anden, men tjaaa, det er lettere sagt end gjort, for holder jo meget af hende, når problemerne ikke er der.
Er jeg for fej når jeg siger, at sexlivet bare SKAL køre og det må hun gøre noget ved?
Laaaang tekst, men håber nogle gider at læse den og komme med deres mening eller holdning.
På forhånd mange tak
Min kæreste (28) og jeg (27) har været sammen i snart 2,5 år. Vi havde det i starten rigtig godt sammen og havde egentlig et velfungerende sexliv, hvor hun ofte havde lyst. For at gøre historien "lidt" kort, så startede vores forhold med, at jeg inviterede hende på en date - dette blev hjemme hos hende, hvor vi snakkede, hyggede og grinede sammen. Jeg fandt ud af, at hende og hendes daværende kæreste var gået fra hinanden 3-4 måneder før hende og jeg mødtes. Jeg kunne i starten ikke rigtig mærke, at det var et problem, men jeg fandt ud af, at han stadig kontaktede hende via sms og telefonopkald. Når jeg bragte emnet op kunne jeg mærke, at det var meget svært at tale om for hende, hvorfor jeg blev ked af det og følte, at hun stadig havde meget stærke følelser for ham. Et lille problem var også, at jeg boede i en helt anden by end hende, og hendes eks havde en god kammerat, som boede i samme ejendom som hende, hvorfor han ofte var forbi for at besøge ham.
Næste problem og dilemma var, at vi dengang arbejde på samme arbejdsplads. Hun ønskede ikke, at nogle på arbejdspladsen skulle vide det om hende og jeg før vi var 100% sikker på hinanden. Dette accepterede jeg, men som tiden gik syntes jeg det var belastende, at vi ikke kunne gå udenfor en dør sammen, for så ville vi jo blive "opdaget".
Flere problemer opstod, hvilket medførte diskussioner og skænderier. Dette gjorde også, at vores sexliv stille og roligt forsvandt mere og mere. Min kæreste er et kæmpe "hverdags-menneske", hvilket vil sige, at hun meget meget sjældent gør noget for, at vi skal koble lidt af fra den normale hverdag og bare være kærester. Hun gider ganske enkelt ikke at "nusse" op ad hinanden, kysse hinanden når man får lyst, eller bare "knalde" når det lige falder os ind. Hun er rigtig dårlig til at vise følelser, hvilket hun også godt er klar over, men jeg føler ikke, at hun gør noget for at blive bedre til det. Man får aldrig en sms med: "Hvor er du bare dejlig" og hun har f.eks. ALDRIG sagt til mig, at hun elsker mig. Jeg prøver tilgengæld at gøre alt hvad jeg kan for, at vise at jeg elsker hende og at jeg har lyst til hende.
Vi bor ikke sammen endnu, men flytter sammen her til den 1. Dette gør vi egentlig lidt for, at finde ud af, om det at få opbygget en normal hverdag vil feje problemerne af vejen, men jeg er meget skeptisk. Det der nok går mig mest på, "hva´ fanden, jeg er jo en mand", det er nok det med, at vores sexliv er helt væk. Som jeg sidder her kan jeg oplyse, at siden nytår har vi haft sex 3 gange - 3 dejlige gange, men det er efter min mening meget meget lidt! Når jeg prøver at tale med hende om emnet sex fryser hun nærmest helt. Hun har ytret, at problemerne og det at jeg ofte er sur (hvilket jeg ofte bliver grundet hende manglende sexlyst), gør at hun mister lysten fuldstændig. Jeg føler mig INTET værd, når hun afviser mig seksuelt og det ødelægger mit humør og min hverdag, når en ting som sexlivet ikke kører.
Jeg har flere gange prøvet at overraske hende med sterrinlys i hele lejligheden og så lagt en dyne og nogle tæpper i midten, når hun er kommet hjem fra arb, men det har hver gang endt med, at hun har ligget og snakket om arbejde og så endt med sætningen "nå, skal vi ikke bare gå i seng og sove" - det er jeg, måske mærkelig nok, blevet sur og irriteret over, hvorfor dette også kan starte en diskussion/skænderi.
Et par gange har jeg også prøvet at gå ud i badet til hende, men det er abslot ikke hendes kop te og det har hun sagt, at hun ikke kan lide. - I starten af vores forhold når jeg gjorde det, endte det med rigtig dejlig sex, som hun også virkede som om, at hun kunne lide.
Hun bliver ved med at sige, at hvis bare jeg er glad og positiv hver dag, så skal hendes sexlyst nok komme, men hvordan skal man gå og være glad og positiv, når man ikke føler, at hun gør noget for at få lysten tilbage?
Har nogle kvinder et svar på, hvordan jeg skal gøre og opføre mig, for at hun kan få lysten tilbage?
Hun er meget svær at tale problemer med, da hun bare ønsker, at tingene skal køre uden noget pis! Sådan har jeg det også, men har nogle gange brug for at ytre mine ønsker til forholdet.
Jeg kan jo sagtens prøve og også være glad og positiv i en længere periode, men det er sq svært ikke at tænke på sex og snakke om det, når man en eller anden dag bare får lyst til sin kæreste, om hun så er iført de grimmeste jokkingbukser og grimme sutsko
Man kan spørge sig selv, hvilket nogle af mine venner også har gjort, hvorfor giver du ikke slip og finder en anden, men tjaaa, det er lettere sagt end gjort, for holder jo meget af hende, når problemerne ikke er der.
Er jeg for fej når jeg siger, at sexlivet bare SKAL køre og det må hun gøre noget ved?
Laaaang tekst, men håber nogle gider at læse den og komme med deres mening eller holdning.
På forhånd mange tak
Kommentarer
Jeg tillader mig at gå ud fra, at når man flytter sammen, så er det fordi man vil finde ud af, om det skal være for resten af livet.
Allerede inden I er flyttet sammen, har I meget store og voldsomme problemer med at kommunikere. I har ikke en gang tilnærmelsesvist de samme ønsker for en fremtid sammen.
Selv om jeg synes, det lyder lidt langt ude at starte med terapi, så kan det da være, at I vil kunne få glæde af at gå til nogle sessioner hos en parterapeut, så I kan få hjælp til at finde ud af, om I overhovedet har noget til fælles, der kan retfærdiggøre, at I skal have et liv sammen. Det er ikke hende, der skal løse jeres problemer - det er en fælles opgave.
Som jeg læser dit indlæg, så har din kæreste nogle blokeringer, som hun måske vil have stor glæde af at få bearbejdet, også til glæde for dig og for jeres forhold.
Hvis ikke man kan tale åbent og uden forbehold med hinanden om alt, hvad der rører sig, hvis ikke man har interesse i at give sig for sin partner og være med til at finde en fælles løsning på problemerne, så går forholdet galt på et tidspunkt. Hvis du læser lidt rundt i debatterne om parforholdsproblemer, så vi du erfare, at de fleste forhold, der har problemer, har det, fordi de ikke taler sammen, og slet ikke taler hvert sit "sprog" - og du vil starte med sådanne problemer??
Det er en aldeles forfærdelig ide, at I nu flytter sammen - hvis I har problemer med at have impulsiv sex, når I kun mødes ind i mellem, så vil det da gå helt i stå, hvis I går op og ned af hinanden hver dag, og skal have en almindelig dagligdag til at hænge sammen.
Lær dog hinanden at kende først - vær kærester, tag evt. på ferie sammen, og find så ud af, om det skal være jer to for resten af livet, og som du beskriver det, så er jeg bestemt stærkt tvivlende.
Hun kan da ikke forlange af dig, at du bare skal være glad og at sex så bliver en "belønning", hvis du har været sød så og så lang tid. Det er på den anden side heller ikke i orden, at du bliver sur hver gang, hun siger nej. Det er et emne, I i den grad skal have talt igennem. Hun skal vide, hvad hendes afvisning gør ved dig - du skal vide, hvad dine tilnærmelser gør ved hende, og det skal I finde en fælles løsning på, som I begge er tilfredse med - og ja, her er du nok allerede klar over, at det bliver rigtigt, rigtigt svært, ikke? Tror du selv inderst inde, at det vil lykkes?
At I flytter sammen vil ikke ændre noget. Jeg tror snarere det hurtigt vil gå helt galt.
Som det er nu, går du og håber af hele dit hjerte at hun snart vil åbne sig for dig og vise dig kærlighed.
Men det eneste du får er venskabelighed og afvisninger hver gang du prøver at være sammen med hende som kærester som regel er med kys og kram og nussen i sofaen og ikke mindst sex.
Måske har hun nærhedsproblemer - men jeg syntes nu ærligt talt mest af alt det lyder som om, at hun bare ikke er forelsket i dig. Hun kan lide dig - ellers ville hun jo ikke være sammen med dig - og du er en tryg base hun måske nok gerne vil blive i, men forelsket lyder det ikke som om hun er.
Tilgengæld er du stadig forblændet af hende, og render efter hende som en hundehvalp (undskyld) og venter på at hun ændrer sig.
Det er altid problemet når vi bliver forelskede. Hvis nu han/hun bare lige holdt op med / begyndte på, at... så vil han/hun være perfekt.
Men man kan ikke lave om på andre! Man må tage hele pakken.
I kunne som lotte siger gå i terapi, men ærligt talt...
I hvor lang tid ud af de 2½ år I har været sammen, har du haft det rigtig godt i jeres forhold?
Det lyder som om, at hun ikke var helt færdig med sin ekskæreste følelsesmæssigt da I begyndte at være sammen. Ihvertfald fik du ikke de følelser retur som du gav.
Hun ville ikke gøre det officielt at I var sammen. Det må godt nok have været sårende.
Hun viser dig ikke - eller ihvertfald kun sjældent - spontane følelser som kys og kram. Igen sårende og frustrerende.
Hun vil ikke have sex med dig. Og hun føler endda irritation ved at du vil nusse (=have fysisk kontakt) i sofaen. Sårende.
Tror du bliver lidt ked af at læse det her, men jeg mener det alvorligt: Jeg tror du vil gøre bedst i at lade være at flytte sammen med hende.
Hvis hun VIRKELIG vil jeres forhold, så kan I tage nogle timer hos en parterapeut nu og øve jer I at være kærester FØR I flytter sammen.
Dur forholdet ikke når man bor hver for sig vil det heller ikke gøre det når man bor under samme tag.