Depression?
Hej.
Jeg er en pige på 21 år.
Jeg har igennem længere tid følt mig nedtrykt. Det har så resulteret i at jeg har taget utallige depressions-tests på nettet for at få svar på om det kan være en depression der er tale om. De siger alle sammen at jeg har en svær depression men som det også påpeges på alle disse sider så skal man søge hjælp fra læge for at få stillet diagnosen. Så jeg vil starte med at skrive til jer, for føler som mange andre herinde at det er meget grænseoverskridende at gå til en læge. Der er mange af de andre der skriver at de er kede af det og ofte går hjem og græder. Jeg har det nærmest omvendt. Jeg føler bare ingenting. Jeg græder næsten aldrig heller ikke selvom jeg virkelig gerne vil. Når jeg så endelig kan føle en tåre på vej prøver jeg inderligt at græde bare for at få det ud så jeg kan få det bedre bagefter.
Jeg har i langt tid tænkt på selvmord. Det er faktisk blevet så "normalt" at jeg ikke rigtigt tænker over det mere eller føler at det er en skræmmende tanke at have. Første gang jeg kan huske at jeg tænkte på selvmord var da jeg var omkring tolv år gammel. Jeg lå i min seng om aftenen og begyndte at tænke på måder jeg kunne begå selvmord. Jeg kan huske at jeg begyndte at græde og blev rigtigt bange for hvad jeg kunne finde på så jeg gik ned til mine forældre i stuen (efter jeg havde grædt færdigt) og lagde mig til at sove på sofaen. Jeg var for ca. et halvt år siden ude at drikke med nogle venner. Da jeg så var kommet hjem fra byen, meget beruset, følte jeg mig meget nedtrykt og besluttede mig for at spise de 20 hovedpinepiller jeg havde liggende. Når jeg ser tilbage nu ved jeg godt at 20 piller ikke er nok til at begå selvmord men tror bare jeg tænkte at det var forsøget værd. Jeg endte i stedet med at bruge hele natten på at kaste dem op igen. Dagen efter var jeg sådan set ikke ked af at det ikke var lykkes men jeg var heller ikke glad. Det var bare så ligegyldigt.
For tiden går mine dage med at ligge i min seng og se film. Jeg burde skrive eksamensopgave men kan simpelthen ikke tage mig sammen til det. Jeg ved at så snart jeg kommer igang er det ikke så slemt men jeg kommer bare ikke videre. Jeg er konstant træt og kan sove rigtigt meget. Men min døgnrytme er helt forvirret så sover det meste af dagen og kan selfølgelig ikke sove om natten.
Som før nævnt går det meste af mine dage med at se film eller tv-serier. Det er nærmest det eneste tidspunkt jeg er rigtigt glad. For så kan jeg leve mig ind i "deres" verden og ikke bekymre mig om mit eget liv. Jeg er generelt rigtigt dårlig til at være sammen med mennesker. Det er ikke fordi jeg ikke vil men syntes ikke jeg kan finde ud af det så vil hellere bare være alene. Når jeg endelig skal være sammen med mine venner prøver jeg så vidt muligt at aftale det i en weekend så vi kan drikke os fulde. Det gør det bare lidt nemmere at være sammen med folk. Så bekymrer jeg mig ikke om hvorvidt jeg er kedelig eller siger de rigtige ting. Jeg har ærlig talt brug for meget bekræftigelse for at få min selvtillid op.
Jeg ved ikke om jeg har så meget mere at sige. Andet end jeg ærligt talt ikke kan se nogen grund til at være her. Jeg tror faktisk ikke jeg har lyst til at begå selvmord men vil bare ikke blive ved med at have det på den her måde. Det er bare så meningsløst.
Hilsen pennylane1
Jeg er en pige på 21 år.
Jeg har igennem længere tid følt mig nedtrykt. Det har så resulteret i at jeg har taget utallige depressions-tests på nettet for at få svar på om det kan være en depression der er tale om. De siger alle sammen at jeg har en svær depression men som det også påpeges på alle disse sider så skal man søge hjælp fra læge for at få stillet diagnosen. Så jeg vil starte med at skrive til jer, for føler som mange andre herinde at det er meget grænseoverskridende at gå til en læge. Der er mange af de andre der skriver at de er kede af det og ofte går hjem og græder. Jeg har det nærmest omvendt. Jeg føler bare ingenting. Jeg græder næsten aldrig heller ikke selvom jeg virkelig gerne vil. Når jeg så endelig kan føle en tåre på vej prøver jeg inderligt at græde bare for at få det ud så jeg kan få det bedre bagefter.
Jeg har i langt tid tænkt på selvmord. Det er faktisk blevet så "normalt" at jeg ikke rigtigt tænker over det mere eller føler at det er en skræmmende tanke at have. Første gang jeg kan huske at jeg tænkte på selvmord var da jeg var omkring tolv år gammel. Jeg lå i min seng om aftenen og begyndte at tænke på måder jeg kunne begå selvmord. Jeg kan huske at jeg begyndte at græde og blev rigtigt bange for hvad jeg kunne finde på så jeg gik ned til mine forældre i stuen (efter jeg havde grædt færdigt) og lagde mig til at sove på sofaen. Jeg var for ca. et halvt år siden ude at drikke med nogle venner. Da jeg så var kommet hjem fra byen, meget beruset, følte jeg mig meget nedtrykt og besluttede mig for at spise de 20 hovedpinepiller jeg havde liggende. Når jeg ser tilbage nu ved jeg godt at 20 piller ikke er nok til at begå selvmord men tror bare jeg tænkte at det var forsøget værd. Jeg endte i stedet med at bruge hele natten på at kaste dem op igen. Dagen efter var jeg sådan set ikke ked af at det ikke var lykkes men jeg var heller ikke glad. Det var bare så ligegyldigt.
For tiden går mine dage med at ligge i min seng og se film. Jeg burde skrive eksamensopgave men kan simpelthen ikke tage mig sammen til det. Jeg ved at så snart jeg kommer igang er det ikke så slemt men jeg kommer bare ikke videre. Jeg er konstant træt og kan sove rigtigt meget. Men min døgnrytme er helt forvirret så sover det meste af dagen og kan selfølgelig ikke sove om natten.
Som før nævnt går det meste af mine dage med at se film eller tv-serier. Det er nærmest det eneste tidspunkt jeg er rigtigt glad. For så kan jeg leve mig ind i "deres" verden og ikke bekymre mig om mit eget liv. Jeg er generelt rigtigt dårlig til at være sammen med mennesker. Det er ikke fordi jeg ikke vil men syntes ikke jeg kan finde ud af det så vil hellere bare være alene. Når jeg endelig skal være sammen med mine venner prøver jeg så vidt muligt at aftale det i en weekend så vi kan drikke os fulde. Det gør det bare lidt nemmere at være sammen med folk. Så bekymrer jeg mig ikke om hvorvidt jeg er kedelig eller siger de rigtige ting. Jeg har ærlig talt brug for meget bekræftigelse for at få min selvtillid op.
Jeg ved ikke om jeg har så meget mere at sige. Andet end jeg ærligt talt ikke kan se nogen grund til at være her. Jeg tror faktisk ikke jeg har lyst til at begå selvmord men vil bare ikke blive ved med at have det på den her måde. Det er bare så meningsløst.
Hilsen pennylane1
Kommentarer
Jeg kan genkende, hvert et ord du skriver. Det indlæg kunne have været skrevet af mig, da jeg var på din alder.
Den følelsesløse tilstand du lever i genkender jeg også alt for godt. Du har tydeligvis lært at lukke godt og grundigt af for dine følelser. Når man gør det, så mister livet sin mening, for uden følelser bliver livet meningsløst. Man kan ikke selv 'åbne' for sine følelser igen, for det vil givetvis gøre ondt, så det skal man have professinel hjælp til. D.v.s. terapi hos en psykolog eller terapeut. Medicin vil måske (men kun måske) kunne hjælpe dig en smule som et supplement til terapi, men medicin alene vil aldrig kunne løse dine problemer.
Du kan evt. prøve at læse dette lille uddrag om 'Tomhed, apati, depression' og se om du genkender noget: http://www.tabuet.dk/uddrag_rejsen_hjem.html
KH Helene
Du skal bare ha et los i måsen, og få ringet til din læge! det vil gøre dig så meget gavn, selvom det kan virke håbløst i starten. fortro dig til en, og få vedkommende til at hjælpe dig med at komme til læge.
når du kan begynde at mærke dig selv igen, så er det det hele værd.