langdistanceforhold?
hej.
min kæreste og jeg har været sammen siden Auguust 2010, vi har det skide godt sammen. Han er virkelig en fyr som jeg kan se mig selv sammen med i fremtiden. Men problemet er bare at han flytter til kbh her efter sommer. Grundlaget for det er at det er hans drøm, og hans venner flytter også derover. Han er en fyr med stor ambitioner, han ønsker også at flytte til udland og jeg ved ikke hvad. Jeg synes ideen om at flytte sammen ku være en rigtig god ide, da jeg selv skal studere i kbh, men bliver boende her på fyn pga. han har givet udtryk for at han ikke er klar. Så vil slet ikke presse ham. Men hvad gør jeg for at vi kan klarer det igennem bedst muligt?? føler bare ikke jeg er med i nogle af hans planer overhovedet
.. Jeg ved slet ikke hvad han vil med mig. Han har før nævnt at vi skal se det til den tid, men den tid virker så uendeligt! .. Hvad skal jeg gøre?..
Der skal så lige nævnes at jeg ved han elsker mig, det er der slet ingen tvivl om
håber i kan hjælpe..
min kæreste og jeg har været sammen siden Auguust 2010, vi har det skide godt sammen. Han er virkelig en fyr som jeg kan se mig selv sammen med i fremtiden. Men problemet er bare at han flytter til kbh her efter sommer. Grundlaget for det er at det er hans drøm, og hans venner flytter også derover. Han er en fyr med stor ambitioner, han ønsker også at flytte til udland og jeg ved ikke hvad. Jeg synes ideen om at flytte sammen ku være en rigtig god ide, da jeg selv skal studere i kbh, men bliver boende her på fyn pga. han har givet udtryk for at han ikke er klar. Så vil slet ikke presse ham. Men hvad gør jeg for at vi kan klarer det igennem bedst muligt?? føler bare ikke jeg er med i nogle af hans planer overhovedet
.. Jeg ved slet ikke hvad han vil med mig. Han har før nævnt at vi skal se det til den tid, men den tid virker så uendeligt! .. Hvad skal jeg gøre?..Der skal så lige nævnes at jeg ved han elsker mig, det er der slet ingen tvivl om
håber i kan hjælpe..
Kommentarer
Det er sådan set fint nok, og forresten rigtigt sundt, for kan et forhold holde til, at I bor langt fra hinanden, så kan det faktisk holde til hvad som helst, og I er unge, hvorfor det da også er nu, I skal prøve forskellige ting af. Mange skilsmisser kunne undgås, hvis flere netop i stedet for at fare ud og flytte sammen, forfulgte egne mål, prøvede at stå på egen ben, så se det som noget godt for jer. Hvis ikke jeres forhold kan holde til det, så er det bedre, I finder ud af det, før I sidder med "børn, villa og vovse".
Det er således ikke dig, der skal gøre en hel masse for at få det til at hænge sammen - det er jer begge to, der skal have nogle fornuftige aftaler for hvordan og hvorledes.
Og helt ærligt - det tager 1½ time at komme fra Fyn til København.
Som jeg forstår det, så vil du også til København og læse, men det skal ikke være endnu. Er det så fra næste år igen, eller hvad?
Du skal jo ikke udskyde dine planer om at flytte til København, fordi du ikke vil presse ham. Der er jo ingen, der siger, at I skal flytte sammen, fordi du også bor der.
Jo mere luft, plads og tid I giver hinanden - jo bedre grobund for et godt forhold.
I det her tilfælde handler det om to unge mennesker, hvor der er tanker om et forhold for livet. Det er derfor i den grad sundt for dem at prøve at leve på denne måde i en længere periode. For holder forholdet til det, så er der også gode muligheder for, at det så ER dem for livet.
Jeg har nogle bekendte, der p.gr. af arbejde ikke fik mulighed for at flytte sammen. Den ene bor i København, den anden i Nordjylland. Men - nu har de været par i mindst ti år, og fungerer fortrinligt på den måde. Bevares, det er også mennesker i moden alder, hvorfor de ikke har/skal have børn.
Min søn og svigerdatter bor pt i hvert deres land, og de havde endda boet sammen et par år, før min søn sidste sommer fik et job i udlandet. Min svigerdatter havde p.gr. af studier ikke mulighed for at flytte med. Det er rigtigt hårdt for dem begge to, men de er sammen ca. hveranden week-end, og min svigerdatter har nu fået mulighed for at fortsætte sit studie i det andet land, hvorfor hun flytter over til ham her i sommer. Men - deres forhold har altså også "klaret skærene" - og de glæder sig vildt til nu at skulle være sammen igen; er faktisk i gang med at planlægge bryllup.
Så - det kan lade sig gøre, hvis man virkelig er indstillet på det, og kærligheden er stærk nok.
Og er den ikke det, så er vel bedre at finde ud af det før man evt. får børn.
Og Nada. Du ser det, som om Købehavn er vigtigere for denne unge mand end hans kæreste. Det er muligt, men hvis han som en helt ung mand, blokerer sine drømme og ønsker for fremtiden, for at holde sin kæreste i hånden, så er det da helt sikkert, at forholdet bliver kvalt. Det er da mens man er ung, man skal forfølge sine mål mht. uddannelse og oplevelser. Når først man har fået børn, hus, prioriteter osv., så er tingene altså noget mere vanskelige, og det er bestemt medvirkende til at parfold går i stykker, når man sidder der i lidt mere moden alder og fortryder, at man ikke fik gjort de ting, der betød noget for en, mens man kunne, fordi man havde fået en kæreste.
Jeg er helt enig med dig i at man skal forfølge sine drømme mens man stadig er ung, og lærer at stå på egne ben. Det er nemlig også det jeg vil
Men jeg frygter da også at det ikke kommer til at holde pga. at han er så langt væk fra mig, og som Nada skriver, så er det jo rigtig nok at når han har brug for mig så kan jeg ikke bare lige være der. Plus at KBH er jo en dejlig by, og man kommer til at opleve alt nyt derover. Jeg stoler på ham 100%, men det bare lige det med om han mister interessen for mig eller for det her forhold på længere sigt.
Og ja, jeg har også altid drømt om at tage til KBH på et el andet tidspunkt i mit liv, har bare haft svært med at finde modet frem til det, altså at flytte alene derover. Men så har jeg fundet ud af at jeg har større chance for at komme ind på min uddannelse i KBH efter sommer, så derfor til at starte med havde jeg tænkt mig at blive boende på Fyn, og så pendle frem og tilbage. Årsagen til at jeg vælger at pendle til at starte med, er både pga. jeg lige er selv flyttet ud alene, og at jeg ikke vil have at han skal tro at jeg følger efter ham.
Igår lå jeg faktisk sammen med ham, så hviskede jeg i hans øre at jeg vil komme til at savne ham. Han vidste med det samme hvad jeg snakkede om og sagde at det samme vil han. Så begyndte tårene bare at vælte ud af ham. Jeg havde så haft en fornemmelse om at vi begge to har bare gået rundt og undgået dette emne om at han skal flytte, så spurgte jeg ham om det er sandt, han svarede ja
Jeg får det godt nok helt forkert, når jeg læser at både du og Nada bruger energi på, at bekymre sig om det, ”hvis han nu får brug for mig, så kan jeg ikke lige være der.” ??
Altså helt ærligt. Du er hans kæreste og ikke hans mor! Han skal jo netop lære at stå på egne ben, og det skal du også, og det lærer man altså ikke, hvis der hele tiden står en på spring til at hjælpe.
Du er for nyligt flyttet hjemmefra. Du har også i den grad brug for at lære at klare dig selv. Igen – min holdning til, hvorfor der er så mange skilsmisser: Mange flytter direkte hjemmefra og sammen med kæresten – og det er altså en dårlig ide. På den måder lærer man aldrig, at det rod der ligger og flyder, altså er ens eget rod – og den eneste måde at få løst sit problem på, er ved at gøre noget ved det selv. Med rod mener jeg ikke bare det fysiske, men også på andre planer. Det er rigtigt fint at lære at klare sig selv – på alle måder. Hvis man føler sig ensom, så må man gøre noget ved det, hvis der ikke er noget mad i køleskabet, så kan man kun takke sig selv for det. Hvis man har brugt alle sine penge, så er der altså ikke flere osv. Det er simpelt hen så sundt at lære den slags på egen krop, og det kan man ikke, hvis man bor sammen med kæresten, for så kan man ”tørre den af” på den anden.
Det er rigtigt godt, at I nu skal sætte jer og få talt om det, og hvorfor skulle han dog tro, at du flytter efter ham til Købehavn, hvis din uddannelse også ligger der, og du i lighed med ham gerne vil have en uddannelse? Den tro får han da kun, hvis du giver ham det indtryk.
Dog vil jeg i den grad foreslå at I bor hver for sig i Købehavn, og at I giver hinanden plads til at få nye venner, nye oplevelser – hver for sig. Hvis han mister interessen for dig, mens han bor i København, mister han den også, hvis I bliver på Fyn. Sådan er det. København byder måske på fristelser, men – jeg nævnte min søn; Han er flyttet til London – og ved siden af den, er København altså en lille landsby, og min søn er IKKE blevet fristet. Han elsker nemlig også sin kæreste, og det er hende, han vil dele sit liv med. Jeg kan fortælle at det år, hvor de har boet hver for sig, i den grad har modnet dem begge to. Min søn er 29, hans kæreste 24, altså lidt ældre end jer, men de mener altså stadig godt, de kan nå det, de skal.
Men – hvis I flytter sammen, er sammen hele tiden, han måske skrotter sine planer om udlandet øvrige ambitioner osv., fordi du bliver ked af det; tja, så sidder han givet om 10-15 år, sammen med dig ganske vist, men så finder han ud af, at hans ungdom er forsvundet, og tingene slet ikke er, hvad han drømte om. Og hvem tror du så, han giver skylden???
Han elsker dig helt vildt. Det viste hans tårer i går helt tydeligt. Han er også lidt bange for alt det, der nu skal ske. Han er måske også bange for at miste dig? Der findes altså andre attraktive fyre på Fyn, du kunne træffe at møde, når han er væk, ikke?Jeg tror faktisk, han ville blive rigtigt glad for tanken om, at du også overvejer at flytte til København, men altså ikke for at rende efter ham, tvært i mod, udelukkende fordi dit studie altså også ligger der.
Men hvis I glemmer jeres drømme og ønsker for fremtiden, så kvæler I hinanden.
Det er da besværligt at følge et studie i København og bo på Fyn, så derfor skal du da arbejde på et finde dig et sted at bo i København, men prøv en gang at tale om, at I netop skal bo hver for sig der også.
Jeg hæftede mig, at du i dit første indlæg skrev, at DU virkelig kunne se jer sammen i fremtiden, at ideen med at flytte sammen er DIN tanke. Du skriver også at han er en ”drengerøv” stadig. Lad ham dog blive voksen selv. Det bliver kun en fordel for jer begge på længere sigt.
Prøv en gang at lade det være op til ham at foreslå det bofællesskab på et tidspunkt.
Hvis jeg ender med at blive optaget ind på uddannelsen i KBH så flytter jeg da helt klart derover på et tidspunkt. Og ja, du har ret, det er nok bedst at gør det alene, da det både vil gavne mig og ham i sidste ende.
Føler jeg har fået en del ud af det ved at skrive mine frustrationer ind her og igen, mange tak for hjælpen.