Har jeg angst?
Hej.
Jeg er en pige på 13, som er meget bekymret. Jeg tror jeg har fået en form for angst. Jeg har haft nogle voldsomme anfald. De kommer i skolen, aldrig der hjemme. Jeg har lagt mærke til, at det for det meste er i timerne når jeg keder mig. Jeg får koldsved, mit hjerte begynder at banke meget hurtigt og jeg får en tung vejrtrækning og kan en gang i mellem godt begynde at ryste på hænderne og i benene. Jeg kan heller ikke sidde stille på stolen overhovedet. Jeg bliver også lidt svimmel. Som om jeg skal til at besvime. Jeg har været til lægen med det, de mener det har noget med min tidligere mononukleose (kyssesyge) at gøre. Jeg fik kyssesyge i februar, så det er lidt tid siden nu. Lægerne havde også tænkt, at det måske var noget psykisk, men de holdte fast ved, at det var min kyssesyge. Mine lærere er meget bekymret for mig, samt mine venner. De ved ikke hvad de skal gøre når de her "anfald" kommer. Det skal lige siges, at jeg gennem hele mit liv har haft problemer med at blive nervøs over ligegyldige ting. Kan det have noget med det at gøre?
Hilsen den bekymrede..
Jeg er en pige på 13, som er meget bekymret. Jeg tror jeg har fået en form for angst. Jeg har haft nogle voldsomme anfald. De kommer i skolen, aldrig der hjemme. Jeg har lagt mærke til, at det for det meste er i timerne når jeg keder mig. Jeg får koldsved, mit hjerte begynder at banke meget hurtigt og jeg får en tung vejrtrækning og kan en gang i mellem godt begynde at ryste på hænderne og i benene. Jeg kan heller ikke sidde stille på stolen overhovedet. Jeg bliver også lidt svimmel. Som om jeg skal til at besvime. Jeg har været til lægen med det, de mener det har noget med min tidligere mononukleose (kyssesyge) at gøre. Jeg fik kyssesyge i februar, så det er lidt tid siden nu. Lægerne havde også tænkt, at det måske var noget psykisk, men de holdte fast ved, at det var min kyssesyge. Mine lærere er meget bekymret for mig, samt mine venner. De ved ikke hvad de skal gøre når de her "anfald" kommer. Det skal lige siges, at jeg gennem hele mit liv har haft problemer med at blive nervøs over ligegyldige ting. Kan det have noget med det at gøre?
Hilsen den bekymrede..
Kommentarer
Udfra det, du beskriver, lyder det som angstanfald. Du skriver, at du hele livet har været tilbøjelig til at blive nervøs over ligegyldige ting, samt at du er bekymret. Både nervøsitet og bekymring er også en slags angst (omend meget almindelig).
Du skriver, at din læge holder fast i, at det er p.g.a. kyssesygen. Har du været alene ved lægen eller haft en voksen med? Jeg vil anbefale dig at kontakte lægen igen og helst sammen med en voksen, der kan insistere på, at du får en henvisning til en psykolog eller psykiater, der kan finde ud af, om det er angst, så du kan få noget behandling. Hvis din læge så stadigt holder fast i det med kyssesygen, synes jeg, at du skal overveje at skifte læge.
KH Helene
Der er desværre mange voksne, der ikke forstår (eller ikke husker) at have det dårligt, være bange og utryg. Der er mange voksne, der har haft det ligesådan, da de var børn og unge, men de har bare ikke kunnet tale om det eller få hjælp for det. Så kommer de let til at tænke sådan, at det nok er meget almindeligt, eller at det bare er pubertetsproblemer.
Men du er den eneste, der helt præcist ved, hvordan du har det. Du ved, at du har brug for én at tale med om de ting og derfor skal du ikke give op, selvom du ikke lige bliver forstået.
Når du ikke er tryg ved at gå med dine hunde, har du så nogle idéer til, hvordan det problem kan løses? Det går ikke, at du hver dag skal gøre noget, du er utryg ved eller bange for at gøre.
KH Helene
Det er rigtig godt, at du er i stand til at tale med din mor og lægen om det.
Nu er problemet bare at få dem til at FORSTÅ.
Du må ikke give op.
Prøv at gå ind på nogle sider på internettet der fortæller om angst. Print så informationerne ud, og sæt dig med en tush, og highlight de ting af det som passer på dig.
Det kan du så vise din mor, og endnu vigtigere, vise lægen.
Din læge kan godt have ret i, at det hænger sammen med kyssesygen, tror jeg. MEN DET ER IKKE KUN DEN. Helt ærligt, så er jeg sur på dem, for SELVFØLGELIG har du ikke angst kun på grund af at du har haft en fysisk sygdom...
Grunden til at jeg tror at der kan være en sammenhæng er, at jeg selv havde kyssesyge på et tidspunkt, og jeg fik en depression bagefter. Min læge sagde, at det faktisk ikke er unormalt, at man får psykiske problemer efter at have været meget syg.
Og du har garanteret ligesom jeg haft nogle problemer a la dem du har nu FØR du fik kyssesyge. Så er det vigtigt, at du også får fortalt lægerne det.
At dine læger ikke vil acceptere at det er noget PSYKISK der er med dig er dybt forkert.
Måske du kan prøve at sige til dem, at du gerne vil til en psykolog. Du kan jo sige, at du godt ved at de mener at det er på grund af kyssesygen, men at du gerne vil prøve at tale med en psykolog om.
Det lyder som om, at dine lærere virkelig kan se at der er noget galt. Derfor syntes jeg, at du skal spørge om ikke du og din mor og en af lærerne kan holde et lille møde hvor I taler om det.
Så kan du før da have en samtale med læreren hvor I taler om det, så læreren kan hjælpe dig med at kommunikere det til din mor.
Du kan kigge på de her sider:
http://www.netpsykiater.dk/htmsgd/angst.htm
http://www.psykiatrifonden.dk/Forside/P ... omme/Angst
http://www.angstforeningen.dk/index.php ... eret-angst
Har lægerne taget blodprøver og set på om du har nok vitaminer og sådan noget i kroppen?
Det er rigtigt vigtigt, at du fortæller nogen, når du er bange og nervøs for nogle ting.
Som nu f.eks. med hundene. Hvis din mor forstår, at du ikke kan gå tur med dem begge to, så har du et problem mindre i dit liv.
Jeg lagde mærke til, at du startede med at skrive, at du ikke vidste, hvad du kunne gøre med problemet med hundene. Men så skrev du videre, at måske kunne din mor gå tur med den store o.s.v. Bemærk lige, at du altså selv fandt en mulig løsning på dit problem, da du begyndte at tænke lidt anderledes over det.
Kan du gøre det samme med problemet med cykelturen?
Din lærer ved, hvordan du har det så, hvorfor skulle hun ikke tro på dig? DU ved, hvad DU føler, så du VED, at du har ret. Hvis hun så ikke tror på det, du siger, vil det jo være ret mærkeligt. Hvis du kendte én, du vidste havde nogle problemer og hun så kom og fortalte dig, at der var noget, hun var bange for, ville du så ikke tro på hende? Eller ville du tro, at hun løj for at slippe for noget, hun ikke gad?
Har du tillid til din lærer? Har hun nogensinde svigtet dig på nogen måde?
Jeg synes, du på mandag skal sige til hende (hvis du kan), at du ikke tør køre alene, for du har det så dårligt med det, så om ikke du kan få én at følges med.
Ialtfald synes jeg ikke, at du skal køre alene under nogen omstændigheder. Hvis andre så tror, at det er fordi, du pjækker, så ved du, at de tager fejl.
Men du kan ikke blive ved med at kæmpe med så mange ting, som du er bange for i din dagligdag. Det er vigtigt, at du får noget professionel hjælp, så du ikke længere føler dig bange. Så du kommer til at føle dig så sikker på dig selv, så det ikke længere er noget problem at gå tur med hundene eller cykle i byen og du kan gøre det som noget naturligt. Angsten begrænser dit liv alt for meget og gør det alt for hårdt.
Så prøv om du kan bruge nogle af de råd, du har fået, så du kan få noget professionel hjælp.
Kærlig hilsen Helene
Ja, jeg har fået taget blodprøver og jeg havde mangel på D-vitamin og Kalcium, men det er lang tid siden vi fandt ud af det, det var da jeg var indlagt i april, så jeg har fået piller.
Jeg er rigtig glad for alle dine forslag og fordi du har hjulpet mig så meget. Jeg kan helt klart bruge dem, for jeg kan snart ikke klare det mere. Jeg håber virkelig jeg får min mor overbevist, og min lærer giver mig lov til at cykle med en i morgen. Jeg ville virkelig godt prøve en psykolog, tror virkelig det kunne hjælpe at få snakket med en professionel. Men igen. Min mor tror ikke det er så slemt. Men jeg håber hun vil se hvor slemt det er, når jeg fortæller hende, at jeg har det dårligt hver dag. Synes du jeg skal vise dine forslag til hende? Det kunne måske være hun ville synes det var nogle gode ideer og at vi kunne tage til lægen igen og få snakket med dem?
Jeg er glad for, at jeg har kunnet hjælpe dig lidt.
Ja, jeg tror, det kan være godt, hvis din mor læser det, jeg har skrevet.
Jeg har skrevet noget til din mor her, som du kan vise hende, hvis du har lyst:
Jeg er 50 år og jeg led af voldsom angst hele min barndom og ungdom. Det var et helvede ud over alle grænser og det gjorde livet SÅ svært for mig. Selv de mest almindelige, daglige ting kunne udløse angstanfald. Det gjorde det bl.a. rigtigt svært for mig at fungere sammen med andre mennesker, medførte ensomhed og meget andet.
Jeg var 43 år, inden jeg endeligt fik den hjælp, jeg havde brug for i form af et terapiforløb. Det forandrede mit liv fuldstændigt, så det er først i de senere år, at jeg har fået et godt liv.
Det kan godt være, at de ting man er bange for lyder som småting for andre men for én selv, kan det føles som verdens undergang. Andre mener måske, at man bare skal tage sig sammen, men hvis man kunne det, så gjorde man det, for man ønsker jo sandeligt ikke at være angst. Har man det skidt, så er der ingen god grund til, at man ikke skal søge professionel hjælp til at få det bedre. Men det er meget svært, når man er barn, for så er man afhængig af, at der er voksne, der hjælper én til at få hjælp. Derfor håber jeg meget, at du lytter til din datters behov og hjælper hende til at få den hjælp, hun har brug for.
KH Helene