vreden blir kraftigere jo ældre jeg blir
Jeg er er en pige på godt 30 nu. Jeg er gift og har 2 dejlige drenge på 3 og 5...og jeg nyder det. men noget skygger det hele tiden føler jeg. Jeg har boet hos min far ind til jeg blev 14 år. I de 14 år stod den på tæv vær dag. Da jeg blev 12 syntes min far vi skulle i bad sammen. Jeg skulle røre ved ham og han ved mig. Jeg skulle sutte på hans og han skulle slikke mig, dernede..ÅÅhhh har svært ved at skrive ordne...
Da jeg var 14 gik jeg på kostskole og var kun hjemme i weekenderne hvor han rigtig gik til den. Da jeg skulle hjem på sommerferie var jeg skrækslagende for at skulle hjem at jeg på en eller anden måde via hjælp fra skolen fik fortalt min farmor og farfar hvad der forgik. De blev tosset og forlangte at jeg flyttede hjem til dem. Da jeg var 14 kom jeg så i pleejfamile hvad har været min redning, men meget sent da der flere gange har været hendvendelser til kommunenen om hvad der forgik hjemme hos min far. Men de kiggede den anden vej!! Han blev meldt til politiet med go støtte fra min plejefamilie da jeg var 16 år og jeg var også til afhøring 2 gange og som betjenten sage var han ikke spor i tvivl. Men advokaten sage, at de mente jeg ikke var stærk nok til at gennemføre retsagen, så han gik fri med en advarelse !!!!Men en helt fantastisk plejefamilie jeg kom i og som i dag er "mormor & morfar" til mine børn.
kort fortalt... Men mine problemmer bliver være og være syntes jeg. De ting jeg har fortrængt kan trikkes af lugte og lyde.. lige pludselig blir jeg græbet af en angst og en lille form for film kører i mit hoved fra min barndom, noget jeg har glemt "fortrængt". Og det gør ondt i mit voksenliv, mine børn og dejlige mand. Min vrede til min rigtige familie blir stærkere dag for dag fordi de har kigget væk... Min tante fortalt at hun har set mig som 3-4 årigt få tæv af min far ude på et toilet fordi jeg var blevet våd, og hun var bare gået hjem. Jeg har 4 farbrødre de kunne have gjodt noget. Hvorfor gjorde de ikke noget!!!!
Jeg er "ødelagt" selv om det måske ikke er det jeg viser. Jeg føler mig nogen gange som en lille svag pige men jeg kan ikke give mig selv lov. Fordi jeg har et ansvar for mine 2 dejlige drenge. De skal ALDRIG opleve noget lign.
Nogen der genkender disse følelser?? Gode råd??
Da jeg var 14 gik jeg på kostskole og var kun hjemme i weekenderne hvor han rigtig gik til den. Da jeg skulle hjem på sommerferie var jeg skrækslagende for at skulle hjem at jeg på en eller anden måde via hjælp fra skolen fik fortalt min farmor og farfar hvad der forgik. De blev tosset og forlangte at jeg flyttede hjem til dem. Da jeg var 14 kom jeg så i pleejfamile hvad har været min redning, men meget sent da der flere gange har været hendvendelser til kommunenen om hvad der forgik hjemme hos min far. Men de kiggede den anden vej!! Han blev meldt til politiet med go støtte fra min plejefamilie da jeg var 16 år og jeg var også til afhøring 2 gange og som betjenten sage var han ikke spor i tvivl. Men advokaten sage, at de mente jeg ikke var stærk nok til at gennemføre retsagen, så han gik fri med en advarelse !!!!Men en helt fantastisk plejefamilie jeg kom i og som i dag er "mormor & morfar" til mine børn.
kort fortalt... Men mine problemmer bliver være og være syntes jeg. De ting jeg har fortrængt kan trikkes af lugte og lyde.. lige pludselig blir jeg græbet af en angst og en lille form for film kører i mit hoved fra min barndom, noget jeg har glemt "fortrængt". Og det gør ondt i mit voksenliv, mine børn og dejlige mand. Min vrede til min rigtige familie blir stærkere dag for dag fordi de har kigget væk... Min tante fortalt at hun har set mig som 3-4 årigt få tæv af min far ude på et toilet fordi jeg var blevet våd, og hun var bare gået hjem. Jeg har 4 farbrødre de kunne have gjodt noget. Hvorfor gjorde de ikke noget!!!!
Jeg er "ødelagt" selv om det måske ikke er det jeg viser. Jeg føler mig nogen gange som en lille svag pige men jeg kan ikke give mig selv lov. Fordi jeg har et ansvar for mine 2 dejlige drenge. De skal ALDRIG opleve noget lign.
Nogen der genkender disse følelser?? Gode råd??
Kommentarer
Der er ikke noget forkert i at du er vred.
Jeg vil tro, at du får besvarelser fra nogen der selv har lignende oplevelser bag sig, men jeg vil lige komme med en kommentar.
Jeg hæfter mig ved, at du ingen steder skriver noget om terapi. Har du på intet tidspunkt fået hjælp til at håndtere de mange års forfærdelige vilkår?
Uanset om du var i terapi som ung eller ej, så har du brug for, at komme til en dygtig terapeut nu. Som du selv siger, så bliver vreden værre og værre og ikke kun vreden, også angsten, fylder ekstremt meget i dig.
Jeg tror, at du ud over individuel terapi vil have gavn af at tale med andre voksne som voksede op med vold og incest.
Søg efter en forening for incestramte i det område du bor i.
K.H:
Ligesom Anna hæftede jeg mig ved, at du ikke nævner noget om terapi. Oplevelser som dem du har været igennem, kræver professionel behandling. Det er ikke noget, man kan komme igennem selv.
Tingene bliver ganske rigtigt ikke bedre, men kun værre, hvis man ikke får hjælp. Tilgengæld kan du med den rigtige behandling få det meget bedre.
Første skridt kan være at henvende dig til din læge og få en henvisning til en psykolog på baggrund af, at du har været ude for seksuelle overgreb i barndommen (inden det fyldte 18 år). Du kan dermed få (vistnok) 11 psykologtimer med tilskud fra sygesikringen.
Alternativt kan din læge henvise dig til gruppeterapi i distriktpsykiatrien muligvis via en henvisning til en psykiater.
Endeligt kan du starte med at kontakte den professionelle telefonrådgivning på Støttecenter mod incest (http://www.incest.dk) og høre, om de kender andre muligheder.
Og så spørger du, om nogen genkender det. Jeg kender absolut til at have senfølger af incest m.m. Jeg blev misbrugt fra jeg var under 1 år til jeg var 10 år. Jeg har været igennem et 4 årigt terapiforløb med NLP- og hypnoterapi og nu går jeg i SE-terapi (choktraume-terapi/kropsterapi).
KH Helene
Som sagt var min historie kort fortalt. Har gået til psykolog over nogle gange. Første gang var da jeg gik på kostskole fordi de havde regnet ud jeg gik med en masse. Men problemet var at det var en mandelig psykolog..jeg ville ikke rigtig svare på nogen ting, havde ikke lyst til at fortælle ham noget. Men jeg husker også han var indblandet i at min farmor og farfar fik afvide hvad der forgik
Jeg fik også tildelt mig en psykolog mens politi-sagen kørte fordi de mente det var bedst.
Sidste gang jeg gik til psykolog var da jeg ventede min den første..for ca 6 år siden. Min jordmor bekymrede sig for om nogle ting ville bryde op under graviditeten. Men da han blev født stoppede jeg med at komme der..
Så har skam været forbi der
Jeg har overvejet at snakke med min læge om der er noget hjælp at hente, men ved ik. Jeg kan jo sagtens snakke om det i dag og det er også rat når jeg gør.
Det er jo ikke kun incesten der er et problem det er også al den psykiske pres han har kørt på mig.
Den anden dag var der en vips i vores soveværelse
Jeg kunne simpelthen ikke falde i søvn den dag, så jeg tilsidst måtte gå ned i vores stue og sove, min mand kiggede noget da han kom ned om morgenen. Og da han kom hjem fra arbejdt fortalte jeg ham om vipsene hos min far, men ikke om at min far ville slå en handel om det. Må nok tilstå at min mand og jeg ikke snakker så meget om det. Han ved godt der har været incest i familien men kender ingen detalger. Og det er både godt og skidt.
Når nogen finder ud af at min far har misbrugt mig, er der nogen der for et "offer" udtryk i øjet. Jeg kan ikke så godt ha det... fordi jeg prøver at fremstå som en stærk person, tror jeg.
ÅÅHHHH... det er dejligt at komme af med lidt herinde
Ja, det er rigtigt godt, at du har fundet debatten her :-)
Du har været hos psykolog, men har det stadigt ikke godt. D.v.s. at du ikke er færdigbehandlet. Så længe du ikke har det godt, så længe erindringer fra din fortid stadigt kan vækkes og følelserne for fortiden er så stærke, så har du brug for mere behandling.
Du bryder dig ikke om at fremstå som offer. Det er der vist ikke ret mange der gør, men så længe vi ikke anerkender og får bearbjdet, at vi rent faktisk har været ofre og på mange måder stadigt er det, så bliver vi ved med at være det. For så er vi stadigt påvirket og styret af de følelser, krænkeren gav os og det er dét, der gør os til ofre.
F.eks. er din vrede stadigt levende. Det vil sige, at du stadigt er offer for din fars overgreb og den vrede de skabte. Han har stadigt kontrollen over dit følelsesliv. Den kontrol har du brug for at få tilbage til dig selv, så det han gjorde ikke stadigt styrer dig og kontrollerer dit følelsesliv. Det kan du ikke gøre uden professionel hjælp.
Du prøver at være stærk - det er du utvivlsomt også (ellers havde du ikke levet endnu), men den slags styrke er en konstant kamp, der trætter én enormt meget. Det er ikke en naturlig, afslappet, indre styrke og ro, fordi du er i balance og harmoni med dig selv og har det godt med dig selv og har stærke grænser.
For at blive helet, skal man have fat i sårbarheden, der ligger under denne tilsyneladende styrke. For det er helingen af sårbarheden, der skaber en ægte, indre styrke og ro, hvor man hviler i sig selv.
Det er klart, at det ikke kun er incesten, der er problemet. De negative påvirkninger foregår også på mange andre langt mere ubevidste planer og påvirker hele den måde, man er i verden på.
Det der er ødelagt af andre mennesker, må nødvendigvis også heles af andre mennesker. Man kan kun få genoprettet den ødelagte tillid til andre mennesker og til sig selv i samarbejde med et andet menneske, man har tillid til og som hjælper én.
Jeg ved ikke, om du har lyst til at læse noget om incest og overgreb? Viden om, hvad det rent psykologisk handler om, kan være med til at skabe en større forståelse, der kan gøre vreden mindre eksplosiv.
En god bog at starte med er 'At hele sårene'.
Derudover kan du hente meget information på nettet. Bl.a. er der www.synlighedsdagen.dk. Synlighedsdagen er både en temadag og en forening for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Hvis du vil læse mere om dysfunktionelle familiemønstre, om min historie m.m., så kan du prøve at se www.tabuet.dk. På denne side er der også links til andre hjemmesider om emnet og til flere bøger.
KH Helene
Jeg kender til følelsen af at vreden uroen og tankerne er blevet værre jo ældre jeg er blevet. Jeg har først efter at jeg selv fået børn, brudt tavsheden. jeg har gået til psykolog i lang tid nu det går op og ned... ting tager tid. Som min psykolog sagde det er fundamentet der er blevet skadet.
Fundamentet der jo danne grundlaget og udgangspunket for vores liv. For vores handlinger tanker følelser.
Det tager lang tid at fikse fundamentet. Men jeg tror at du skal starte op igen med psykolog eller lignende.
Jeg har som en anden skriver overvejet om jeg skulle have nogle piller af en eller anden art... måske det kunne være værd at forsøge..
keep on figthing.
Dit indlæg ramte noget i mig... Jeg er 35, har to børn og er også blevet misbrugt fra jeg var helt lille til omkring 14 års alderen.
Jeg kender kun alt for godt er følelsen af at være i stykker, føle sig ødelagt og anderledes på grund af misbruget. Jeg har selv haft for mig at se ulogiske anfald af panik sat i gang af en skygge på væggen, en lugt, en farve, en berøring med forkert timing eller noget andet helt almindeligt.
Jeg har følt mig så skrøbelig som skørt glas of udstillet og udsat. Det har hjulpet at blive rigtig godt gift med min meget firkantede kæreste, som har været fantastisk til at fortælle mig at de ting der er i mit hovede er ok og hjælpe mig med at få sat rigtige proportioner på.
Min erfaring med terapien er, at der er mange ting der skal klappe for at det rykker... der skal være god kemi, den rette timing og du skal være et sted i dit liv med dig selv, hvor du tænker at NU skal det være. Det der med at andre synes du kunne trænge til eller burde gøre noget kan været godt nok som akut krisehjælp, men vil du have fat om roden, skal du selv ville det og den terapeut du går til skal vide, hvad hun taler om.
Jeg ved ikke hvor i du bor, men er ret sikker på at jeg kan støve nogle gode navne op til dig på terapeuter snart sagt, hvor som helst hvis du vil have det. Giv lyd og vi finder ud af det.
En af mine egne allerstørste erkendelser har været en slags slutten fred med mig selv og min vrede, panik og ensomheden i at være misbrugt. Der er en process i det som man desværre ikke kan springe over - eller sådan har det været for mig i hvert fald.
Jeg går ikke i terapi for tiden, men ser det som noget jeg skal engang imellem. Det er en livsopgave for mig at arbejde med accept af mig selv og accept af min historie - inscesten.
Nogen gange bliver jeg vred og deprimeret over ikke selv at have valgt min livsopgave, men nu er det sådan her mit liv er og jeg må tage vare på mig selv og min familie. Og det er DEN accept der oftere og oftere i perioder giver mig ro til at holde sansetriggerne på afstand og nogen gange endda føle mig næsten normal. Ensomheden kommer jeg nok aldrig til at slippe og uanset hvor meget min kæreste elsker mig og viser det og hjælper mig, så vil der sikkert altid være en del af mig der føler sig uværdig, småskør og sær. Kunsten for mig er så at holde fast i de perioder, hvor dette fylder mindst og arbejde mig igennem de perioder der er svære.
Jeg har et godt liv i dag og jeg kan se at terapien har været god for mig på andre måder en i relation til inscesten. Der er et stykke vej endnu, og nogen gang bliver jeg træt af at skulle mase sådan med det, men det gør ikke noget for nu har jeg endelig fået greb om metoden der kan afhjælpe.
For mig har der været god energi i vreden... det er i mine vrede perioder at jeg får taget hul på tingene... få set min terapeut og sat spot light på mørke afkroge i mit sind, så jeg kan se at der ikke gemmer sig noget skummelt der:-) Hvorimod når jeg er depri, så bliver jeg mere indadvendt og passiv i forhold til at forholde mig til tingene.
Hos lægen mener jeg at man kan få en henvisning til 10 psykologgange, der er også nogle virksomheder der har en sundhedsforsikring der dækker den slags.. Og så vil jeg lige sige... forvent dog ikke noget andet end et stykke papir fra lægen, gem dit mod og kraft til du har fundet dig en god terapeut. De læger jeg har været i kontakt med har været venlige og køligt distancerede og kvitteret med en venlig nikken og en henvisning.
Om ikke andet fra mig til dig: hæng på, det skal nok komme...
KH.
Mine