Indstillinger
Et svar?
Jeg er en pige på 18 år. Jeg har længe følt at det hele var helt forkert. Mit humør går hele tiden op og ned, den ene dag har jeg det okay, og et par dage efter er jeg helt nede og alt er helt dumt.
Længe har jeg haft rigtigt dårligt selvværd, jeg er rigtig bange for hvad andre tænker om mig. Jeg er MEGET genert, har svært ved at snakke med folk og især blandt flere mennesker. Fremlæggelser og eksamerne er helt galt. Har før gået til noget "eksamens angst" kursus, hvilket slet ikke hjalp. Jeg får hele tiden at vide jeg skal tage mig sammen og sige noget, men det er meget svært for mig. Selv sammen med mine venner, har jeg svært ved bare at være mig selv. Jeg synes hele tiden jeg gør det værre for mig selv, og folk bliver noglegange sure på mig, fordi jeg dummer mig på den måde. Spise sammen med andre, er ret umuligt. Kan slet ikke spise foran andre. Jeg kan ikke ringe op til folk, eller få mig selv til at tage telefonen, jeg ved ikke hvad jeg er bange for, det er jo så simpelt. Og dette er også selv med mine venner jeg ikke kan. Jeg kan sidde med telefonen i hånden 1 time, og stadig ikke få ringet op. Det går mig virkelig meget på.
Jeg er bange for rigtigt mange ting, alt hvad der er nyt, jeg er især bange for at udlevere for meget om mig selv, og får det rigtigt dårligt hvis jeg fortæller for meget om mig selv. Men desværre forventer mange jo at man fortæller om sig selv, især i skolen/arbejde osv. Første dag skal man altid udlevere en masse om sig selv, og jeg er så skrækslagen! Jeg er også bange for forlystelser, kryb, højder, alt der er nyt og som sagt at kommunikere med andre og nu er jeg også blevet bange for at køre bil, fik kørekort for ca. et halvt år siden. Og har nu ikke kørt i noget tid, fordi jeg er så bange for det. Jeg ved ikke hvad grunden er. Måske føler jeg heller ikke jeg er god nok til det? I starten var jeg også bange, svedte helt sindsygt når jeg skulle køre. Men det forsvandt lidt, og er nu kommet tilbage.
Desuden kan jeg nu heller ikke snakke helt "rent", jeg kontrollerer hele tiden hvordan jeg snakker, og er bange for et afslag, hvis folk ikke svarer igen. Jeg synes selv jeg er begyndet at snuble lidt i ordene, nærmest stamme lidt. Og det er det jeg er mest bange for, at begynde at stamme. Hver gang jeg siger noget tænker jeg det helt igennem.
Især de sidste par år, synes jeg jeg har været sur hele tiden og ked af det. Også uden grund er jeg bare begyndt at græde. Alt dette gør at jeg også har svært ved at holde kontakten med især nye venner, og hver gang jeg "mister" en ven, f.eks. pga. kæreste, er jeg bange for at blive helt alene. Jeg har aldrig selv haft en kæreste heller.
Jeg begyndte til psykolog, en slags ungdomspsykolog, jeg fortalte ham om alle disse ting, men han fik det bare til at lyde som om det var ingenting. Jeg spurgte om det kunne være "social angst", som jeg har læst en del om på nettet, men fik at vide at det kunne det overhovedet ikke være! Det kunne man KUN have hvis man ikke kunne komme i skole, eller på arb. Og jeg gik jo i skole, så det var det bestemt ikke. Men kunne have en lille ubetydelig del af det.
Jeg er så forvirret og ofte trist, aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Alting var en del nemmere hvis man var en åben person, jeg vil så gerne alle de mennesker i mit liv, men har så svært ved at gøre noget ved det.
Der er så mange ting at tage fat i, som jeg er bange for.
Jeg har været genert hele mit liv.
Føler at jeg får alle omkring mig ned med humøret, fordi jeg selv er så sur. Er også rigtigt bange for jeg skulle miste folk pga. mit humør.
Førhen er der sket noget meget mærkeligt for mig engang imellem, hvis jeg stod foran spejlet, fik jeg en meget underlig fornemmelse, som om jeg kunne se mig selv udefra. Jeg blev bange for mig selv, og noglegange måtte jeg ligge mig ned, fordi det var så mærkeligt. Jeg har prøvet at skubbe det væk, og det har hjulpet lidt, men det kommer stadig sommetider, især i det tider hvor jeg har det sværest. Jeg ved ikke om det betyder noget, om jeg er den eneste der har prøvet det.
Jeg håber nogle har et svar, eller har oplevet noget lign.
Længe har jeg haft rigtigt dårligt selvværd, jeg er rigtig bange for hvad andre tænker om mig. Jeg er MEGET genert, har svært ved at snakke med folk og især blandt flere mennesker. Fremlæggelser og eksamerne er helt galt. Har før gået til noget "eksamens angst" kursus, hvilket slet ikke hjalp. Jeg får hele tiden at vide jeg skal tage mig sammen og sige noget, men det er meget svært for mig. Selv sammen med mine venner, har jeg svært ved bare at være mig selv. Jeg synes hele tiden jeg gør det værre for mig selv, og folk bliver noglegange sure på mig, fordi jeg dummer mig på den måde. Spise sammen med andre, er ret umuligt. Kan slet ikke spise foran andre. Jeg kan ikke ringe op til folk, eller få mig selv til at tage telefonen, jeg ved ikke hvad jeg er bange for, det er jo så simpelt. Og dette er også selv med mine venner jeg ikke kan. Jeg kan sidde med telefonen i hånden 1 time, og stadig ikke få ringet op. Det går mig virkelig meget på.
Jeg er bange for rigtigt mange ting, alt hvad der er nyt, jeg er især bange for at udlevere for meget om mig selv, og får det rigtigt dårligt hvis jeg fortæller for meget om mig selv. Men desværre forventer mange jo at man fortæller om sig selv, især i skolen/arbejde osv. Første dag skal man altid udlevere en masse om sig selv, og jeg er så skrækslagen! Jeg er også bange for forlystelser, kryb, højder, alt der er nyt og som sagt at kommunikere med andre og nu er jeg også blevet bange for at køre bil, fik kørekort for ca. et halvt år siden. Og har nu ikke kørt i noget tid, fordi jeg er så bange for det. Jeg ved ikke hvad grunden er. Måske føler jeg heller ikke jeg er god nok til det? I starten var jeg også bange, svedte helt sindsygt når jeg skulle køre. Men det forsvandt lidt, og er nu kommet tilbage.
Desuden kan jeg nu heller ikke snakke helt "rent", jeg kontrollerer hele tiden hvordan jeg snakker, og er bange for et afslag, hvis folk ikke svarer igen. Jeg synes selv jeg er begyndet at snuble lidt i ordene, nærmest stamme lidt. Og det er det jeg er mest bange for, at begynde at stamme. Hver gang jeg siger noget tænker jeg det helt igennem.
Især de sidste par år, synes jeg jeg har været sur hele tiden og ked af det. Også uden grund er jeg bare begyndt at græde. Alt dette gør at jeg også har svært ved at holde kontakten med især nye venner, og hver gang jeg "mister" en ven, f.eks. pga. kæreste, er jeg bange for at blive helt alene. Jeg har aldrig selv haft en kæreste heller.
Jeg begyndte til psykolog, en slags ungdomspsykolog, jeg fortalte ham om alle disse ting, men han fik det bare til at lyde som om det var ingenting. Jeg spurgte om det kunne være "social angst", som jeg har læst en del om på nettet, men fik at vide at det kunne det overhovedet ikke være! Det kunne man KUN have hvis man ikke kunne komme i skole, eller på arb. Og jeg gik jo i skole, så det var det bestemt ikke. Men kunne have en lille ubetydelig del af det.
Jeg er så forvirret og ofte trist, aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Alting var en del nemmere hvis man var en åben person, jeg vil så gerne alle de mennesker i mit liv, men har så svært ved at gøre noget ved det.
Der er så mange ting at tage fat i, som jeg er bange for.
Jeg har været genert hele mit liv.
Føler at jeg får alle omkring mig ned med humøret, fordi jeg selv er så sur. Er også rigtigt bange for jeg skulle miste folk pga. mit humør.
Førhen er der sket noget meget mærkeligt for mig engang imellem, hvis jeg stod foran spejlet, fik jeg en meget underlig fornemmelse, som om jeg kunne se mig selv udefra. Jeg blev bange for mig selv, og noglegange måtte jeg ligge mig ned, fordi det var så mærkeligt. Jeg har prøvet at skubbe det væk, og det har hjulpet lidt, men det kommer stadig sommetider, især i det tider hvor jeg har det sværest. Jeg ved ikke om det betyder noget, om jeg er den eneste der har prøvet det.
Jeg håber nogle har et svar, eller har oplevet noget lign.
Kommentarer
Du kan tro, at jeg genkender det, du beskriver. Præcist sådan havde jeg det, da jeg var på din alder. Heldigvis søger du hjælp allerede nu. Jeg var 43 år, inden jeg fik den fornødne hjælp.
Du beskriver mange forskellige symptomer, men du forstår sikkert ikke selv, at det kun er symptomer på noget andet. D.v.s. at der er en årsag, men den kender du bare ikke, for den ligger skjult i underbevidstheden. Når du ikke forstår og ikke husker, hvad årsagen er, så tror du, at symptomerne er selve problemet og forstår ikke, at du ikke bare kan tage dig sammen.
Men der er en årsag til, at du har det, som du har det. Formentligt er der en rød tråd imellem alle dine problemer, så de dybest set har samme årsag.
Du er ikke født med de følelser, du har nu. Det er nogen, du har udviklet gennem tiden, fordi nogen eller noget udenfor dig selv har skabt dem. Derfor er problemet med at være genert og indelukket heller ikke karaktertræk, du er født med. Det er en årsag til, at du har udviklet dig til at blive genert og indelukket, så du får svært ved at have kontakt med andre mennesker. D.v.s. at der er ikke noget galt med dig og d.v.s. at du kan få det bedre.
Det hjælper ikke noget at tro, at man bare kan 'tage sig sammen' og overvinde sig selv til at gøre de ting, man ikke kan gøre. Det kan man ikke. Når man har så massive blokeringer, så er det ikke noget, man kan styre med viljens kraft, det styres af det autonome nervesystem. D.v.s. det ubevidste nervesystem der også styrer vores hjerterytme, vores åndedræt og alle de andre funktioner i kroppen, vi på ingen måde kan kontrollere.
Den psykolog du har været hos, har slet ikke været kompetent til at forstå, hvor dybt dine problemer går. Eller også er det ikke en ungdomspsykologs opgave at grave lidt dybere. Men du har formentligt brug for, at der bliver gravet dybt.
Om man kalder det socialfobi eller socialangst, er for så vidt ligegyldigt – det er kun ord der prøver at beskrive en tilstand. Det vigtige er, at du får hjælp til at forandre den tilstand, så du ikke er så hæmmet.
Man kan sige, at du har en masse ubehagelige følelser, der står imellem dig og det liv, du gerne vil have. Det kan være svært at forstå, men det handler om, at du simpelthen skal have hjælp til at forandre disse følelser, så du kan få det helt anderledes, end du har det nu.
Bortset fra det, så er det noget vrøvl, at man kun kan have socialangst, hvis man ikke er i stand til at gå i skole eller på arbejde. Mange mennesker er utroligt gode til at holde facaden og leve et tilsyneladende almindeligt liv, selvom de dybest set er rigtigt utrygge og har det dårligt indeni. Jeg har selv klaret at passe min skole, uddanne mig og arbejde, selvom jeg faktisk ikke kunne udholde at være sammen med andre mennesker. Men jeg blev også mere og mere syg af det - både fysisk og følelsesmæssigt/psykisk.
Første skridt til at få det bedre er derfor, at du kontakter din læge og beder om en henvisning til en psykolog.
For at få en henvisning, må du være fuldstændigt ærlig overfor din læge og fortælle præcist, hvordan du har det. Det hjælper ikke, at skjuler noget eller prøve at få det til at lyde som om, at det kun er små problemer. Det er det ikke. Ligeledes skal du heller ikke lade dig nøjes med at få en recept på noget medicin, du har brug for en psykolog.
Det vil uden tvivl være meget svært og kræve rigtigt meget mod og selvovervindelse for dig at fortælle de ting til din læge, men det er hjælp til selvhjælp. Din læge kan kun hjælpe dig, hvis du er ærlig om, hvordan du har det. Hvis du har brug for nogle idéer til, hvordan du bedst kan klare det, så skriv igen.
P.S.: Supergodt gået, at du skrev herind.
Mange tanker og kærlige hilsner -
Helene
Jeg har nu kontaktet læge, så håber jeg får lidt svar og afklaring på det hele
Held og lykke med det.
KH Helene