Indstillinger
Hvordan kommer jeg videre... nogen med egen erfaring?
Hej jeg skrev i sidste uge et indlæg "Utro hustru, vil have hende tilbage".
Det hele er stadig nyt og min hustru er begyndt hos en psykolog og jeg selv kan først komme til een i næste uge(frusterende). Vi har haft nogen gode dag optil weekenden og en god weekend samme, men jeg kan mærke på hende nu efter hendes snak med psykologen, at hun er blevet mere fjern og psykologen har sagt hun skal flytte for sig selv i en tænke pause. Psykologen har åbenbart renset op i meget.
Da hun ikke lige har en veninde eller en lejlighed, at flytte til, så er der hendes forældre tilbage og da hendes far er meget syg, så har jeg valgt og flytte fra huset 3-4dage. Det er måske ikke nok tænke pause, men jeg synes jeg viser et store hjerte igen og lader mig flytte for en kort periode.
Når jeg siger jeg elsker hende, siger hun det ved hun godt og krammer mig... det kan ikke være et godt tegn!! Samtidig kimmer stodderen, som endnu ikke har forladt sin kone og børn hele tiden til hende i dagtimerne.
NÅ jeg vil ikke give op, men jeg kan heller ikke bare sidde og folde hænder og håbe på det bedste og så få en afvisning om 1dag eller 14dage...
Er det det rigtige at flytte fra hinanden, så hun kan tænke? Jeg ved bare jeg ikke fungere uden hende, min dag reddes af jeg ser hende om aftenen og vi spiser aftensmad samme.
Mit egentlige mål med dette indlæg, nogen som vil dele deres erfaringer, hvordan de er kommet videre eller hvordan de kæmpede i mellemtiden.
1. jeg skal til en psykolog, men vedkommen lapper nok ikke lige hullet her og nu eller i overskuelig fremtid.
Nogen som har erfaringer de vil dele eller kommentarer.
jeg sidder bare og venter og kan ikke passe mit arbejde 100%.. mere 30% lige nu..
Tak fo jeres svar og så gerne de hårde..
Det hele er stadig nyt og min hustru er begyndt hos en psykolog og jeg selv kan først komme til een i næste uge(frusterende). Vi har haft nogen gode dag optil weekenden og en god weekend samme, men jeg kan mærke på hende nu efter hendes snak med psykologen, at hun er blevet mere fjern og psykologen har sagt hun skal flytte for sig selv i en tænke pause. Psykologen har åbenbart renset op i meget.
Da hun ikke lige har en veninde eller en lejlighed, at flytte til, så er der hendes forældre tilbage og da hendes far er meget syg, så har jeg valgt og flytte fra huset 3-4dage. Det er måske ikke nok tænke pause, men jeg synes jeg viser et store hjerte igen og lader mig flytte for en kort periode.
Når jeg siger jeg elsker hende, siger hun det ved hun godt og krammer mig... det kan ikke være et godt tegn!! Samtidig kimmer stodderen, som endnu ikke har forladt sin kone og børn hele tiden til hende i dagtimerne.
NÅ jeg vil ikke give op, men jeg kan heller ikke bare sidde og folde hænder og håbe på det bedste og så få en afvisning om 1dag eller 14dage...
Er det det rigtige at flytte fra hinanden, så hun kan tænke? Jeg ved bare jeg ikke fungere uden hende, min dag reddes af jeg ser hende om aftenen og vi spiser aftensmad samme.
Mit egentlige mål med dette indlæg, nogen som vil dele deres erfaringer, hvordan de er kommet videre eller hvordan de kæmpede i mellemtiden.
1. jeg skal til en psykolog, men vedkommen lapper nok ikke lige hullet her og nu eller i overskuelig fremtid.
Nogen som har erfaringer de vil dele eller kommentarer.
jeg sidder bare og venter og kan ikke passe mit arbejde 100%.. mere 30% lige nu..
Tak fo jeres svar og så gerne de hårde..
Kommentarer
Først vil jeg lige sige, at jeg ikke har fulgt med i de tidligere indlæg men kun svarer ud fra dette.
Min erfaring gennem livet har været, at jeg ikke kommer nogen vegne med at prese andre til noget, de ikke har lyst til eller ikke kan eller vil give. Og det samme omvendt: Der kommer ikke noget godt ud af, at nogen vil presse mig til noget, jeg ikke har lyst til eller kan eller vil give.
Så personligt har jeg aldrig forstået det der med at kæmpe for et forhold. Hvis ikke begge parter ønsker det, går helhjertet ind for det og arbejder aktivt for det fælles bedste, så har jeg valgt at stoppe det. Jeg vil ikke tigge om nogens kærlighed. Hvis jeg ikke har følt mig elsket, har jeg taget konsekvensen og brudt forholdet.
Dermed ikke sagt, at det har været let at bryde ud og at det ikke har gjort ondt. Men for mig har det altså været det mindste af to onder. Jeg er sådan skruet sammen, at jeg hellere vil undvære, end jeg vil leve i noget, der vedvarende frustrerer og sårer mig og trækker mig ned.
Håber du finder den rigtige løsning for dig.
KH Helene
Det tror jeg først du opdager, når der er gået et godt stykke tid, hvis ikke hun vil have dig tilbage. Så vil du indse, det skal man ikke gøre. Det fører ikke andet end fortvivlelse med sig.
Men det er rart at have nogen at "tale" med, det havde jeg ikke. Det hjælper jo lidt, for man har det så skidt. Du har jo os. Smiler til dig.
Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg tiggede og bad om bare lidt venlighed. Så ville han skilles, så ville han ikke. Jeg fandt mig desværre i det hele i alt for lang tid.
Jeg forlod ham, og så ville han have mig tilbage. Jeg sagde nej, for jeg vidste det ville blive det samme igen. Jeg opdagede, når jeg ikke så ham hver dag hjalp det på min fortvivlelse.
Efterhånden fik jeg det godt igen. Jeg kom over det. Det gør man og det kan man. Jeg fik det langt bedre.
Jeg bestemte mig for aldrig, aldrig nogensinde at tigge om kærlighed. Så hellere sørge et stykke tid og komme over det. Jeg ved det er ganske forfærdeligt. Jeg troede ikke, jeg kunne overleve, men det gjorde jeg og fik det meget bedre.
Jeg følte en underlig frihed, da jeg tog skridtet og gjorde det forbi. Ingen kan holde til den slags alligevel.
Jeg kender et par, hvor hun sagde stop. Jeg vil ikke mere. Det ændrede ham og de fandt sammen igen.
Du kunne bestemme dig for at sige stop. Det er enten eller og mene det.
For at bede om kærlighed kan du godt opgive. Enten så har man den eller også har man den ikke.
Jeg gør det aldrig mere. Nu har jeg efterhånden nemt ved sige det, for man bliver jo ikke yngre. Men skulle min nuværende mand træffe en anden har han sin frihed. Af erfaring ved jeg man kommer over det. Det har jeg også set flere eksempler på. Lang tid, kort tid, men det skal nok gå over.
Jeg ved godt det tror man ikke i øjeblikket, men det gør man. Stol på det.
ps. Jeg kommer til at tænke på en, som var knust. Han droppede hende. Hun troede mig ikke, da jeg sagde, du kommer over det. Du finder en anden.
Det gjorde hun og nu kan hun slet ikke forstå, hvorfor hun sørgede så meget over ham.
Tak for svar.... I giver mig faktisk en masse stof til eftertanke. Jeg er knust, men jeg skal ikke tigge eller bede for kærligheden, hvis den ikke kan gives. Jeg ved hun elsker mig, bare ikke på det plan hvor vi skulle være som parforhold. Nyt hus, gravid og næsten stadig nygifte 1 år og 9 måneder(ialt 6½ år sammen). Jeg tror heller ikke hun elsker ham keglen... hun er bare forelsket og kan ikke se ud over det - han er anderledes, en anden type.
Nu flytter jeg for en periode og overlader administrationen af mobilen til min far, så jeg ikke frister eller overiler mig selv til, at skrive til hende. det har faktisk hjulpet når veninder eller venner, har råbt af mig jeg ikke skriver til hende, så har hun automatisk skrevet til mig.
Hvis hun kommer til mig, så er det et godt tegn og hvis ikke, så er der hårdt arbejde forude for mig selv. Og jo jeg går nok ikke lige ud og finder en ny kærlighed i løbet af de næste mange måneder. Jeg ved jeg har en forelskelse forude, når mit ufødte barn kommer til verden, håber jeg kan dele med en anden.
udover evt psykolog, har du/i prøvet andet mental coach eller rejse i en periode osv.
Jeg flyttede simpelthen fra byen, det kunne lade sig gøre. Andet har jeg ikke prøvet.
En bekendt har også oplevet hans kone fandt en anden. Han gjorde kort proces, som jeg rådede ham til. Han flyttede et godt stykke væk. Jeg rådede ham også til at snakke med andre, gå i byen, alt hvad der kunne aflede tankerne.
Han tog på en rejse. Det hjalp en hel del. Han har mødt en anden.
Hans ekskone fortrød det, hun fik ikke den anden. Han var gift og blev hos sin kone. Gad vide om hun har tilgivet eller de er blevet skilt.
Du har det jo ekstra svært, fordi du skal være far. Jeg håber meget I kan være venner, hvis ikke det kan blive til mere. For barnets skyld.
Men hold afstand til du er kommet over det. Det er slet ikke sikkert der går så lang tid, som man kan frygte. Måske finder hun ud af, det alligevel skal være dig, hvis du så vil have hende. Det er nemlig slet ikke sikkert.
Måske finder hun ud af, det ikke skal være dig, nå ja, men du skal nok finde en anden at blive glad sammen med.
Gifte mænd, der har forhold uden for ægteskab, tjae, de fleste vil jo alligevel ikke så gerne af med konen. Min eks ville ikke have elskerinden, da det kom til stykket.
For sjov kalder jeg mig PERSILLE, ikke Pernille.
Venlig hilsen, persille.
ps. Jeg har lige læst mit svar. Det kan lyde, som om jeg mener det er nemt, det ved jeg det ikke er. Jeg vejede f.eks. kun 46 kg til sidst, for jeg kunne ikke spise på grund af sorg.
Det er så svært, men man kan altså komme over det.
Efter et brudt forhold da jeg var 20 år, tog jeg 8 måneder på højskole og bosatte mig derefter i et år i den by. Det var absolut godt for mig. Men da var jeg meget ung og der var også andre ting end det brudte forhold, jeg havde brug for at komme væk fra. Og som man siger: Nissen flytter med.
Som 31 årig blev jeg skilt efter 1½ års ægteskab. Da var vores piger 1½ og 3½ år gammel. Det var mig, der ville skilles, fordi han foretog nogle valg, der var dybt krænkende for mig, som jeg ikke kunne leve med. På det tidspunkt var han parat til at afskrive børnene, men jeg tiggede ham om at holde kontakt med dem. Det skulle jeg ALDRIG have gjort, men det er en anden historie.
Så jeg forstår, at situationen kompliceres af, at I venter barn sammen. Men det skal ikke forhindre, at du handler på en måde, så du kan beholde din værdighed og din integritet.
Det er 10 år siden, at mit sidste forhold sluttede (hvor det også var mig, der afsluttede det). Jeg stod i et gedigent tomrum, hvor jeg ikke anede, hvordan jeg skulle komme videre i mit liv eller i hvilken retning jeg skulle. Så jeg opsøgte en clairvoyant for at få et fingerpeg om min fremtid. Det fik jeg og den ene session fik meget stor positiv betydning for mig.
KH Helene