Hjælp! Var det epileptiske anfald?
Hej
Jeg er en ung kvinde på snart 22. Jeg er aldrig blevet taget særligt seriøst af mine læge, i hvert fald ikke siden jeg har været ved psykiater...
For nogle år siden havde jeg en slags anfald, der kun kom når jeg sad/lå ned. Det var når jeg var træt eller skulle til at sove. Det skete ved at jeg pludselig ikke kunne åbne øjnene og kunne slet ikke bevæge min krop. Første gang troede jeg, at jeg var blevet blind og lam. Det snurrede i mit hoved på sådan en underlig måde - det var den første følelse og efterhånden blev det det, der kendetegnede, at nu var et anfald på vej. Jeg kunne mærke min puls stige helt vildt. Så hørte jeg nogle gange stemmer og så mærkelige ting. Fx en uhyggelig mand i et ulækkert fængsel. Da det skete stort set hver nat mens jeg gik på efterskole, begyndte jeg at få angst for anfaldene - efterhånden generaliseret angst. Jeg fik symptomer på depression og lavt selvværd. Jeg var bange for, at mine værelseskammerater på efterskole ville opdage mine anfald, jeg var nemlig meget flov over det, men de sov når det skete. I en periode, i starten af skoleåret hvor jeg følte mig stresset, besvimede jeg også stort set hver dag. Dette fik forstanderen til at sende mig hjem til undersøgelse på sygehuset. Men jeg kom aldrig til nogen samtaler med nogen læger, ingen stillede spørgsmål, ingen spurgte ind til hvordan det føltes, eller om jeg mon kunne have epilepsi. Jeg blev bare sendt til de forskellige undersøgelser søvn-EEG, EKG og alt muligt. Jeg fik ikke engang at vide, om der var mistanke om epilepsi, eller hvad det var.
Besvimelserne gik dog over af sig selv efter noget tid, mens anfaldene fortsatte. Efter efterskolen havde jeg det så dårligt med mig selv, angst og depression, så jeg tog til lægen, som henviste mig til en psykiater. Efter en halv time med hurtige spørgsmål sagde psykiateren, at jeg havde en PSYKOSE og gav mig abilify! Jeg gik ud fra, at anfaldene skyldtes psykosen, da jeg jo hørte stemmer og så mærkelige ting.
I starten af behandlingen med abilify blev anfaldene værre og kunne ske flere gange på en nat, og få mig til at vågne. Hvor jeg før var trist meget af tiden og angst, men dog stadig ofte glad, var jeg nu overvældet af de mørkeste tanker om selvmord pga medicinen. Efterhånden kunne jeg slet ikke genkalde mig følelsen glad. Min psyke blev fuldstændig brudt i stykker og det tog mig ca. to år, efter jeg stoppede på medicinen, at bygge den helt op igen. Noget tid efter jeg stoppede på medicinen stoppede anfaldene dog også. Men selvom psykiateren erklærede mig rask, så bliver jeg konstant mistænkeliggjort af læger, og de nævner altid den der psykose "der skulle være ovre..." også selvom det nu er 4-5 år siden!!
Nu har jeg så læst om epilepsi og fundet ud af, at man godt kan hallucinere under et epileptisk anfald. Jeg var meget i tvivl om den psykose, da beskrivelsen jeg nu fandt på nettet, overhovedet ikke lød som mig! Jeg tror aldrig jeg har haft en psykose - manglende sygdomserkendelse, det kan da ikke passe, det var jo netop mig, der tog til lægen og jeg godtog bare psykiaterens diagnose...! Og så er det måske epilepsi i stedet, der har givet mig lavt selvværd og angst?
Undersøgelserne viste godt nok ikke, at der var noget, men det har jeg læst, at det ikke altid gør, så derfor er patientens sygehistorie vigtig. Jeg blev aldrig spurgt om nogen sygehistorie...
Jer der kender til epilepsi og selv har prøvet at hallucinere under et anfald, lyder mine anfald som epilepsi? Og er der noget jeg kan gøre ved det i dag, for at ændre den diagnose, som jeg havde dengang - altså psykosen? Kan anfaldene komme igen? Jeg begyndte nemlig at besvime sidste år, og gjorde det flere gange om ugen i nogle måneder, men nu sker det kun en gang imellem.
Knus en meget forvirret og frustreret Kelle
Jeg er en ung kvinde på snart 22. Jeg er aldrig blevet taget særligt seriøst af mine læge, i hvert fald ikke siden jeg har været ved psykiater...
For nogle år siden havde jeg en slags anfald, der kun kom når jeg sad/lå ned. Det var når jeg var træt eller skulle til at sove. Det skete ved at jeg pludselig ikke kunne åbne øjnene og kunne slet ikke bevæge min krop. Første gang troede jeg, at jeg var blevet blind og lam. Det snurrede i mit hoved på sådan en underlig måde - det var den første følelse og efterhånden blev det det, der kendetegnede, at nu var et anfald på vej. Jeg kunne mærke min puls stige helt vildt. Så hørte jeg nogle gange stemmer og så mærkelige ting. Fx en uhyggelig mand i et ulækkert fængsel. Da det skete stort set hver nat mens jeg gik på efterskole, begyndte jeg at få angst for anfaldene - efterhånden generaliseret angst. Jeg fik symptomer på depression og lavt selvværd. Jeg var bange for, at mine værelseskammerater på efterskole ville opdage mine anfald, jeg var nemlig meget flov over det, men de sov når det skete. I en periode, i starten af skoleåret hvor jeg følte mig stresset, besvimede jeg også stort set hver dag. Dette fik forstanderen til at sende mig hjem til undersøgelse på sygehuset. Men jeg kom aldrig til nogen samtaler med nogen læger, ingen stillede spørgsmål, ingen spurgte ind til hvordan det føltes, eller om jeg mon kunne have epilepsi. Jeg blev bare sendt til de forskellige undersøgelser søvn-EEG, EKG og alt muligt. Jeg fik ikke engang at vide, om der var mistanke om epilepsi, eller hvad det var.
Besvimelserne gik dog over af sig selv efter noget tid, mens anfaldene fortsatte. Efter efterskolen havde jeg det så dårligt med mig selv, angst og depression, så jeg tog til lægen, som henviste mig til en psykiater. Efter en halv time med hurtige spørgsmål sagde psykiateren, at jeg havde en PSYKOSE og gav mig abilify! Jeg gik ud fra, at anfaldene skyldtes psykosen, da jeg jo hørte stemmer og så mærkelige ting.
I starten af behandlingen med abilify blev anfaldene værre og kunne ske flere gange på en nat, og få mig til at vågne. Hvor jeg før var trist meget af tiden og angst, men dog stadig ofte glad, var jeg nu overvældet af de mørkeste tanker om selvmord pga medicinen. Efterhånden kunne jeg slet ikke genkalde mig følelsen glad. Min psyke blev fuldstændig brudt i stykker og det tog mig ca. to år, efter jeg stoppede på medicinen, at bygge den helt op igen. Noget tid efter jeg stoppede på medicinen stoppede anfaldene dog også. Men selvom psykiateren erklærede mig rask, så bliver jeg konstant mistænkeliggjort af læger, og de nævner altid den der psykose "der skulle være ovre..." også selvom det nu er 4-5 år siden!!
Nu har jeg så læst om epilepsi og fundet ud af, at man godt kan hallucinere under et epileptisk anfald. Jeg var meget i tvivl om den psykose, da beskrivelsen jeg nu fandt på nettet, overhovedet ikke lød som mig! Jeg tror aldrig jeg har haft en psykose - manglende sygdomserkendelse, det kan da ikke passe, det var jo netop mig, der tog til lægen og jeg godtog bare psykiaterens diagnose...! Og så er det måske epilepsi i stedet, der har givet mig lavt selvværd og angst?
Undersøgelserne viste godt nok ikke, at der var noget, men det har jeg læst, at det ikke altid gør, så derfor er patientens sygehistorie vigtig. Jeg blev aldrig spurgt om nogen sygehistorie...
Jer der kender til epilepsi og selv har prøvet at hallucinere under et anfald, lyder mine anfald som epilepsi? Og er der noget jeg kan gøre ved det i dag, for at ændre den diagnose, som jeg havde dengang - altså psykosen? Kan anfaldene komme igen? Jeg begyndte nemlig at besvime sidste år, og gjorde det flere gange om ugen i nogle måneder, men nu sker det kun en gang imellem.
Knus en meget forvirret og frustreret Kelle
Kommentarer
Det kunne tænkes du er blevet undersøgt for epilepsi. Det må din læge vide. Ja, måske har de ikke fundet noget dengang. Det er ikke altid så nemt at have med læger at gøre. Jeg var heldigvis hos en dygtig specialist, som både undersøgte og lyttede til, hvad jeg fortalte.
Jeg har prøvet at føle mig helt lammet, når jeg lå i sengen.
http://da.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8vnparalyse
Prøv at læse noget om det. Man kan have meget uhyggelige oplevelser. Netop den slags du har oplevet.
Vedrørende epilepsi. Til at begynde med kunne jeg få den mest mærkelige fornemmelse i hovedet. Derefter så jeg min tommelfinger blive kæmpestor. Jeg kunne både se og føle det.
Senere mistede jeg bevidstheden og fik krampe, efter hvad andre fortalte.
Min søn hørte musik i vågen tilstand.
Så jeg vil mene at man kan have mange forskellige oplevelser.
Det kan helt forsvinde igen og heldigvis er vi raske i dag.
Min mor havde det også. Så jeg tror det kan være arveligt. Det kom under pres.
Jeg var meget presset i mit daværende ægteskab.
Min søn følte sig presset i skolen. Han havde det godt, men ville hellere noget andet. Han er dog glad for i dag, han fik gennemført sin eksamen, selv om det naturligvis var lidt hårdt det sidste år.
Ps.
Ja nogle læger kan være hurtige, for hurtige.
Jeg fik også noget forfærdeligt medicin, som jeg blev rigtig syg af.
En anden læge fandt meget senere ud af det var epilepsi, jeg havde.
Denne journal, med "diagnosen" er væk, heldigvis. For da jeg skiftede læge nægtede lægen, at udlevere den. Lægen fik sikkert "kolde" fødder.
Jeg skulle aldrig have haft den forfærdelige medicin, som kun gjorde alting meget værre.
I dag er det jo elektronisk, så det er sikkert mere end svært at få en diagnose slettet. Også selv om det skulle vise sig at være en fejl.
Spider68: Jeg hallucinerede slet ikke på andre tidspunkter. Det var nu heller ikke under alle anfaldene, at jeg hallucinerede. Og bortset fra lavt selvværd, så havde jeg det egentlig godt inden anfaldene. Det var anfaldene der gjorde, at jeg fik angst og det var så efter det, at jeg fik depressionssymptomer. I dag har jeg slet ingen af de symptomer... Jeg tror simpelthen det kom af, at anfaldene blev sjældnere, og til sidst forsvandt. Og ikke havde noget med medicinen at gøre, at jeg blev "rask." Det jeg mest har bidt mærke i er, at ingen af mine venner overhovedet ville tro på, at der var noget galt med mig, andet end jeg somme tider var mere trist og nervøs, for jeg smilede også tit og var glad. Og de så mig altså ikke kigge efter ting, der ikke var der. Det gjorde hverken venner eller familie, så ingen kunne forstå, at jeg fik diagnosen psykose, de var alle chokerede over det. Og jeg har haft en "god psyke" lige siden. Eftersom der på internettet står, at abilify ikke kan kurere skizofreni og psykose, blot holde nogle af symptomerne nede, så er det vel også lidt mærkeligt, at jeg blev "rask"? Der er ingen grund til at blive undersøgt for skizofreni i dag, da jeg som sagt har det rigtig godt nu - og stadig ingen har observeret at jeg har opført mig anderledes.
persille1: Jeg har læst at nogen stadig er ved bevidsthed under anfaldene. Jeg ved jo så ikke om jeg senere mistede bevidstheden. Det du nævner med tommelfingeren, det skete også for mig. Det var så hele hånden, der blev stor.
Jeg troede lige i første omgang, at søvnparalysen passede på mig, skræmmende læsning ellers, men jeg kunne ikke se noget under anfaldene. Altsp virkelige ting. Jeg ved ikke om jeg havde lukkede øjne, eller bare ikke kunne se. Men der står at man godt kan se. Det var kun et billede jeg havde inde i hovedet, jeg kunne slet ikke se mit værelse imens. Og jeg så heller ikke noget, når først jeg kunne se værelset igen. Man kunne ellers godt tænke, at det var på grund af øget stress, hvis det nu var søvnparalyse.
Knus Kelle
Min søn mistede jo heller ikke bevidstheden, som fortalt. Så ja, man behøver ikke at miste bevidstheden.
Men der skal en undersøgelse til for at stille diagnosen.
Jeg fik f.eks. scannet hovedet for at være sikker på det ikke var en svulst.
Plus naturligvis nogle andre undersøgelser.
Men tror du man vil kunne se noget med de undersøgelser, når man ikke kunne se noget dengang? Og når jeg ikke har de anfald mere, er det så ikke for sent nu eller hvad? Jeg tænker ikke bare på undersøgelser, jeg tænker på i det hele taget, at tage sagen op igen...
Det tør jeg slet ikke udtale mig om. Jeg kender ikke noget til det. Jeg ville da ikke tro man kunne se noget.
Ang. din diagnose om den kan blive rettet, jeg ved det ikke, men jeg tvivler.
Venlig hilsen.
Du skal have mange tak for hjælpen i hvert fald. Jeg må tage det op med min læge.