Indstillinger
Hvornår er depression slemt nok?
Hej
Jeg er en pige på 20 år der ikke har det synderligt godt, men jeg er bange for at gå til lægen fordi jeg ikke ved hvornår symptomerne er slemme nok til at der skal gøres noget ved det, og jeg er bange for, at lægen bare vil affeje mig. Jeg har altid følt mig anderledes end andre og er en meget indadvendt person og været lidt tungsindig. Når jeg er i en god periode tænker jeg altid overrasket "wauw, jeg har ikke lyst til at dø lige nu". Jeg er meget ked af det og energiforladt, men det værste er nok ensomheden. Jeg er ved at tage en uddannelse men jeg har ingen tætte relationer og bor alene i en lille lejlighed. Indtil nu har jeg haft en kæreste og vi er ved at gå fra hinanden (nej dette her er ikke kærestesorger), bruddet slår mig ikke ned, men det at jeg nu ikke har nogen at snakke med og ikke noget at lave i weekenderne ligesom alle andre mennesker har. Jeg har nogle fritidsinteresser men ikke noget jeg får noget ud af socialt og fritidsinteresserne siger mig ikke noget mere. Jeg har tidligere skåret i mig selv og er bange for at falde tilbage. Sidst da jeg var single chattede jeg med en masse mænd på nettet og mødtes med dem og kom altid til at have sex selvom jeg ikke havde lyst, jeg er bange for at det også sker igen. Jeg er bange for at lægen bare vil affeje mig og sige at det er kærestesorger eller ekstra pres fordi jeg snart skal til eksamen. Lige p. t. bor jeg hjemme ved mine forældre fordi jeg ikke kan holde ud at være alene, når de tager afsted på arbejde er jeg ved at blive sindssyg. Jeg har to søskende der lider af borderline, jeg er bange for at jeg også fejler det samme, men det er svært at sige til lægen eftersom jeg altid har lært at det er en svaghed at vise følelser og jeg vil gerne være stærkere end mine søskende ved ikke at vise mine følelser. Det blev vist et lidt rodet brev det her men jeg kan ikke klare at komme til lægen og blive afvist, og når jeg først sidder ved lægen vil jeg nok også selv nedtone mit problem og sige det ikke er noget eftersom det for mig er en svaghed.
Hilsen mig
Jeg er en pige på 20 år der ikke har det synderligt godt, men jeg er bange for at gå til lægen fordi jeg ikke ved hvornår symptomerne er slemme nok til at der skal gøres noget ved det, og jeg er bange for, at lægen bare vil affeje mig. Jeg har altid følt mig anderledes end andre og er en meget indadvendt person og været lidt tungsindig. Når jeg er i en god periode tænker jeg altid overrasket "wauw, jeg har ikke lyst til at dø lige nu". Jeg er meget ked af det og energiforladt, men det værste er nok ensomheden. Jeg er ved at tage en uddannelse men jeg har ingen tætte relationer og bor alene i en lille lejlighed. Indtil nu har jeg haft en kæreste og vi er ved at gå fra hinanden (nej dette her er ikke kærestesorger), bruddet slår mig ikke ned, men det at jeg nu ikke har nogen at snakke med og ikke noget at lave i weekenderne ligesom alle andre mennesker har. Jeg har nogle fritidsinteresser men ikke noget jeg får noget ud af socialt og fritidsinteresserne siger mig ikke noget mere. Jeg har tidligere skåret i mig selv og er bange for at falde tilbage. Sidst da jeg var single chattede jeg med en masse mænd på nettet og mødtes med dem og kom altid til at have sex selvom jeg ikke havde lyst, jeg er bange for at det også sker igen. Jeg er bange for at lægen bare vil affeje mig og sige at det er kærestesorger eller ekstra pres fordi jeg snart skal til eksamen. Lige p. t. bor jeg hjemme ved mine forældre fordi jeg ikke kan holde ud at være alene, når de tager afsted på arbejde er jeg ved at blive sindssyg. Jeg har to søskende der lider af borderline, jeg er bange for at jeg også fejler det samme, men det er svært at sige til lægen eftersom jeg altid har lært at det er en svaghed at vise følelser og jeg vil gerne være stærkere end mine søskende ved ikke at vise mine følelser. Det blev vist et lidt rodet brev det her men jeg kan ikke klare at komme til lægen og blive afvist, og når jeg først sidder ved lægen vil jeg nok også selv nedtone mit problem og sige det ikke er noget eftersom det for mig er en svaghed.
Hilsen mig
Kommentarer
Jeg er slet ikke i tvivl om, at du har brug for professionel hjælp. Det vil din læge forhåbentligt også kunne forstå. Ellers er det ikke en god læge og så vil jeg foreslå dig et lægeskift.
Vi er mange, der har lært, at vi er svage, hvis vi viser vores følesler og det er bl.a. præcist dette, der har gjort os syge og skaber personlighedsforstyrrelser som f.eks. Borderline.
Men vi har lært noget helt forkert og noget meget skadeligt. Følelserne er der jo alligevel, selvom man ikke viser dem. I stedet for at komme ud og blive talt om, så man kan få løst sine problemer, så ligger følelserne og problemerne inde i én og gør en masse skade.
I virkeligheden handler det om, at vi har haft forældre, der ikke selv magtede følelser og derfor har lært deres børn, at man ikke skal tale om dem, for så er man svag. Sandheden er, at fraværet af følelser gør én syg og svag og at turde mærke og tale om sine følelser gør én stærk!
Så jeg vil foreslå dig, at du printer dit indlæg ud og tager det med op til din læge og beder ham eller hende om at læse det. I det indlæg står der rigeligt til, at man får et indtryk af, hvor skidt du har det. Det kan IKKE affærdiges med, at det bare er kærestesorger eller ungdomsproblemer.
Hvis du viser din læge, det du har skrevet, så slipper du også for problemet med, at du kommer til at nedtone problemerne og får det til at lyde som om, at det ikke er noget.
Jeg forstår godt, at det garanteret vil kræve stort mod og selvovervindelse, men det ER første skridt til at få det bedre. Det vil være den første sejr, for så har du gjort noget rigtigt godt for dig selv: Så vælger du, at du VIL være rask og vil gøre noget for at blive det.
Mange hilsner Helene
ja du skal helt sikkert tage hånd om dig selv lige nu.
Så du er nok nødt til at komme til lægen. Det er en god idé, som Helene foreslår at tage artiklen med.
Jeg kommer til at tænke på, at du ikke bare skal acceptere at få en borderlinediagnose uden at være blevet udredt for alle psykiske lidelser. Mange psykiske lidelser ligener hinanden, men for at få den bedste behandling, kan det være relevant at vide præcist hvad dine problemer er. For så er det nemmest at hjælpe dig. Du kan måske spørge din læge, om du kan blive henvist til psykiatrien?
Men... Det aller vigtigste er, at du kommer i behandling. Så hvis du ikke har mod på at starte i psykiatrien, synes jeg, at du skal bede lægen om at blive henvist til psykolog med baggrund i depression. Så koster det dig 300kr pr gang (kun 200, hvis du er medlem af Danmark), og du vil kunne gå der 24 gange. Måske kunne det også være en fordel at få medicin, hvis du er så deprimeret, at du bliver virkeligt nervøs for, at du ville kunne finde på at skade dig selv, og at du skal vente i lang tid på at komme i terapi.
Jeg håber du kan finde modet til at tage tyrene ved hornene. Jeg lover dig, at det vil blive en lettelse for dig, når du møder nogen på din vej, der virkeligt forstår dig, som kan rumme dine følelser og hjælpe dig til at forstå, hvorfor du har det så svært.
Tanker fra Trine