Over 38 - ingen hjælp?
Hvis man er mere end 38 år gammel og har en let eller moderat depression, kan man ikke modtage tilskud til psykologhjælp via den offentlige sygesikring, og det er et problem!
Jeg er journaliststuderende og vil fortælle historien om, hvor urimeligt det er, at der er denne aldersgrænse. Jeg søger en case-person til min artikel, der er min eksamensopgave på første år. Er det et problem for dig eller en i din familie, så vil jeg meget gerne høre fra dig. Det vil være en stor hjælp til at sætte fokus på problemet og få fortalt historien om, at systemet ikke fungerer, sådan som det ser ud i dag.
OBS! Artiklen skal kunne offentliggøres, men bliver det ikke nødvendigvis. Dit navn vil naturligvis kun blive brugt, hvis du har givet din tilladelse til det.
På forhånd tak for din hjælp.
Svar mig herinde eller send en mail til jannikn@mail.djh.dk
Mange venlige hilsener fra Janni
Dette indlæg er godkendt af Netdoktor.dk
Jeg er journaliststuderende og vil fortælle historien om, hvor urimeligt det er, at der er denne aldersgrænse. Jeg søger en case-person til min artikel, der er min eksamensopgave på første år. Er det et problem for dig eller en i din familie, så vil jeg meget gerne høre fra dig. Det vil være en stor hjælp til at sætte fokus på problemet og få fortalt historien om, at systemet ikke fungerer, sådan som det ser ud i dag.
OBS! Artiklen skal kunne offentliggøres, men bliver det ikke nødvendigvis. Dit navn vil naturligvis kun blive brugt, hvis du har givet din tilladelse til det.
På forhånd tak for din hjælp.
Svar mig herinde eller send en mail til jannikn@mail.djh.dk
Mange venlige hilsener fra Janni
Dette indlæg er godkendt af Netdoktor.dk
Kommentarer
Ja, det er naturligvis et stort problem. Mange mennesker ryger først ned med depression, stress o.a., når de er over 38.
LMSO (Landsorganisationen mod seksuelle overgreb) afholdt forrige år en høring, hvor de deltagende politikerne fortalte, at årsagen til dette kriterie, ikke er nogen form for logik, men at det var det, der var penge til!
Men dette er kun en dråbe i havet. Den manglende mulighed for psykologhjælp til psykiske lidelser er et gigantisk problem. F.eks. kan man under sygesikringen få bevilget 10-11 timer hos en psykolog, hvis man har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller er vokset op med psykisk syge forældre. Behandling af senfølgerne af en sådan opvækst kræver ofte flere hundrede behandlingstimer, som man ikke har nogen mulighed for at få økonomisk støtte til. For mit eget vedkommende har jeg ud af sygedagpenge og førtidspension selv betalt omkring 100.000 kr. for terapi i løbet af de sidste 7 år. Det etablerede behandlingssystem kan ikke tilbyde nogen form for behandling, jeg kan bruge.
Psykiatrien, som man kan henvises til uden betaling, er slet ikke egnet til at løse denne type problemer. En psykiater har ikke nogen terapeutisk uddannelse. De vil medicinere sig ud af problemerne og det er bestemt ikke det, mange har brug for og medicin bør under ingen omstændigheder stå alene men skal følges op af terapi. Den terapi der tilbydes i distriktpsykiatrien er gruppeterapi, hvad mange traumatiserede/psykisk sårbare mennesker ikke kan bruge. Der er ofte i første omgang ialtfald brug for tidsudbegrænset individuel terapi. Endvidere er det (så vidt jeg ved) fortrinsvis kognitiv terapi, men for at kunne bearbejde årsagerne til en depression eller til angst, er det ofte nødvendigt at arbejde på en helt anden måde. Psykiatrien vil gerne have patienterne til at kigge frem, hvor patienten meget ofte har brug for at kigge tilbage.
Depression, angst, stress m.m. er symptomer og psykiatrien tilbyder kun symptombehandling. Der er brug for årsagsbehandling, men man får altså ikke behandlet årsagerne med 10 eller 20 psykologtimer.
Det er virkeligt fint, at du tager fat i dette problem med de 38 år, men det er kun et lille delaspekt ud af helheden. Problemet er et behandlingssystem, der er forældet og fuldstændigt utilstrækkeligt i forhold til behandling af psykiske lidelser.
Hilsen Helene
Mange tak for dit indsigtsfulde svar. Det er et stort emne med mange problemer og aspekter, det har du fuldstændig ret i.
Lige umiddelbart fokuserer jeg på 18-37 reglen omkring tilskud til psykologhjælp, fordi jeg har en idé om, at ordningen ikke fungerer, som den skal, og i nogle tilfælde misbruges af unge mennesker, der måske bare har kærestesorger eller lignende. Det synes jeg er et stort problem, når nu det kun er en bestemt aldersgruppe, der kan modtage hjælpen, fordi det betyder, at de, der er over 38 ikke får tilbuddet, men måske har større behov for det.
Hvis det viser sig, at jeg tager fejl omkring denne hypotese, vil jeg rigtig gerne snakke mere med dig om de problemer, du har oplevet i systemet - det kan være du ligger inde med en endnu bedre historie!
I hvert fald tusind tak for dit svar!
Mange venlige hilsener fra Janni
Jeg mener ikke, at man kan misbruge tilbudet om psykologbehandling. Har man brug for en psykolog, når man er 17 år p.g.a. kærestesorger, så har man brug for det. Uanset alder er det forfærdeligt ikke at kunne få den nødvendige hjælp. At give et ungt menneske professionel hjælp, kan måske bevirke, at han/hun kommer hurtigere på fode igen og kan hindre, at problemerne ikke bliver løst og derfor eskalerer og måske resulterer i en meget dybere depression, når man er 40 år gammel.
Efter min mening handler det ikke om, hvorvidt nogen er mere syge end andre, for så bliver det til et slagsmål om, hvem der kan gøre sig 'fortjent' til at få hjælp og hvem der bare skal 'tage sig sammen' (tænk sig hvis det handlede om, hvorvidt en 18 årig eller en 38 årig skulle have gips på et brækket ben - hvem er vigtigst?).
Jeg kan simpelthen ikke acceptere tankegangen om, at vi internt skal konkurrere om at være mest syg for at få adgang til begrænsede ressourcer. Den tankegang er med til at gøre mennesker mere syge, end de er i forvejen. Hvis ikke man er syg NOK til at få sine behov dækket, så må man jo blive mere syg, så man kan få det! Det er ganske forfærdeligt, når man skal bevise, at man er dårlig NOK. Ikke noget der foregår bevidst, men sådan fungerer psyken altså bare hos rigtigt mange mennesker.
I stedet må ressourcerne øges. På længere sigt gøres ved at sørge for, at mennesker der har behov, får den behandling, de har behov for, så de kan få det bedre og derfor ikke har brug for dyr og endeløs symptombehandling. Det er alt for dyrt for samfundet både menneskeligt og økonomisk at lade være med at give folk den hjælp, de har brug for.
Hvis du er interesseret i at vide mere om min historie og baggrunden for mine holdninger, kan du læse mere på min hjemmeside http://www.tabuet.dk. Hvis du derefter mener, at jeg har en historie, du kan bruge, så er du meget velkommen til at sende mig en mail på kontakt@tabuet.dk
Mange hilsner Helene
Jeg vil også gerne give mit besyv med. Jeg har haft mange depressioner, hvoraf de fleste har været svære. Jeg har aldrig kunnet få tilskud til psykologbehandling. Årsagen er, at ordningen med tilskud til de 18-37-årige er et forholdsvis nyt fænomen, hvorimod mine depressioner er opstået over flere årtier, fra 1970 til 2002. I øvrigt ville jeg jo nok slet ikke kunne have kommet i betragtning til denne forholdsvis nye ordning, fordi mine depressioner var af svær art – ikke let til moderat.
Jeg giver Helene fuldstændig ret: Den pågældende ordning er en dråbe i havet. Men aldersbegrænsningen gør selvfølgelig ”dråben” endnu mindre!
Jeg tror da absolut, at det er muligt, at folk med lettere psykiske problemer kan få gavn af ordningen. Men skal man have løst svære problemer, kræver det langt flere timer, end ordningen tilbyder, og det kræver en målrettet terapi-metode, som går efter at løse selve årsagen til problemet, som Helene også påpeger. Jeg har desuden - som Helene - også det indtryk, at alt for mange behandlere bruger kognitiv terapi, som måske kan være velegnet til visse lettere tilfælde, men som efter min mening er absolut uegnet til alvorlige tilfælde.
Forholdene i psykiatrien er katastrofale. Ligesom også Helene giver udtryk for, er det min fornemmelse, at behandlingen stort set består af medicinering. Jeg har gået hos i alt 5 forskellige psykiatere i tidens løb. Kun én af dem brugte psykoterapi i behandlingen, og hun døde desværre, da jeg havde gået der et par gange. De andre gav kun medicin. Ved de første depressioner, hjalp medicinen, selv om det vare en hård kur. Ved de seneste depressioner, gjorde den antidepressive medicin mig mere syg, og det var meget forfærdeligt, fordi systemets reaktion var at pålægge mig skylden for forværringen! Jeg var derfor nødt til at finde løsninger på egen hånd.
Jeg har aldrig turdet regne på, hvor mange penge jeg har brugt til terapi. Men jeg vil skyde på, at jeg alt i alt har brugt over 200.000 kr. Mange af pengene er desværre spildt, fordi jeg til at begynde med ikke vidste, hvilken type terapi, der ville hjælpe i netop min situation, og derfor stod helt på Herrens mark, når jeg skulle vælge psykolog. Jeg har ofte siddet og ”konverseret” med psykologer. Jeg er desværre bange for, at meget terapi blot består i den slags virkningsløs samtale. Først på et sent tidspunkt forstod jeg, at kropsorienteret psykoterapi var den rigtige metode i mit tilfælde, og jeg fandt en meget dygtig psykolog, der brugte denne metode og hjalp mig meget.
Jeg vil dog gerne bringe endnu en ting på bane: Det er vigtigt, at man ved psykisk sygdom tager ALLE potentielle årsagsfaktorer i betragtning. Jeg har f.eks. i årevis gået med jernmangel. Alle forstod svær depression som en psykisk sygdom, og derfor tænkte ingen på at undersøge mig for fysiske årsager til depressionen. Men selv om man, som jeg, muligvis har en arvelig betinget tendens til depression og har været udsat for meget belastning gennem hele livet, kan man jo godt have jernmangel! (eller D-vitaminmangel eller andre kendte fysiske tilstande, der kan være årsag til depression). Min alvorlige jernmangel var (medvirkende) årsag til depression og gjorde desuden leveren ude af stand til at omsætte den antidepressive medicin, med det resultat at jeg fik en forgiftning af medicinen! Tænk at blive mobbet af både den praktiserende læge og psykiateren, fordi en jernmangel gjorde mig syg og gjorde, at jeg fik medicinforgiftning!
I det hele taget ville jeg ønske, at der kunne blive et bedre samarbejde mellem behandlere, der arbejder med den fysiske side af helbredet, og behandlere, der arbejder med psyken. Som det er nu, er tingene alt for adskilt. Da jeg for nogle år siden gik hos denne ellers dygtige kropsterapeut, blev jeg pludselig omtåget og pseudo-dement af noget vanddrivende medicin, som min praktiserende læge havde tilføjet som led i min behandling for forhøjet blodtryk. Psykologen var helt sikker på, at min tilstand skyldtes noget psykisk, og jeg kunne ikke overbevise hende om noget andet. Det lavede skår i et ellers frugtbart samarbejde. Hvis nu den praktiserende læge kunne have orienteret psykologen om, at tilstanden er en kendt bivirkning ved vanddrivende medicin, ville det have betydet meget.
Der sker alt for mange misforståelser og utilsigtede hændelser, fordi de forskellige behandlere ikke arbejder sammen.
Nu vil folk selvfølgelig sige, at forbedret behandling koster alt for mange penge, og det har samfundet ikke råd til. Dertil vil jeg sige, at det forholder sig omvendt: Samfundet har ikke råd til, at så mange er syge, når de kunne helbredes med den rette behandling. Det forfærdelige er jo også, at al den lidelse er så unødvendig. Og tænk på alle de børn, der må leve med syge forældre, og tænk på, hvad det betyder for deres barndom og videre liv.
Mange hilsner
Kameliadamen
Misbrug er egentlig heller ikke det rette ord i denne forbindelse. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt man med begrænsede midler, gør bedst gavn af at tilbyde tilskuddet til netop denne aldersgruppe. Ordningen har vist sig at være voldsomt meget dyrere, end man havde budgetteret med. Dvs. antallet af patienter, der blev henvist til psykologhjælp med let eller moderat depression, var væsentligt højere, end forventet.
Det er ikke, fordi jeg mener, at nogen decideret misbruger systemet, men at begrebet 'let til moderat depression' måske kan være svært for lægerne at vurdere, når de henviser. Flere psykologer har været på banen og fortælle, at de oplever, at patienter henvises forkert under rammen 'let til moderat depression'.
Så måske er det i virkeligheden en spørgsmål om, hvorvidt der skulle være nogle mere klare retningslinjer for diagnosticering, så det ville være nemmere for lægerne at henvise.
Mvh. Janni
Jeg er nu kommet langt i min opgave, og har ændret vinkel undervejs.
Jeg leder derfor nu efter en person, der i alderen 18-37 har modtaget 12 eller 2 gange 12 timers psykologhjælp, og ikke følte at det var nok!
Hvis der er nogen, der har sådan en historie, de gerne vil dele - så kontakt mig endelig pr. mail - jannikn@mail.djh.dk
På forhånd tak for hjælpen.
Mvh. Janni
Det var smuttet for mig, at du havde skrevet d. 23.05. Har først lige set det nu.
Jeg synes, at det lyder godt, at du har fået ændret opgaveformuleringen lidt.
Jeg ved ikke, om begrebet let til moderat depression er svært for lægerne vurdere. Men jeg tror, at mange læger prøver at hjælpe deres patienter efter bedste evne og derfor prøver at få dem til at komme ind under én eller anden katagori, så de kan få den psykologhjælp, de har brug for. Lægerne må føle sig forbandet magtesløse, når der sidder en person, der ikke helt opfylder kriterierne men som tydeligvis har brug for hjælp.
Jeg vil tro, at de fleste mennesker har svært ved at nægte et menneske den hjælp, det har brug for, fordi der ikke er råd til det!!
Som jeg før har skrevet, så kan jeg ikke se denne problemstilling som noget isoleret. Det er hele systemet, den er gal med. Der er lavet undersøgelser, der viser, at en tidlig forebyggende indsats overfor udsatte børn, kan tjene sig selv ind med næsten 200% (http://www.casa-analyse.dk/default.asp? ... s&Item=791). Når denne viden er der og ikke bliver brugt, så betyder det, at man fra politisk side ikke ønsker at iværksætte en bred og langsigtet forebyggende indsats, der kunne være til gavn for alle. Så den med, at der ikke er 'råd' til at finansiere hjælp til alle, der har behov, den køber jeg ikke. Det handler om politiske ideologier, der priorieterer penge højere end mennesker. Alle de mange milliarder der mangler på budgettet kunne hentes i denne forebyggelse og så ville der være råd til psykologhjælp til alle, der har behov - og behovet ville efterhånden blive mindre som følge af forebyggelsen.
Den enkelte enkelte læge tænker ikke politisk og i kroner og ører, når han/hun henviser et menneske til psykolog, der måske ikke helt opfylder kriterierne. De tænker på at finde en måde at hjælpe deres patient på og det kan jeg ikke med min bedste vilje bebrejde lægerne.
Jeg mener, at det politiske system må tilpasse sig menneskers behov - det er ikke menneskers behov, der skal tilpasses det politiske system.
P.S.: Glemte lige at skrive, at grunden til, at jeg taler om forebyggelse i forhold til udsatte børn og unge er fordi, man ved, at mange depressioner, starter i barndommen grundet opvækstvilkårene. Når summen af belastninger gennem livet bliver for stor (ofte i 30-40 års alderen), så søger folk læge p.g.a. depressioner f.eks. Hvis disse mennesker havde fået hjælp, mens de var børn, så ville de ikke ryge ned med flaget som voksne.
Jeg har ikke søgt læge for depression, for jeg vidste ikke, at jeg hele livet havde gået med en underliggende depression. Men de ca. 20 psykologtimer man kan få med tilskud skal ses i relation til, at jeg selv har bekostet nu omkring 150 hunderede terapitimer. Og jeg er så langt fra den eneste.
Hilsen Helene
Jeg har i alderen 24-27 modtaget en rigtig god og kvalificeret hjælp, en kombination af medicin og terapi - som bevirkede at jeg i dag i en alder af 29 er uddannet - fuldtidarbejdende "en god skatteyder" - som dog skal blive på medicin foreløbig, men ellers fungerer 100%.
Hvordan? I Aalborg blev der for ca. 6 år siden oprettet et specialafsnit på Brandevej. Afsnittet er målrettet til skozifreni og depressionsramte.
Efter at have været selvmordstruet og moderat deprimeret kastebold i systemet siden jeg var 13, kom jeg herud da det lige var bygget færdigt.
Specialafsnittet på Brandevej i Aalborg er et perfekt eksempel på hvordan det burde være. Gode omgivelser, mulighed for indlæggelse - og herunder sport, sang og anden form for aktivering af de depressionsramte.
Jeg fik tilknyttet en fast overlæge, som stod for medicineringen, og en fast terapeut som snakkede med mig - i starten 2 gange om ugen. Jeg har aldrig i sidste omgang hørt ordene "antal timer til rådighed" "betaling for terapi" eller andet i den dur. Jeg var i behandling i sygehusvæsnet så derfor var alt gratis for mig.
Hvordan jeg kom derind under? Min gode praktiserende læge dengang, valgte ikke bare at udskrive antidepressiver til mig, men kørte mig ud på psykiatrisk skadestue (et andet super sted i aalborg) således at jeg kunne få en ordentlig behandling.
Jeg mener i dag at jeg skylder min daværende læge mit liv.
Min historie fra 13 - 24 alderen er desværre en helt anden historie. Før psykiatrien i Aalborg blev opgraderet var det en helt anden oplevelse - som jeg ikke ønsker for nogen at gennemgå.
Desværre kan jeg ikke stå frem med navns nævnelse til din rapport, da jeg er i arbejde nu, men vil meget gerne hjælpe med mine erfaringer, hvis det nytter bare lidt.