pårørende og grund til sygdom
Hej
Jeg er begyndt at skrive om mit liv. Om anoreksi og skizofreni. Det hjælper mig til at gennemgå forskellige ting og til at få en forståelse af mig selv. Men jeg skriver også om dårlige oplevelser der har haft betydning og nogle af dem handler også om mine forældre. Jeg synes det er vigtigt at få det hele med, men jeg er bange for mine forældres reaktion. Jeg vil nemlig rigtig gerne lade folk læse det når jeg er færdig. Jeg ved ikke om det er interessant nok til at det evt. skal udgives, og om jeg ønsker det, men jeg kunne godt tænke mig at lade min og min kærestes familie læse det. For at give dem en større forståelse af hvordan jeg har haft det. Mine forældre har været gode forældre på mange områder og det skriver jeg om, men der har også været dårlige ting, og jeg er bange for at de skal blive kede af at læse det. F.eks skændtes de meget da jeg var barn, hvilket gav mig et mareridt jeg havde flere gange, og som jeg senere og også nu oplever på en psykotisk måde når jeg er vågen. Jeg vil ikke skrive om det for at give dem skylden. Jeg synes bare det er rart at finde en årsag. Og jeg bærer ikke nag, for jeg mener ikke at de har gjort noget bevidst for at skade mig. Selvfølgelig ikke.
Men er der nogle der kan sætte sig ind i det og foretælle hvordan I ville have det med det? Er det forkert eller dumt at skrive om de ting?
Mvh.
Jeg er begyndt at skrive om mit liv. Om anoreksi og skizofreni. Det hjælper mig til at gennemgå forskellige ting og til at få en forståelse af mig selv. Men jeg skriver også om dårlige oplevelser der har haft betydning og nogle af dem handler også om mine forældre. Jeg synes det er vigtigt at få det hele med, men jeg er bange for mine forældres reaktion. Jeg vil nemlig rigtig gerne lade folk læse det når jeg er færdig. Jeg ved ikke om det er interessant nok til at det evt. skal udgives, og om jeg ønsker det, men jeg kunne godt tænke mig at lade min og min kærestes familie læse det. For at give dem en større forståelse af hvordan jeg har haft det. Mine forældre har været gode forældre på mange områder og det skriver jeg om, men der har også været dårlige ting, og jeg er bange for at de skal blive kede af at læse det. F.eks skændtes de meget da jeg var barn, hvilket gav mig et mareridt jeg havde flere gange, og som jeg senere og også nu oplever på en psykotisk måde når jeg er vågen. Jeg vil ikke skrive om det for at give dem skylden. Jeg synes bare det er rart at finde en årsag. Og jeg bærer ikke nag, for jeg mener ikke at de har gjort noget bevidst for at skade mig. Selvfølgelig ikke.
Men er der nogle der kan sætte sig ind i det og foretælle hvordan I ville have det med det? Er det forkert eller dumt at skrive om de ting?
Mvh.
Kommentarer
Det er absolut hverken forkert eller dumt af dig, at du skriver om de ting. Skriveterapi var en meget stor og vigtig del af min proces. Jeg skrev i høj grad også om alle de ting, mine forældre havde gjort, der har skadet mig.
Der er mange ting at tage højde for, inden man vælger, om man vil offentliggøre sin historie og på hvilken måde, man vil stå frem. Det er især vigtigt, at man er klar til at tage de konsekvenser, der følger med. Der vil altid være et spørgsmål om, hvad der vejer tungest: Hensynet til de pårørende eller éns eget behov for at fortælle sin historie og derved blive synlig og måske kunne hjælpe andre ved at fortælle den.
Jeg har hørt om nogen, der har valgt at stå frem med deres historie og åbent konfrontere deres familie på den måde. Jeg har også hørt om andre, der har ventet, til deres forældre var døde. Endeligt er der muligheden for at skrive og udgive sin historie under pseudonym.
For mit eget vedkommende har jeg valgt at være åben omkring, at jeg har været udsat for incest, vold m.m. I det jeg siger og skriver kommer jeg ikke længere så meget ind på de konkrete ting, der er sket, men fokuserer mere generelt på de dysfunktionelle familiemønstre, senfølgerne og ikke mindst helbredelsesprocessen.
Når man afslører familiens hemmeligheder og begynder at tale eller skrive om det, så har det konsekvenser både for én selv og for familien. Familien bryder sig oftest ikke om det, for når der bliver sat ord på det, der før har været tiet ihjel, så gør det jo ondt. For selvom forældrene har gjort deres bedste, så har de forvoldt skader og selv deres bedste har ikke været godt nok. Men omvendt har man jo selv brug for at blive synlig og blive hørt.
Så jeg mener ikke, der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Det handler om, hvad der føles rigtigt for én selv, når man er klar til at gøre sig synlig.
KH Helene
Tusind tak for dit svar. Jeg ved ikke hvad jeg gør, men det må jeg finde ud af. Jeg havde ikke tænkt på at man kan være anonym. Det er også en god mulighed.
Mvh.